Christian Brandstrups erindringer

  Saa begav jeg mig da midt i September ud paa min længste og interessanteste Udenlandsrejse, som gik over Hamburg, Dresden, Prag, Wien, Buda-Pest, Belgrad, Varna, Konstantinopel, Athen, Triest, Venedig, Milano, Luzern, Basel, Worms, Koblenz, Köln til Antwerpen og herfra hjem i November 1884. Jeg rejste paa min Profession, og bortset fra de nævnte 150 Kr. af Classenske Fideicommis, der fornyede denne Sum, da jeg rejste fra Belgrad, tjente jeg selv mit Underhold paa Rejsen.

  Fra Hamburg rejste jeg til Wien paa 4de Klasse, men opholdt mig dog først i denne By, samt i Dresden og Prag, i 3—4 Dage. Der var jo meget at se, og mine Øjne var aabne, tør jeg nok sige. Bekvemmelighederne paa 4de Klasse var dengang ikke overdaadige, man rejste i en Vogn, delt i 2 Rum men uden Spor af Sæder. Vilde man hvile, kunde man jo sætte sig paa sin Bagage eller paa Gulvet, naar Pladsen tillod det. Rejseselskabet var broget, Ceremoniellet var ikke indviklet, man sagde Du til hinanden, Hovedparten af de Medrejsende var Soldater, Haandværkere, Sælgekoner o. lign. Paa Turen Hamborg—Berlin, da jeg om Aftenen laa paa Gulvet og underholdt mig (saavidt mit endnu mangelfulde Tysk tillod det) med en yngre, noget lurvet Fyr, fortalte han mig, at han netop havde udstaaet 4 Maaneders Fængsel. Han sagde bl. a.: „Ich habe überhaupt ein sehr bewegtes Leben geführt!" og jeg tænkte: „Dette gælder altsaa dog ikke for de sidste 4 Maaneder," men jeg sagde det ikke. Af de 3 nævnte Byer fandt jeg Prag langt den smukkeste og ejendommeligste.

  En Nat Kl. 3½ ankom jeg til Franz Josephs-Bahnhof i Wien efter en meget trættende „Bummelzug"-Fart paa 4. Klasse. Med et Par unge Haandværkere traskede jeg nu helt ud til „Mariahilferstrasse", hvor de mente at kunne skaffe mig Logis. Imidlertid var en Kafe aabnet i denne Gade, og Jeg gav Morgenkaffe, hvad der stivede svært af. Jeg forstod omtrent ikke et Ord af deres mig ganske ukjendte, rene, uforfalskede Wienerdialekt.

  Det første Logis, som jeg tiltraadte om Morgenen Kl. 7, var hos et Par gamle Skrædderfolk, som lejede mig deres „Cabinet'l" og saa selv nøjedes med „Zimmer" og Küche. Et Zimmer havde 2 Fag Vinduer, et Cabinet'l havde kun et, og da, som her, vendende ud til Køkkenet. Den gamle Kone sagde: „Soll i Ihna net a Bier holen und a Paar Semmel dazue?" Saa hinkede hun afsted med et tomt Krus og kom lidt efter tilbage med dette fyldt samt 2 tørre Rundstykker. Dette var min første Frokost i Wien, og i de kommende 1½ Aar lærte jeg, hvor overdaadigt vi lever i Danmark, samt at man herligt kan nøjes med meget mindre. Saa gik jeg i Seng og sov til Kl. 12 i den ikke meget propre Seng, hvor jeg for første Gang stiftede Bekjendskab med Væggetøj, hvad jeg hidtil kun havde kjendt af Navn. Hvad jeg paa Resten af min Rejse af og til maatte gaa igjennem med dette utaalelige Utøj, vil kun den, der har prøvet noget lignende, kunne forstaa, men jeg tør roligt sige, at jeg, hvad Kjendskab til Væggetøj angaar, naaede at blive Expert. Mine gamle Skrædderfolk var fattige og glade ved den lille Indtægt af mig.

  Jeg skulde jo finde Theophilus Hansen, der var saa berømt, at endog de kjendte hans Ry og kunde sige mig, hvor jeg skulde søge ham, nemlig paa hans Tegnestue ved den nye Parlamentsbygning, som han var ifærd med at opføre. Han modtog mig med straalende Elskværdighed og gav mig sit Kort, det skulde jeg blot forevise hos en stor Tømrermester Oestreicher i Forstaden Oberdöbling, saa vilde jeg strax faa Arbejde, og dette slog til. Hos Oestreicher arbejdede jeg hele Vinteren, indtil jeg midt i April forlod Wien. Men da „Ober Döbling" laa i Byens nordvestlige Udkant, medens „Mariahilf" var i den sydvestlige, saa at jeg de første 14 Dage havde ½ Mil at gaa til og fra min Arbejdsplads, maatte jeg jo flytte fra mine gamle Skrædderfolk til disses Sorg. Nu kom jeg imidlertid, hvad Vaaggetøj angaar, fra Dynen i Halmen. Hos Frau Nothfellner, der var „Hebamme" og havde „Tabaktrafik", d. v. s. priviligeret Udsalg af Tobak (der var dengang og er endnu Statsmonopol paa Fabrikation og Salg af Tobak), var der en saadan Masse Væggetøj og et saadant Svineri, at jeg paa min Rejse kun i Konstantinopel har oplevet noget lignende. Jeg delte Frau Nothfellners Cabinet'l med en skikkelig, gemytlig Wiener, som hed Barth og arbejdede paa en Stivelsefabrik, hvorfor han altid kom fra Arbejde i en stærk melet Tilstand. Naar vi tidligt om Morgenen gik paa Arbejde, passerede vi Familiens Zimmer, hvor de alle sov, nemlig Moderen, en voxen Søn og 2 lange voxne Døtre samt den enes 2 Aar gamle uægte Søn, der hyppigt paa dette Tidspunkt sad paa Potten. Paa vort „Gutenmorgen" lød da i Chor: „Haab die Ehre, gutenmorgen, empfehle mich!" Den sidste Del af denne Hilsen betød „Farvel", men lød jo for mine Øren pudsigt i de 2 sjuskede lange Døtres Mund.

  Paa Grund af Væggetøjet og hele Svineriet maatte jeg atter flytte og var nu heldigere. Jeg fik et lille pænt, propert „Cabinet'l" hos Kanzleidiener Wewzel Baschta, som havde Hustru og en lille 4l/2 Aars Dreng Karl. Familien var tschekkisk, det var pæne og skikkelige Folk, hos hvem jeg blev boende hele Vinteren. Mit Cabinet'l havde ikke Vindue ud i det Frie, men til en lang, dog lys Gang, og Adgangen var gjennem Køkkenet, men rent og pænt var der, og naar jeg kom hjem fra Arbejde, stod min Ven, Carl parat for at komme ind hos mig, trække Støvleknægten frem og pludre paa sin barnlige Maner, han var ene Barn, længtes efter mig og plagede hver Dag Moderen, om jeg dog ikke snart kom. Vi havde saamænd meget Selskab af hinanden, det var saa pudsigt at høre hans barnlige Wienerdialekt, som jeg jo i Begyndelsen knapt forstod, han fik Lov at se mine Klenodier, f. Ex. mit Album, i hvilket der bl. a. fandtes en ung jødisk Ven, som saa meget udpræget jødisk ud. Naar Carl saa gik Albumet igjennem og skulde udpege Personerne, sagde han: „Dees is Ihna Faata, dees is Ihna Muada, dees is Ihna Jud," o. s. v. Carls Fader var Kanzleidiener i Wiener Cottage-Bauverein, som havde Tegnekontor med Herr Arkitekt, Direktør von Burkowski som Chef. Hos ham fik jeg Tegnearbejde i mine Aften- og mange andre Fritimer, det var mig et velkomment Tillæg til min ret knappe Dagløn, 1½ Gylden, hvad der svarede til 2 Kroner dansk.

  Der var en Masse Helligdage, som vi ikke kjender herhjemme, og paa hvilke der ikke arbejdedes, men saa kunde jeg jo tegne, og gjorde det. Paa Arbejdspladsen regnedes jeg nærmest for Tysker og arbejdede mest sammen med tyske fremmede Svende, som altsaa ikke var Østerrigere, men regnedes for dygtigere end disse og havde deres zünftige saakaldte „Fremdenverein" med særlige Reglementer, bl. a. for Klædedragten o. s. v. Man maatte ikke bære Overskjæg, ikke Sko, men Støvler, kun sort Slips, og en Gang om Ugen samledes man paa den zünftige „Haandwerkssaal", hvor alt gik til efter bestemt Ceremoniel, og hvor en hel Del Øl blev drukken. Mine for Størstedelen primitive Kammerater fandt alt dette interessant og ret ophøjet, mig forekom det barnagtigt og kjedsommeligt, og jeg vægrede mig derfor ved at lade mig optage i „Fremdenverein", hvad der i Begyndelsen isolerede mig en Del, saa at jeg tilsidst ofrede mit Overskjæg og lod mit „Baand hænge op" paa Haandwerkssaal'en, nemlig et bredt dannebrogsfarvet Baand med mit Navn og Fødested trykt i Guldbogstaver. Saa hørte Drilleriet op. Mine tyske Kammerater var næsten alle flinke, skikkelige Fyre, der alle havde prøvet „Valsen", nemlig at vandre fra By til By og „fegte" sig frem. Et udmærket fast Kammeratskab var der mellem dem, Foreningen gjorde sin store Gavn ved at passe paa, at en zünftig Svend aldrig forlod en By uden at betale sin Gjæld, og Betydning havde det jo altid, at man ved Ankomsten til en By kunde opspørge det zünftige Herberg, hvor man da under det nødvendige Ceremoniel, altid blev gjæstfrit modtaget og fik fri Fortæring og frit Natteleje den første Aften. Wien var den skjønne, glade, letsindige By, og Wienerne var et elskeligt, naivt, temmelig uvidende Folkefærd. De højere Klasser var vel som andetsteds, men jeg havde jo kun Lejlighed til at kjende Underklassen, og det var for mig helt vemodigt at forlade den skjønne By.

  Jeg rejste nedad Donau midt i April til Buda-Pest. Vi var 4 Kammerater, nemlig min gode Ven Sattler, som var Dresdener, en Brandenburger og en Schweitzer samt jeg, og vi havde kjøbt en „Schinack'l" for at sejle selv afsted nedad Strømmen. Schinack'l kaldte man en saadan lille Jolle, som Tømmerflaadernes Mandskab brugte til at færge sig i Land med, naar de havde fortøjet deres Flaade et eller andet Sted. Baaden var bygget af tynde Brædder, var meget let og skrøbelig, Fugerne var tættede med Beg. Vi forsynede os med et Øsekar (ikke overflødigt), lavede os selv et Par lette Aarer og gled afsted den 15. April under dansk Flag, jeg skulde nemlig som den eneste søkyndige være Kaptejn, og saa havde vor Ven, „Herbergsvater'en", foræret os et lille dansk Flag, som han efter min Beskrivelse havde ladet sin Hustru sy. Desuden gav han os Proviant og Øl til den første Dag. Vore Pengemidler var meget indskrænkede, vi ejede tilsammen ca. 10 Gylden.

  Vi startede midt inde i Byen i „der Wienfluss", en smal Arm af Donau, som gaar ind gjennem Byen og atter forener sig med Floden i dennes sydøstlige Udkant, og da vi fra Wienfluss gled ud paa den mægtige brede „schøne blaue Donau" (der er gul), blev vi betænkelige ved at se, hvor bred den var, og hvor alene vi var i vor lille Nøddeskal. Tømmerflaader, Dampere og store Lastpramme mødte vi jævnligt, og dem skulde der jo styres af Vejen for. Men vi landede da i god Behold om Aftenen ved Hainburg, en lille By ikke langt fra den daværende ungarske Grænse. Her trak vi Jollen paa Land og søgte et Værtshus, hvor vi vederkvægede os og fik Lov at sove i Hestestalden i et Par Knipper Hø. Dette prøvede jeg her for første Gang, og vi havde megen Sjou og Kommers, inden vi faldt i Søvn i den tomme Baas ved Siden af en gammel Hest, der jævnlig stampede i Gulvet og led af meget stærk og hyppig Rumlen i Maven. Vi frøs som Hunde, og en Spølkum varm Kaffe om Morgenen med tørt Brød til gjorde godt.   Saa drev vi igjen afsted, ind i Ungarn, vi frøs meget, da vi jo intet Overtøj havde, men vort Humør var vældig højt, og vi skiftedes til at ro for at holde Varmen, skjønt Strømmen drev os afsted med en passende behagelig Fart.

  Turen til Buda-Pesth varede 5 Døgn. Om Aftenerne søgte vi at lande ved en Landsby, hvor vi saa sov paa et Knippe Halm i Gæstestuen paa Kroen. En Aften fandt vi ingen By, det var langt inde i Ungarn, og vi maatte lande ved en Koloni Vandmøller ved Bredden. Disse Vandmøller hørte til en ½ Mil borte liggende Landsby, hvis Gaarde efter Skik og Brug havde hver sin Mølle, og vi maatte parlamentere med en Mand, som var i Begreb med at lukke sin Mølle og gaa hjem. Parlamenteringen var meget vanskelig, da han dels ikke forstod et Ord tysk og dels var bange for os 4 fremmede Fyre. Det lykkedes os dog ved Hjælp af venskabelig Pantomime og en meget beskeden Sum først at berolige ham og dernæst at faa Tilladelse til at overnatte i hans Vandmølle, som flød paa 2 Pramme, mellem hvilke Møllehjulet var anbragt. Den ene Pram var overdækket af et Bræddeskur, som indeholdt Mølleværket samt en lang, ret smal Trækasse, Møllerens Hvilested med hans skidne Faareskindspels.

  Ved Lodtrækning bestemtes det, at Sattler og jeg skulde følge med Ungareren til Landsbyen for at kjøbe Proviant, da vi ingen Middagsmad havde faaet. Til Gjengjæld skulde vi saa om Natten have Lov at ligge i Møllerens Seng, medens de 2 andre skulde sove paa det bare, ret utætte Bræddegulv. I Mulm og Mørke fandt vi da, ledsaget af Mølleren, Kroen, hvor vi spiste til Aften, varmede os og kjøbte Brød, haardkogte Æg og — en Liter „Sliwowitz", ungarsk Brændevin, en meget kraftig, men lidet velsmagende Drik. Med megen Møje, men mætte og varme af Turen, fandt vi tilbage til Vandmøllen og de to sultne, forfrosne Kammerater, der nu kunde spise, medens vi af og til rev Tændstikker, andet Lys havde vi ikke. Om Natten frøs vi stærkt, sov kun meget lidt og hilste Daggryet med Glæde. Ved dettes Frembrud steg vi i Land og løb os varme, hvorpaa vi after gled ned ad den brede Strøm efter at have sagt Farvel til Mølleren, der nu var os velvilligt stemt og fik sig en Slurk af vor Sliwowits" til Afsked.

  Ved Middagstid naaede vi i Storm og Regn det Sted, hvor Donau deler sig i 2 omtrent lige brede Arme, der omslutter en stor Ø og bøjer mod Syd. Vi valgte nu den vestlige Arm og blev derved af Stormen dreven ind paa Øens vestlige Side, som vi havde meget ondt ved at holde os klar af, saa at vi milevidt maatte buxere vort skrøbelige Fartøj langs Kysten til Øens Sydspids. Herfra kunde vi se Taarne og Fabriksskorstene i Buda-Pesth, det stimulerede os, Regnen var holdt op, men det vanskeligste forestod, vi skulde jo over Floden, og det turde vi ikke risikere her, hvor den var saa bred og ret oprørt af Blæsten. Vi buxerede derfor vort Fartøj et godt Stykke op langs Øens østlige Side, hvor vi jo havde Læ. Herfra ansaa jeg det for ikke altfor risikabelt at sætte over Floden, jeg skulde styre og formanede mine Folk til at ro ganske roligt og uafbrudt, selv om vi skulde faa lidt Vand i Baaden, som det jo gjaldt om at holde paatværs af Strømmen, idet vi jo havde Blæsten og Søerne i Ryggen. Men Sattler turde ikke være med, han blev paa Øen, medens vi andre 3 gled ud paa den brede Strøm og slap lykkeligt over, hvorpaa vi tog vor Sliwowitz-Flaske frem, svingede den over imod Sattler, som vi kunde øjne paa den modsatte Bred. Saa trak vi vor Baad paa Land, slæbte den op bag et Hegn og begav os, sultne, vaade og udasede paa Vej til Buda-Pesth, hvor Lysene var begyndt at tændes, og hvor vi fandt det zünftige Herberg, hvor der netop var Mødeaften, og hvor vi efter at have afleveret de nødvendige zünftige Formularer blev modtaget med varm Mad, Masser af Øl og gratis Nattelogis.

  Sattler var imidlertid sluppen over Floden med en større Baad og kom traskende senere paa Aftenen. Næste Morgen, som var en Søndag, gik et Par af os ud og solgte vor trofaste Schinackel for 4 Gylden, den havde kostet os 6, og efter de sidste Dages Strabadser havde vi ikke rigtig Mod paa at fortsætte ad Donau længere ind i det ukjendte Land, saa meget mindre, som de ungarske Bønder, vi havde truffet undervejs, havde vist os en tvær og halv fjendtlig Holdning. Om Søndagen besaa vi saa Buda-Pesth og brugte de 4 Gylden, som Schinacklen havde indbragt, saa at vi om Aftenen ikke havde en Kreutzer.

  Men vi havde sat os Belgrad som Maal, og vi pantsatte derfor om Aftenen vore Uhre, saa kunde vi akkurat faa 3die Klasses Jernbanebilletter til Belgrad, hvor vi efter en Nats Kjørsel ankom Kl. 11 næste Formiddag uden en Kreutzer i Lommen. Brandenburgeren, som intet Uhr havde, maatte blive i Buda-Pesth og søge Arbejde der. Kjørselen om Natten havde været meget trættende, og vi havde, ligesom paa vor Sejltur, haft rig Lejlighed til at betragte de ungarske Bønder, store mørkøjede Karle med uhyre Knebelsbart, lange Støvler og maleriske hvide, uldne Kapper med herligt Broderi af kulørt Uldgarn. Kvindedragterne var endnu mere brogede og maleriske.

  Saa var vi altsaa i Serbiens Hovedstad, og nu skulde vi søge Arbejde, men — allerførst skulde vi, uden Penge, have Middagsmad. Vi fandt Gasthaus „zum schwarzen Hahn", der havde en østrigsk Vært, forlangte Middagsmad, og da vi havde spist den, forklarede vi Værten Situationen. Aah, det gjorde saamænd ikke noget, vi var jo Tyskere, saa var vi sikre nok, vi kunde godt blive boende der, og vi blev der. Næste Dag søgte vi Arbejde og fik det. Det var i Kong Milans Tid. Byen bar Præg af Orienten, det var jo ikke saa længe siden, at Serbien var bleven befriet fra Tyrkernes Aag, der var endnu et saakaldet Tyrkerkvarter med delvis tomme og forladte Boliger, mellem hvilke stod en lille melankolsk Moske, Minareten var halvt nedstyrtet og Svalerne fløj ud og ind ad de ituslaaede Vinduer. Serberne gik den Gang endnu i Nationaldragter, som var meget malerisk og lignede den tyrkiske, man gik med Fez af forskjellige Farver, Mandfolkene med Pludderbuxer, forsynet med en hel nedhængende Pose bagi og iøvrigt forneden bundet opad Benene med Baand fra de sandalagtige, bløde Sko. Men Kvindernes Dragter var navnlig pragtfulde. At se Bondekonerne fra Omegnen sidde paa Torvet med deres Fjerkræ og Grøntsager var at se et Orgie af pragtfulde Farver; Skjørterne og Trøjerne var broderet med de karakteristiske Hjemmebroderier, og mange meget smukke Kvinder saa man stadig. Paa det sorte Haar havde de en højrød Fez, omvunden af Fletninger, den gifte Kvinde havde Kvast i denne Fez, den ugifte ikke. Men det var ikke alene Almuens Kvinder, der bar Nationaldragter, jeg har set uniformklædte Officerer promenere deres smukke Fruer om Søndagen i en Dragt, der f. Ex. kunde bestaa af glat, hvid Atlaskes Nederdel, dertil en ganske kort mørkerød Fløjels Trøje, kantet og foret med Skind, samt de hvide Ærmer med Guldbroderi, paa Hovedet den højrøde Fez med Kvast, dertil stor hvid Silkeparasol.

  Byen havde en højtliggende, gammel Fæstning, der mindede om vort Kastel i København og laa ud imod Donau, der her forenede sig med Sava. I Fæstningen havde man Slaverne, som gik løse, dog ikke anderledes, end at de havde en Jernring om Livet, fra hvilken der gik en Jernlænke ned til en Ring om det ene Ben. Det raslede stygt, og naar hele Slaveflokken om Morgenen gjennem Byens Gader blev ført paa Arbejde af Soldater med skarpladte Geværer, hørte man den uhyggelige Raslen i lang Afstand, inden man saa Flokken.  Det var dømte Forbrydere, næsten alle var Mordere.

  Maj, men navnlig Juni var meget varm, her var jo udpræget Fastlandsklima. Kong Milan var forhadt, fordi han holdt til med Østerrigerne, Folket vilde støtte sig til det store, slaviske Rusland og hadede allerede dengang Østerrig. Jeg arbejdede en Maanedstid paa det under Opførelse værende nye kongelige Slot, eller rettere sagt paa den første Trediedel deraf, som man begyndte med, da der ikke var Penge til mere. Saa en Dag skulde den østerrigske Kronprins Rudolf med Gemalinde besøge Belgradhoffet. De kom sejlende paa en Damper opad Donau fra et Besøg i Konstantinopel, og jeg saa oppe fra Fæstningsvolden hele det pragtfulde Syn, da Østerrigerne steg i Land med deres hvide Uniformer og grønne Fjerbuske paa de trekantede Hatte. Men det maatte gaa i Huj og Hast, ind blev de puttede i lukkede Ekvipager, og afsted gik det til Slottet i fuld Firspring, man var saa bange for Attentater, Vinduerne maatte ikke engang staa aabne paa Kortegens Rute.

  I Dagens Løb lød jo saa Musikken med den østerrigske Nationalhymne fra Tid til anden, men det var en uhyggelig Fest. Aftenen forud kom Politiet ned i det kongelige Slots Kjælder, hvor vi Haandværkere havde vort Værktøj, sendte os hjem med Forbud om at komme næste Dag, og rodede derpaa hele Kjælderen igjennem (de havde endog opbrudt vore Værktøjskasser, for at finde mulige Bomber eller Vaaben).

  Kong Milan var en smuk lille Mand, vi saa ham næsten hver Dag stige tilvogns i sin røde Uniform og kjøre sig en Tur, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, han maatte jo vise sig, men det var ikke raadeligt at kjøre langsomt. Dronning Natalie saa man sjældnere, men jeg havde en Dag i Domkirken Lejlighed til at betragte hende ganske nærved, og jeg mindes ikke at have set skjønnere Kvinde. Hun var russisk.

  Naar den lille Kronprins Alexander, der var en 4—5 aarig Dreng, gik og legede i Slotshaven, var han omgiven af Officerer, og ved Havens Indgang stod dobbelte Skildvagter. Han blev jo senere som Konge gift med Dronning Draga, myrdet sammen med hende og kastet ud af et Vindue i Slottet, som jeg havde arbejdet paa.

  I Gasthaus zum schwarzen Hahn havde vi det rart efter Omstændighederne, der var ganske vist meget Væggetøj i vore Senge, i vort Værelse, hvor der var Lergulv, færdedes Rotterne, talrige og ugenerte, men vor Kost var dog spiselig, og Værtshusfolkene hæderlige og velvillige. Men efter 3 Maaneders Forløb, da jeg efterhaanden hos 3 forskjellige Mestre var bleven regulært snydt for en Del af min Dagløn (de var saa underlig glemsomme med, hvad de havde lovet), og da jeg havde faaet en lille Rejseunderstøttelse, 150 Kr., af Classenske Fideicommis, fornyet, gik jeg en Dag, ledsaget af mine Kammerater, med min Randsel ned til Donau og steg ombord i en Damper, der gik østpaa, jeg vilde til Konstantinopel. Værten havde efter gammel kjøn Skik givet mig et Brød, en Skinke og en Dobbeltliter god Vin (fra hans egen Vinhave) med til Fortæring paa Vejen. Kammeraterne vinkede til Afsked, og afsted gled jeg, nu var jeg alene, og den vemodlignende Følelse, som jeg havde ved Afskeden, gjaldt egentlig kun mine skikkelige, gode Kammerater, derimod ikke Belgrad, hvor Værten den allerførste Dag havde sagt til os: „Naar De gaar ud om Aftenen, skal De helst gaa midt paa Gaden, paa Fortovene hænder det meget jævnligt, at Folk bliver stukken ned bagfra." —

  Sejladsen nedad Donau var forfriskende i den stærke Varme, Omgivelserne blev mere og mere maleriske, og Rejseselskabet mere og mere blandet og broget. Jeg traf en kjøn ung Tyroler, som over Konstantinopel skulde til en Tante i Adrianopel, hvor hun havde Værtshus, og hvem han skulde hjælpe. Han hed Joseph Turnez og var i Tyrolerdragt med et bredt Bælte, hvor „Vaterland" stod broderet i hvide Bogstaver; naiv og ganske uvant med at rejse var han, og om det nu var min Suffisance og Erfaring, eller min medbragte Proviant, som jeg delte med ham, der forekom ham tiltrækkende, nok er det, at vi sluttede os sammen lige til Konstantinopel. Om Nætterne laa Damperen fortøjet ved en eller anden lille By, jeg husker saaledes en med det herlige klingende Navn „Lom Palanka", i Rumænien, her gik jeg om Morgenen meget tidligt i Land for at tigge gamle Frimærker. De faa Rumæniere, der var tidligt paa Benene, bar alle Nationaldragter, herlige, maleriske, navnlig for Kvindernes Vedkommende.

  Efterhaanden fik vi adskillige Muhamedanere ombord, Folk f. Ex. fra Bosnien, der skulde til Konstantinopel, ja selv Pilgrimme, som skulde til Mekka. Det var jo højst interessant at iagttage deres urokkelige, flegmatiske Færd, vi andre existerede tilsyneladende slet ikke for dem. Morgen, Middag og Aften forrettede de deres Bønner efter omhyggeligt at have vasket saa stor en Del af deres Legeme, som det nu lod sig gjøre. Saa tog de et lille Kompas frem for at undersøge, i hvilken Retning Mekka laa, og bredte dernæst et lille Tæppe paa Dækket i Retning efter den hellige Stad. Saa begyndte Bønnerne, og man saa kun Læberne bevæge sig, Manden knæle ned paa Tæppet under stor højtidelig Andagt, snart kaste sig helt næsegrus ned paa Hænderne, stadig knælende, snart atter rette sig op paa Knæ med Hænderne for Ansigtet. Jeg kunde en Dag ikke undlade at bemærke, at Skibet gjorde en fuldstændig Drejning under deres Bønner, saa at de fromme Pilgrimme kom til at ligge i en meget uærbødig Stilling, nemlig næsegrus paa Hænderne, men med Bagdelen løftet lige mod Mekka. Men det gjorde maaske ikke noget. Det faldt selvfølgelig ingen ind at forstyrre deres Andagt. De sad iøvrigt den meste Dag i Grupper paa Dækket, paa Hug og røg af deres Vandpiber samt læskede sig med Flodvand.

  I Nærheden af den saakaldte „Jernport", som endnu den Gang var vanskelig at passere, saa man paa Klipperne ved den sydlige Bred indhugget store Inskriptioner fra Romertiden. Fra Rutschuck kjørte vi tværsigjennem Bulgarien til Varna ved Sortehavet. Paa Vejen viste man os et stort Kors oppe paa en høj Klippe. Dette Kors havde Bulgarerne rejst til Minde om, at man fra denne Klippe fik Øje paa den russiske Hjælpehær, der under Krigen kom for at befri Bulgarien. I Varna gik vi en Aften ombord paa Damperen „Helios", som skulde føre os over Sortehavet, ind gjennem Bosporus, til Konstantinopel. Vi laa paa Dækket om Natten og frøs klækkeligt, var derfor meget tidligt paa Benene, og nu kunde man se den tyrkiske Kyst dukke frem og blive tydelig i al sin yppige, fremmedartede Skjønhed. Paa en lille Skude saa vi det første røde Flag med den hvide Halvmaane, Solen stod op inde over Lilleasien og skinnede paa Europakysten.

  Saa gled vi ind i Bosporus, kastede Anker i Indløbet, fik Toldvæsen ombord og gled dernæst videre mellem de eventyrligt skjønne Kyster, hvor hvide Paladser, Villaer, Moskeer med hvide Minareter og gamle Kirkegaarde afløste hverandre, pragtfuldt beskinnede af den opgaaende Sol og omgivet af Pinier, Cypresser og anden yppig Vegetation. Saaledes sejlede vi vel en Timestid, saa lagde der sig en tæt hvid Taage over det hele og skjulte alt for os. Da vi saa kastede Anker paa Konstantinopels Rhed, lettede Taagen temmeligt pludseligt som et Tæppe, og det mest betagende Panorama, jeg nogensinde har set, dukkede op for vore undrende Blikke. Jeg fik dette underlige Tryk for Brystet, som jeg stundom i mit Liv har faaet ved pludselig Skræk eller andre stærke Indtryk. Paa Pynten foran os havde vi Sultanens hvide Serail, „Yildiz Kiosk", paa den anden Side laa Skutari og bagved os de højt liggende Forstæder Galata og Pera med det berømte Sarazener-Taarn øverst. Og saa alle de store Moskeer med deres utallige, hvide Minareter, det blaanende Bosporus, alt pragtfuldt beskinnet af den straalende Sol. Jeg glemmer aldrig den ubeskriveligt betagende Skjønhed af dette ganske feagtige Panorama. — Men snart fik vi andet at tænke paa, thi nu blev Damperen jo tæt omgivet af Smaafartøjer, og op paa Dækket vrimlede en saare broget Skare af Bondefangere, Kadrejere og Kaik-Roere, som under utrolig Brølen paa Alverdens Sprog og næsten med Magt vilde kapre os og bringe os i Land.

  Min Ven, Tyroleren, og jeg overgav os efter megen pantomimisk Parlamenteren til en Røver, som med Løfte om nogle faa Pjastre skulde føre os i Land, og ind imod Havnen roede vi da med vor ikke vidtløftige Bagage, Tyroleren havde en lille Haandkuffert, jeg blot en Randsel. Da vi var naaet omtrent til Landgangen, stoppede vor Mand op, forlangte en 4—5 Gange højere Betaling end den, vi ved Hjælp af opløftede Fingre havde akkorderet om. Men jeg, som maatte „føre Ordet", var ubønhørlig og gjorde ham begribelig, at den akkorderede Sum skulde blive erlagt, naar vi stod paa Landjorden, men ikke før, og at han godt maatte ro os ud til Skibet igjen. Endelig maatte han give Kjøb og havde jo iøvrigt ikke præsteret andet, end hvad man i de Tider jævnlig kunde opleve i Italien. Paa Landjorden blev vi modtaget af en Politibetjent med Fez paa Hovedet, Sabel og Revolver ved Siden. Han skulde se vore Pas, men rystede paa Hovedet og betydede os, at de ikke var i Orden, vi maatte følge med, og han internerede os derpaa i et aabent Bræddeskur, hvor han stillede sig til at passe paa os, medens vi begloedes af en broget Skare Dagdrivere og en stor Mængde herreløse Hunde. Jeg gjorde et forgjæves Forsøg paa at bestikke Ordenshaandhæveren, Tyroleren udstødte jamrende det ene „Jesus Maria und Joseph!" efter det andet, og jeg vidste ikke mine levende Raad, da jeg mellem Tilskuerne opdagede en tysk udseende Mand, som saa paa tysk forklarede os, at vi skulde blot i den offentlige Politiret for at betale en Mulkt, fordi vore Pas ikke var bleven viseret af den tyrkiske Konsul i Belgrad. Da vi saa havde ventet i Timevis, førte Betjenten os op ad de stejle, krogede Gader i Galata, her var sandelig nok at se paa, en broget Mængde, Lastdragere, Æseldrivere, Vexellerere ved deres Smaaborde paa hvert Gadehjørne, hele Horder af herreløse magre Hunde, forbidte og skabede, Vandsælgere, brølende af fuld Hals, en Vrimmel, malerisk ubeskrivelig, og den straalende Sol over det hele.

  I Politirettens store Forhal ventede vi atter et Par Timer, bevogtet af Betjenten, som vi dog fik Lov at traktere med Kaffe, som vi kjøbte til os alle 3 hos en ambulant Kaffesælger, der stillede de smaa dampende Kopper paa Flisegulvet foran os og endda kunde sælge os lange, fedtede, velsmagende Butterdejgsbrød til, i Kaffen var, paa tyrkisk, det fine Grums, og vi følte os meget vederkvæget. Imidlertid kunde vi jo i Ro betragte Folkelivet, den brogede Vrimmel i Hallen og paa Gaden samt smaa overraskende Scener, der af og til udspilledes for vore Øjne; man kom efterhaanden trækkende med andre Arrestanter, og disse fik en meget ublid Behandling. I Hallens 4 Hjørner var 3 kantede Skabe, hvis Døre var bunden med tykt Sejlgarn, og ud af disse Skabe halede man af og til en Delinkvent, saaledes f. Ex. en stor, gammel Mand med Turban, lang Kaftan og det lange, hvide Skjæg tilsølet af størknet Blod, han lignede en bibelsk Patriark. Min Ven, Tyroleren, gav sig til at flæbe ved dette Syn, og jeg maatte forestille ham, at der jo endnu ikke var hændet os selv andet, end hvad man kunde le af. Saa blev vi endelig ført ad en Del Trapper op i en lille Retssal, hvor der sad 7—8 turban- og sortklædte Muselmænd om et Bord. De sad paa bløde Divaner, røg paa deres Vandpibe og havde god Tid. Efter at de havde set lidt paa os og snakket lidt om os, sendte de atter Betjenten afsted med os, nedad en Masse Trapper, og -— nu endte vi i en lille Fangegaard, der var omgiven dels af Mure med Glasskaar ovenpaa, dels af Fængselsbygninger.

  Joseph Turnez stak atter i at tude, og jeg bad ham meget om at dæmpe eller dog skjule sine Følelser. I denne Fangegaard færdedes Fanger og Fangevogtere, og Fangerne tilhørte mange Nationaliteter og bar de forskjelligste Dragter. Idyllen egnede sig nu egentlig ikke til at opmuntre os.  Vi saa f. Ex. saaledes pludselig en Fange komme tumlende ud af en Dør med en Vogter efter sig, som gjennempryglede ham med knyttede Næver under Fangens højlydte Protest og Veraab. Mit Haab var en tyk, ældre sortklædt Muselmand, som sad ved et lille Bord i et skyggefuldt Hjørne af Gaarden og røg sin Vandpibe. Ganske rigtigt blev vi endelig ført hen foran ham, kom af med en meget beskeden Mulkt, og — Befrielsen slog, idet en Betjent fik Ordre til at føre mig til den danske Konsul, og Tyroleren blev af en anden ført til den østrigske. Nu var vi altsaa skilt, men vi havde sat hinanden Stævne i et Værtshus i Galata, hvor Værten var Østriger. Den danske Konsul viste sig at være Svensker, og han sagde ikke stort andet til mig end: „Hvad Pokker vil De dog i Konstantinopel?" Et godt Raad eller lidt venlig Opmuntring var der slet ikke Tale om.

  Da jeg saa langt over Middag meget udmattet fandt „Stadt Breslau", sad Tyroleren der og drak Øl, noksaa fornøjet, han var kommen først, og modtog mig med det Udraab: „Ich haab' schon Arbeit für Dich!" Ja, det forholdt sig næsten rigtigt, idet en tilstedeværende Bondefanger havde hørt ham fortælle Værten vort Eventyr, og at hans Ven, den danske Tømrersvend, vilde søge at faa Arbejde. Bondefangeren havde da blandet sig i Samtalen og sagt, at han kunde godt skaffe den danske Tømrersvend Arbejde. Ja, det var jo udmærket. Næste Morgen mødte efter Aftale Bondefangeren, som ikke saa indtagende ud. Han bar rød Fez som alle andre, graat lappet og luvslidt Tøj, og at han havde bare Fødder i Støvlerne, fremgik klart af, at han havde skaaret et Par store, runde Huller i disse, et paa hver Side, ved Hjælp af hvilke han luftede sin Knyster. Det saa bekvemt og bramfrit ud. Han havde kortklippet Fuldskjeeg, og i den ene ret indfaldne Kind var et lille aabent, vædskende Saar, som ikke pyntede. Senere hørte jeg, at han var af ungarsk Zigeuner-Oprindelse. Han ledsagede mig over i Stambul, hvor der nede ved Vandet blev bygget en Badeanstalt, som et østrigsk Tømrerfirma havde i Entreprise. Vi traf Formanden, som havde 1 tysk Svend, Resten var Grækere, han vilde gjerne have en Tysker (mig) til, og jeg kunde blot møde næste Morgen, jeg skulde være velkommen. Saa gik jeg igjen, trolig fulgt af min Bondefanger, der jo nu krævede sin Betaling og forlangte en Sum, som der aldeles ikke kunde være Tale om, jeg sagde, at jeg vilde give ham 5 Francs, og saa begyndte der jo et Skjænderi.   Vi traskede afsted ad „Stadt Breslau" til, han blev mere og mere højrøstet og uforskammet, og da jeg var ganske rolig og ubønhørlig, puffede han til mig og spurgte, om jeg vilde boxe. Vi havde imidlertid samlet et net Opløb. Saa sagde jeg: „Lad os nu gaa hen paa „Stadt Breslau", drikke et Glas Øl og snakke roligt om Tingene," hvorpaa jeg gik hurtigt, og han fulgte med. Men han kunde ikke presse mere end de 5 Francs ud at mig og truede mig stygt, da jeg gav ham dem og forsvandt op paa mit Værelse.

  Saa arbejdede jeg da i Stambul. De 2 Tyskere var skikkelige, ordentlige Folk, Grækerne var saa tyvagtige, at vi ikke kunde forlade vort Værktøj et Øjeblik, uden at det forsvandt paa en mærkelig Maade. Hver Dag gik jeg til og fra Arbejde over den store berømte Pontonbro, som forbinder Galata med Stambul, og som i sin Tid var fremstillet i Panoramabygningen i København. Paa denne Bro vrimlede Alverdens Nationer fra Øst og Vest, det var et fængslende og ganske forbløffende Skue. Hist kom et Par alvorlige Persere i Kaftan og med de høje, mærkelige Huer, der en Flok Grækere i Nationaldragt, med hvide Skjorter, Snabelsko og andet Tilbehør, Ægyptere, Jøder i lang Talar og med Hængekrøller, Europæere fra Balkanlandene, alle i brogede, herlige Nationaldragter, men hvad kom der? en lukket Karet med 4 tilslørede Haremsdamer, bevogtet af 2—3 sorte Eunuker, ridende paa vælige Heste, saa en Blokvogn med Bøfler for, Lastdyr med deres Drivere, en Række Kameler, fuldt belæssede, Hunde var her formelig ikke Plads til, men Tiggere i alle Arter, rædsomme Krøblinge, smilende frække eller ynkeligt jamrende. Paa denne Bro sad en ca. 50aarig Mand paa Hug, lænet mod Brystværnet, han havde to store, tomme dybe Øjenhuler, ganske sorte af vrimlende Fluer. Ham havde jeg lidt ondt ved at komme forbi et Par Gange om Dagen, Synet af ham var rædsomt. Paa hver Ende af Broen var posteret 4 Vogtere med hvid Talar, de krævede Bropenge ind og havde nok at gjøre, thi ikke alene skulde de kræve ind og samle alle disse usle Skillemynter, men der skulde jo ogsaa passes paa de ikke ganske faa, som vilde snige sig over uden at betale, de skulde gribes, prygles i en Fart og hives tilbage, naar de ikke havde Penge, og alt dette maatte foregaa kvikt og expedit, og — meget underholdende saa det ud.

  Saa arbejdede jeg da ca. 3 Uger paa den omtalte Badeanstalt. Frokost spiste vi, de to Tyskere og jeg, inde i en Slags Viktualiebutik, naturligvis aaben ud mod Gaden og med et Bord i et Hjørne til Gæsters Bekvemmelighed. Forplejningen var, om jeg saa maa sige, beskeden. Jeg husker den daglige Ret, som stod paa Trækulgløder paa en Jernhylde i Vinduet og bestod af brankede Smaastykker af fedt Faarekjød, svømmende i Fedt og baade lugtende og smagende af Fordærvethed. Jeg nød kun denne Ret den første Dag, derefter maatte jeg nøjes med Brød, Æg og lidt Frugt samt lunkent, dovent Øl. Medens vi spiste, maatte vi jævnligt alle 3 gjøre en samlet Attaque paa Hundene, som vrimlede ind fra Gaden i Dusinvis med en Paatrængenhed, haardnakket og dikteret af bitter Sult, og disse store Dyrs Udseende og hele Tilstand var iøvrigt ikke appetitvækkende.

  En Dag, da vi sad i dette Paulun og netop var færdig med at spise, lød der pludselig stærk Trampen og øresønderrivende Skrigen og Hvinen i Etagen ovenover, der var kun enkelt Bræddegulv, og Lyden var meget tydelig, Vinduerne blev lukket op, og helt ud paa Gaden lød de frygteligste Kvindehyl og Jamren. Jeg sprang op i Forskrækkelse, men den ene Tysker sagde ganske roligt: „So, jetst ist das alte Weib d'roben gestorben!" Hylene, vi hørte, var fra Grædekonerne, der havde siddet paa Vagt og ventet paa, at Sjælen skulde slippe afsted. Disse professionelle Grædekoner lejes til denne Tjeneste og havde, fortalte han mig, et godt Levebrød deraf. Varmen var stærk, men kunde om Dagen holdes ud, da man jo færdedes nede ved Vandet i den rene Søluft. Om Natten kneb det, hovedsagelig paa Grund af Væggetøj og Lopper. Naar saa dertil kom Varmen og den infernalske Larm af Gadens Hunde, der hylede, gjøede og sloges som rasende om Gadens Affald, og Natten var jo deres egen, saa blev der ikke megen Søvn. Overfor saadanne Masser af Væggetøj maatte man overgive sig. Jeg delte nogle Nætter Værelse med en ung schweitzisk „Zuckerbäcker", der var kommen til Byen for at faa Arbejde, men intet kunde finde. En Nat, da jeg tændte Lys for at kjæmpe med Fjenderne, sad Zuckerbäckeren op i Sengen og græd. Jeg forsøgte at trøste ham, men uden nogen Overbevisning eller Resultat, da jeg selv var meget forpint.

  Men jeg var jo i Konstantinopel og maatte se at faa det bedst mulige Udbytte deraf, Aftenerne oppe paa „Stadt Breslau"s flade Tag, var det bedste af Tilværelsen, og det Panorama, som bredte sig for Ens Blik, var saa feagtig skjønt og ubegribeligt, at det aldrig kan glemmes. Havnens og Rhedens mylrende Liv og Krydsen af smaa og større maleriske Fartøjer, det hvide Slutari overfor paa Asiens Kyst, omtrent som Helsingborg i Forhold til Helsingør, de Masser af Moskeer, hvis Kupler og Minareter forgyldtes og farvedes af den nedgaaende Sol, hele den farverige pragtfulde Belysning i Atmosfæren udover Byen og de fjerne Højder i Asien, ja det lader sig overhovedet slet ikke beskrive, og alt uden Undtagelse, hvad Jeg har set, blegner som sagt ved Sammenligningen.

  Joseph Turnez var rejst til Adrianopel, men om Søndagen og tidligt paa Aftenen gik jeg rundt med mine 2 Arbejdskammerater og saa paa Gadens vrimlende Folkeliv; der var nok at se paa, alt foregik jo paa Gaden, alle Boder var aabne ud mod Gaden, Cafehusenes Gjæster sad udenfor paa Gaden, som de delvis spærrede, og naar den eneste Sporvogn, forspændt med 1 Hest, kom i fuld Fart, saa blev der Halløj, og det gjaldt om at komme afvejen i den smalle Gade. Foran Sporvognshesten løb en Tyrk, som havde den Bestilling ved uhyre Skraal samt ved Puf og Knubs at faa Folk af Vejen; hans Embede var anstrengende, og naar Sporvognen holdt, satte han sig paa Trinet foran for at trække Vejret. Iøvrigt bar hele Gadelivet Præg af, at alle havde rigtig god Tid. Den berømte, store overdækkede Bazar fik jeg at se. Der skulde man tage sig iagt, hvis man havde Kostbarheder eller mange Penge paa sig, men — det havde jeg jo ikke. Det var en mærkelig, tilsyneladende underjordisk Labyrinth med paatrængende, frække Handlende, der solgte alslags brogede Ting, Smykker, Tæpper, Vaaben, ægte og uægte mellem hinanden, og skønt man ikke saa rig ud, var man udsat for en mageløs fræk Paatrængenhed fra alle disse Jøder, Grækere, Armenier o. s. v.

  Da jeg havde arbejdet 6 Uger dernede, begyndte jeg at faa Feber, led af en ubehagelig Tørst og Hovedpine, Maskineriet kom i Uorden, vistnok navnlig paa Grund af den rædsomme, tidt halvt fordærvede Kost, og mine rare Arbejdskammerater, som gjerne vilde beholde mig, raadede mig dog nu indstændigt til at forlade Byen, hvis det var mig muligt. Jeg havde faaet opspurgt, at det store østerrigsk-italienske Dampskibsselskab „Lloyd Austriaco" havde en dansk Maskininspektør, Jørgensen, som boede i Konstantinopel; ham henvendte jeg mig til, og han sagde: „Kan De se den Damper derude paa Rheden, den gaar til Triest imorgen Kl. 3, og hvis De vil sørge for at være derude Kl. 2½ imorgen, skal jeg tale med Captajnen om at tage Dem med for en billig Penge." Det lod jeg mig ikke sige 2 Gange, og den herlige Mand udvirkede ikke alene, at jeg fik Lov til at sejle med til Triest for nogle ganske faa Francs, men at jeg fik Lov at spise gratis med Maskinmestrene paa hele Rejsen, der varede 6 Dage. Dette sidste vilde sige, at jeg, der i saa lang Tid ikke havde faaet ordentlig Føde, nu hver Dag fik 2 herlige Maaltider med flere Retter Mad og god Vin, og da jeg den første Dag bad den skikkelige italienske Maskinmester om Undskyldning, fordi jeg aad saa forfærdeligt, sagde han med et godmodigt Smil: „Das frreut mich, dass Sie können essen so gut mit Appedit!"

  Den herlige friske Søluft og den rigelige, gode Føde gjorde, at jeg følte som et himmelsk Velvære, og paa et Par Dage var jeg ganske rask. Og dog var det mig jo en Skuffelse, at jeg skulde forlade Konstantinopel efter 2 Maaneders Ophold, da jeg havde Arbejde og for saa vidt kunde være blevet der hele Sommeren. Jeg naaede saaledes f. Ex. ikke at komme over til Skutari, der laa saa nær og vinkede ovre fra Asiens Kyst. Men denne Sørejse var nu nok værd at tage med, ikke alene for de skjønne, navnkundige Kyster, man sejlede forbi i Dardanellerne, Øerne i Ægæerhavet og senere Grækenland, men Rejseselskabet var saa malerisk og mangfoldigt, Dragterne og Mennesketyperne var saa karakteristiske og udprægede, jeg har ikke nogensinde været saa nær paa Livet af noget lignende, man kunde slet ikke blive træt af at betragte og observere. Det er tungt at tænke, at den grimme europæiske Dragt vel nu for Størstedelen har fortrængt denne brogede, maleriske Herlighed. Havet og Himlen var mere blaa her, end jeg nogensinde havde set det, og en Søndag Morgen dukkede Akropolis op i det Fjerne og nærmede sig mere og mere i sin hvide, solbeskinnede Pragt.

  Vi kastede Anker paa Rheden ved Piræus, her skulde Damperen ligge Søndagen over, og jeg gik i Land for at tage til Athen og se, om jeg kunde træffe Landsmænd, der maaske kunde skaffe mig Arbejde, thi Athen var jo ogsaa værd at stifte nærmere Bekendtskab med. Men Jeg havde ikke Held til at finde de Landsmænd og stormede det meste af Dagen forgjæves omkring i den Anledning. Paa Klippen ved Akropolis naaede jeg dog at kravle op for at se de navnkundige Ruiner og den storartede, pragtfulde Udsigt over Ægæerhavet, Byen og de fjærne Bjærge. Men da jeg ikke for det Uvisse turde forspilde den gode Chance med Damperen, gik jeg atter om Aftenen ombord, og videre gik det ad Triest til. Vi anløb Korfu, hvor vi laa et Par Timer, og hvor jeg netop kunde faa et Indtryk af Øens maleriske Skjønhed. Et Par Dage efter kastede vi Anker paa Triests Rhed, og Rejsen med denne gjæstfrie Damper var til Ende.

  Efter at have overnattet i Triest, hvis Beliggenhed opad Høje og Skraaninger samt Udsigt allevegne til det blaa Adriaterhav var pragtfuld, sejlede jeg til Venedig, hvor jeg ankom en prægtig solbeskinnet Søndag Morgen. Ombord havde jeg truffen en bøhmisk Skræddersvend, som førte mig til en gammel Kone, hos hvem jeg fik Logis for ½ Lire, det var billigt, men nu gjaldt det om at spare paa de 10—15 Francs, jeg havde tilbage, og ganske vist havde hun næste Morgen glemt Akkorden og forlangte 1 Franc, men det var billigt alligevel for et stort Værelse med en Masse Møbler, hvoriblandt en stor gammeldags Natstol, som hun ved særdeles tydelig Pantomime paalagde mig at bruge, men at jeg ikke maatte gjøre, hvad hun udmærket tydeligt antydede ved at sætte sig op i den aabne Vindueskarm med Bagdelen ud over Gaden.

  Efter at have kigget paa Venedig et Par Dage, tog jeg med Jernbanen til Milano, hvor jeg Dagen efter tilfældig mødte Premierløjtnant Fogh, som jeg kjendte fra min Odensetid, og som var ude at se sig om, hans Fader, Oberst Fogh i Fredericia, var velhavende. Med Fogh tilbragte jeg en Dag i Milano. Han inviterede mig med i Scalateatret, hvor vi hørte Rigoletto og sad paa lste Række i Parkettet, jeg i mit ret medtagne Arbejdstøj og med lange Støvler. Fra Milano fulgtes vi Dagen efter til Grænsebyen Chiasso, der forlod jeg Fogh for at spadsere til Luzern, hvor jeg havde i Sinde at søge Arbejde. Ved min Ankomst til Chiasso havde jeg kun 10 Franc tilbage, hvad jo ikke var meget til en 6—7 Dages Tur. I Chiasso gik jeg tilsengs i et Værelse, hvor der i den anden Seng laa en ung Mand og sov, og han viste sig om Morgenen at være en preussisk Smedesvend, der vilde samme Vej som jeg, nemlig over St. Gothard til Luzern, vi slog da vore Pjalter sammen og fulgtes ad, han besad en noget lignende Sum som jeg. I de smaa Byer, vi passerede, opsøgte vi strax Politikontoret, saa fik vi vort Pas stemplet og modtog ½ Franc hver, herved forpligtede vi os til ikke at fegte, men naar vi kunde naa et Par Byer om Dagen, blev det jo dog en Franc til hver, hvilket vil sige, at Natteleje og et let Aftensmaaltid var sikret, saa maatte vi da afholde Resten, Mad og Tobak, af vor Formue. Og vi spadserede da løs, det var dejlig Sommertid, varmt var det, og de første Dage fik vi store Vabler under Fødderne, som vi saa skyllede i de smaa friske Bjærgbække, som rislede ned allevegne. Alperne var noget nyt for os begge, og vi lærte hurtigt ikke at forhaste os, men tage den fornødne Hvile. Ruten, vi fulgte, var Chiasso, Mendrisio, Lugano, Cadenazzo, Bellinzona, Biasca, Faido, Airolo, herpaa over St. Gotthard, altsaa Hospenthal og Andermatt til Gøschenen, derfra over Wassen, Amsteg, Altdorf til Füelen, og herfra med Dampbaad over Vierwaldstädtersøen til Luzern.

  Syd for St. Gotthard fulgte vi Ticino, i hvilken vi tog os mangt et frisk Bad, Vejene var herlige, hist og her beplantede med Morbærtræer, som vi havde megen Glæde af, da Bærrene netop var modne. Men Italiensk kunde vi jo ikke meget af, og det maatte vi klare os med Syd for St. Gotthard. Iøvrigt erfarede vi allerede den Gang, hvad jeg senere har faaet bekræftet, at man ikke skal rejse til Schweitz for at nyde godt af Nationens Velvilje og Gjæstfrihed, thi disse existerer ikke, Schweizerne har baade den Gang og senere gjort Indtryk paa mig af at være ret uvenlige, storsnudede og pralende. Men man glemmer ikke en 8 Dages Spadseretur som denne i den storslaaede, vidunderlige Natur, og den vil altid blive staaende for mig som et af mine herligste Ungdomsminder, man var jo sorgløs og alt i Naturen virkede saa overvældende storslaaet og nyt. Da vi en Morgen fra Airolo begav os paa Turen opad over St. Gottthard, var det meget varmt, og vi blev hurtigt trætte og udasede, men jo længere vi gik, jo mindre trætte blev vi, thi Luften blev lidt efter lidt saa let, at det var højst paafaldende, og da vi ved Middagstid naaede Hospiciet paa Toppen, var al Træthed forsvunden efter denne mange Timers uafbrudte stærke Opstigning ad den bratte Zigzag-Vej.

  Vi var jo efterhaanden passeret fra den yppige Vegetation nede i Airolo gjennem Zonen med Naaletrær, Birk og lignende til den nøgne Klippe øverst, blot med smaa kjønne Alpeblomster hist og her i de grønne Sprækker. Oppe ved Hospiciet, hvor vi hvilede os og indtog et let Middagsmaaltid, var der 2 smaa Søer, fra den ene udsprang Ticino mod Syd, fra den anden Reuss mod Nord, som vi nu fulgte under den mindre stejle Nedstigning. Paa Turen nedad passerede vi „Teufelsbrücke" over den skummende Reuss og saa de i Nærheden i Klippen indhuggede Mindeord over den russiske General Suwarauws Overgang over St. Gotthard under Napoleonskrigene. Førend Teufelsbrücke passeres i en grøn Dal de 2 smaa maleriske Byer Hospenthal og Andermatt, i hvilke man saa hele Gader af de herligste Træ-Schweizerhuse med Gavlene mod Gaden. Endnu i 1906, da jeg gik ganske den samme Tur over St. Gotthard med min kjære Eline, laa disse smaa Byer der endnu med deres gamle „Schweizerhuse" ganske urørte.

  Da vi kom til Luzern, ganske uden Penge, skiltes Preusseren og jeg. Nu skulde jeg jo have Arbejde, men først og fremmest Middagsmad og Nattelogis. Jeg opsøgte allerførst Posthuset, om der skulde være poste-restante-Brev, og ganske rigtigt var der et fra Moder, endda med en Tikroneseddel i. Den kom tilpas, min søde Moder har haft paa Fornemmelsen, at jeg efter den lange Tur uden Fortjeneste maatte trænge haardt. Nu kunde jeg spise mig mæt og faa Nattelogis, og medens jeg nu sad i det meget beskedne Svendeherberg og mæskede mig med varm Middagsmad, blev jeg betragtet bl. a. af en lille Fyr, der sad ved Siden af mig og slugte min Mad med Øjnene, samt bad, om han maatte spise det Brød, jeg havde levnet. Derved kom vi i Snak, og jeg fik, ved at høre hans daarlige Tysk, den Idé, at han var dansk. Ganske rigtigt, han var dansk Glarmestersvend og havde „valset" lige fra Kønigsberg. Saa røg der jo 2 Franc af mine til et lukullisk Middagsmaaltid for Glarmesteren, og 1 Franc extra fik han med paa Valsen ad Italien til.

  Næte Dag begyndte jeg at arbejde hos en Grobian af en Schweizer, der betalte daarligt og jævnlig brugte en uforskammet Mund imod sine Folk, hvad de andre var vant til, men hvad der ikke smagte mig, saa at jeg efter 6 Ugers Forløb skjældte ham ganske eftertrykkeligt ud og gik min Vej. Men først havde jeg arbejdet nogen Tid ude i „Tellsplatte" ved Vierwaldstädtersøen, hvor et Badehus skulde sættes istand. Mandag Morgen tog jeg saaledes med et Par Kammerater afsted pr. Damper. Værktøj samt en Del Proviant, navnlig Brød, Ost og Pølser, medførte vi, og om Aftenen efter Arbejdstid spadserede vi ind til Flüelen for at spise varm Aftensmad. Naar vi saa mætte, tilfredse og med tændt Pibe, i den dejlige lune Sommeraften spadserede tilbage ad den navnkundige Axenstrasse og kom til den lange Tunnel med de ud imod Søen huggede Gallerier, fandt vi St. Hansorme, som vi satte paa Hattene for ikke inde i den mørke Tunnel at støde mod hverandre.  Ved Tellesplatte kravlede vi derpaa højt op ad Bjerget, hvor der laa en Sennhytte med Stald forneden og Høloft over Stalden. I det duftende Alpehø over Stalden krøb vi saa op og sov de Retfærdiges Søvn.

  Naar vi om Morgenen ved Solopgang kravlede nedad Stigen fra vort Høloft, saa vi dybt under os den blanke, kulsorte Sø, medens den opadgaaende Sol glødede paa de sneklædte Bjærgtinder paa Søens modsatte Side. Morgnerne var stille og vidunderlig friske og skjønne. Vor medbragte Proviant havde henimod Midten af Ugen Tilbøjelighed til at lugte ilde, dette gjaldt navnlig Pølserne og var naturligt i den stærke Varme, men saa stegte vi dem paa en flad Sten, som vi varmede over et Baal, og saa smagte Pølserne saamænd helt godt.

  Efter 14 Dages Arbejde ved Tellsplatte blev vi sendt ud Nordvest for Luzern, hvor vi skulde nedbryde en gammel Træviadukt, som førte over Jernbanen mellem et Par Klippeskrænter og skulde erstattes af en Jernbro. Det var et farligt Arbejde, idet vi jo efterhaanden styrtede det gamle Tømmer ned paa Jernbanen i Dybet under os, saa at vi tilsidst gik og balancerede paa de nøgne Længdebjælker, som vi saa maatte styrte ned tilsidst for dernæst selv at blive firet ned fra de murede Piller, der havde baaret Viadukten.

  Inden jeg forlod Luzern, besteg jeg „Pilatus", som sydfor Luzern behersker Byen ved sin imponerende Skjønhed og Vælde. Jeg tog en Aften med Toget ud til Hergeswühl, en lille By ved Foden af „Pilatus", og næste Morgen Kl. 4 begyndte jeg Opstigningen. Da jeg havde gaaet i flere Timer, kom jeg ind i en stærk Taage, men der var kun den ene Vej, der stadig i Zigzag førte opad, saa der var intet at tage fejl af, og jeg gik trøstigt videre. Pludselig saa jeg foran mig „Hotel Klimzenhorn", og da jeg var dygtig svedt og udaset, gik jeg herind for at drikke et Glas Mælk og hvile mig lidt.

  Da jeg atter kom ud, saa jeg, at den tætte hvide Taage bølgede saa underligt, og da jeg var steget lidt højere, gik det op for mig, at Taagen var Skyerne, som jeg nu var kommet op igjennem og som laa under mig som et umaadeligt bølgende Hav, beskinnet af straalende Sol og med den klare blaa Himmel over sig. Efter en Times Opstigning naaede jeg Toppen, og herfra betragtede jeg nu det imponerende, ubeskrivelig skjønne Panorama, som det jo var meget vanskeligt at løsrive sig fra. Den dybe Stilhed afbrødes kun nu og da af en Æseldrivers fjerne Jodlen.  Rundt omkring kunde jeg se andre Bjergspidser rage op igjennem det bølgende Sølvhav, og naar der hist og her gik Hul i dette, kunde man gjennem Hullet se de smaa Landsbyer og andet langt nede i Dybet.

  Men efter at have karamboleret for Alvor med den grove Mester, var jeg kjed af Schweizerne og længtes efter at komme hjem, jeg maatte jo dog begynde at tænke paa min Fremtid. Jeg rejste da til Basel, herfra med en Rhindamper til Køln, og derfra til Antwerpen, hvor jeg arbejdede i 2 Maaneder. Om mit Ophold her og mit Møde med Frederik har jeg fortalt foran.

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>