Christian Brandstrups erindringer

  Efter Forløbet af en Maanedstid lykkedes det mig at faa en lille Stilling hos Stadsarkitekten, Professor Fenger. Jeg skulde have 120 Kr. i Gage pr. Maaned, og nu lejede jeg for 300 Kr. en lille meget ordentlig 4-Værelsers Lejlighed paa Mathildevej bagved Frederiksberg Have; her boede vi saa i 2½ Aar, og her blev Aaret efter vor Indflytning, d. 20. Aug. 1892, vor lille Ludvig født. Med 120 Kr. pr. Maaned var vi ikke netop velhavende, men i Kjøbenhavn var der jo Muligheder for Extraarbejde, som det ogsaa lykkedes mig at faa.

  Saa kom jeg til at tegne en ny Præstegaard til Pastor Lind i Rynkeby ved Kjerteminde, og han gav mig hele Opførelsen i Entreprise, som jeg tjente ganske godt paa. For at tilse Arbejdet, til hvilket jeg brugte Kjerteminde Haandværkere, som jeg jo kjendte godt, maatte jeg Lørdag Aften tage fra København, om Natten Kl. 12 spadsere fra Ullerslev til Lundsgaard, overnatte der, besøge Rynkeby om Søndagen, saa kunde jeg alligevel sent Søndag Aften være tilbage i Kjøbenhavn og paa mit Kontor Mandag Morgen.

  Professor Fenger brugte mig navnlig til Regnskaber og til at gjøre Overslag, hvad jeg jo havde megen praktisk Øvelse i. Kontoret var i Lavendelstræde No. 1 paa 2den Sal, hvorfra vi nogle Aar efter flyttede hen paa det nye Raadhus, da dette var bleven færdigt. For mig drejede det sig jo nu om at komme frem som Arkitekt, og Jeg saa snart, hvor vanskeligt, ja umuligt dette vilde blive for mig, naar jeg ikke, som mine yngre Kolleger, kunde erhverve Kunstakademiets Afgangsbevis som Arkitekt. Jeg maatte da tænke paa at gjenoptage Studierne paa Akademiet, som jeg i 1883 havde afbrudt omtrent paa Halvvejen.   Paa Kontoret var det lykkedes mig at blive Konduktør ved Opførelsen af Skolen ved Helligkors Kirke, det var dog et Avancement, og Gagen var steget til 150 Kr. pr. Maaned. Stadsarkitektens Kontor voksede fra Aar til Aar, og min Stilling der kunde jeg betragte som temmelig stabil, hvorvel den var beskeden og jeg ikke havde fast Ansættelse. Det var derfor en meget betydningsfuld Bestemmelse, jeg skulde tage, og jeg maatte være belavet paa, at Arbejdet og Anstrængelserne vilde overstige mine Kræfter, jeg skulde jo tjene Udkommet for os alle 4, passe mit Kontor og mit Extraarbejde, som jeg slet ikke kunde undvære, og saa gaa paa Akademiet i min Fritid.

  Vi var imidlertid flyttet til Livjægergade 28 paa Østerbro til en lidt rummeligere Lejlighed, og mine Gamle, som i adskellige Aar havde boet i Svanemosegaardsvej 7, efter at Fader havde taget sin Afsked Sommeren 1886, flyttede til Lejligheden under vor og skulde have deres Forplejning hos os, da Fader var mere og mere skrøbelig og Moders Kræfter ikke længere slog til baade til Husholdning og til at passe Fader. Moder havde jo aldrig forstaaet at skaane sig selv, fast Pige havde de ikke haft Raad til, og Faders Pleje krævede næsten alle hendes Kræfter. Fader havde, da han tog sin Afsked, faaet utallige Beviser paa den store Højagtelse og Hengivenhed, hvormed han omfattedes af alle paa sin Egn, Høje og Lave; han havde jo været Lærer for de fleste af Tranekjær Sogns Beboere, han havde virket derovre i 39 Aar og paa en saadan Maade, at han savnedes og fortjente at efterlade det ualmindelig smukke Minde, som det timedes ham at faa. Da han tog sin Afsked, laa Pastor Gad, som Fader havde arbejdet under i mange Aar, for Døden, og Fru Gad sendte da Fader følgende Brev den sidste Søndag, da han kom hjem fra Kirke:

„Kjære Brandstrup! Naar De nu for sidste Gang vandrer tilbage fra Deres kjære gamle Kirke med Hjertet fuldt af Vemod og Tak til Gud for denne lange Virketid, saa skal De modtages af den kjærligste, hjerteligste Hilsen fra Deres gamle Præst og sande Ven, som har været saa bedrøvet over ikke selv at kunne takke Dem saa inderligt for det sjældne velsignede Forhold, som har bestaaet mellem Dem lige fra den aller første Dag, og som saa ofte i disse Dage har talt om, hvor bedrøvet han var over, at han ikke selv kunde være i Kirke idag og heller ikke kunde berede Dem paa denne Afskedsdag den festlige Dag, han havde glædet sig til. Men vi vide alle, hvilken elskelig Medhjælp De har været ham, hvor glad han var ved Dem, hvor inderlig hele Deres Personlighed og Væsen tiltalte ham, saa jeg maa herved bringe Dem og Deres hans varme Hilsen. Vi have ikke havt det godt inat, men nu er han falden i en rolig Søvn, men jeg tør ikke nære den Tanke, at han kommer over denne svære Sygdom, men man haaber, saalænge det er muligt. Gud velsigne Dem, kjære Brandstrup, Tak for al den Glæde, De har bragt ham, gid nu denne Dag ikke maa være Dem og Deres Hustru for svær, vi tænker alle kjærligt paa Dem.

Deres hengivne
Ida Clausen Gad.

  Ja, det var svært for de Gamle at forlade det dejlige Tranekjær, hvor de havde levet saalænge, og hvor Fader havde virket i 39 Aar, hvor de havde faaet deres 4 yngste Børn og opdraget alle 8. Paa Svanemosegaardsvej blev Tilværelsen ikke lettere for Moder, da der ikke var Raad til at holde fast Pige og Fader efterhaanden blev meget besværlig, dels paa Grund af den tvungne Lediggang, dels paa Grund af Alderdommens Skrøbeligheder, der plagede ham mere og mere. Deres kjære Venner, Barnekows, glemte dem ikke, de besøgte dem saa ofte som muligt, men Moder havde jo ogsaa her sin kjære Ungdomsveninde, Fru Gerth Vinther, som hun kunde besøge, og som hele Livet havde vist Moder stor Trofasthed og varmt Venskab. Nu sad hun i flere Aar værkbruden af Leddegigt og lænket til en Chaiselongue. Fru Vinther var en meget klog og bestemt Dame, maaske nok meget arrogant, men derom vilde vor søde Moder aldrig høre noget, og vi lo stundom lidt ad den uhyre, urokkelige Autoritet, som „Hanne Vinther" alle Dage var for Moder. Men trofast, urokkeligt Venskab gjennem et helt langt Liv, det var ikke ualmindeligt i de Dage. Faders gamle Ven Liebenberg, af hvem min Broder Ludvig var adopteret, boede jo ogsaa i Nærheden, men Liebenbergs politiske og andre Anskuelser var i den Grad modsatte Faders, at de, omend gode Venner, ikke kunde have meget Udbytte af hinandens Selskab.

  Til stor Opmuntring for de Gamle var det i denne Periode, at Moders Øjesten, vor yngste Broder Emil, boede hos dem. For ham, der jo endnu var en ung, rask Mand, var det en Opofrelse, da Livet hos de Gamle jo var ret trist, og han maatte nøjes med at bo i deres Pigekammer. Men Moder havde sin yngste Dreng at kjæle for, og det betød saare meget for hende. Emil var dengang Postfuldmægtig og havde netop som Infanterist aftjent sin Værnepligt, hvorved han vistnok fik Spiren til  den Tuberkulose, som efterhaanden pinte ham mere og mere. Han kjæmpede som en Mand imod den, var flere Gange i Syden, hvorfra han saa vendte bedre tilbage og kjæmpede videre i vort raa, usunde Klima. En skrækkelig Hoste led han i Reglen af, og Sygdommen flyttede sig rundt i Legemet, angreb Struben og tilsidst Nyrerne, dette sidste kostede ham Livet, og han døde paa Kommunehospitalet d. 4de Oktober 1906. Han ansaaes for en meget dygtig og paalidelig Postembedsmand, hvorfor man ogsaa, trods hans Sygdom, nogle Aar før hans Død udnævnte ham til Chef for det nyoprettede Postkontor for Strandvejens Kvarter. Emil var alle sine Dage en blød, barnlig Karakter, en god Søn og en god Broder. Navnlig stod han i et nært Forhold til Broder Ludvig, som han elskede og beundrede, og med Rette, thi Ludvig tog sig saa meget af ham, den ensomme Emil havde saameget Tilhold hos ham paa hans Atelier, som var bleven bygget i Gaarden til Svanemosegaardsvej 7, hvor de Gamle boede, og han intet Atelier selv havde. Paa denne Maade kunde de 2 Brødre være meget om de Gamle i denne Periode, hvad der jo var dejligt for alle Parter.

  Ludvig havde imidlertid udviklet sig til en talentfuld, mere og mere kjendt Billedhugger, som fik den ene ærefulde Bestilling efter den anden. Han, som var adopteret af gamle F. L. Liebenberg, var pekuniært bedre stillet end vi andre, og det faldt i hans Lod flere Gange at hjælpe og støtte Emil, naar denne for sit Helbred maatte rejse til Syden. Ludvig var altid en mageløs god og kjærlig Broder for Emil, med hvem han levede sammen mange af Ungdommens Aar. Ludvig støttede ham trofast, ikke alene da han blev svag, men ogsaa i de ganske unge Aar, da den fantastiske og lunefulde Emil, som havde et meget blødt og kjærligt Hjerte, men kunde være umaadelig hidsig, trængte saa meget til Kammeratskabet med den lidt ældre og paalidelige Broder. Jeg har sagt, at Emil elskede og beundrede Ludvig inderligt, og denne fortjente det.

  Søster Mis var i denne Periode Lærerinde og Selskabsdame hos Grev Molktes paa Quesarum i Skaane, hun kom til at staa denne elskværdige Familie meget nær i Venskab, og hun er endnu Veninde med den yngste Datter, Comtesse Olga, som blev gift med en preussisk Officer, der ejede et Gods ved Breslau og døde umiddelbart før Krigen. Den ældre Datter, Comtesse Lizza, blev gift med General Moltke, som havde Overkommando over den tyske Hær under Indfaldet i Belgien og døde.   Mis har været Gæst i Berlin i den gamle berømte Feltmarschal Moltkes Hus; denne viste hende megen Venlighed. Efter sit Ophold paa Quesarum kom Mis i Huset hos en gammel, meget rig Fabrikant Websky i Breslau, som Guvernante for en Datter. Efter flere Aars Ophold i dette Hus gjorde hun paa en Rejse Bekjendtskab med en ung dansk Mand, Theo Berg, som var paa Vej hjem fra Transwaal, hvor han havde forsøgt at bryde sig en Bane uden dog at kunne trives der. Mis kom nu hjem og kjøbte Frk. Knipschildts Pensionat, Gothersgade 129. Berg havde faaet en Del Agentur, og de giftede sig nu i 1897. Efter flere Aars ihærdigt Arbejde og Kamp med de Vanskeligheder, som en saadan Virksomhed giver, lykkedes det Mis at oparbejde Pensionatet til et meget stort, anset og vellønnende Foretagende, der netop nu i Foraaret 1931 flytter til et nyt, moderne udstyret Hus, der er bygget i Klejnsgade paa den gamle Ladegaards Grund. Berg, som altid har været litterært interesseret, redigerede i nogle Aar Unitarbladet „Lys over Landet", men har iøvrigt indtil for faa Aar siden havt sine Agenturer. De har 2 Børn, Daisy og Leif, der begge er gifte og hver har 2 Børn.

  Ludvig giftede sig i 1896 med Frøken Berta Hirschsprung og boede de første Aar i den gamle Ejendom ved Kongens Bryghus, overfor Langebro. Her blev deres Søn Mogens født. I 1900 byggede jeg en Villa til ham i Valby paa Bjerregaards Sidevej, hvor han har boet siden, og hvor han jo fik sig et godt Atelier, som han trængte saa meget til. I Valby er Hans Ebbe og Birgit født.

  De Gamle boede hos os i Livjægergade indtil Januar 1896, da Fader, der var bleven saa skrøbelig, at Moder ikke længere havde Kræfter til at passe ham, fik Plads paa Københavns Sygehjem, hvor han blev udmærket plejet og blev til sin Død. Nogle Maaneder forinden hans Optagelse paa Sygehjemmet havde han boet i St. Josephssøstrenes katolske Collegium ved Kingosgade, hvor han blev meget godt plejet, men led meget af sin Ensomhed. Moder flyttede til vor Veninde, Frøken Thora Caspersen paa Nørrebrogade, hvor hun fik et Par hyggelige Værelser og en udmærket god og kærlig Pleje, til hun døde i April 1898 uden meget store Lidelser. Moder blev ført til Tranekjær og begravet ved Siden af Faders første Hustru.

  Fader, som paa Sygehjemmet havde en dannet, meget kjærlig og opofrende Plejemoder, Frøken Giebelhausen, havde der en ret blid Alderdom og befandt sig efter Omstændighederne godt. Alle var gode mod ham, hans naturlige Charme forlod ham aldrig, men han gik en Del i Barndom, var desuden for gammel og sløv til altfor meget at savne Moder. I den første Tid af hans Ophold der fandt han paa at lede Morgensangen ved Morgenandagten, det var en Slags Position, han derved skaffede sig, og de andre Gamle, navnlig Damerne, satte Pris derpaa. Fader plukkede Buketter i Haven til Damerne, dette havde han slet ikke Lov til, men Inspektøren saa elskværdigt igjennem Fingre med „Bedstefader", som de kaldte ham. En af Faders Forestillinger i hans høje Alderdom blev mere og mere den, at han var meget fattig, uagtet han jo i Virkeligheden intet savnede, heller ikke Lommepenge. Engang blev jeg af Plejemoderen kaldt derud, „Bedstefader" havde set sit Snit til at pantsætte alt sit Tøj bag hendes Ryg. Heldigvis var det sket hos en Marskandiser lige overfor Sygehjemmet, saa at jeg strax kunde indløse det igjen for den urimelig lille Sum, der var laant paa Tøjet. Naar Svoger Abba var her i Byen om Efteraaret, besøgte han flittigt Fader, og han undlod aldrig at lægge en 25 Øre i Vindueskarmen, naar han gik. Gamle Venner fra Tranekjær, stundom hans forhenværende Skolebørn, besøgte ham ogsaa af og til. Fader var 87 Aar gammel, da han den 3. Marts 1900 fik Lungebetændelse, der paa 3 Dage, altsaa den 6. Marts, skaffede ham en blid og rolig Død uden Lidelser, han sov stille hen om Natten. Broder Ludvig og jeg var hos ham. Saa førte vi ham til Tranekjær og begravede ham i det gamle Familiegravsted bag Kirkens Chor, faa Alen fra det Orgel, hvor han inde i Kirken i saa mange Aar havde spillet og sunget. Da vi kom kjørende fra Lohals med Faders Kiste, mødte vi ude ved Iskælderbakken udenfor Tranekjær 8 af hans gamle Skolebørn med Faner, Haandværkere og andre, som fulgte os op til Kirken, hvor de næste Dag ved Begravelsen atter mødte med deres Faner, hvad der jo bidrog til at gjøre Begravelsen højtidelig, foruden et meget stort Følge af gamle Venner. Pastor Sabroe holdt en meget smuk Tale, og det var vemodigt at bære Fader ud af hans gamle Kirke og høre Orgelet lyde over ham. Efter Begravelsen tyede vi Søskende, Laura og Abba var med, ud til Snøde hos Caspersens, hvor vi tilbragte en god og hyggelig Aften sammen.

  I Livjægergade, hvor vi selv boede, havde vi en hel Del Skranteri, lille Ludvig havde svag Mave i flere Aar, Sol havde vi næsten ikke, og vi vilde saa gjerne ud paa Landet at bo. Saa fik jeg Grosserer Ferdinand Fenger, Broder til min Principal, Professoren, til at hjælpe mig dermed. En rar, fredelig Grund paa Annasvej i Charlottenlund, i Nærheden af Bernstorff-Parken, blev kjøbt, og her byggede jeg mig saa en god, rummelig Villa, hvor vi tilbragte 14 lykkelige Aar, en dejlig Have havde vi, Børnene blev stærke og sunde, og mine Indtægter steg efterhaanden, saaledes at vi kunde svare enhver sit trods de større Udgifter. Villaen byggede jeg i 1900. Annasvej er nu omdøbt til Lykkevej.

  I Maj 1896 havde jeg, efter et stort Slid, faaet Kunstakademiets Afgangsbevis som Arkitekt. Det lettede og stivede mig svært af, men Gagen var alligevel stadig saa knap, at jeg har regnet ud, at jeg jævnt hen ved Privatarbejde i Fritiden tjente og maatte tjene saa meget som Halvdelen af Gagen til Hjælp for at klare mig. Her hjalp det jo, at Kontortiden hos Stadsarkitekten den Gang kun var fra 10—4, og udenfor denne lagdes der ikke Beslag paa mig, men det var altsaa dog i mange Aar et meget haardt Slid.

  Da jeg under hele min Tid som Arkitekt har haft mit faste, mindst 6 Timers daglige Arbejde hos Stadsarkitekten, har jeg ikke kunnet overkomme nogen stor privat Arkitektvirksomhed, selv om jeg maaske kunde have oparbejdet en saadan. Til mine 2 største private Arbejder, nemlig Ombygningen af Løveapoteket i København, samt Opførelse af Funktionærboliger for Statsbanerne i Aarene 1908—12 paa forskjellige Steder i Landet, tog jeg en Kollega med til Hjælp, han kom da til sammen med mig at lægge Navn til Arbejdet. Ved Løveapoteket arbejdede jeg saaledes sammen med Arkitekt V. Nyebølle, medens min Ven og Kollega hos Stadsarkitekten, Arkitekt Holger Rasmussen, hjalp mig med Arbejdet for Statsbanerne. Vi byggede et meget betydeligt Antal Boliger, baade i Jylland, paa Fyen og Sjælland, navnlig dog ved næsten alle Kystbanens Stationer, og vi havde megen Glæde af og Anerkjendelse for vort Arbejde, idet vi f. Ex. i 1910 fik. Kommunens Præmie (1000 Kr.) „for gode Arbejderboliger", for en Koloni Boliger, der blev opført paa Københavns Godsbanegaards Terrain, og senere skrev man fra de tyske Statsbaner til Generaldirektøren for de danske om at laane Tegningerne til de Boliger, vi havde bygget langs Kystbanen, da man havde set disse og fundet dem „musterhaft", navnlig dem ved Rungsted. Jeg har bygget nye Præstegaarde i Rynkeby paa Fyen, samt i Bloustrød paa Sjælland.   I Nexø har jeg bygget et Børnehjem samt derefter „Sparekassen for Nexø og Omegn", et Børnehjem paa Ourø, et Par Ejendomme i København og Hellerup, samt en Del Villaer rundt om i Landet, af hvilke jeg regner Grosserer I. F. Fengers i Espergærde for den mest vellykkede. Her i Taastrup har jeg bygget 3 større Villaer, en Del mindre samt nyt Stuehus til Valby Møllegaard.

  Allerede i 1897 søgte jeg Rejsestipendium og fik af Larssens Legat 800 Kr. samt af Ministeriet 300 Kr. Det forenede Dampskibsselskab gav mig fri Rejse fra Esbjerg til England og senere fra Liverno hjem til København. Jeg var forpligtet til at blive 4 Maaneder borte og rejste nu til London, Paris, Milano (via Mont Cenis), Verona, Venezia, Firenze, Siena, Pisa, Lucca, Livorno, herfra med D. F. D. over Marsala til Messina (Besøg i Taormina), Taragona, Denia, men da Damperen skulde blive liggende her 10 Dage for at lade Rosiner, rejste jeg over Land med Jernbane ned til Malaga, hvorfra jeg gik med en anden af Selskabets Baade over Gibraltar og Cadix hjem til København. I alle de nævnte Byer gjorde jeg kortere eller længere Studieophold, tegnede og nød Livet og Friheden efter de mange Aars Slid. Jeg havde i de 4 Maaneder ingen Gage fra Kontoret, saa flotte mig kunde jeg ikke, men Rejsen var herlig og heldig i enhver Henseende. Eline tilbragte de 4 Maaneder med Børnene i sit Hjem paa Lundsgaard. Da jeg kom sejlende hjem og ventede at blive modtaget med aabne Arme af min Familie, var der tomt, og af Husets andre Beboere hørte jeg, at min Hustru laa af Tyfus hjemme hos sine Forældre. Hun var dog bedre og snart fik jeg hende og Børnene hjem.

  Den 10. Januar 1898 fik jeg fast Ansættelse som Arkitekt hos Stadsarkitekten. Gagen var 2000 Kr. stigende med 200 Kr. hvert 3die Aar indtil 3000. Nu var jeg pensionsberettiget og følte mig stadig fastere i Sadlen. Min kjære Svigerfader, som endnu levede, men var haabløst syg, naaede jeg dog altsaa at meddele den for os alle saa gode og glædelige Nyhed. Han døde stille den 13. Marts 98 efter 3 à 4 Aars forfærdelige Sjælelidelser, idet han af en Hjernelammelse lidt efter lidt blev fuldstændig stum og lam, saa at han tilsidst ikke kunde røre sig, medens Forstanden var ganske uberørt af Sygdommen. Det var en ualmindelig tragisk og sørgelig Henfart. Kruuse var saa elsket og højagtet af alle, der kjendte ham, han var et af de fineste og herligste Mennesker, jeg har kjendt, og for mig havde han jo lige fra min Barndom været og betydet saa uhyre meget. Han var en meget kjøn Mand med Øjne, der var ubeskrivelig smukke, navnlig naar han smilede, dertil var han livlig, velbegavet, musikalsk og havde megen fin Humor, var f. Ex. en udmærket Taler. Han naaede altsaa ikke at faa vort nye Hjem i Charlottenlund at se. Han havde taget sin Afsked som Godsforvalter et Par Aar før sin Død og boede i Kjerteminde i et lille Hus, som jeg havde tegnet for en Mand, der efter Aftale byggede det for at leje det ud til Kruuses, hvorfor det jo var indrettet ganske efter disses Ønsker. Her levede min Svigermoder endnu i 12 Aar, indtil hun døde den 29. Juni 1910, 77 Aar gammel. Hende havde vi den Glæde at kunne vise vort nye Hjem, hvor hun i Aarenes Løb jævnlig var vor kjære, meget livlige og meget taknemlige Gjæst. Hun var saa trofast, saare temperamentsfuld, morsom og egentlig saa lidet Gammelkoneagtig. Jeg kom til at holde mere og mere af hende og havde den Glæde paa alle Maader at mærke, at det var gjensidigt.

  I 1904 søgte jeg atter Larssens Legat om Rejsestipendium og fik 700 Kr., som skulde strække til i 2 Maaneder, hvad de ogsaa gjorde. I Løbet af August og September besøgte jeg (ud over Brenner og hjem over St. Gotthard) Verona, Venezia, Firenze, Arezzo, Cortona, Perugia, Assisi, Rom, Neapel og Pompeij. Jeg havde i Aarenes Løb lagt mig efter Fransk, og havde paa denne Rejse megen Fornøjelse deraf, fordi jeg i Assisi gjorde Bekjendtskab med et Par franske Præster fra Provence, som i Rom skulde mødes med ca. 2000 andre „Pelerins", der skulde til stor Audiens hos Paven. Fra Assisi til Rom fulgtes jeg med de 2 franske Præster, der ikke var kjendt i Rom, saalidt som jeg, hvorfor de fulgte med mig til den bekjendte Fru Dinesens Pensionat, hvor vi fik fuldt Ophold og Forplejning, selv Vin, for 4 Lire pr. Døgn. Til Gjengæld skaffede de mig Adgangskort til den store Audiens, der foregik i den store Sal over Peterskirkens Aula, til hvilken Paven med sit prægtige Følge kom fra en Dør indtil Vatikanet. Den paafølgende Højtidelighed var en mærkelig Blanding af den yderste Profanation og den mest gribende religiøse Begejstring. Et buldrende Blæseorkester spillede Jeanne-d'Arc-Hymnen, der blev sunget af 2000 Struber, Paven holdt en Tale paa Italiensk, og en Franskmand svarede under bevæget Graad fra mange af Tilhørerne, hvorpaa man sluttede med rungende, næsten bedøvende Raab: Vive le pape! samt vældig Orkestertouche. Saa forsvandt Hans Hellighed med sit Følge ind i Vatikanet, velsignende Folket tilhøjre og venstre.

  Min Chef, Professor Fenger, tog sin Afsked den 1. August 1904, og da den, der var udset til hans Efterfølger, Afdelingsarkitekt Clausen, var død den 18. Februar samme Aar, blev min Ven og samtidige, Arkitekt H. Wrigth, konstitueret som Stadsarkitekt. Allerede den 9. Marts 1905 døde Professor Fenger ret pludseligt; han havde været en god Chef, og jeg skrev efter Opfordring fra „Architekten"s Redaktion nogle Mindeord om ham i Bladets Nr. 25 for den 18. Marts. Ved Wrights Konstitution ændredes min Stilling meget. Vi havde fulgtes ad i mange Aar, havde fast Ansættelse fra samme Dato og var meget gode Venner. Wrigth var et ualmindelig elskværdigt og nobelt Menneske, flittig og samvittighedsfuld til det yderste, men som Chef noget blød og veg baade opad og nedad, han havde derfor god Brug for en fast og energisk „højre Haand" paa Kontoret, og jeg tror, at jeg var ham en saadan i de følgende 22 Aar.

  Borgerrepræsentationen havde efter Fengers Død nedsat et Udvalg for at undersøge Betimeligheden af at nedlægge Stadsarkitektembedet og lægge de kommunale Arkitekter under Stadsingeniøren. Paa min Rejse 1904 havde Magistraten overdraget mig at undersøge, hvorledes de tilsvarende Forhold var ordnet i Berlin, Dresden, München og Milano. Da Wright efterhaanden paalagde mig at concipere omtrent alle vore tjenstlige Skrivelser til Magistraten, var det ogsaa mig, der conciperede vor Beretning med alle de mange Oplysninger, som det omtalte Udvalg havde forlangt. Kort efter min Hjemkomst fra Rejsen, nemlig den 15. Oktober 1904, blev jeg konstitueret som eneste Afdelingsarkitekt. Det omtalte Udvalg angaaende Stadsarkitektembedets Nedlæggelse havde imidlertid trukket Arbejdet og Undersøgelserne i Langdrag, og Resultatet blev, at Embedet ikke alene ikke skulde nedlægges, det skulde bibeholdes og udvides. Der blev flere faste Stillinger, 2 Stillinger som Afdelingsarkitekt, og den 1. Maj 1907 blev Wrigth udnævnt til Stadsarkitekt. Jeg, der var ældste Afdelingsarkitekt, til hvilken Stilling jeg blev udnævnt den 3. Maj 1907, fik Afdelingen for Nybygninger, medens min gamle Ven og Kollega, Arkitekt A. M. Andersen, fik Afdelingen for Udvidelser og Vedligeholdelser.

  Nu kom den lange, rolige og travle Arbejdsperiode; Opgaverne voxede baade i Antal og Størrelse. Det indbyrdes Samarbejde paa Kontoret var udmærket, og der skabtes efterhaanden en god og tryg kollegial Tone, ikke mindst takket være vor elskværdige, noble og retfærdige Chef. Og Sammenhold paa Kontoret var højst nødvendigt, thi Stadsarkitektembedet havde mange Modstandere, mest dog de private Arkitekter med Akademisk Arkitektforening i Spidsen, som jo — med nogen Ret — hævdede, at mange store og mindre kommunale Byggearbejder gik fra de private Arkitekter. Med Stadsingeniøren var Samarbejdet vanskeligt, til Tider meget pinligt. Han havde jo arbejdet med paa at faa Stadsarkitektembedet nedlagt og de kommunale Arkitekter underlagt Stadsingeniøren; dette var mislykket, og dette kunde man ikke tilgive os.

  I September 1906 blev jeg sendt til en international Kongres i Genève. Jeg havde i Aarenes Løb lagt mig efter Fransk, derfor sendte man mig til denne og senere i Tidens Løb til flere andre Kongresser, hvor Hovedsproget var Fransk. I Genève gjaldt Kongressen Bolighygiejne, men jeg benyttede Lejligheden til at studere de schweitziske Skolebygninger, som, i alt Fald den Gang, overgik alle andre Landes. Paa denne Rejse havde jeg Eline med, det var hendes første, store Udenlandsrejse, og efter Kongressen gjorde vi en Tur til Luzern, Tellplatte, Göschenen og Airolo; disse Steder havde jo for mig saa mange Ungdomsminder. Fra Airolo besteg vi St. Gotthard og gik den samme Tur over Hospiciet, Hospenthal og Andermatt til Göschenen, som jeg havde gaaet i min Ungdom som Tømrersvend.

  Paa Stadsarkitektens Kontor lagde jeg mig stærkt efter Skolebyggeriet, og jeg har i den lange Aarrække medvirket ved Opførelsen af talrige nye Kommuneskoler, medens Opførelsen af saadanne dog ogsaa jævnligt gik ud til de private Arkitekter, et Forhold, jeg altid har støttet efter Evne. Den sidste Kommuneskole, som er tegnet paa min Afdeling, er den nye Skole i Brønshøj, som i Indretning danner en hel ny Type, der vilde have kunnet udvikles til noget fuldkomment, hvis man ikke, takket være de mange Indflydelser i Borgerrepræsentationen, atter havde forladt den og ladet den fuldstændige Planløshed raade, som i saa mange af Kommunens andre Forhold. I September 1910 blev jeg sammen med min Ven, Ingeniør Lund, sendt til Paris til en stor Kongres for Skolehygiejne.  Her havde jeg Lejlighed til at se, hvor daarligt en Kongres kan organiseres, hvad jeg senere ved en anden Kongres i Paris fik Lejlighed til at bekræfte. Endvidere konstaterede jeg, at de franske Skoler ikke paa langt nær med Hensyn til Indretning og Udstyrelse kunde maale sig med, hvad jeg i saa Henseende har set i Schweitz, Tyskland og — Danmark. I September 1911 deltog jeg i en Arkitektkongres i Rom, da Wright, som egentlig selv vilde have rejst, blev forhindret. Paa denne herlige Rejse havde jeg atter Eline med.

  Stadsarkitektens Virksomhed voxede som sagt bestandig, Opgaverne var mangfoldige, og vore Medhjælperes Antal øgedes jo i samme Forhold. Wright, som efterhaanden mere og mere lyttede til mine Raad, lod mig ogsaa have megen Indflydelse paa Valget af Medhjælpere, og saaledes lykkedes det os efterhaanden at samle en Stab af meget dygtige og kultiverede Folk, af hvilke endda adskillige var talentfulde Kunstnere. Den konsultative Virksomhed blev ogsaa efterhaanden meget stor og omfattende, den ledede Jeg, medens jeg overlod Arbejdet med Gadeplaner til min Ven, Arkitekt Holger Rasmussen, der paa dette Omraade var bedre Fagmand end jeg. Da han var en ældre og talentfuld Arkitekt, som ganske selvstændigt ledede store Arbejder, og som derved tog meget af for mig, foreslog jeg Wright at indstille ham til Forfremmelse som Afdelingsarkitekt, hvilket lykkedes. —

  I 1913 blev jeg sendt til Haag til en Kongres for billige Boliger. Da jeg her foruden at være Magistratens Delegerede tillige var Ministeriets, maatte jeg ved Kongressens lndvielseshøjtidelighed holde Tale paa Fransk, siddende paa en Tribune med de andre Landes Repræsentanter, Kongressens President samt dens Protektor, Prinsgemal Hendrik. Fra Haag rejste jeg til Antwerpen for som Kommunens Delegerede at deltage i en Kongres for Bolighygiejne. Her gjorde jeg Bekjendtskab Konferensraad Rentzmann, som byggede Nikolaj Spir og senere Kirken. Endvidere gjorde jeg Bekjendtskab med Monsieur G. Hottenger, Docteur en droit fra Nancy, ham blev jeg meget gode Venner med, og med ham førte jeg under hele Verdenskrigen en meget interessant Korrespondance. Paa den omtalte Kongres spurgte jeg ham en Dag: „Er Frankrig beredt, hvis det en Dag gaar løs med Krig mod Tyskland igjen?" Hvorpaa han svarede kort og undvigende: „Vi er i alt Fald bedre beredt end nogensinde."   Med M. Hottenger har jeg vedligeholdt Forbindelse til Dato, og jeg har truffet ham personlig i Paris senere, i 1925 paa en Kongres for offentlige Bygningsarbejder. Paa denne Pariserrejse havde jeg atter min kjære Hustru med, hun havde aldrig før set Paris.

  Wright var imidlertid bleven 70 Aar og ansøgte om sin Afsked fra den 1. Januar 1925, men Magistraten anmodede ham om at blive i sin Stilling endnu nogle Maaneder, for at nogle Omordninger indenfor Kontoret kunde foretages, inden en ny Mand traadte til. Jeg sendte Ansøgning ind, da Embedet blev opslaaet vakant og gjorde de brugelige Besøg hos Magistratens Medlemmer, men da jeg kun havde 5 Aar tilbage af min Tjenestetid, stod det mig jo klart, at jeg ikke vilde faa Embedet for en saa kort Periode. Jeg var derfor ganske forberedt paa at maatte arbejde loyalt sammen med en ny Chef endnu i 5 Aar, og jeg havde saa tidt under Samtalerne derom med Kollegerne sagt: „Ja, jeg er forberedt paa at faa en ny Chef og skal vide at finde mig til Rette med enhver Kollega — blot det ikke maa blive Arkitekt P. Holsøe, thi det vil blive et haardt Slag for os alle!" Og alle Kollegerne samstemmede med mig, thi vi kjendte P. Holsøes Karakter.

  Saa en Dag paa den sidst omtalte Kongres i Paris læste jeg i „Berlingske Tidende", at Holsøe var udnævnt og skulde tiltræde 1. Juli 1925. Det var for mig en tung Nyhed, og jeg skjønnede paa den lange Aarrække, jeg havde arbejdet trygt under 2 Chefer som Professor Fenger og H. Wright. Min egentlige Livsgjerning udførte jeg i de 22 Aar, da Wright var min kjære Chef.

  Nu kom altsaa Holsøe, og vor gode Tid var forbi. De første Maaneder havde han Brug for mig til at sætte sig ind i de utallige større og mindre løbende Sager, men lidt efter lidt oversaa han mig og havde næsten slet ikke Brug for mig mere.

  Jeg selv var efterhaanden blevet saa daarlig af Søvnløshed, Svimmelhed og for højt Blodtryk, at min Læge anbefalede mig at søge ½ Aars Permission og tilbringe denne i Syden. Samtidig havde vi den store Sorg, at vor kjære Jørgen stadig fik sine Anfald af Mundsyge, „Stomatitis", som forhindrede ham fra at tjene sit Brød selv og kostede ham den ene Plads efter den anden, og som han havde lidt af i mange Aar, lige fra sin tidlige Ungdom. Eline og jeg rejste da til Vence, en lille By i en herlig Egn i „Alpes maritimes", en dansk Mil nord for Nice. Her tilbragte vi Tiden fra 1. September 1926 til 1. Marts 1927, langt fra vore Bekymringer, som jo ikke forlod os, men vi fik dem dog paa Afstand, og vi kom styrket og raskere hjem. Jeg havde nu kun 2 Aar tilbage af min Tjenestetid, idet jeg den 8. Juni 1929 blev 70 Aar og derfor tog min Afsked fra 1. Juli 1929. Disse sidste 2 Aar maatte jeg jo gjøre gode Miner til slet Spil, jeg var og blev egentlig overflødig. Den sidste Juni var en meget vemodig Dag for mig, men der blev fra mine Venner paa Kontoret samt fra Magistraten og saare mange andre vist mig saa megen Anerkjendelse og Venlighed, at jeg aldrig glemmer det. Den 29. April var jeg bleven udnævnt til Ridder af Dannebrog, det var mig en stor Tilfredsstillelse, som jeg ikke mindst under de givne Forhold satte megen Pris paa.

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>