Christian Brandstrups erindringer

1. Hjemmet i Tranekær

 
Tranekær gl. Skole tegnet af Jens Kortermann Jauch

Tranekær gl. Skole tegnet af Jens Kortermann Jauch.
© Langelands Museum (www.langelandsmuseum.dk)

  Jeg er født den 8. Juni 1859.

  Naar min Tanke flyver tilbage til mit gamle Hjem i Tranekjær, forestiller jeg mig i Reglen dette paa en varm, klar Sommerdag. De to store Lindetræer i Gaarden udenfor Køkkenet blomstrer og dufter, Bierne summer i Træernes Kroner, alle Døre staar aabne ud til det frie, Moder og Pigen gaar og laver Middagsmad, Fader er i Skolen, hvorfra hans dybe, stærke, docerende Stemme tydeligt høres helt ud i Gaarden. Saa kommer maaske „Maren Madrials" ved Køkkendøren og raaber „Hopper Goddau". Hermed har hun falbudt dejlige, store, friske Rejer, der kostede 4 Shilling for en Pægel og altsaa jævnligt kunde overkommes. Eller der kommer maaske et Barn for at købe Smør, Mælk eller Fløde. Ude paa Gaden, som vi kaldte den forbi Huset gaaende Landevej, rumler af og til en Vogn forbi, Fodgængere var der jo ikke mange af. Kommer man „ud" i Haven, som var Syd for Huset med Adgang gjennem Gaarden, var der en Yppighed af Roser, alle Slags Blomster og blomstrende Buske, men tillige var der et ældgammelt Morbærtræ og en Del yngre, af Fader plantede Frugttræer. Jeg glemmer ikke 2 ret store spanske Kirsebærtræer, de bar hvert Aar saadanne Masser af herlige Bær, at vi alle havde nok hele Sommerferien, og naar de hvide spanske var spist, var de sorte modne. Graaspurvene kunde være slemme mod dem, men Stærene mærkede vi dengang ikke i den Forbindelse. Endvidere var der i denne Have alt i Retning af Urter, Masser af Asparges, Jordbær og Hindbær. Jorden var saa udmærket og med dybt Muldlag. Denne Have skraanede ganske svagt mod Syd, hvor den begrænsedes af vor ene Mark, som vi kaldte „Toften", der atter skraanede mod Syd ned til „Flaaddet", en meget stor og vid Tørvemose, mod Øst ned til Byens Bagside, og de høje skovbevoksede „Baronbakker". Udsigten til begge Sider var mageløs dejlig og fredelig.

Paa den anden Side af Flaaddet fortonede sig herlige Bøgeskove, f. Ex. „Bammeskov" og „Den lille Skov", der hævede sig paa en lille Høj midt i den store Tørvemose, fra hvis mange dybe Tørvegrave om Sommeraftenerne hørtes en klingende tusindstemmet Koncert af de mange Frøer. Jeg har andetsteds hørt Frøer, og mange, men jeg har aldrig senere hørt denne hyggelige, sammenhængende klingende Sommeraftenkoncert. Flaaddet var et rent Eldorado for vor Ven Storken, som byggede flere Steder, bl. a. hos vor Genbo, Præstegaardsforpagteren. Hyppigt spiste vi til Aften ude i Haven i det store Lindelysthus med Udsigt til Flaaddet i Aftenbelysning og til Bakkerne med bølgende Korn samt de herlige Bøgeskove. Det var temmelig langt at bære Maden fra Køkkenet ud i Lysthuset, men vi Børn hjalp jo til, vi tiggede altid om at spise derude, og disse Aftensmaaltider i det gamle Lindelysthus med den dejlige Udsigt og den hyggelige Frøkoncert fra Flaaddet hører til mine allerherligste Barndomsminder. Retterne var jo ikke mange eller overdaadige, men f. Ex. var en Rundtenom med Moders nykærnede Græssmør og salt Kød eller Rullepølse ingenlunde at foragte. Efter Thebordet, som begyndte Kl. 6, kunde jo saa Legen endnu gaa et Par Timer. For os Børn var disse Maaltider en særlig Fest i Sommerferien, naar de ældre Søskende var hjemme, f. Ex. vor ældste Søster Laura med sin Kæreste, vor kære Svoger Warberg, kaldet „Abba".

Vor anden Have laa mod Sydøst og skraanede opad. Adgangen var over Gaarden, og her hed det at gaa „op" i Haven. Den indeholdt vel 25 store Stikkelsbærbuske med Bær af alle Sorter; vi kunde saa tidt, vi vilde, invitere Naboernes Børn paa Stikkelsbær, vi fik aldrig tilnærmelsesvis spist dem op. Det var vor egentlige Frugthave og vel at mærke en Frugthave, jeg aldrig før eller senere har set Mage til. For det første var der nu to store gamle Valdnødtræer, men dernæst ca. 25 gamle rigtbærende Frugttræer og gjennemgaaende med de fine gammeldags Sorter, f. Ex. Gravenstener, Flaskeæbler, Reinetter, Hindbæræbler, Kantæbler m. m. Mage til vort Kantæble og vore Gravenstener har jeg aldrig smagt. I et Frugtaar var Nedplukningen et stort Arbejde, der var mange, mange Tønder, og vi 3 yngste Brødre hjalp jo Fader, vi elskede dette Arbejde, og Træerne var næsten alle saa store, at vi kunde kravle omkring i dem og ligefrem gjemme os. Der var dengang ikke noget, der hed at sprøjte Frugttræer, og Angreb af Kræft paa Træerne kendte vi f. Ex. slet ikke. Det er jo en Selvfølge, at vi Børn i Frugttiden aad Frugt i store Maader, navnlig var det forbavsende, hvad min yngste Broder, Emil, Dagen igjennem kunde sætte tillivs, Moder paastod altid, at han i Frugttiden var blaa i Ansigtet.  Men vor Søster, „Mea", var heller ikke paa nogen Maade Kostforagter, og hun fyldte i Reglen sin Skoletaske, saa havde hun til Uddeling blandt Doktor Fibigers Børn,. med hvem hun gik i Skole hos deres Privatlærerinde. „Mea" (Vilhelmine) var den ældste af os 4 yngste Søskende, mellem hver af os var der 2 Aar. Om Morgenen var der tidt Kappestrid om at komme først ud at finde den nedfaldne Frugt saasom Valdnødder, Reine-Claude-Blommer, en frisk, moden Pære o. s. v.

I denne Haves ene Hjørne havde Fader overladt vor kære Ven, Andenlærer Petersen, et Stykke, hvor han havde en meget god Urtehave. Petersen var gift, men havde ikke selv Børn, baade han og hans Hustru var store Børneelskere og altid mageløs gode mod os Søskende. Mellem Petersen og Fader herskede der i alle de mange Aar et varmt, gammeldags Venskabsforhold med den største Takt og Finfølelse fra Petersens Side som den underordnede. Han fik Skolebørnene som smaa og havde dem i 2 Klasser, hvorpaa de rykkede op til Fader, som fuldførte Undervisningen til Konfirmationsalderen. Senere kom der en Pogelærerinde, som begyndte med de mindste. Vor Frugthave skraanede opad mod øst, havde gjennem det levende Hegn en Adgang nedad en Jordtrappe til en temmelig dyb Mergelgrav, som om Sommeren enkelte Gange er tørret helt ud, saa at Karudser og andre Smaafisk laa i Hundredvis og døde paa Bunden. Denne Mergelgrav, der bl. a. tjente til Vanding for vore. Køer, naar disse var i „Toften", gjemmer mange af vore glade Barndomsminder. Her løb vi paa Skøjter om Vinteren, her fiskede vi om Sommeren eller sejlede paa selvlavede (forbudte) Tømmerflaader, plumpede i Vandet o. s. v. I samme Have var en gammel Græsplæne, der var en udmærket Legeplads og som aldrig, det jeg kan huske, er bleven gravet og lagt om.

Tranekær Skole fra havesiden

Tranekær Skole fra havesiden. Påskrift ved Eline Brandstrup f. Kruuse.

Engang havde vi fundet paa her at lave en Hytte, som efterhaanden, flere Somre i Træk, blev forbedret, og endte med at være et Telt af gamle kasserede Lagener, som vi tiggede af Moder, i Teltet var Bord, Bænke og anden Luxus. Men vor første Hytte var primitiv i høj Grad, lavet af gamle Brædder, en Dør, som vi havde løftet af og bemægtiget os, en Trillebør, som lugtede stærkt af tørt Latrin, og andet lignende brugeligt Materiale. Denne vor allerførste Hytte havde vi mere Fornøjelse af end alle senere, maaske mere fuldkomne, ikke mindst da vi havde fundet paa at lave Kakkelovn derinde, opbygget af løse Mursten med store Drænrør til Skorsten.  Naar Kakkelovnen var tændt op med Papir og Kvas, gjaldt det om at komme ud i en Fart, da Hytten hurtigt fyldtes af en kvælende Røg — men umaadelig morsomt var det. Saa lejede vi 3 Brødre, at vi var „Jensen", „Hansen" og „Frær'ksen", talte umaadelig bondeagtig, svoer og bandte samt benyttede saa mange Ukvemsord som muligt. Vi forestillede da vore fattige Naboer, der jo i Virkeligheden ikke svoer og bandte mere end de andre, men ganske vist talte de det mest udtværede syngende langelandske Bondemaal, og i dette var vi Mestre. Legen var ualmindelig morsom, men ikke paaskjønnet af vore Forældre eller andre civiliserede Mennesker, som tilfældigt kom til at overvære den. Engang, da vi ude i den anden Have legede „Hansen, Jensen og Frær'ksen" og svoer, bandte, snød Næserne i Fingrene o. s. v. (det morsomme bestod jo navnlig i at overgaa hinanden i uventet plumpe Indfald), lukkede Fru Petersen, Andenlærerens Hustru, pludselig sit Vindue op og skammede os stærkt ud under Løfte om at „sige det til vore Forældre", et Løfte hun holdt, da det jo ikke var os muligt at gjøre hende begribeligt, at vi kun „legede". Ja vi Børn havde megen Fantasi og kunde altid finde paa noget at lege, selv om dette ikke altid var lige smagfuldt. I en Periode havde saaledes Lut (Ludvig) og jeg den Ide at gaa med stive Ben, trippende Trin og dertil tale Pattebarnssprog, f. Ex. kalde hinanden „lelle Braar". Denne Leg paaskjønnedes ingenlunde af Moder, men irriterede dog særligt vor Søster Mea, der altid knubsede os saa godt, hun kunde, naar vi glædede hende med den.

  Skolen var bygget Aar 1800 under Chr. VII, og den daværende Lehnsgreves Navnetræk stod med Aarstallet smukt i Sandsten paa den lille Frontespice over Hoveddøren. Det var en udmærket smuk, monumental og stilfuld Bygning med høje Vinduer og gode Forhold. Senere har et uforstaaende Sogneraad vandaliseret Huset ved at sætte smaa, karakterløse Skorstene istedetfor de kraftige, smukke, oprindelige, der passede saa kjønt til Huset. Jeg husker med Vemod „Laus Knudsen", en ældre, lidt tyk Murer med Ringe i Ørene, naar han stod oppe paa Rygningen og udbedrede de gamle Skorstene, der ligesom den øvrige Del af Huset blev strøget med en kjøn, varm gul Kalkfarve. Laus Knudsen var ikke højere end Skorstenene, naar han stod ved en af dem, og han klædte den saa herligt. Der var ingen Kjælder under Huset. Stuernes Gulv laa omtrent i Højde med Gaden, men Terrænet skraanede, saa at der mod Gaarden var ca. 1½ Alen høj Sokkel. Stuerne var 6 1/4 Alen høje og ikke meget store, men der var tykke Ydermure og lunt i Huset. I Entre, Køkken og Skole var Murstensgulve.

Udsigten fra "Drengekammeret", tegnet af Christian Brandstrup

Udsigten fra "Drengekammeret", tegnet af Christian Brandstrup.

Paa Loftet var alle Dage kun et langt, smalt Værelse med Skraavæg mod Øst og et Tagvindue mod Syd. Det hed „Drengekammeret" og kom aldrig til at hedde andet, selv da gamle „Tante Lise" kom til at bo der. Da der senere blev indrettet et Værelse til hende nede, idet „Kjødkammeret" og lidt af Sovekammeret blev inddraget hertil, har vi drevet det til at ligge 4 voxne og halvvoxne Brødre deroppe, men saa var Pladsen mildest talt optaget. Og hvad har dog ikke det kjære gamle Drengekammer været Vidne til! F. Ex. i Retning af Morgenkampe i bar Skjorte og med Hovedpuder og lign. til Kastevaaben, vild Jagt hele Loftet rundt, stadig i bar Skjorte, og saa ind igen. Laa der nu en Ældre voxen Broder, som gerne vilde have lidt Morgenro, ja — saa fik han det ikke. En Morgen laa saaledes Carl, vor ældste voxne Broder, og halvsov, medens vi yngste havde begyndt Kampen. Pludselig ramte en Støvleknægt med stor Kraft Forsmækken paa hans Træseng, den havde forfejlet sit Maal! Carl fo'r op med forvildede Øjne og raabte: Er I skruptossede, hiver I Gud hjælpe mig en uhyre Kampesten op i min Seng, nu skal I have Klø!! Men vi fik det aldrig, han var saa mageløs rar og godmodig. — Paa Loftet var endvidere et stort Tremmeaflukke til Frugt, Sulekar og lign., endelig et Dueslag og ellers blot aaben Plads til Kister med Sengklæder m. m. En ret stejl og ikke meget magelig Trappe førte op til Loftet, og denne var Skyld i, at der, efter at gamle Tante Lise nogle Aar havde boet deroppe, blev indrettet et Værelse til hende nede. Hun saa nemlig daarligt, var desuden ret svær og endda forvoxet, og da hun nogle Gange bogstavelig var trillet ned ad Trappen fra øverst til nederst uden dog at komme til Skade, blev Forandringen gjort, for at der ikke skulde ske en Ulykke. Efter den Tid hed det gamle Værelse med Rette „Drengekammeret". Vi var jo voxet til og boede der altid i Ferierne, naar vi var hjemme. De kjære Ferier! Hvor mange Gange har vi ikke klædt os paa til Bal oppe paa det gamle Drengekammer, hvor mange Gange har vi ikke der søgt Ensomhed og Ro ved en Roman, eller naar vi var bedrøvede, eller noget særligt skulde drøftes! Og hvor var ikke Udsigten skjøn fra Værelsets Tagvindue, som jeg endnu tydeligt ser for mig, omgivet af sit gamle brunt-blomstrede Tapet.

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>