Christian Brandstrups erindringer

2. Slægten

 
Lauritz Brandstrup (1776-1842)

Lauritz Brandstrup (1776-1842)

  Om mine Forældres Barndom og Ungdom ved jeg destoværre saare lidt, men jeg husker dog noget af, hvad de fra Tid til anden har fortalt os, og hvad vi naturligvis med Begjærlighed og stor Interesse lyttede til. Om mine Bedsteforældre ved jeg destoværre endnu mindre. Min Farfader var Eskadronskirurg (ustuderet) i Odense. Han havde, saa vidt jeg ved, giftet sig under sin Stand, med en Tjenestepige. Han hed Laurits Brandstrup og var en dannet, kultiveret Mand. Hans Hustru var født Danieline Berteline Schmidt. Hjemmet var fattigt, og Forholdet mellem Ægtefællerne var, saavidt jeg ved, trist og ulykkeligt, maaske paa Grund af den omtalte Standsforskel. Min Farfader blev periodisk sindssyg i en temmelig ung Alder. Sygdommen blev uhelbredelig, og han døde paa den saakaldte Daareanstalt i Odense.

Danieline Bertheline Brandstrup, f. Schmidt (1786-)

Danieline Bertheline Schmidt, g. Brandstrup (Født 1786)

Min Fader blev født i Odense den 6. April 1812, hjemmedøbt og derpaa endelig døbt i St. Hans Kirke den 24. April 1813. Han havde en Broder, der døde ung, samt 2 Søstre, Tante Mine og Tante Marie, som begge blev gift. Fader havde som Dreng i Assens, hvorhen Faderen senere flyttede, flinke og fornøjelige Kammerater, f. Ex. Brødrene Jerichau, hvoriblandt den senere bekjendte Billedhugger. Endvidere var mellem Kammeraterne i Assens en Seligmann, senere Bankdirektør i Vejle, hvem jeg en Gang som ung Mand har besøgt der, og med hvis ene Søn jeg var Kollega og Ven i en lang Aarrække. Drengene i Assens færdedes i sundt Friluftsliv som andre raske Drenge. Fader har fortalt, at Brødrene Jerichaus Drager, Flitsbuer, Fløjter o. lign. altid var de bedste og mest fuldkomne. Senere stiftede Fader som Yngling Bekendtskab med F. L. Liebenberg, der var Søn af Slotspræsten paa Frederiksberg og om Sommeren kom paa lange Besøg i Assens. Han blev Literat og den bekjendte Udgiver af Oehlenschläger, Holberg m. m. fl. Hans fine Dannelse og æstetiske Interesser paavirkede Fader under hele Ungdommen, ikke mindst, da han som ung Mand kom til København for at læse til dansk juridisk Examen, som han tog efter et uhyre flittigt og af mange Savn præget Studium. Liebenberg var hans trofaste, fine og dannede Omgangsven og bidrog til at give ham Interesse for Teater, Litteratur, Musik og alt skjønt. Fader var af Natur et barnligt blødt, entusiastisk Gemyt, der for saa vidt har været let at paavirke, meget musikalsk var han ogsaa, og Musiken kom til at betyde saare meget for ham i hele hans Liv.   Det kgl. Teater var i sin Glansperiode med sine store uforglemmelige Kunstnere, og Fader kunde jo i sin Fattigdom ikke komme der tidtnok. Mangen Gang har han maattet sælge en Bog eller en anden Gjenstand for at faa Penge til Billetten, eller han stillede sig op ved Billetsalget og ventede, til dette var forbi, man kjendte ham efterhaanden og overlod ham jævnligt en Galleribillet for en meget ringe Penge. Saa kunde han fryde sig ved den herlige Kunst, begejstres og drømme om Fremtiden.

Han maatte i en ung Alder hjælpe sin gamle, fattige Moder, som sad hjemme i Assens, og Faders Ungdom har derfor stedse været præget af Fattigdom og personlige Savn. Han fik efter sin Examen en Plads som Medhjælper paa Grevskabet Knuthenborgs Godskontor paa Lolland, men denne maatte han opgive, da han fik Skrivekrampe i Haandleddet, hvilket aldrig forlod ham. I al den Tid, jeg har kjendt Fader, maatte han staa op for at skrive, og han hvilede da paa Haanden i en fremoverbøjet Stilling, men kunde saa skrive en meget tydelig og god, omend rystende Haandskrift. Hvor ofte har vi Smaadrenge ikke ligget paa det lille Kludetæppe under Faders udslaaede Chartolklap, ved hvilken han stod og skrev uden at lade sig forstyrre af os, der vistnok ikke forholdt os altfor stille, men legede og pjankede. Min Farfader maa vistnok være bleven forflyttet til København, hvor han var Regimentskirurg, og Fader har fortalt, at da han var 4 Aar, fik hans Fader et, formodentlig det første, Anfald af Sindssyge. Dette er Faders første Barndomserindring. Men naar han iøvrigt har fortalt om sin Barndom, er denne tilbragt i Assens, hvor Faderen blev Toldbetjent, og Fader begyndte vistnok som ganske ung Mand at hjælpe Faderen i Toldvæsenet. Paa Faders lille Værelse samledes da Vennerne ofte, det var nok i denne Periode, han lærte Liebenberg at kjende, de unge Mennesker sad, hvor de kunde bedst, nogle paa Sengen, og saa gik det løs med Guitarspil, Sang, Disput og Æstetiseren.

Men Fader havde Ambition og vilde gjerne frem; i Hjemmet har det vel desuden været meget trangt. Hvorledes han fik Midler til at tage sin juridiske Examen, ved jeg ikke. Og da han maatte opgive sin Stilling paa Knuthenborg Godskontor, skulde han jo have et andet Levebrød. Han kom paa Skaarup Seminarium for at uddanne sig til Skolelærer, og tog efter usædvanlig kort Tids Studium her en god Examen. Han maa jo have haft Venner, som støttede ham og hjalp ham frem, men har dog fortalt om sin store Fattigdom ogsaa under Studierne paa Seminariet og om, hvorledes han i denne Periode næsten kun levede af Vandgrød. Derpaa fik han Stilling som Andenlærer i en Landsby i Sydfyn, Tved.

Vistnok paa denne Tid blev han forelsket i en ung, henrivende smuk Pige, Marie Krømmelbein, som var Lærerinde paa Bøgeskovgaard i Nærheden af Svendborg. Han friede, men fik det Svar, at han var for ung, ganske haabløst har det vel altsaa ikke været. Men Fader blev saa sønderknust over dette Afslag, at han maatte bort i nogen Tid.

En Onkel, som var Købmand i Hull, inviterede ham da til et længere Ophold i Hull, og Fader kom afsted; Onkelen maa vel have betalt hans Rejse eller ejede maaske den Jagt, med hvilken han rejste over Nordsøen. I Hull, hvor han steg i Land med sin ikke indholdsrige Vadsæk og næppe overdaadigt klædt, modtog Onkelen ham paa Skibsbroen. Saa fulgtes de til det fine engelske Hjem, og paa Vejen sagde Onkelen: Hør, vi maa ind at kjøbe dig et Par Handsker, ellers kan vi ikke komme hjem til Tante! (Tanten var engelsk, og det var et stort, velhavende Hjem). Men Fader var ikke forknyt, og blev han end modtaget med Forbehold, saa varede det ikke længe, før de engelske Damer skattede og forkjælede ham. Han sang for dem og akkompagnerede sig selv paa Guitar. Han var en høj, smuk ung Mand og har naturligvis fra ganske ung haft denne naive, ubevidste Charme, som gjorde, at han aldrig var forlegen, men ogsaa i sit senere Liv banede sig Vej til alle Hjerter med sine smukke, milde Øjne og sit naturlige, ugenerte Væsen.

Da han kom hjem, søgte han et Skolelærerembede, som han ikke fik, da han ikke kunde spille Orgel. Dette lærte han saa og søgte derpaa det ledige Embede i Tranekjær, som han til sin store Overraskelse og Lykke fik. Saa gentog han sit Frieri til sin elskede Marie Krømmelbein, og denne Gang lykkedes det, nu havde han jo Levebrød, og de blev gift. Hun var som sagt henrivende smuk og dertil god og blid, elsket af alle, hvem hun kom i Berøring med. Hjemmet var meget tarveligt udstyret og Levemaaden i de første Aar næppe heller overdaadig, men der herskede en ualmindelig Lykke og Harmoni, Fader elskede og tilbad sin unge, dejlige Hustru, og hun lærte at gjengjælde hans Følelser. Det var et Mønster paa et Hjem, Fader udfoldede sine medfødte Evner og blev en meget dygtig og anset Lærer. En Gang i denne Periode, da Biskop Monrad kom paa Visitats i Skolen, udtalte han stor Tilfredshed over Resultaterne af Faders Arbejde og indstillede ham til Dannebrogskorset, som han fik og bar med Ære Resten af sit lange Liv.

  Fader havde i sit første Ægteskab 4 Børn, Laura, Hanne, Carl og Frederik. Der var 2 Aars Mellemrum mellem dem, og de var alle kjønne, velbegavede Børn. De havde arvet et blødt, kjærligt Hjerte fra deres Forældre, og navnlig Carl var smuk, som Barn ubeskrivelig skjøn med brune Øjne og lange gule Krøller, som Mand en ganske ualmindelig Skjønhed, høj og rank af Væxt samt med mørkt, krøllet Haar, en herlig dyb Baryton, sin Faders naive naturlige Charme i Optræden, kort sagt ødsels udstyret fra Naturens Haand. Laura, den ældste af Flokken, var altid blid og sød mod sine Forældre og sine smaa Søskende, af hvilke hun jo efterhaanden fik 7, og for hvilke hun altid var det gode Exempel; hun blev en flittig og pligttro Medhjælp i Hjemmet for sin nye Moder, da hun i en Alder af 9 Aar mistede sin egen. Laura udviklede sig til en kjøn ung Pige med et særligt Præg over sig af ung, uskyldig Ynde, hun var elsket som kun faa lige til sin Død som 80aarig Enke. Hanne var Spilopmager, en lille behændig, gratiøs Tingest, som altid var paa Spil med sine Brødre, hvem hun kunde følge i deres Klatren i Træer og mange smaa gale Streger, og hun legede mere med Drengene end Laura, der ikke var saa behændig og vims, hvad der var hende en Sorg, da hun stundom kunde føle sig lidt isoleret og henvist til Leg med Dukker og Læsning af Romaner. Ogsaa Hanne udviklede sig til en kjøn ung Pige, meget skjælmsk og vistnok en Del koket, hvad der laa Laura saa fjernt. Men Hanne var mere pikant end egentlig smuk, Laura var kjønnere, og begge var de som unge Piger meget omsværmede af de unge Herrer.

Bogen Karl og Peters Spilopper

Karl og Peter's Spilopper

Baade Laura og Hanne kom paa Frøken Zahles Kursus og blev dernæst Lærerinder hos private Familier. De 2 Søstre var mageløs søde mod os yngre Søskende, naar de kom hjem i Ferierne, og de havde altid smaa Foræringer med til os. Vi har endnu en Bog, som vi fik af Hanne, den i hele Familien kjendte og berømte „Carl og Peter-Bog", som har tjent i 3 Generationer og nu er havnet hos os som en ikke altfor vel bevaret Levning efter et langt Livs Storme.

Laura blev, da hun var Lærerinde i en Præstegaard paa Fyn, forlovet med Cand. jur. A. Warberg, Søn af og Fuldmægtig hos Godsforvalteren paa Grevskabet Schaffalitsky de Muckadell.   Han var en meget begavet og elskværdig Mand. Han blev vor kære Svoger, „Abba", Godsforvalter efter sin Fader og boede i en lang Aarrække paa „Erikshaab", ikke langt fra Hillerslev paa Fyen. Erindringen om hans og Lauras Besøg hjemme i Sommerferierne i Forlovelsestiden hører med mellem mine fornøjeligste Barndomsminder. Vi yngre Søskende hang jo efter dem, hvor de gik og stod, og stundom maatte Abba give os en 4 Shilling med følgende Paalæg: Nu gaar I alle 4 ned til From (den længst borte boende Kjøbmand) og kjøber for denne her, hvad I har Lyst til. Imidlertid benyttede de saa Lejligheden til at forsvinde for os. Eller Abba fandt paa at give Punch, naar vi havde spist til Aften ude i det store Lindelysthus. Altsaa jeg afsted til den nærmeste Kjøbmand (ikke From) efter en Flaske Rhum, saa varmt Vand, en stor Terrin, en Ildtang og store Klumper hvidt Hugge-Sukker, som blev lagt paa Ildtangen over Terrinen og overhældt med den varme Punch, der paa denne Maade brændtes af, dette havde Abba lært under sin Studentertid paa Regensen. Det var en uhyre Fryd for os yngre Søskende at faa Lov at være med efter at have tigget om Tilladelse til at være „længe oppe". Saa gik den dejlige lune Sommeraften under megen hjemlig Lystighed, de voxne Søstre sang 2-stemmige Sange, Carl sang Solo med sin herlige dybe Baryton, i Pauserne hørtes Frøernes fredelige Sang fra Flaaddet, indtil Skumringen kom, — ja det er skjønne Tider at mindes!!

Vore Gamle var saa glade over Ungdommen og nød de dejlige Aftener i fulde Drag med alle os Unge. Moder kunde paa en saadan Aften trods Træthed efter en lang Sommerdags Slid, være helt kaad og lystig med sine unge, medens Fader altid var mere afdæmpet, men glad og mild. — Frederik, den 4de i Flokken af mine ældste Søskende, var ude at sejle som Sømand og gik altsaa i Reglen Glip af Hjemmets Ferieglæder, som han jo kun ved tilfældige Lejligheder kunde være med at nyde. Som Barn var han Flokkens værste Spilopmager, altid paa Spil, næppe altfor lydig eller flittig, men en, forsoren lille firskaaren Krabat, kjøn og velbegavet. Engang saa Fader ham saaledes oppe paa Kirketaarnet, hvor han havde svunget sig udenfor Rækværket og nu balancerede paa den smalle Kant hele det firkantede Taarn rundt uden at holde sig ved. Fader maatte vende sig om og turde jo ikke raabe for ikke pludselig at forskrække Drengen, der saa meget let kunde tabe Balancen og styrte ned.   Men min gode „Namse", hvilket var hans Kælenavn, døde ikke i Synden, da han kom ned, men fik en ordentlig Dragt Prygl. Fader var som yngre Mand meget streng og kunde være meget hidsig. Han blev med Aarene mere afdæmpet, hvorvel Hidsigheden aldrig forlod ham helt. Han havde megen Humor og kunde tidt ad den Vej afvæbnes. Da Hanne saaledes en Gang havde været ulydig, sagde Fader til hende: „Vil du straks gaa ud i Haven og finde en Kjep, thi nu skal du have Prygl!" Hanne gik tudende ud i Haven, hvor Laura var. Da Laura hørte, hvad det drejede sig om, sagde hun: „Du skal tage den tykkeste Gjærdestage, du kan finde, saa nænner han ikke at slaa dig!" Som sagt saa gjort, da Hanne kom med den vældige Knippel, smilede Fader og var afvæbnet. Hanne var tidt paa Spil. Engang, da Fader havde forbudt hende at plukke Æbler af et Træ, gik hun rundt og bed af alle de Æbler paa Træet, hun kunde naa med Munden, det var jo ikke at plukke.

    Men de 4 ældste Søskende mistede deres Moder som Børn. Hun døde af Kræft i Brystet, da Laura var 9 Aar og Frederik altsaa kun 3. Hun led forfærdeligt og bar sine Lidelser med stor Taalmod og Gudhengivenhed. 2 Gange var hun i København for at blive opereret. Den sidste Gang besøgte hun Proprietær Fengers, der var gamle og havde solgt deres Gaard paa Fyen, Maegaard ved Svendborg. Deres yngste Datter, Hanne Fenger, der blev min Moder, havde kjendt og været Veninde med Marie Krømmelbein, førend denne blev gift med Fader, og som Lærerinde paa Bøgeskovgaard havde hun ofte nydt Gæstfrihed paa Maegaard, der var et stort, anset og velhavende Hjem. De gamle Fengers boede nu paa Østerbrogade, ved Holmens Kirkegaard, i et 2 Etagers graat bræddebeklædt Hus, som har staaet der indtil et af de allersidste Aar.

  Det var et forfærdeligt Slag for Fader og et tungt Tab for de 4 Børn og hele Hjemmet, da deres Moder døde. I denne Periode blev Faders Haar graat. Jeg har kun kendt ham med det store krøllede graa Haar, som i hans Alderdom blev hvidt, men som han beholdt til sin Død. Han sørgede dybt, saa meget mere som han havde set, hvor frygteligt hun led, som han elskede saa højt. Han fik en ung Frøken Aamand fra Fyen i Huset til at hjælpe med Børnene. Hun var god og kærlig mod disse, men kunde ikke blive, og derpaa kom Faders Søster, Mine, over for at styre Huset for ham. Men hun var vranten og hylende, og hun var slet ikke god mod de stakkels moderløse Børn, som ikke kunde fordrage hende. Fader maatte da tænke paa at faa sig en anden Hustru. Børnenes Moder, som havde været Veninde med Frøken Hanne Fenger, den yngste Datter fra Maegaard, havde bedet Fader om at denne maatte blive Børnenes Stedmoder. Moder har fortalt, at hun sad i Vinduet i det gamle graa Hus paa Østerbrogade og saa den graahaarede, nedbøjede Mand komme indad Havelaagen. Hun vidste, hvad han vilde, og hun ansaa det for sin Pligt at blive en god, ny Moder for de 4 Børn. Og det blev hun, en mageløs trofast, kjærlig og opofrende Moder, som fuldtud erstattede Børnene, hvad de havde tabt. Moder havde tidligere haft en Ungdomskærlighed, og Beslutningen har næppe været let for hende, Fader har dengang været ca. 43 Aar, Moder ca. 37 Aar. Moder har anset dette for et Kald fra Gud, som det var hendes Pligt at følge, og saa gik hun da ind til det fattige Hjem, som Stedmoder for de 4 yndige Børn, der elskede hende fra den første Dag. Hun har fortalt, at den Dag, hun kom, havde den lille 3-aarige Frederik af Undselighed klemt sig om i en Krog bag en Dør, og herfra maatte Moder hale ham frem, faa ham paa Skjødet og fortælle ham Historier samt gjøre ham delagtig i de Godter, hun selvfølgelig bragte med fra København. Moder medbragte endvidere en Del smukke gammeldags Mahognimøbler, af hvilke jeg i min Dagligstue endnu har et dejligt massivt Mahogni-Pillespejl med Underskab samt et ovalt Mahogni-Spillebord, som min Bedstefader i mange Aar havde brugt til Skrivebord. Endvidere fik man Tæpppe over hele Gulvet i Dagligstuen, en hidtil ganske ukjendt Luxus. Moder medbragte vistnok endda, eller arvede senere, 8000 Rigsdaler, som Fader selvfølgelig kun vilde bruge Renterne af. Da mine ældste Brødre voksede til, blev de efterhaanden noget uvorne, og Moder mente, at de gik for meget for Lud og koldt Vand, tidt sammen med Almuens Børn, hvis Sprog og Lader de tilegnede sig. Moder vilde da have, at der skulde anvendes nogle af hendes Penge til at sende Carl og Frederik i en god Skole. Fader vilde ikke gaa ind paa at bruge af Kapitalen, men Moder gav ikke tabt, og under den sidste Ordstrid derom blev Fader saa hidsig, at han tog et Vandglas fra Bordet, slyngede det ud gennem en Rude og gik sin Vej. Noget efter kom han ind, ganske sagtmodig og sagde: „Du har Ret!" — og begge Drengene blev nu sat i Odense Latinskole.   Da Laura og Hanne blev voxne, kom de paa Frøken Zahles Kursus, hvor de uddannede sig til Privatlærerinder, hvilken Stilling de beklædte i flere Aar, indtil de blev forlovet og gift. Carl og Frederik udmærkede sig ikke i Latinskolen i Odense, men tog dog Realexamen, inden de forlod Skolen. Carl vilde være Officer, men dette satte Fader sig bestemt imod, Carl skulde være Skolelærer som sin Fader og blev sat paa Skaarup Seminarium, hvor han ogsaa tog Examen, blev Hjælpelærer i Tryggeløv paa Langeland, senere nogen Tid Huslærer hos Møller Barfod i Snede. Men saa skulde han aftjene sin Værnepligt og blev taget til Garder. Det frie Militærliv i Kjøbenhavn kunde han med sin svage Karakter ikke taale. Han var jo i sin unge Manddom dengang saa usædvanlig smuk, at Folk vendte sig om paa Gaden for at kigge efter den pragtfulde unge Garder, ikke mindst Kvinderne, og for disse var han uimodstaaelig. Carl var slet ikke lapset eller fløset, men han havde denne ubeskrivelige, naturlige Charme, som tillige med hans store Skjønhed og hans venlige Godmodighed gjorde, at alle maatte elske ham. Han var saa god, at han gerne gav sin sidste Skjorte bort, som det hedder. Et lille Exempel: En Gang, da vi Smaadrenge gik til Bad med Carl, der jo var voxen, havde han en meget smuk lille Merskumspibe at ryge paa. Vor yngste Broder, Emil, havde forset sig paa denne Pibe, han tiggede og bad, om han maatte have den. Carl vægrede sig længe mod den urimelige Tanke at give den lille Hvalp den dejlige Pibe, Emil blev ved at tigge, og da det ikke hjalp, knælede han pludseligt ned i Vejens Støv og omklamrede Carls ene Ben under den inderligste Tryglen. Saa kunde Carl ikke modstaa længere, men sagde med sin godmodige Latter: „Aa, tag den saa da din lille ækle Skurk!" og gav ham Piben. I Garden blev Carl liggende inde og avancerede til Korporal samt var imidlertid bleven forlovet med Frøken Augusta Fabricius paa Korsebølle. Hun var kjøn, høj, blond og blaaøjet, meget musikalsk, Datter af den gamle Enkefrue og Søster til den daværende Forpagter, Hartvig Fabricius. Hun og Carl var et ualmindelig smukt Par, de var forlovet i flere Aar, men da der stadig ingen Udsigter var til Bryllup, og da Carl paa forskellig Maade stadig bar sig meget letsindigt ad, hævede hun endelig den haabløse Forlovelse. Carl, hvis Lyst til Officersvejen ikke var gaaet over men netop styrket ved Livet som Garder, var imidlertid bleven udnævnt til Sekondlieutnant i Infanteriet og tjente et Par Aar i Fredericia, men det kunde jo ikke føre til noget, da han ikke havde Officersexamen, og det var for sent at tænke paa at tage denne. En skønne Dag fik Fader Brev fra ham, at han havde ladet sig engagere af et omrejsende Skuespillerselskab. Noget Talent havde han jo fra Tid til anden vist ved at spille Dilettantkomedie, hvor hans smukke Sangstemme og prægtige Ydre altid havde hævet ham højt mellem de andre Dilettanter. Alligevel var det en stor Sorgens Dag for Fader og Moder, da Budskabet kom. Carl var fra ganske lille Faders Øjesten blandt alle 8 Børn, og skjønt Fader aldrig har udtalt sig derom, har jeg dog tænkt mig, at han har bebrejdet sig ikke itide at have ladet Carl følge sin egentlige Lyst. Som Skuespiller blev han aldrig betydelig, men altid brugbar, og han rejste rundt i mange Aar med de bedste Selskaber, har ogsaa ved enkelte Lejligheder spillet ved københavnske Teatre, og altid lagt Damerne for sine Fødder. Men det omflakkende, uregelmæssige Liv, der jo har ødelagt saa mange, blev ogsaa efterhaanden skjæbnesvangert for stakkels Carl med sin svage Karakter og sin enestaaende Charme. Kammeraterne elskede ham, jeg ved mange rørende Exempler paa, hvorledes han altid efter Evne hjalp og støttede de svage, han var saa kjendt for sit bløde, varme Hjerte. Fra hans Barndom maa jeg fortælle et lille Exempel herpaa. Da han som lille Dreng havde faaet sin nye Moder, havde denne syet en lille lyseblaa Fløjelshue til ham, som han var meget lykkelig over og stolt af. En skjønne Dag kom han hjem, bærende 4 smaa Harekillinger i den blaa Fløjelshue, som dannede en dejlig lun Rede for dem: „Men hvor har du dog faaet dem fra, de smaa Stakler kan slet ikke leve uden deres Moder, hende skal de jo patte!" Ja, dem havde han fundet i et levende Hegn ude i Hjørnevængen. „Men saa maa du skynde dig derud og lægge dem lige, hvor du har taget dem, thi ellers kan Moderen ikke finde dem, og saa dør de!" Grædende maatte da lille Carl afsted igjen med Harekillingerne i sin blaa Hue, og noget efter kom han igjen uden Huen: „Jeg kunde ikke nænne at tage Huen fra dem, for de laa saa godt i den! Atter maatte han afsted for at hente Huen, der jo dog i og for sig var ham en dyrebar Skat.

  Carl giftede sig, da han var over 40 Aar, med en fraskilt Fru Petrea Schmidt, som var en meget anset og dygtig Skuespillerinde og blev en udmærket Hustru, der i mange Aar støttede Carl og var alt for ham, indtil hun døde af Kræft i Brystet efter flere Operationer og stærke Lidelser. Carl og Petrea, som ikke havde Børn, havde i alle deres Ferier havt et godt og gjæstfrit Tilholdssted paa Erikshaab hos Laura og Warberg, der i mange Aar viste dem en mageløs Troskab og Kjærlighed. Da stakkels Carl efter Petreas Død var syg og nedbrudt, anbragte de ham under gode Forhold hos en Skovfoged paa Grevskabet Arreskov, hvor han døde og blev begravet paa Vester-Hæsinge Kirkegaard.

  Frederik kom tilsøes efter sin Konfirmation og var en rask, ufortrøden Sømand. Jeg husker, at han to Gange i min Barndom kom hjem som skibbruden. Den ene Gang havde han mistet Skibskiste og alt sit Tøj, den anden Gang havde han ganske vist sin brune Skibskiste med hjem, men den var fuld af pjaskvaadt, halvraaddent Tøj. Saa blev han udrustet paany og kom paa de lange Farter. En Gang kom han hjem og medbragte en, som vi den Gang syntes, ganske pragtfuld, overdaadig Syæske, som han forærede sin lille Søster Mea, der blev stolt og henrykt. Syæsken var ganske overklistret med sjældne Konkylier, midt paa Laaget laa en, der var saa stor, at der i dens Hulhed var en lille Naalepude af højrødt Fløjl, i Laagets Indre sad et Spejl, ja, den var pragtfuld, og Frederik havde kjøbt den i Lissabon, hvad der jo ikke gjorde den mindre interessant. Da Frederik blev voxen, vaagnede Ambitionen i ham, og han vilde være Søofficer, hvad han jo maatte egne sig udmærket til, da han var et lyst Hoved og en ualmindelig rask Sømand. Han kom paa Kadetskolen og var en meget fix og afholdt Kadet mellem sine Kammerater. Vi yngre Brødre beundrede hans fine forgyldte Dolk, naar han var hjemme i Ferierne. Engang i en Juleferie havde jeg været uartig og i Smug fyldt hans lange Fedtstøvler med Sneboldte, saa at han fik pjaskvaade Fødder ved at trække Støvlerne paa. Saa greb han mig, og jeg skulde have rigtig Tamp, men i sidste Gjeblik blev jeg reddet af den godmodige Carl, som kom til og naturligvis ikke kunde nænne, at jeg skulde lide den højst velfortjente Straf.

  Da Frederik skulde tage den sidste Examen paa Kadetskolen, har han alligevel ikke været flittig nok, thi han faldt i et saa vigtigt Fag som Navigation, og dermed var Drømmen om at blive Søofficer forbi. Det var jo atter en stor Sorg og Skuffelse for de Gamle.  Saa maatte Frederik tage Styrmandsexamen og sejlede i flere Aar som Styrmand i Det forenede Dampskibsselskab. Men han blev og var i hele Resten af sit Liv dybt melankolsk, Skuffelsen havde været ham for haard, det var jo for ham en stor Degradation nu at færdes i et Milieu, der stod saa langt under det, han var blevet vænnet til. Senere sejlede han i mange Aar i det store transatlantiske belgiske Selskab „Red Star Line", hvor han tjente sig op til 1ste Styrmand paa en af de største Baade.

Frederik Brandstrup (1850-99), Antwerpen 1884

Frederik Brandstrup (1850-99)
Antwerpen 1884.

  Da jeg rejste hjem fra min lange Udenlandsrejse, om hvilken senere skal blive berettet, som Tømrersvend, havde jeg aftalt at mødes med Frederik i Antwerpen, mellem hvilken By og New York han den Gang sejlede som 2den Styrmand paa S.S. „Rhynland". Da jeg kom til Antwerpen, var han endnu ikke kommen, men der laa Adresse paa et Par skikkelige Værtshusfolk, hos hvem jeg kunde bo, og som ved min Ankomst overrakte mig en højst fornøden Guld-Tyvefranc samt en Adresse, hvor jeg næste Morgen kunde begynde at arbejde. I Cöln havde jeg maattet sælge en gammel Frakke samt en Revolver for at faa Penge til Billetten til Antwerpen; jeg var fra min Rejse ikke ukjendt med den Situation at ankomme til en By ganske blank for Penge. Saa en skjønne Dag stævnede den store, smukke Damper „Rhynland" ind paa Schelden, og der stod Frederik paa Broen. Det var jo et fornøjeligt Gjensyn efter flere Aars Forløb, og ret vemodigt i Frederiks Kahyt at se Billederne af den gamle Skole i Tranekjær, de Gamle o. m. fl. Saa var vi i vor Fritid om Aftenen sammen i 8 Dage, til „Rhynland" atter sejlede, og det var fornøjelige Aftener. Den første Aften spiste vi paa en fin Restaurant og sad bagefter ved Kaffe og Cigar, fortællende hinanden løst og fast og opfriskende gamle Erindringer fra Hjemmet i Tranekjær. Frederik, der jo overhovedet, lige saa lidt som jeg, i lang Tid havde hørt Dansk, var henrykt, naar jeg talte langelandsk Bondemaal, og da jeg pludselig sagde: „Dye salte Pinne, Laus Hansen, naa maa du D. brænne me datte vrie Grissi saadan i Raambi saa ha goer av!" var han ved at daane af Latter, og bad mig gjentage den klassiske Sætning, der iøvrigt var en Juvel, som Jeg huskede fra vi yngre Brødres Leg som Børn, da vi var „Hansen", „Jensen" og „Frær'ksen". Frederik kom paa denne Maade to Gange til Antwerpen, medens jeg var der, saa rejste jeg med S.S. „Perm" af „Det Forenede" til København.

  Frederik var en udmærket, modig og koldblodig Sømand. Engang paa Vej til New York observerede man fra „Rhynland", under en orkanagtig Storm en Dag i Skumringen en Bark, der gik med Nødflag og var stærkt havareret. „Rhynland" holdt sig i Nærheden om Natten, og næste Morgen, da man endnu havde Barken i Sigte, opfordrede Frederik frivilligt Mandskab til at gaa med i en Baad og forsøge at redde Barkens Besætning. Man fik Baaden i Vandet trods den frygtelige Sø, og roede nu med Frederik ved Roret hen, fik Forbindelse med Barken og reddede hele Besætningen, der sprang i Søen en for en og blev halet op i Baaden. Man kom i god Behold alle Mand ombord i „Rhynland", men da man vilde hejse Baaden ombord, blev denne af Søerne knust imod Skibssiden. For denne Sømandsdaad fik Frederik et dejligt Gulduhr af den Kanadiske Regjering med følgende Inscription: Presented of the Governement of Canada to Mr Frederik Brandstrup, second officer of the Belgian S.S. Rhynland in recognition of his human and gallant exertions in the rescue of the shipwerecked crew of the barque Canadian Cornwallis of Winsor N. 5, 23nd March 1885. Jeg har baaret Uhret siden Frederiks Død.

  Hans Enke sendte mig det, vistnok i Følelsen af, at jeg var den blandt hans Søskende, der stadig corresponderede med ham og stundom samlede lidt Skillinger sammen til ham, naar det kneb for ham. — Frederik giftede sig nemlig i New York med en, ligesom han, ikke helt ung Dame, Miss Susan Simmons, der blev ham en udmærket og trofast Hustru til hans Død. Og da han giftede sig, „gik han i Land", som det hedder, naar Søfolk forlader Søen. Han hutlede sig igennem i flere Aar fra den ene Stilling til den anden, men havde dog sluttelig faaet en ganske god Stilling ved et Jernbaneselskab i St. Paul. Her havde han levet i flere Aar, da han pludselig fik Meningitis og døde paa 8 Dage under svære Lidelser. Han havde 2 dejlige Børn, Mary og Freddie, som han elskede højt, Børneven, som han var. Susan flyttede nu til New York, hvor hun levede i smaa Kaar af Syning og Renterne af en Livsforsikringssum, der blev hende udbetalt ved Frederiks Død. Her har Laura besøgt hende 2 Gange paa Vejen til Boston, hvor 2 af hendes Døtre, Christine og Ellen, var gift, begge med Amerikanere. Lille Freddie døde i den halvvoxne Alder af Tuberkulose, men Mary er gift i New York med en Ejendomshandler Nathan og har 2 dejlige flinke Børn, „Freddie" og „Marjorie", som nu er halvvoxne. Mary er en kjøn, lykkelig Hustru, med hvem vi corresponderer. Hun ligner sin Tante Laura, og alt herhjemme i Faderens Land, som hun aldrig har set, staar for hende i en rørende Nimbus; hun hænger med stor Trofasthed ved sin Faders Slægt. Jørgen har paa sine Rejser til og fra Haiti besøgt hende 2 Gange.

  Saa har jeg endnu tilbage at omtale „lille Hanne", som Moder kaldte hende, formodentlig fordi hun var mindre end Laura. Ja, Hanne var alle sine Dage en god og kjær Søster, og da hun blev gift med vor kjære Chr. Caspersen, og kom til at bo en Række Aar i Tranekjær, senere i Snøde, har vi egentlig levet mest med hende af vore ældre Søskende. Hanne var, som før sagt, kvik, væver og graciøs. Hun var udmærket god og kjærlig, ikke mindst mod de Gamle og os yngre Søskende, men hun var ikke helt let tilgjængelig for enhver, maaske en Smule aristokratisk anlagt. Bønder kunde hun ikke fordrage. Men mod sine Venner var hun tro til det Yderste, og Hanne havde mange Venner og fortjente at have dem. Som Lærerinde paa Fyen var hun en kort Tid forlovet med en ikke ganske ung Skolelærer Fibiger, Broder til Doktoren i Tranekjær, men denne Forlovelse var der vist for megen „Fornuft" i, og Hanne hævede den. Saa kom hun til Langeland og blev Lærerinde hos Skovridder Kruhoffers i Frellesvig, en Fjerdingvej fra Tranekjær, og nu blev hun forlovet med Dyrlæge Caspersen, som var en smuk, velbegavet ung Mand, der nylig havde nedsat sig i Tranekjær og som hurtigt fik en god Praxis. Et lille betegnende Træk er fortalt fra den Tid, da han gjorde Kur til Hanne. Efter en Dilettantkomedie, hvor de begge havde medvirket, sad han ved Aftensbordet overfor hende og vilde jo gerne være behagelig. Saa sagde han over Bordet: „Jeg synes, De spiser grumme lidet, Frøken Brandstrup!" Men Hanne svarede kvikt: „Saa er det jo til Gjengjæld glædeligt at se, hvilken udmærket Appetit, De har, Hr. Caspersen!" Men hun gav sig jo tilsidst, og de dannede det nydeligste, mest idylliske Hjem under den bekjendte gamle Kjæmpe-Eg nede omtrent midt i Byen. Brylluppet stod, medens Ludvig og jeg var paa Sorø Akademi, vi kunde altsaa ikke være med, derimod var vor kjære Ven, Chr. Barnekow, med og havde skrevet en nydelig, virkelig poetisk Bryllupssang, i hvilken bl. a. den gamle Eg ved de Nygiftes Hjem figurerede. I Forlovelsestiden kom Caspersen jævnligt op til os at spise til Middag om Søndagen.   Efter Bordet skulde saa altid en af vi Drenge afsted til Kjøbmanden for ham at kjøbe en „Pind", som han kaldte den Havaneser, man dengang fik for 6 Øre. Denne tillod han sig at ryge i Dagligstuen, hvad Moder ikke syntes saa godt om, det var ikke Brug den Gang, han skulde jo være gaaet ind i Faders Værelse. Fader selv havde forlængst af økonomiske Hensyn vænnet sig af med sin kjære Tobak, han havde aldrig Tobak i Huset og bød ikke, selv naar der var fremmede. Moder var i Begyndelsen noget reserveret mod Caspersen, der tillod sig et burschikost, meget ugenert Væsen, men hun lærte snart at kjende hans udmærkeelskværdige og dygtige Egenskaber og at sætte stor Pris paa ham som alle vi andre. Hans urokkelige Godmodighed og noble Tænkemaade stod sin Prøve gjennem de mange Aar, og hans store Taktfølelse overfor de Gamle blev der god Brug for, da de politiske Bølger begyndte at gaa højt, thi Caspersen var Venstremand, endda radikal, og en Venstremand var i mange gamle konservative Højremænds Øjne den Gang noget i Retning af en Forbryder. Fader var jo som alle de andre „bedre" Folk med Lehnsgreven i Spidsen indædt Højremand, og naar det gode Forhold mellem de Gamle og Caspersen aldrig blev rokket, saa skyldes det sikkert dels Parternes Retsind og Taktfølelse, dels den store Respekt, de gjensidig følte. Men nemt var det ikke, og navnlig blev det jo svært, da Caspersen efter nogle Aars Forløb paa Trods af Lehnsgreve og alle Herregaarde lod sig vælge som radikalt Medlem af Landstinget. Saa opsagde Lehnsgreven ham som Lejer af det lille idylliske Hus under den gamle Eg, og der kom en ny Slots-Dyrlæge. At alle Herregaardene fulgte efter med Opsigelse af deres Praxis, blev strax en Følge af Lehnsgrevens Opsigelse. Caspersen skulde fordrives og ødelægges. Den gamle Lehnsgreve vilde uden Tvivl have været for retsindig til en saa haardhændet og aabenlys politisk Forfølgelse, men han havde jo Raadgivere, som stod bagved og pustede til Ilden. Caspersen maatte da flytte nordpaa, til Snøde, hvor han byggede sig et Hus og sammen med sin trofaste Hanne dannede sig et nyt, dejligt, gæstfrit Hjem og en god Praxis. I Snøde boede de i mange Aar, og her havde vi yngre, ligesom paa Erikshaab hos Laura og Abba, vort altid aabne og venlige Tilflugtssted i Ferierne. Hanne var en dygtig Husmoder og en mageløs sød Værtinde, livlig og humoristisk. Som enhver Hustru fulgte hun sin Mand politisk, og hun nærede som ægte Kvinde en Afsky og Foragt for hans Modstandere, hvilken Caspersen med sin store Ro og urokkelige Flegma kun i meget afdæmpet Grad delte og aldrig udtalte. De var barnløse i mange Aar, men efter en Operation fik Hanne endelig en lille Søn, som endda kun vejede 4 Pund ved Fødselen, der havde været frygtelig haard. Den lille Poul var som mindreaarig plaget af stadig tilbagevendende Halssyge, men voxede sig dog efterhaanden stærkere og kom paa Herlufsholm. Da Lyst til Bogen mildest talt ikke laa til Poul, blev han taget ud af Herlufsholm og sat i Birkerød Skole, hvor han tog Realexamen. Saa kom han i Boghandlerlære hos Hr. Hans Frandsen i København. Efter udstaaet Læretid fik han Plads i Dresden, senere i Plauen, hvor han var i flere Aar og stiftede Bekjendtskab med en ung tysk Dame, som han senere blev gift med. Poul fik aldrig Søskende, han har i mange Aar været Kunst- og Papirhandler i København og er en meget dygtig, flittig Forretningsmand. Han har 2 Børn og er nu endog Bedstefader. Han har altid været en god og kjærlig Familiefader, har megen Slægtsfølelse, og Poul og hans Hustru Emmy har altid vist megen Godhed og Hengivenhed for os, og ikke mindst for vore 2 Sønner, hans Fætre.

  Caspersen maatte endnu en Gang lide for Følgerne af sin Politik. Der var nemlig lidt efter lidt gaaet Moderation i hans radikale Meningsfæller i Snøde og Omegn, hos hvem han i sin Tid var bleven modtaget med aabne Arme, da han blev fordrevet fra Tranekjær. En skjønne Dag forskrev man nu en Dyrlæge, som var moderat Venstremand og nedsatte sig i Snøde. Men denne Gang lod Caspersen sig ikke fordrive, han havde for fast Rod paa Stedet, mange Venner og var desuden Landstingsmand. Caspersen blev, hvor han var, og det blev Konkurrenten, det kom til at knibe for i det lange Løb.

  Imidlertid var Poul jo forlængst voxen og borte fra Hjemmet. Hanne havde aldrig elsket Snøde eller rigtig slaaet Rod der, næsten hele Sommeren havde de liggende Gjæster af Slægt og Venner, som havde det saa fredeligt og rart hos dem. Jeg skal ikke glemme dette dejlige venlige Hvilested, hvor alt gik saa roligt og hyggeligt, og hvor de Gamle ogsaa tidt har vederkvæget sig paa Besøg fra København, da Fader havde taget sin Afsked. Allersidst skal jeg glemme, hvor mageløst jeg gik og hvilede mig derovre, da jeg havde overanstrengt  mig ved  Konkurrence  om  Afgangsbevis  fra Kunstakademiet som Arkitekt og havde faaet 14 Dages Ferie, og saa deres Glæde med mig, da Telegrammet kom „Alt antaget". Spadsereturene til Stranden for at bade, Aftensmaaltiderne i Haven bagefter! Ja, det var herligt og uforglemmeligt. Da Fader blev svagelig og gammel, kunde Moder endnu om Sommeren af og til besøge Snøde en 14 Dages Tid, og ingen kunde nyde en saadan Frihed som Moder, der bevarede sin Livlighed og sin Humor til sin sidste Stund. Jeg har endnu et gammelt Brev fra hende, i hvilket hun beskriver den velkjendte Udsigt fra det lille Gjæstekammers Vindue med Indblikket i Naboens Gaard, hvor Natpotten hver Formiddag laa til Tørre paa Hønsehusets Tag. Hanne var altid mageløs sød mod Moder, ganske som ogsaa Laura. Og hos Laura paa Erikshaab kom de gamle ogsaa om Sommeren fra Kjøbenhavn, saalænge Fader havde Kræfter og Lyst til disse Ture. Og hvor meget betød det dog ikke for de to Gamle at komme ud i den friske Landluft om Sommeren og gaa derovre mellem Børn og Børnebørn, som elskede dem og forkjælede dem. Abba kaldte dem altid „Etatsraaden" og „Etatsraadinden", en meget naturlig Betegnelse, som passede godt. Abba havde Kæle- og Øgenavne til alle og var fuld af Humor, han var for Gjæster en ualmindelig hyggelig, rolig og ligevægtig Mand og bar sin stærke Astma og øvrige legemlige Plager, thi stærk var han ikke, med en ganske stoisk Heroisme, som jeg ikke ved at have set Mage til. De havde 8 Børn, først 7 Pigebørn, tilsidst en Dreng, Andreas, som er Overretssagfører i Bræstrup, gift og hjemfaren og med 4 Børn, alle Sønner. Alle Børnene paa Erikshaab var livlige og velbegavede. Rækkefølgen var Kristine, Alhed, Johanne, Ellen, Louise, Thora, Astrid, Andreas, en lille Tvilling til Astrid døde. Alle 8 Børn er bleven gift. Paa Erikshaab havde man Lærerinde, forskjellige efter hinanden. Men vor gode, trofaste Ven, Fuldmægtigen Palludan, fortjener egentlig et langt Kapitel for sig selv. Jeg har aldrig kjendt Erikshaab uden ham, han kom dertil som ung og blev der til Abba døde den 30. Septbr. 1902 paa Rovsings Klinik efter en haabløs Nyreoperation, efter flere Aars Lidelser. Palludan, „Pallam" kaldet af Børnene, knyttede sig efterhaanden til Familien som Medlem af denne, han tog Del i hele Familiens Ve og Vel paa enhver Maade, altsaa var han jo ogsaa vi yngre Brødres gode Ven, naar vi besøgte Erikshaab, for ikke at tale om det rørende Venskab og den Trofasthed, han viste stakkels Carl lige til det sidste. Palludan blev paa Erikshaab som Godsforvalter efter Abba. Han havde sin Søster til at føre Hus for sig i mange Aar, inkarneret Pebersvend, som han var og blev. Han døde ifjor, altsaa 1929. Sidste Gang, jeg saa ham, var ved Lauras Begravelse i Kjerteminde, hvor hun døde hos Larsens (Alhed), der havde hun fundet sit sidste og udmærket gode og kjære Tilflugtssted.

  Laura var, om man kan sige det, levet op paa sine ældre Dage. Paa Erikshaab var hun den dygtige, meget energiske, blide og hjærtelige Husmoder, der forlangte meget lidt for sig selv. Og hun havde tilvisse nok at gjøre. Abba overlod ganske Opdragelsen af de 8 livlige Børn til hende, og hun maatte være økonomisk, hvad der var nødvendigt, skjønt Abbas Stilling var god. Hjemmet var gjæstfrit i gammeldags Forstand, og der var godt at være. I de Tider var det jo slet ikke sjældent, at der henad Aften uanmeldt kom en hel Vognfuld med en af Omegnens Familier, som saa „blev til The", hvad der ogsaa var Meningen, og det daglige, hyggelige, almindelige Aftensbord maatte jo saa forbedres i en Fart, det forstod Laura, og Hjælpekilderne vare jo iøvrigt ikke faa, naar man havde nok af Æg, Kyllinger, gode Kartofler og alskens Grøntsager. Og hvad der ikke var livligt til daglig med de mange Børn, det blev der jo ved en saadan Lejlighed. Saa fik man om Vinteren et Parti Whist, L'hombre, Musik, hyggelig Passiar o. s. v., om Sommeren havde man Crocket, Spadsereture i den smukke Omegn, Sejlads med den fladbundede Baad i Odense Aa, der netop gik forbi Erikshaab, og paa Engen modtog Tilløb af en betydelig Aa Østerfra. Dengang havde man jo et Pibebrædt med ca. en halv Snes lange Piber, blandt hvilke man kunde vælge idag en, imorgen maaske en anden, man spurgte ikke dengang om, hvem der sidst havde røget af Piben. — Paa sine sidste Aar tog Abba til København om Efteraaret og brugte „Klokke" for sin Astma, som han i mange Aar led saa meget af. Under disse 4—6 Ugers Ophold boede han i min Søsters (Fru Bergs) Pensionat, hvor alle glædede sig til hans Komme, og alle savnede ham, naar han rejste. Hans venlige, hyggelige, rolige og kloge Selskab kunde alle skatte. — Ikke mindst skattedes han af Lehnsgreven og Grevinden, der paa enhver Maade viste, hvor meget de holdt baade af Abba og Laura. Sølvbrylluppet paa Erikshaab var en stor og herlig Fest, Grevens var jo med, og Lehnsgreven var saa glad og befandt sig inderlig vel. Næste Morgen, da vi alle sov dybt og stærkt efter Gaarsdagens Anstrengelser, var Abba oppe før alle de andre og gik rundt med en Violin og spillede „Sol er oppe, Skovens Toppe — —". Hans lune, rolige Humør forlod ham saare sjældent, skjønt han sit Liv igjennem døjede mange Lidelser. Da han var død, maatte Laura fra Erikshaab, men fik en god, rundelig Pension af Greven. Først boede hun et Par Aar i Kjøbenhavn med sin Søn Andreas, til denne havde faaet sin gode Embedsexamen og Stilling, og saa var det, som om hun, der aldrig før havde tænkt paa sig selv, levede op, da hun, om jeg saa maa sige, blev „sin egen Mand". Nu kunde hun komme ud, invitere Gjæster, rejse, o. s. v. Hvor var hun dog ikke en henrivende Gjæst, naar hun besøgte os i Charlottenlund, livlig og interesseret, som hun var, langt mere end mange meget yngre Mennesker. Og saa fartede hun til Kjøbenhavn, i Teatret om Aften eller paa Besøg hos sine mange Venner og Børn, der alle elskede hende og feterede hende. Man kan sige, at hun, der tidligere havde havt lange, melankolske og stærkt nervøse Perioder, fik en lang og ualmindelig lys Alderdom. Og dette er ikke saaledes at forstaa, at hun ikke havde Sorger og Bekymringer, thi hun havde endda ikke faa. Men hun forstod at anvende en vis rolig, overlegen Filosofi, som bar hende over meget. Vi oplevede jo baade hendes 70 og 80 aarige Fødselsdag. Den sidste var en vældig stor Fest paa „Cort Adelers Gaard" i Kjøbenhavn, hvor jeg havde hende tilbords og altsaa maatte holde Festtalen for hende, hvad der jo slet ikke var saa nemt i en stor Forsamling, hvor alle blot brændte efter at komme til at udtrykke deres Hyldest for hende. Der var, om jeg husker ret, 8 Festsange. Sin sidste Tid tilbragte hun hos sine gifte Døtre i Kjerteminde, sidst hos Alhed, hvor hun døde roligt og stille, uden lang foregaaende Lidelse, og hvor Sorgen og Savnet var stort efter hendes Død. Laura havde lige til sidst bevaret sig saa mærkværdig ung og livlig i Sindet, interesseret for alt, hvad der var godt, men først og fremmest interesseret og deltagende overfor sine mange Venner, sine Søskende og sine Børn, som hun aldrig blev træt af at opofre sig for. Meget faa Mennesker har faaet og fortjent et saa smukt Minde som Laura.

  Min Fader var et tungt Gemyt, fantastisk, let begejstret men ogsaa let fuldstændig nedslaaet, selv af Bagateller. Han var melankolsk og grublende, tidt i længere Perioder, saa at hele Hjemmet trykkedes deraf. Hans fattige Barndom og Ungdom maa have paatrykt ham den stadige Frygt for ikke at kunne komme igjennem med sine Indtægter, der i gode Aar alt i alt kunde udgjøre ca. 2400 Kroner. Moder var jo opvokset under ganske andre Forhold end Fader, og for hende laa denne alleryderste Sparsommelighed ikke, men hun sparede alt, hvad hun formaaede og forlangte navnlig, sit Liv igjennem, intet for sig selv. Dette Forhold, at Fader ikke mente, at hans strænge Fordring til den pinligste Sparsommelighed altid skete Fyldest, førte tidt i det daglige Liv til Gnaverier og Bebrejdelser, der kunde trykke Hjemmet ikke saa lidt. Men hverken Moder eller vi Børn gik nogensinde forgæves, naar vi appellerede til Faders milde, varme Hjærte, han var saa mageløs god og blød af Sind. Og saa var han den fødte Lærer, som var elsket af sine Skolebørn, og derved efterhaanden blev det af hele Sognets Beboere, som han altid tiltalte med Du, det gjorde man jo den Gang, og desuden havde efterhaanden omtrent alle været hans Skolebørn. Begge de gamle havde et saa varmt Hjærte for Fattigdom og Nød, som der dog var saare lidet af paa den rige frugtbare Egn. Naar Fader hørte, at et fattigt Menneske havde ligget længe syg, eller at der af anden Grund herskede Nød i et Hjem, maaske med mange Børn, saa tog han Støvler og en ren Flip paa og gik op paa Slottet, hvor Lehnsgrevinden strax venligt modtog ham. Saa sagde han: „Aah, Deres Naade, giv mig 10 Kr. til en fattig, som har været syg saa længe o. s. v." Saa fik han dem altid og tidt mere. Fader havde sin naturlige Charme og en ganske uaffekteret Ugenerthed, som aabnede ham alle Døre, og som gjorde, at han altid var velset paa Slottet, hvor der jo førtes et rent Hof, som Centrum for hele Øen, og hvor meget Snobberi trivedes.

  De fleste vil have erfaret, at man tidt faar Utak for, hvad man gør for Fattige. Engang efter en streng Vinter hørte Fader, at der i et Daglejerhjem i Sognets Udkant herskede stor Nød, fordi Manden havde været syg omtrent hele Vinteren og intet kunnet tjene til Kone og Børn. Manden hed „Jeppe Løgn", det sidste var Tilnavn og antydede Jeppes Tilbøjelighed til at sky — Sandheden. Endvidere kunde Jeppe til Tider være noget fordrukken, men i Reglen var han en flittig Slider, som kløvede store Sten og satte Stengjærder o. s. v. Nu havde han under sit svære Arbejde knækket nogle Ribben og maattet holde Sengen omtrent hele Vinteren, han var kommen paa Benene, men der var stor Nød tilhuse i det fattige Hjem. Da Fader hørte dette, gik han rundt i Sognet og samlede ind for at faa bragt den stakkels Jeppe med Familie over det døde Punkt, og der indkom 150 Kr., en stor Sum i de Dage. Men Indsamlingen kom Jeppe for Øre. Saa skyndte han sig op til Kjøbmanden i Tranekjær og tog paa Credit, Kaffe, Sukker, Svesker, Rosiner, Brændevin, Rhum (udtaltes „Virum" med Tonen paa første Stavelse, nemlig hvid Rum), og saa indbød Jeppe sine Venner til stort Selskab. Dette fik Fader at vide, og en Dag, da Jeppe gik forbi, blev han kaldt ind, og Fader sagde til ham: „Hør nu, Jeppe, det var ikke Meningen med de Penge, jeg har samlet ind til dig, at du skulde tage paa Credit og gøre stort Selskab!" Men saa slog Jeppe den knyttede Næve i Bordet og sagde: „Naa ska je sie Dem naaue, Brandstrup, di Penge de æ D. brænne me mine og ette Deres, aa hva di ska brøues te, de bliver min Sau!" — Ingen har moret sig mere over Historien end Fader. — Men i Reglen havde han dog mere Glæde af de mange, mange lignende Indsamlinger, som han foretog sig i Aarenes Løb. Almuen kom til ham i mange Anliggender, man kjendte ham og stolede saa sikkert paa ham. Man henvendte sig til ham for at faa skrevet sine Attester, Ansøgninger og lettere juridiske Dokumenter, og Fader vilde aldrig tage Betaling derfor, skjønt han godt paa den Maade kunde have haft en lille Bi-Indtægt.

  Fader var meget musikalsk og elskede Musik. Som ung havde han spillet kjønt Guitar og ledsaget sig selv til Sang, senere ogsaa Fløjte, men Klaver magtede han ikke, og Kirkens Orgel spillede han ganske vist, men kun Psalmerne og et og andet nødtørftigt Præludium. Men der var en kjøn Kirkesang, thi Fader sørgede altid for at faa musikalske unge Piger og andre med Stemme op paa Galleriet ved Orglet, og herfra kunde der lyde smukke Chor. Navnlig i Ferierne, naar vi og de ældre Søskende var hjemme, var Choret tidt 4-stemmigt, Caspersen sang en smuk Tenor, Fader laa underst med sin dybe, rungende Bas, Hanne og Laura Alt, Mea og andre unge Piger Sopran, jeg sang efter Evne med i Tenoren. Glemmes maa ikke vor Veninde, Frøken Marie Holst, Selskabsdame paa Slottet. Hun sang en dejlig Alt og svigtede aldrig. Denne smukke Sang i en Landsbykirke var vel ualmindelig og bidrog til at skabe en smuk festlig Stemning over disse Gudstjenester.  Om Vinteren havde Fader et dobbelt 4-stemmigt Chor af Egnens Haandværkere. Han holdt Prøver om Aftenen i Skolen, og jeg kan endnu høre, hvorledes Fader hersede „om igjen", med de ganske raa Stemmer. Dog var der flere smukke Stemmer, saaledes Skomager Jensen fra Tævlesø med en aldeles ren, drønende dyb Bas, et Par smukke Tenorer o. s. v., og dette Chor lod Fader af og til synge ved højtidelige Lejligheder, hvad der morede baade Choret og Fader og var meget paaskjønnet. Da Stamherren, Greve Chr. Ahlefeldt (den nu sidst afdøde Lehnsgreve) var bleven gift og skulde holde sit Indtog i Tranekjær, havde Fader skrevet en Velkomstsang og var tilstede ved Æreporten for at synge den. Jeg var kun en lille Dreng, men jeg husker den dejlige Sommerdag og den festlige Forventning i den store Folkeskare, som var mødt ved Æreporten. Det unge Grevepar skulde komme kørende fra Lohals. Lige før Ankomsten gik Fader med Choret op paa Skovbakken „Bellevue" lige ved Æreporten, og her holdtes Generalprøve paa Sangen, som lød herligt og gik udmærket. Saa skimtedes de røde Kuske i Frastand oppe paa Bakken, lidt efter holdt Greveparret foran Æreporten og Sangen begyndte, men ak — gik istaa, fuldstændigt, og man hakkede sig fortvivlet igjennem de 3 Vers uden at kunne finde sammen og faa Harmoni. Jeg husker det tydeligt og Faders Fortvivlelse over den komplette og uventede Fiasko. Men om Aftenen ved Festen paa Slottet, hvor Moder og Fader var inviteret med, bad Fader om Tilladelse til at lade sit Haandværkerchor komme op paa Terrassen ved Slottet og synge Sangen. Han havde i Forvejen aftalt det med Choret, som mødte paa Klokkeslæt og sang Sangen smukt og vellykket og fik venlig Tak sammen med Fader.

  Sine største musikalske Oplevelser havde Fader dog i de Sommerferier, hvor Componisten Chr. Barnekow besøgte os, hvad han i en Aarrække jævnlig gjorde. Chr. Barnekow var en ganske usædvanlig fin og elskelig Personlighed, meget begavet, zart og nervøs af Gemyt. Han var Søn af Moders Kusine, Enkefru Kammerjunkerinde Sofie Barnekow, f. Fenger, Tante Sofie, som vi alle kaldte hende. Hun og Moder havde været kjære Ungdomsveninder, og Tante Sofie bevarede hele sit Liv med Troskab Venskabet. Chr. Barnekow befandt sig vel i den dejlige Natur og friske Luft i Tranekjær, hvor han hver Dag efter en smuk Spadseretur igjennem dejlig Skov kunde tage sit friske Strandbad.  Han holdt meget af Fader og Moder, der jo ogsaa elskede ham, og det rolige Hjem var en Hvile for ham. Om Formiddagen lod man ham alene ved Klaveret, saa komponerede han, og adskillige af hans smukke Choral-Melodier er bleven til i vort Hjem. Saa foranstaltede han Kirkekoncert, og det var jo Faders Fryd og store Dage. Chr. Barnekow spillede Orgelet, der var gammelt, men som jo under hans Hænder formaaede at lyde som langt bedre og større end det var. Frøken Marie Holst sang ganske herligt med en smuk, kunstnerisk skolet Stemme, mine Søstre og et Par andre unge Damer sang flerstemmigt, Carl sang, naar han var hjemme ved en saadan Lejlighed, kort sagt, det var virkelig smukke og højtidelige Koncerter. Befolkningen havde gratis Adgang med Lehnsgreven og deres Gjæster i Spidsen, og Tilfredsheden var stor, ikke mindst Faders, han var barnlig henrykt og havde jo ogsaa Grund dertil. Om Aftenen var Fader, Moder og Barnekow saa til Middag paa Slottet, og Lehnsgrevinden tog altid Barnekow tilbords ved saadanne Lejligheder.

  Fader havde i Haven dejlige højstammede Roser, som han selv podede, ligeledes stak han selv Asparges, af hvilke vi havde mange, men hans Interesse for Haven gik dog ikke saavidt, at han egentlig selv arbejdede i den, og det vilde dog have været saa godt for hans tunge, grublende Sind. Jeg mindes, at jeg en Gang som lille Dreng hørte vor Nabo, en ganske simpel Almuesmand, som Fader satte megen Pris paa, holde en hel Formaningstale til ham. Jeg husker ganske tydeligt, at han sagde bl. a.: „Herregu Brandstrup, det er Synd imod Vorherre og mod Deres Familie og Dem selv, at De gaaer saadan og spekulerer uden at tage Dem noget for, De skal arbejde i Deres Have eller paa anden Maner, saa kommer det gode Humør af sig selv!" Men Fader svarede sagtmodigt: „Jeg k a n ikke overvinde det, Andresen, nu har jeg kjæmpet forgjæves for det i mange, mange Aar."

  Moder tog sig af Blomsterhaven, som hun selv havde anlagt, men hun havde saare liden Tid til at arbejde i den, hvad hun iøvrigt elskede. En Gang imellem tog Fader i sit Frikvarter en halv Snes Skolepiger ind for at luge et Bed, der saa under Tøsenes Pludren og Fnisen blev rent i en Haandevending (Pigerne var bedre dertil end Drengene og vilde hellere end gjerne). Iøvrigt læste Fader jo en Del i sin Fritid, men næsten altid Holberg, som han aldrig blev træt af, navnlig Epistlerne og Peder Paars.   Fader kunde Engelsk og Tysk, og jævnlig lærte han en eller anden af sine flinkeste Skolebørn, som havde Lyst og Evner, Begyndelsesgrunde i et af disse Sprog, saa at Eleverne senere havde Grundlag for at arbejde sig videre frem. Dette gjorde Fader selvfølgelig i Fritiden og for sin egen og Elevernes Fornøjelse. Om Vinteraftnerne, naar vi Børn var kommen i Seng, sad de Gamle hyggeligt hos os i Sovekammeret; vor søde, kjære Moder stoppede og rimpede paa vort Tøj, og Fader læste højt for os, det var saa hyggeligt og trygt for os alle. Emil, vor mindste Broder, sov vel i Reglen, men vi tre andre lyttede med stor Interesse. Jeg husker saaledes, at Fader bl. a. læste Andersens Eventyr, Dickens, Ingemann, Blicher o. m. a. Engang, da Fader læste „Løbetossen" af Anton Nielsen, fik jeg et Udtryk forkert i Halsen, der hvor den fattige Dreng faar Prygl, og jeg brast i høj Latter, naturligvis kun fordi et Tonefald eller Udtrykket uvilkaarligt forekom mig grinagtigt, ingenlunde, fordi jeg havde mindre Medlidenhed med den fattige Dreng end de andre. Men Læsningen blev afbrudt, Jeg fik en streng Straffetale for min „Raahed", og jeg kunde jo slet ikke forklare, hvad jeg havde let af, men tudede mine ynkeligste Taarer.

  Moders og Faders Karakterer var meget forskjellige, men til Grund i dem begge laa den store Hæderlighed og Stræben efter alt det gode, det varme Hjærte og først og sidst en lykkelig urokkelig Barnetro, som Livet igjennem støttede dem og hjalp dem igjennem Sorger og Bekymringer.

  Moder havde et glad og frejdigt Sind. Hun var meget energisk, altid flittig og beskjæftiget, hun var saa ufortrøden, aldrig raadvild, og med en Humor, saa ægte og fornøjelig, at den tidt og mange Gange hjalp hende over en bedrøvelig Situation, hvor mangen En maaske i hendes Sted vilde have hylet og klaget. Hun kom jo ind i et Hjem, hvor der allerede var 4 Børn, men hun medbragte stor Dygtighed i alt husligt, saa at Husførelsen ikke overvældede hende. Senere, da hun blev ældre, forekom det os stundom, at det daglige Slid fra Morgen til Aften overvældede hende og kunde være taget lidt lettere, men vi har dog altid forstaaet, at Moders mageløse Trang til Opofrelse, til aldrig at tænke paa sig selv, var det, der efterhaanden og ganske uvilkaarligt førte hende saa langt ud i Sliddet. Moder var et lykkeligt og stærkt, meget levende og interesseret Menneske omtrent til aller sidst. Hun var ikke Filosof, hun gik efter, hvad hendes Instinkter og varme Hjerte tilsagde, hun tog Affaire, hvor hun følte Trang dertil, uden at spørge først, og hendes Resoluthed og Andsnærværelse var forbløffende ved mangen Lejlighed, hvor andre tabte Hovedet. F. Ex. husker jeg saaledes en Gang, vi tærskede, ikke som sædvanlig med Plejl; der var stillet Hestegang op i Gaarden, og Tærskeværket stod ude i Loen, hvor det surrede og brummede Dagen lang. Til at hjælpe ved Tærskeværket var bl. a. en ugift Kurvemager, Frits Wanner, som var kaad og en Dag havde drukket for mange Snapse til Frokosten. Pludselig hørte vi, at Tærskningen gik istaa med en underlig dump Lyd, der blev en Raaben og Skrigen, og lidt efter kom Kurvemageren højt jamrende vaklende ud af Loen med lemlæstet Haand, der hang i Laser og med Blodet strømmende. Alle flygtede, navnlig Pigerne højt hvinende, det saa altfor rædsomt ud. Men Moder sprang til, fik fat i den lemlæstede Haand, bundet noget om den og Ilbud efter Doktoren. Kurvemageren havde i sin Kaadhed ønsket at prøve, om Maskineriet kunde tage nogle Halmbaand, som han havde snoet stærkt sammen og forsøgt at proppe i Maskinen med Haanden, der saa kom for langt ind. Det lykkedes den gamle Doktor Fibiger at flikke Haanden saavidt sammen, at Manden beholdt den, omend i stærk lemlæstet og ufuldkommen Tilstand. Efter den Begivenhed viste Wanner altid en rørende Ærbødighed overfor Moder.

  I min tidlige Barndom husker jeg, at der i Tranekjær gik en gal Mand omkring, „gale Gerster", kaldet populært „toule Jæster"! Han huserede i Skovene mest, men kom ogsaa op i Byen, hvor Drengene jo var efter ham, og hvor han jævnlig beklagede sig til Fader, som forstod at stille ham tilfreds ved at love at straffe Drengene. „Taule Jæster" var et uhyggeligt Fænomen, som jo ikke nutildags kunde tænkes at gaa løs omkring. Ganske dunkelt husker jeg hans ligblege Ansigt med det mørke, forpjuskede Skæg og Haar, vi Børn nærede jo en forstaaelig Rædsel for ham, men ogsaa for Voxne, navnlig Kvinder, var han en Skræk og ikke hyggelig at møde, han kunde dukke op, hvor man mindst ventede ham.

  En Vinteraften var Moder alene hjemme, Fader var paa Slottet, Pigen var ude. Moder havde kun været gift et Aarstid og ventede sit første lille Barn. Som hun sad i den „lille Stue" og syede, vilde hun med et Lys gaa ud gjennem Køkkenet og den ret snevre, krogede „Gang" for at hente noget i Faders Stue.   Ude i Gangen ved Trappen var der en Dør, som i Reglen stod opslaaet mod Væggen, bag Døren var der saa en Plads til Koste, og i Døren var i Ansigtshøjde en oval Rude. Som Moder nu kom gaaende med sit Lys forbi denne opslaaede Dør, har hun vel hørt en Lyd, thi da hun saa op paa den lille Rude, saa hun bag denne Gersters ligblege stirrende Ansigt. Moder skreg ikke og flygtede ikke, men trak ganske roligt Døren op og sagde: „Godaften Gerster, De vil vel tale med Brandstrup, men han er ikke hjemme." Men Gerster var i stærkt Oprør og sagde bl. a.: „Jeg er hungrig!" Moder gik da med sit Lys ud i Spisekammeret, fulgt lige i Hælene af Gerster, og da hun spurgte ham, hvad hun skulde lægge paa den vældige Rundtenom, hun havde smurt ham, svarede han: „En Asie!" hvad han fik, og han gik saa sin Vej, temmelig beroliget.

  — Endnu et lille Exempel paa hendes Aandsnærværelse: En Søndag, da vi lige havde spist til Middag, og Fader var gaaet i Kirke, kom Pigen pludselig farende, hvinende og skrigende: „Der er ild i Skaasteni, Jøsses Koss, naa brander hele Huset!" og saa flygtede hun ud i Gaarden. Men Moder sprang ud i Køkkenet, op paa Komfuret, hvorfra hun kunde se op i den store aabne murede Skorstenskappe. Hele Skorstenen stod i Flammer, men man kunde se, at Ilden kom fra den lille Stues Kakkelovnsrør, altsaa, Moder som et Lyn fat i en Kost med en vaad Gulvklud paa, og denne kunde hun lige naa at proppe op i Mundingen af Kakkelovnsrøret, hvorpaa Ilden dæmpedes og Faren var forbi. — Ja, naar jeg skal prise vor søde, elskede Moder, saa ved jeg ikke, hvor jeg skal ende eller begynde, hun levede med os, hun opdrog os, delte alle vore smaa Glæder og Sorger med os, opofrede sig aldeles for os. Fader stod os altid ifølge sin Natur fjernere. Moder forkjælede os, ja, hun m a a t t e forkjæle alle, hvem hun holdt af. Dette kan vi jo let se nu, da vi er voxne og selv har et langt Liv bag ved os. Men hvem af os vilde vel nu have undværet hendes mageløse, utrættelige ømhed, hendes herlige, trofaste Breve, naar vi var borte fra Hjemmet, de smaa Pakker, hun sendte os? Moders Breve var noget helt for sig selv, ingen kunde som hun udmale Hjemmet med dets Smaabegivenheder, alt, hvad der var morsomt og opmuntrende, fik hun med, hun saa Begivenhederne med sin friske Humor, og mangen hjertelig, velgjørende Latter har jeg faaet mig ved at læse min søde Moders Breve.

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>