Christian Brandstrups erindringer

4. I tømrerlære

 

  Da jeg havde taget Preliminærexamen paa Sorø Akademi, kom jeg i Tømrerlære i Odense, hvor jeg blev i 3½ Aar. Det var Meningen, at jeg skulde uddannes til Arkitekt, hvad jeg havde Lyst til. Jeg var derfor i Tømrerlære om Sommeren og gik om Vinteren paa Teknisk Skole for at uddanne mig til Optagelse paa Kunstakademiet. I Odense boede jeg hos Farver Østerbyes paa Vestergade, de havde 4—5 unge Mennesker i Pension, vi boede 2 paa et Værelse, levede udmærket og gav 40 Kr. pr. Maaned for fuld Pension. Jeg har mange fornøjelige Minder fra denne Tid, det var jo min allerførste Ungdom, fra 17 til 20 Aar, og jeg var lige sluppen ud fra det tvungne Skoleliv paa Sorø Akademi, som jeg var meget kjed af. Jeg havde ikke været flittig, vi gik der den Gang ganske for Lud og koldt Vand, men min Examen havde jeg jo dog faaet, og ganske pænt, jeg var Examensmand og lod mig ikke forbløffe, hvad der ogsaa tidt i mit senere Liv kom mig tilgode. Broder Lut var flittigere end jeg, mindre drømmende. Mine Minder om de 4 Aar paa Sorø Akademi er derfor ret triste i sin Helhed. Aldrig skal jeg dog glemme vort Tilflugtssted om Søndagen i Lynge Præstegaard hos Pastor Trydes, som i vor Akademitid viste os en mageløs Elskværdighed og Gjæstfrihed. Det var et gammelt Præstehjem af den bedste Slags, med Fred, Velvære og Hygge. Fru Tryde var født Thomsen og Søster til Moders bedste og trofaste Veninde, Fru Gert Winther. I Lynge Præstegaard blev vi altid modtaget med samme Elskelighed, uagtet vi vistnok rendte de kjære gamle Mennesker langt hyppigere paa Dørene end vi burde have gjort, og der kom iøvrigt adskillige andre Elever fra Akademiet i Præstegaarden end vi.

  Da jeg kom til Odense, kunde jeg jo slaa mig løs, og det gjorde jeg, saavidt Midlerne strakte til, hvad der jo ikke vilde sige uhyre meget. Farver Østerbyes var en retskaffen, flittig godmodig Borgerfamilie med en eneste Søn, omtrent jævnaldrende med mig. Farveren var baade af Ydre og Indre den mest gammeldags og udprægede Spidsborgertype, jeg har kjendt. Huset var fra 1631, hvilket stod udskaaret i det svære Egetræs Bindingsværk over Porten, der var 2 Etager, den ene lidt udover den anden paa smukke udskaarne Knegte, Tavlene var udmuret med røde Sten, Værelserne ovenpaa til Gaden var meget morsomme, det ene med 2 lukkede Alkover, det andet med en hel Væg beklædt med udspændt Lærred, hvorpaa naive oliemalede Landskaber med Figurer, kort sagt, det var et meget smukt Hus, karakteristisk for sin Tid og oprindelig bygget som Vintertilholdssted for en af Datidens adelige Godsejere, jeg husker ikke hvilken. Destoværre er Huset jo nu forlængst nedrevet og har givet Plads for et almindeligt grimt, moderne Hus.   En lang, smal Have førte lige ned til Odense Aa, i hvilken vi havde Baad.

  Her tilbragte jeg en fornøjelig Tid, vi unge Mennesker blev behandlet venligt og godt i enhver Henseende, og det følger jo næsten af sig selv, at vi havde al den Spas for, som livlige unge Mennesker i den Alder gjensidig hengiver sig til. For at nævne et enkelt Exempel havde Jeg saaledes en Aften drillet min Slof, en jævnaldrende men meget større Landvæsenselev, Bondesøn, Carl Møller, som gik paa Landbrugsskolen. Det var halv Sjou, halv Alvor, men han havde da „kløet" mig og smidt mig ud, saa at jeg søgte Tilflugt paa Naboværelset, hvor jeg fik Lov at sove paa Sofaen. Men forinden havde jeg sikret mig Møllers Fodtøj, som var sat udenfor Døren, et Par uhyre Skaftestøvler, dem bandt jeg sammen ved Stropperne og hængte dem, stærkt opmuntret af de 2 Naboer, hvis Sofagjæstfrihed jeg skulde nyde, op paa den vandrette Stang, der i Højde med Tagskjægget ragede ud fra Huset og hvorpaa Farverens Skilt, en Fane af mørkeblaat Vadmel, vajede paa gammeldags Maner. Med en Stok blev Støvlerne puffet langt ud paa Stangen, saa at de hang lige ved Farverflaget, og jeg følte mig fuldtud hævnet, navnlig da det øsregnede hele Natten. Men da jeg næste Morgen tidlig saa en undrende Skare paa det modsatte Fortov og pegende op imod Østerbyes ærbare Farverflag, vaagnede min onde Samvittighed overfor mine skikkelige Værtsfolk, og jeg anede, hvad der ventede mig, da jeg kom hjem fra Arbejde om Middagen og modtog en højtidelig Anmodning om at søge mig et andet Logis hurtigst muligt. Men allerede om Aftenen havde en ældre Pensioner, Sagfører Schjörring, bedt om godt Vejr for mig, saa at jeg efter en pæn Undskyldning fik Lov at blive i det udmærket rare og hyggelige Logis, lige til jeg efter 3½ Aars Forløb havde taget min Examen ved Teknisk Skole og samtidig gjort Svendestykke som Tømrer.

  I Foraaret 1879 var jeg paa Session i København og blev taget til Marinesoldat, hvad jeg havde Lyst til for muligt at komme ud paa et langt Togt. For at blive taget til Marinesoldat havde jeg skaffet mig en Attest for Søvanthed. Dette gik til paa følgende Maade: I en Ferie gik jeg med Fader ned til Aasø ved Tranekjær, hvor en af hans tidligere Elever, Fisker Lars Mikkelsen, boede. Vi gik ind hos Manden, og Fader sagde: „Aa hør, Lars, kunde du ikke skrive Christian en Attest paa, at han er søvant, han har jo dog jævnlig sejlet med dig i din Baad over til Svendborg." Lars kløede sig bag øret og svarede: „Ja, Hr. Brandstrup, det vil jeg skam godt, men jeg ved itte rejdi, hvordan a je ska skrive det, men nu ta'er jeg dette Papir, aa saa skriver jeg mit Navn her nere, aa saa ka Di ju sæl skrive ovenover, hva Di vil." Dette skete, og paa Sessionen blev jeg taget til Marinesoldat paa Grund af min Attest for Søvanthed. Jeg skulde møde om Efteraaret, og i den mellemliggende Sommer skaffede Godsforvalter Kruuse mig Arbejde som Tømrersvend paa Lundsgaard, der var brændt. Tømrermester Julis Nielsen fra København var Hovedentreprenør for det store Arbejde, en udmærket flink og dygtig Mand, hvem jeg senere havde en hel Del Forbindelse med, idet Skjæbnen vilde, at han i Aarenes Løb mangen Gang kom til at arbejde under mig, da jeg var bleven Arkitekt.

  Som Tømrersvend den Sommer paa Lundsgaard havde jeg det dejligt, idet jeg jo gjenopfriskede Bekjendtskabet med min fordums Lærer Kruuse og hans Familie, hos hvem jeg havde mit Tilhold om Søndagen og i meget af den øvrige Fritid, jeg kunde aldrig komme for tidt hos de kjære, gjæstfrie Mennesker. Men ogsaa Forpagter Peter Andersen (som var en Langelænder fra Søvertorp) viste mig en elskværdig Gjæstfrihed. Der var livligt og megen Ungdom (3 unge Døtre, en Del yngre end jeg), den næstældste blev senere den bekjendte Forfatterinde, Fru Agnes Henningsen.

  Fru Kruuse, min senere Svigermoder, kom jeg til at holde inderligt af, hun var et kjærligt og varmhjærtet Menneske, meget livlig og morsom, men hun var nidkjær og streng imod sine Børn, og dem delte jeg forsaavidt Kaar med, som jeg ufejlbarlig fik min grundige Røffel af hende, naar jeg fortjente den. Jeg døde saaledes ikke i Synden, da følgende Episode kom hende for Øren: Jeg beboede med en Arbejdskammerat, Tømrersvend Jørgensen, et Kvistværelse i den lille Beværtning „Stokhuset", der laa lige i Skovkanten ind mod Kjerteminde. En Aften sent paa Sommeren, da der havde været Rejsegilde paa Forpagtergaardens nye Kostald, kom Jørgensen og jeg hjem til Stokhuset i stærkt opmuntret Tilstand, vi havde faaet Æbleskiver og Punch i meget rigelig Mængde og var mildest talt oplagt til Sjou. Som vi nu stod og vaskede os og klædte os om, hørte vi Trommeslagning, og lidt efter kom Byens Borgervæbning marcherende, gjorde Holdt, satte Geværerne i Pyramider og slog sig ned ved et Bord i Skoven, bogstavelig under vort Vindue. Hele Krigshæren bestod af 10—12 Borgere, udmajet paa det prægtigste og med Byens Politifuldmægtig i Spidsen som General. Jørgensen og jeg nød det latterlige Syn fra vort Vindue (bag Gardinerne), saa at Krigerne ikke anede, hvor nære Tilskuere og Beundrere, de havde. Da der nu kom en Bolle Punch ud til dem, hvilket gav Signal til patriotiske Taler m. m., kunde vi ikke længere være helt udenfor, jeg tog et Glas koldt Vand og slog ud over Krigshæren, der følte det som en mild Regn og saa studsende op imod Himlen samt imod vort Vindue, hvorfra man dog ikke kunde høre en Lyd, da vi holdt os ganske tavse, skjult bagved Gardinerne. Man slog sig til Ro, og Pokuleringen begyndte igjen, men saa gav jeg dem et nyt Glas Vand, og nu sprang man op og talte harmfuldt om at klage til Værten etc., men da stadig ingen Lyd fra os kunde høres, slog man sig til Ro endnu engang, og først et 3die Glas Vand foraarsagede vildt Oprør samt at „Generalen" sammen med Værten kom stormende opad Trappen til os. Vi var storsnudede, benægtede alt og viste dem ud fra „vort" Værelse. „Generalen", selve Byens Politifuldmægtig, lovede, at vi Mandag skulde „høre fra ham". Da jeg Mandag Morgen kom paa Arbejde, blev Jørgensen og jeg enige om, at jeg skulde gaa ind paa Politikontoret og give Fuldmægtigen en pæn Undskyldning. Tilsyneladende var han ubønhørlig, men lod dog skikkeligt Sagen falde, saa at vi intet mere hørte fra den Kant om den, men — desto mere fra alle andre, og da Fru Kruuse i Byen hørte, at den unge Brandstrup havde heldt noget helt andet end rent Vand ud over Borgervæbningen, saa var der jo til mig i en god Mening, og det blev ikke bedre, da det Dagen efter blev forebragt hende, at jeg, forinden denne Udaad, ved Rejsegildet havde drukket Dus med Forpagteres Tjenestepiger (stærkt opfordret af disse, samt de andre Haandværkere), thi lad til Nød gaa med en ungdommelig Kaadhed, men hvad der blev bedømt som noget i Retning af Usædelighed, det var vanskeligt at tilgive!

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>