Christian Brandstrups erindringer

5. Til Dansk Vestindien

 
J. Dahl: Fregatten Jylland, 1883

J. Dahl: Fregatten Jylland, 1883. Orlogsmuseet (www.orlogsmuseet.dk)

  Vinteren 1880—81 aftjente jeg min Værnepligt som Marinesoldat. Efter 6 Ugers „Skole" (d. v. s. Exercits o. lign.) paa Holmen, sejlede jeg midt i November med Fregatten „Jylland" til Vestindien, jeg naaede altsaa mine Ønskers Maal, at komme ud paa et langt Togt, og dette varede 5 Maaneder.

  Da vi var lettet fra Vedbæk, hvor vi laa til Ankers den første Nat, gik vi for Damp i smukt Vejr, forbi Kronborg op gjennem Kattegat. Udfor Kronborg dundrede vor første Salut. Det var en stolt Fornemmelse at glide ud i rum Sø med det store, pragtfulde Skib, som havde Flag under Gaffelen. for at besvare Hilsener fra alle mødende Sejlere. Kl. 12 om Natten gik vi, „Dronningens Kvarter", til Køjs, Hundevagten blev purret og løste af. Om Natten havde vi rundet Skagen, og da vi Kl. 4 blev purret ud til „Dagevagt", var Sejlene sat og Fregatten slingrede en Del for svær nordvestlig Dønning. Imidlertid var Tilstanden frygtelig mellem de ikke søvante „Mænner", af hvilke de fleste var søsyge, saa Svineriet paa Dækket under Køjerne var forfærdeligt, indtil der blev spulet. Jeg selv slap Gudskelov med lidt Kvalme den første Morgen; der var Folk, som var søsyge paa hele Rejsen, naar Vejret var haardt, og man ynkedes ved at se deres Kvaler og blege Ansigter. Og nu laa vi underdrejet i 11 Døgn, d. v. s. stadig krydsende for Storm og Modvind, indtil vi endelig en skjøn Morgen kastede Anker paa Plymouth Rhed, saa gik det mod Syd, d. v. s. ind i lunere Breddegrader, det var herligt at opleve efter Nordsøens Storm med Kulde og Snebyger.

  I Cadiz havde vi Landlov, der var dejlig Sommer med Sol og Varme, et skjønt Eventyr, Foden for første Gang paa Udlandets Grund. Cadiz ligger skjøn og malerisk paa en Skraaning ved en dejlig Bugt. Byen er ganske snehvid i Frastand, øverst knejser den store Domkirke i herlig Barokstil. Derfra gik vi ned til Madeira, og den Dag, da denne høje Ø dukkede frem som en mørk Taagebanke, i Horisonten, fik vi Passaten og kunde dreje lige mod Vest, Sønden om Madeira, med den lune østlige Brise lige agter ind, saa at vi gik for fulde Sejl, stundom endda, om Dagen, med Læsejlene sat. Juleaften indtraf omtrent midt imellem Madeira og Vestindien, det var en smuk, højtidelig Fest, paa en dejlig, lun Aften. Før og efter en kort Andagt blæste Marineorkestret en Julesalme, derpaa faldt Forhænget for et Julebord, der var bedækket med smaa Gaver, en til hver af de 400 Mand, fra Officererne. Jeg fik en lille, meget velkommen Pakke Tobak. Derpaa Skafning med The, ½ frisk Julekage pr. Mand samt Extrapunch, og sluttelig Dans paa Batteriet, (næstøverste Dæk, hvor Kanonerne stod) efter vor egen Harmonika, som en jysk Fisker spillede med stor Færdighed.

Hugo Larsen: Folkeliv på havnen i St. Thomas.

Folkeliv på havnen i St. Thomas, malet af Hugo Larsen

  Efter 3 Ugers Sejlads fra Cadiz kastede vi Anker paa St. Thomas Rhed, der næstefter Konstantinopel med Bosporus er det skjønneste Sted paa Jorden, jeg har set. Hver Dag i Middagstiden havde de Sorte Lov at komme ombord med deres Appelsiner (sødere og mere saftfulde har jeg aldrig smagt) samt Bananer, Figner og Ananas. Under de 6 Uger, vi laa derovre, havde vi kun en, e n Gang Landlov, endda kun paa St. Croix, i hvilken Anledning der herskede stor Misfornøjelse. Chefen, Kommandør Schoustrup, var en meget forhadt Mand, fra hvem der aldrig mærkedes den ringeste Velvillie mod Mandskabet. Næstkommanderende, Kaptajn W. Irminger (som senere i mange Aar boede i min Søster Mis's Pensionat), var ligesaa elsket ombord, som Chefen var hadet. Det hed sig, at der var gul Feber paa St. Thomas, derfor kunde vi ikke faa Landlov her, men Officererne kunde godt holde stort Bal ombord og iøvrigt modtage Gjæster hver Dag og til enhver Tid.

  Det var en stor og mærkelig Oplevelse at føle det tropiske Klima med den dejlige friske Brise om Dagen. Om Natten var Stjernehimlen og Maanen saa klare og lysende, at man med Lethed kunde læse og skrive Breve alene ved Skinnet.

  Midt i April kom vi hjem efter en ret kold og stormfuld Rejse. Vi maatte gaa ind til Mandal for at høre, om Øresund var isfrit efter en meget streng Vinter. Fra Kronborg omtrent helt ned gjennem Sundet maatte vi gaa for Damp i en smal Rende med fast Is paa begge Sider. Da jeg kom hjem fra Tjenesten for at holde en kort Ferie, opdagede Moder, ved at klippe mig, at jeg var fuld af Lus, for første og sidste Gang i mit Liv. Man kunde jo nemlig ombord kun blive vasket i koldt Saltvand med meget liden og daarlig Sæbe.

  Saa tog jeg atter til Lundsgaard og arbejdede endnu denne Sommer som Tømrersvend, og denne Sommer gjorde jeg nærmere Bekjendtskab med min kjære Eline Kruuse, med hvem jeg dog først flere Aar senere, nemlig den 2. Oktober 1887, blev forlovet.

  Om Efteraaret 1882 tog jeg til København, søgte Tegnearbejde og fik det hos Prof., Arkitekt Ove Petersen, hvor jeg var i et Aar hos den morsomme, meget originale og elskværdige Mand, som jeg kom til at holde meget af. Han gav mig en i de Tider svimlende Begyndelsesgage, nemlig 60 Kr. maanedlig, men det var stundom meget vanskeligt at faa dem, da han var uefterrettelig og bohemeagtig i Pengesager. En Gang, da der var gaaet flere Dage ind i Maaneden uden at vi Tegnere havde faaet vore Penge, fandt et af vore gode Hoveder paa at samle alle vore Laanesedler sammen, 4 a 5, og lægge dem paa Professorens Plads. Han blev jo rasende, men tog straks i Byen og kom hjem med Penge til os alle, vi var 8 Mand, da der var meget Arbejde; bl. a. byggede vi dette Aar Dagmarteatret og Hotel National.

  Om Vinteren gik jeg paa Kunstakademiets Aftenklasser og naaede i de 2 Semestre at faa Bugt med første Klasse og at komme midt ind i anden for Arkitekter. Jeg boede i Frøken Vadums Pensionat, Fiolstræde 17, paa et Kvistværelse sammen med Broder Emil, som, efter at have taget Preliminærexamen paa et Privatkursus, var kommen som Assistent paa Kristianshavns Postkontor i Brogade. Broder Ludvig var, efter at have taget Preliminærexamen paa Sorø Akademi og efter at have aftjent sin Værnepligt som Marinesoldat, fra hvilken Tjeneste han dog paa Grund af en ondartet Ørebetændelse med Operation var blevet kasseret, kommen i Huset hos gamle F. L. Liebenberg, der sørgede helt og holdent for ham, og beboede 2den Sal hos Frk. Vadum, Fiolstræde 17. Ludvig var i Lære hos Snedkerfirmaet Severin og Andr. Jensen, hvor han efter endt Læretid fik Sølvmedaille for sit Svendestykke. Han forlod jo imidlertid Snedkerfaget og blev hurtigt den udmærket talentfulde Billedhugger, som han er den Dag idag.

  Jeg selv, der som sagt i Vinteren 82—83 var naaet midt i 2den Arkitekturklasse paa Kunstakademiet, fik imidlertid Rejselyster ved at høre en Akademikammerat, Christen Larsen (lige nylig død) fortælle om en Rejse til Wien, hvor han havde faaet Tømrerarbejde ved Hjælp af vor berømte Landsmand, Theophilus Hansen. Jeg søgte Rejsestipendium af Classenske Fidiecommis, fik 150 Kroner, takket være Grevinden paa Tranekjær, der anbefalede mig til Formanden, Geheimeraad Tillisch.

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>