Nogle Optegnelser om mit Barndomshjem og mine Oplevelser

  Jeg er født den 8. Juni 1859.

  Naar min Tanke flyver tilbage til mit gamle Hjem i Tranekjær, forestiller jeg mig i Reglen dette paa en varm, klar Sommerdag. De to store Lindetræer i Gaarden udenfor Køkkenet blomstrer og dufter, Bierne summer i Træernes Kroner, alle Døre staar aabne ud til det frie, Moder og Pigen gaar og laver Middagsmad, Fader er i Skolen, hvorfra hans dybe, stærke, docerende Stemme tydeligt høres helt ud i Gaarden. Saa kommer maaske „Maren Madrials" ved Køkkendøren og raaber „Hopper Goddau". Hermed har hun falbudt dejlige, store, friske Rejer, der kostede 4 Shilling for en Pægel og altsaa jævnligt kunde overkommes. Eller der kommer maaske et Barn for at købe Smør, Mælk eller Fløde. Ude paa Gaden, som vi kaldte den forbi Huset gaaende Landevej, rumler af og til en Vogn forbi, Fodgængere var der jo ikke mange af. Kommer man „ud" i Haven, som var Syd for Huset med Adgang gjennem Gaarden, var der en Yppighed af Roser, alle Slags Blomster og blomstrende Buske, men tillige var der et ældgammelt Morbærtræ og en Del yngre, af Fader plantede Frugttræer. Jeg glemmer ikke 2 ret store spanske Kirsebærtræer, de bar hvert Aar saadanne Masser af herlige Bær, at vi alle havde nok hele Sommerferien, og naar de hvide spanske var spist, var de sorte modne. Graaspurvene kunde være slemme mod dem, men Stærene mærkede vi dengang ikke i den Forbindelse. Endvidere var der i denne Have alt i Retning af Urter, Masser af Asparges, Jordbær og Hindbær. Jorden var saa udmærket og med dybt Muldlag. Denne Have skraanede ganske svagt mod Syd, hvor den begrænsedes af vor ene Mark, som vi kaldte „Toften", der atter skraanede mod Syd ned til „Flaaddet", en meget stor og vid Tørvemose, mod Øst ned til Byens Bagside, og de høje skovbevoksede „Baronbakker". Udsigten til begge Sider var mageløs dejlig og fredelig. Paa den anden Side af Flaaddet fortonede sig herlige Bøgeskove, f. Ex. „Bammeskov" og „Den lille Skov", der hævede sig paa en lille Høj midt i den store Tørvemose, fra hvis mange dybe Tørvegrave om Sommeraftenerne hørtes en klingende tusindstemmet Koncert af de mange Frøer. Jeg har andetsteds hørt Frøer, og mange, men jeg har aldrig senere hørt denne hyggelige, sammenhængende klingende Sommeraftenkoncert. Flaaddet var et rent Eldorado for vor Ven Storken, som byggede flere Steder, bl. a. hos vor Genbo, Præstegaardsforpagteren. Hyppigt spiste vi til Aften ude i Haven i det store Lindelysthus med Udsigt til Flaaddet i Aftenbelysning og til Bakkerne med bølgende Korn samt de herlige Bøgeskove. Det var temmelig langt at bære Maden fra Køkkenet ud i Lysthuset, men vi Børn hjalp jo til, vi tiggede altid om at spise derude, og disse Aftensmaaltider i det gamle Lindelysthus med den dejlige Udsigt og den hyggelige Frøkoncert fra Flaaddet hører til mine allerherligste Barndomsminder. Retterne var jo ikke mange eller overdaadige, men f. Ex. var en Rundtenom med Moders nykærnede Græssmør og salt Kød eller Rullepølse ingenlunde at foragte. Efter Thebordet, som begyndte Kl. 6, kunde jo saa Legen endnu gaa et Par Timer. For os Børn var disse Maaltider en særlig Fest i Sommerferien, naar de ældre Søskende var hjemme, f. Ex. vor ældste Søster Laura med sin Kæreste, vor kære Svoger Warberg, kaldet „Abba". Vor anden Have laa mod Sydøst og skraanede opad. Adgangen var over Gaarden, og her hed det at gaa „op" i Haven. Den indeholdt vel 25 store Stikkelsbærbuske med Bær af alle Sorter; vi kunde saa tidt, vi vilde, invitere Naboernes Børn paa Stikkelsbær, vi fik aldrig tilnærmelsesvis spist dem op. Det var vor egentlige Frugthave og vel at mærke en Frugthave, jeg aldrig før eller senere har set Mage til. For det første var der nu to store gamle Valdnødtræer, men dernæst ca. 25 gamle rigtbærende Frugttræer og gjennemgaaende med de fine gammeldags Sorter, f. Ex. Gravenstener, Flaskeæbler, Reinetter, Hindbæræbler, Kantæbler m. m. Mage til vort Kantæble og vore Gravenstener har jeg aldrig smagt. I et Frugtaar var Nedplukningen et stort Arbejde, der var mange, mange Tønder, og vi 3 yngste Brødre hjalp jo Fader, vi elskede dette Arbejde, og Træerne var næsten alle saa store, at vi kunde kravle omkring i dem og ligefrem gjemme os. Der var dengang ikke noget, der hed at sprøjte Frugttræer, og Angreb af Kræft paa Træerne kendte vi f. Ex. slet ikke. Det er jo en Selvfølge, at vi Børn i Frugttiden aad Frugt i store Maader, navnlig var det forbavsende, hvad min yngste Broder, Emil, Dagen igjennem kunde sætte tillivs, Moder paastod altid, at han i Frugttiden var blaa i Ansigtet.  Men vor Søster, „Mea", var heller ikke paa nogen Maade Kostforagter, og hun fyldte i Reglen sin Skoletaske, saa havde hun til Uddeling blandt Doktor Fibigers Børn,. med hvem hun gik i Skole hos deres Privatlærerinde. „Mea" (Vilhelmine) var den ældste af os 4 yngste Søskende, mellem hver af os var der 2 Aar. Om Morgenen var der tidt Kappestrid om at komme først ud at finde den nedfaldne Frugt saasom Valdnødder, Reine-Claude-Blommer, en frisk, moden Pære o. s. v. I denne Haves ene Hjørne havde Fader overladt vor kære Ven, Andenlærer Petersen, et Stykke, hvor han havde en meget god Urtehave. Petersen var gift, men havde ikke selv Børn, baade han og hans Hustru var store Børneelskere og altid mageløs gode mod os Søskende. Mellem Petersen og Fader herskede der i alle de mange Aar et varmt, gammeldags Venskabsforhold med den største Takt og Finfølelse fra Petersens Side som den underordnede. Han fik Skolebørnene som smaa og havde dem i 2 Klasser, hvorpaa de rykkede op til Fader, som fuldførte Undervisningen til Konfirmationsalderen. Senere kom der en Pogelærerinde, som begyndte med de mindste. Vor Frugthave skraanede opad mod øst, havde gjennem det levende Hegn en Adgang nedad en Jordtrappe til en temmelig dyb Mergelgrav, som om Sommeren enkelte Gange er tørret helt ud, saa at Karudser og andre Smaafisk laa i Hundredvis og døde paa Bunden. Denne Mergelgrav, der bl. a. tjente til Vanding for vore. Køer, naar disse var i „Toften", gjemmer mange af vore glade Barndomsminder. Her løb vi paa Skøjter om Vinteren, her fiskede vi om Sommeren eller sejlede paa selvlavede (forbudte) Tømmerflaader, plumpede i Vandet o. s. v. I samme Have var en gammel Græsplæne, der var en udmærket Legeplads og som aldrig, det jeg kan huske, er bleven gravet og lagt om. Engang havde vi fundet paa her at lave en Hytte, som efterhaanden, flere Somre i Træk, blev forbedret, og endte med at være et Telt af gamle kasserede Lagener, som vi tiggede af Moder, i Teltet var Bord, Bænke og anden Luxus. Men vor første Hytte var primitiv i høj Grad, lavet af gamle Brædder, en Dør, som vi havde løftet af og bemægtiget os, en Trillebør, som lugtede stærkt af tørt Latrin, og andet lignende brugeligt Materiale. Denne vor allerførste Hytte havde vi mere Fornøjelse af end alle senere, maaske mere fuldkomne, ikke mindst da vi havde fundet paa at lave Kakkelovn derinde, opbygget af løse Mursten med store Drænrør til Skorsten.  Naar Kakkelovnen var tændt op med Papir og Kvas, gjaldt det om at komme ud i en Fart, da Hytten hurtigt fyldtes af en kvælende Røg — men umaadelig morsomt var det. Saa lejede vi 3 Brødre, at vi var „Jensen", „Hansen" og „Frær'ksen", talte umaadelig bondeagtig, svoer og bandte samt benyttede saa mange Ukvemsord som muligt. Vi forestillede da vore fattige Naboer, der jo i Virkeligheden ikke svoer og bandte mere end de andre, men ganske vist talte de det mest udtværede syngende langelandske Bondemaal, og i dette var vi Mestre. Legen var ualmindelig morsom, men ikke paaskjønnet af vore Forældre eller andre civiliserede Mennesker, som tilfældigt kom til at overvære den. Engang, da vi ude i den anden Have legede „Hansen, Jensen og Frær'ksen" og svoer, bandte, snød Næserne i Fingrene o. s. v. (det morsomme bestod jo navnlig i at overgaa hinanden i uventet plumpe Indfald), lukkede Fru Petersen, Andenlærerens Hustru, pludselig sit Vindue op og skammede os stærkt ud under Løfte om at „sige det til vore Forældre", et Løfte hun holdt, da det jo ikke var os muligt at gjøre hende begribeligt, at vi kun „legede". Ja vi Børn havde megen Fantasi og kunde altid finde paa noget at lege, selv om dette ikke altid var lige smagfuldt. I en Periode havde saaledes Lut (Ludvig) og jeg den Ide at gaa med stive Ben, trippende Trin og dertil tale Pattebarnssprog, f. Ex. kalde hinanden „lelle Braar". Denne Leg paaskjønnedes ingenlunde af Moder, men irriterede dog særligt vor Søster Mea, der altid knubsede os saa godt, hun kunde, naar vi glædede hende med den.

  Skolen var bygget Aar 1800 under Chr. VII, og den daværende Lehnsgreves Navnetræk stod med Aarstallet smukt i Sandsten paa den lille Frontespice over Hoveddøren. Det var en udmærket smuk, monumental og stilfuld Bygning med høje Vinduer og gode Forhold. Senere har et uforstaaende Sogneraad vandaliseret Huset ved at sætte smaa, karakterløse Skorstene istedetfor de kraftige, smukke, oprindelige, der passede saa kjønt til Huset. Jeg husker med Vemod „Laus Knudsen", en ældre, lidt tyk Murer med Ringe i Ørene, naar han stod oppe paa Rygningen og udbedrede de gamle Skorstene, der ligesom den øvrige Del af Huset blev strøget med en kjøn, varm gul Kalkfarve. Laus Knudsen var ikke højere end Skorstenene, naar han stod ved en af dem, og han klædte den saa herligt. Der var ingen Kjælder under Huset. Stuernes Gulv laa omtrent i Højde med Gaden, men Terrænet skraanede, saa at der mod Gaarden var ca. 1½ Alen høj Sokkel. Stuerne var 6 1/4 Alen høje og ikke meget store, men der var tykke Ydermure og lunt i Huset. I Entre, Køkken og Skole var Murstensgulve.

Paa Loftet var alle Dage kun et langt, smalt Værelse med Skraavæg mod Øst og et Tagvindue mod Syd. Det hed „Drengekammeret" og kom aldrig til at hedde andet, selv da gamle „Tante Lise" kom til at bo der. Da der senere blev indrettet et Værelse til hende nede, idet „Kjødkammeret" og lidt af Sovekammeret blev inddraget hertil, har vi drevet det til at ligge 4 voxne og halvvoxne Brødre deroppe, men saa var Pladsen mildest talt optaget. Og hvad har dog ikke det kjære gamle Drengekammer været Vidne til! F. Ex. i Retning af Morgenkampe i bar Skjorte og med Hovedpuder og lign. til Kastevaaben, vild Jagt hele Loftet rundt, stadig i bar Skjorte, og saa ind igen. Laa der nu en Ældre voxen Broder, som gerne vilde have lidt Morgenro, ja — saa fik han det ikke. En Morgen laa saaledes Carl, vor ældste voxne Broder, og halvsov, medens vi yngste havde begyndt Kampen. Pludselig ramte en Støvleknægt med stor Kraft Forsmækken paa hans Træseng, den havde forfejlet sit Maal! Carl fo'r op med forvildede Øjne og raabte: Er I skruptossede, hiver I Gud hjælpe mig en uhyre Kampesten op i min Seng, nu skal I have Klø!! Men vi fik det aldrig, han var saa mageløs rar og godmodig. — Paa Loftet var endvidere et stort Tremmeaflukke til Frugt, Sulekar og lign., endelig et Dueslag og ellers blot aaben Plads til Kister med Sengklæder m. m. En ret stejl og ikke meget magelig Trappe førte op til Loftet, og denne var Skyld i, at der, efter at gamle Tante Lise nogle Aar havde boet deroppe, blev indrettet et Værelse til hende nede. Hun saa nemlig daarligt, var desuden ret svær og endda forvoxet, og da hun nogle Gange bogstavelig var trillet ned ad Trappen fra øverst til nederst uden dog at komme til Skade, blev Forandringen gjort, for at der ikke skulde ske en Ulykke. Efter den Tid hed det gamle Værelse med Rette „Drengekammeret". Vi var jo voxet til og boede der altid i Ferierne, naar vi var hjemme. De kjære Ferier! Hvor mange Gange har vi ikke klædt os paa til Bal oppe paa det gamle Drengekammer, hvor mange Gange har vi ikke der søgt Ensomhed og Ro ved en Roman, eller naar vi var bedrøvede, eller noget særligt skulde drøftes! Og hvor var ikke Udsigten skjøn fra Værelsets Tagvindue, som jeg endnu tydeligt ser for mig, omgivet af sit gamle brunt-blomstrede Tapet.

  Om mine Forældres Barndom og Ungdom ved jeg destoværre saare lidt, men jeg husker dog noget af, hvad de fra Tid til anden har fortalt os, og hvad vi naturligvis med Begjærlighed og stor Interesse lyttede til. Om mine Bedsteforældre ved jeg destoværre endnu mindre. Min Farfader var Eskadronskirurg (ustuderet) i Odense. Han havde, saa vidt jeg ved, giftet sig under sin Stand, med en Tjenestepige. Han hed Laurits Brandstrup og var en dannet, kultiveret Mand. Hans Hustru var født Danieline Berteline Schmidt. Hjemmet var fattigt, og Forholdet mellem Ægtefællerne var, saavidt jeg ved, trist og ulykkeligt, maaske paa Grund af den omtalte Standsforskel. Min Farfader blev periodisk sindssyg i en temmelig ung Alder. Sygdommen blev uhelbredelig, og han døde paa den saakaldte Daareanstalt i Odense. Min Fader blev født i Odense den 6. April 1812, hjemmedøbt og derpaa endelig døbt i St. Hans Kirke den 24. April 1813. Han havde en Broder, der døde ung, samt 2 Søstre, Tante Mine og Tante Marie, som begge blev gift. Fader havde som Dreng i Assens, hvorhen Faderen senere flyttede, flinke og fornøjelige Kammerater, f. Ex. Brødrene Jerichau, hvoriblandt den senere bekjendte Billedhugger. Endvidere var mellem Kammeraterne i Assens en Seligmann, senere Bankdirektør i Vejle, hvem jeg en Gang som ung Mand har besøgt der, og med hvis ene Søn jeg var Kollega og Ven i en lang Aarrække. Drengene i Assens færdedes i sundt Friluftsliv som andre raske Drenge. Fader har fortalt, at Brødrene Jerichaus Drager, Flitsbuer, Fløjter o. lign. altid var de bedste og mest fuldkomne. Senere stiftede Fader som Yngling Bekendtskab med F. L. Liebenberg, der var Søn af Slotspræsten paa Frederiksberg og om Sommeren kom paa lange Besøg i Assens. Han blev Literat og den bekjendte Udgiver af Oehlenschläger, Holberg m. m. fl. Hans fine Dannelse og æstetiske Interesser paavirkede Fader under hele Ungdommen, ikke mindst, da han som ung Mand kom til København for at læse til dansk juridisk Examen, som han tog efter et uhyre flittigt og af mange Savn præget Studium. Liebenberg var hans trofaste, fine og dannede Omgangsven og bidrog til at give ham Interesse for Teater, Litteratur, Musik og alt skjønt. Fader var af Natur et barnligt blødt, entusiastisk Gemyt, der for saa vidt har været let at paavirke, meget musikalsk var han ogsaa, og Musiken kom til at betyde saare meget for ham i hele hans Liv.   Det kgl. Teater var i sin Glansperiode med sine store uforglemmelige Kunstnere, og Fader kunde jo i sin Fattigdom ikke komme der tidtnok. Mangen Gang har han maattet sælge en Bog eller en anden Gjenstand for at faa Penge til Billetten, eller han stillede sig op ved Billetsalget og ventede, til dette var forbi, man kjendte ham efterhaanden og overlod ham jævnligt en Galleribillet for en meget ringe Penge. Saa kunde han fryde sig ved den herlige Kunst, begejstres og drømme om Fremtiden. Han maatte i en ung Alder hjælpe sin gamle, fattige Moder, som sad hjemme i Assens, og Faders Ungdom har derfor stedse været præget af Fattigdom og personlige Savn. Han fik efter sin Examen en Plads som Medhjælper paa Grevskabet Knuthenborgs Godskontor paa Lolland, men denne maatte han opgive, da han fik Skrivekrampe i Haandleddet, hvilket aldrig forlod ham. I al den Tid, jeg har kjendt Fader, maatte han staa op for at skrive, og han hvilede da paa Haanden i en fremoverbøjet Stilling, men kunde saa skrive en meget tydelig og god, omend rystende Haandskrift. Hvor ofte har vi Smaadrenge ikke ligget paa det lille Kludetæppe under Faders udslaaede Chartolklap, ved hvilken han stod og skrev uden at lade sig forstyrre af os, der vistnok ikke forholdt os altfor stille, men legede og pjankede. Min Farfader maa vistnok være bleven forflyttet til København, hvor han var Regimentskirurg, og Fader har fortalt, at da han var 4 Aar, fik hans Fader et, formodentlig det første, Anfald af Sindssyge. Dette er Faders første Barndomserindring. Men naar han iøvrigt har fortalt om sin Barndom, er denne tilbragt i Assens, hvor Faderen blev Toldbetjent, og Fader begyndte vistnok som ganske ung Mand at hjælpe Faderen i Toldvæsenet. Paa Faders lille Værelse samledes da Vennerne ofte, det var nok i denne Periode, han lærte Liebenberg at kjende, de unge Mennesker sad, hvor de kunde bedst, nogle paa Sengen, og saa gik det løs med Guitarspil, Sang, Disput og Æstetiseren. Men Fader havde Ambition og vilde gjerne frem; i Hjemmet har det vel desuden været meget trangt. Hvorledes han fik Midler til at tage sin juridiske Examen, ved jeg ikke. Og da han maatte opgive sin Stilling paa Knuthenborg Godskontor, skulde han jo have et andet Levebrød. Han kom paa Skaarup Seminarium for at uddanne sig til Skolelærer, og tog efter usædvanlig kort Tids Studium her en god Examen. Han maa jo have haft Venner, som støttede ham og hjalp ham frem, men har dog fortalt om sin store Fattigdom ogsaa under Studierne paa Seminariet og om, hvorledes han i denne Periode næsten kun levede af Vandgrød. Derpaa fik han Stilling som Andenlærer i en Landsby i Sydfyn, Tved. Vistnok paa denne Tid blev han forelsket i en ung, henrivende smuk Pige, Marie Krømmelbein, som var Lærerinde paa Bøgeskovgaard i Nærheden af Svendborg. Han friede, men fik det Svar, at han var for ung, ganske haabløst har det vel altsaa ikke været. Men Fader blev saa sønderknust over dette Afslag, at han maatte bort i nogen Tid. En Onkel, som var Købmand i Hull, inviterede ham da til et længere Ophold i Hull, og Fader kom afsted; Onkelen maa vel have betalt hans Rejse eller ejede maaske den Jagt, med hvilken han rejste over Nordsøen. I Hull, hvor han steg i Land med sin ikke indholdsrige Vadsæk og næppe overdaadigt klædt, modtog Onkelen ham paa Skibsbroen. Saa fulgtes de til det fine engelske Hjem, og paa Vejen sagde Onkelen: Hør, vi maa ind at kjøbe dig et Par Handsker, ellers kan vi ikke komme hjem til Tante! (Tanten var engelsk, og det var et stort, velhavende Hjem). Men Fader var ikke forknyt, og blev han end modtaget med Forbehold, saa varede det ikke længe, før de engelske Damer skattede og forkjælede ham. Han sang for dem og akkompagnerede sig selv paa Guitar. Han var en høj, smuk ung Mand og har naturligvis fra ganske ung haft denne naive, ubevidste Charme, som gjorde, at han aldrig var forlegen, men ogsaa i sit senere Liv banede sig Vej til alle Hjerter med sine smukke, milde Øjne og sit naturlige, ugenerte Væsen. Da han kom hjem, søgte han et Skolelærerembede, som han ikke fik, da han ikke kunde spille Orgel. Dette lærte han saa og søgte derpaa det ledige Embede i Tranekjær, som han til sin store Overraskelse og Lykke fik. Saa gentog han sit Frieri til sin elskede Marie Krømmelbein, og denne Gang lykkedes det, nu havde han jo Levebrød, og de blev gift. Hun var som sagt henrivende smuk og dertil god og blid, elsket af alle, hvem hun kom i Berøring med. Hjemmet var meget tarveligt udstyret og Levemaaden i de første Aar næppe heller overdaadig, men der herskede en ualmindelig Lykke og Harmoni, Fader elskede og tilbad sin unge, dejlige Hustru, og hun lærte at gjengjælde hans Følelser. Det var et Mønster paa et Hjem, Fader udfoldede sine medfødte Evner og blev en meget dygtig og anset Lærer. En Gang i denne Periode, da Biskop Monrad kom paa Visitats i Skolen, udtalte han stor Tilfredshed over Resultaterne af Faders Arbejde og indstillede ham til Dannebrogskorset, som han fik og bar med Ære Resten af sit lange Liv.

  Fader havde i sit første Ægteskab 4 Børn, Laura, Hanne, Carl og Frederik. Der var 2 Aars Mellemrum mellem dem, og de var alle kjønne, velbegavede Børn. De havde arvet et blødt, kjærligt Hjerte fra deres Forældre, og navnlig Carl var smuk, som Barn ubeskrivelig skjøn med brune Øjne og lange gule Krøller, som Mand en ganske ualmindelig Skjønhed, høj og rank af Væxt samt med mørkt, krøllet Haar, en herlig dyb Baryton, sin Faders naive naturlige Charme i Optræden, kort sagt ødsels udstyret fra Naturens Haand. Laura, den ældste af Flokken, var altid blid og sød mod sine Forældre og sine smaa Søskende, af hvilke hun jo efterhaanden fik 7, og for hvilke hun altid var det gode Exempel; hun blev en flittig og pligttro Medhjælp i Hjemmet for sin nye Moder, da hun i en Alder af 9 Aar mistede sin egen. Laura udviklede sig til en kjøn ung Pige med et særligt Præg over sig af ung, uskyldig Ynde, hun var elsket som kun faa lige til sin Død som 80aarig Enke. Hanne var Spilopmager, en lille behændig, gratiøs Tingest, som altid var paa Spil med sine Brødre, hvem hun kunde følge i deres Klatren i Træer og mange smaa gale Streger, og hun legede mere med Drengene end Laura, der ikke var saa behændig og vims, hvad der var hende en Sorg, da hun stundom kunde føle sig lidt isoleret og henvist til Leg med Dukker og Læsning af Romaner. Ogsaa Hanne udviklede sig til en kjøn ung Pige, meget skjælmsk og vistnok en Del koket, hvad der laa Laura saa fjernt. Men Hanne var mere pikant end egentlig smuk, Laura var kjønnere, og begge var de som unge Piger meget omsværmede af de unge Herrer. Baade Laura og Hanne kom paa Frøken Zahles Kursus og blev dernæst Lærerinder hos private Familier. De 2 Søstre var mageløs søde mod os yngre Søskende, naar de kom hjem i Ferierne, og de havde altid smaa Foræringer med til os. Vi har endnu en Bog, som vi fik af Hanne, den i hele Familien kjendte og berømte „Carl og Peter-Bog", som har tjent i 3 Generationer og nu er havnet hos os som en ikke altfor vel bevaret Levning efter et langt Livs Storme. Laura blev, da hun var Lærerinde i en Præstegaard paa Fyn, forlovet med Cand. jur. A. Warberg, Søn af og Fuldmægtig hos Godsforvalteren paa Grevskabet Schaffalitsky de Muckadell.   Han var en meget begavet og elskværdig Mand. Han blev vor kære Svoger, „Abba", Godsforvalter efter sin Fader og boede i en lang Aarrække paa „Erikshaab", ikke langt fra Hillerslev paa Fyen. Erindringen om hans og Lauras Besøg hjemme i Sommerferierne i Forlovelsestiden hører med mellem mine fornøjeligste Barndomsminder. Vi yngre Søskende hang jo efter dem, hvor de gik og stod, og stundom maatte Abba give os en 4 Shilling med følgende Paalæg: Nu gaar I alle 4 ned til From (den længst borte boende Kjøbmand) og kjøber for denne her, hvad I har Lyst til. Imidlertid benyttede de saa Lejligheden til at forsvinde for os. Eller Abba fandt paa at give Punch, naar vi havde spist til Aften ude i det store Lindelysthus. Altsaa jeg afsted til den nærmeste Kjøbmand (ikke From) efter en Flaske Rhum, saa varmt Vand, en stor Terrin, en Ildtang og store Klumper hvidt Hugge-Sukker, som blev lagt paa Ildtangen over Terrinen og overhældt med den varme Punch, der paa denne Maade brændtes af, dette havde Abba lært under sin Studentertid paa Regensen. Det var en uhyre Fryd for os yngre Søskende at faa Lov at være med efter at have tigget om Tilladelse til at være „længe oppe". Saa gik den dejlige lune Sommeraften under megen hjemlig Lystighed, de voxne Søstre sang 2-stemmige Sange, Carl sang Solo med sin herlige dybe Baryton, i Pauserne hørtes Frøernes fredelige Sang fra Flaaddet, indtil Skumringen kom, — ja det er skjønne Tider at mindes!! Vore Gamle var saa glade over Ungdommen og nød de dejlige Aftener i fulde Drag med alle os Unge. Moder kunde paa en saadan Aften trods Træthed efter en lang Sommerdags Slid, være helt kaad og lystig med sine unge, medens Fader altid var mere afdæmpet, men glad og mild. — Frederik, den 4de i Flokken af mine ældste Søskende, var ude at sejle som Sømand og gik altsaa i Reglen Glip af Hjemmets Ferieglæder, som han jo kun ved tilfældige Lejligheder kunde være med at nyde. Som Barn var han Flokkens værste Spilopmager, altid paa Spil, næppe altfor lydig eller flittig, men en, forsoren lille firskaaren Krabat, kjøn og velbegavet. Engang saa Fader ham saaledes oppe paa Kirketaarnet, hvor han havde svunget sig udenfor Rækværket og nu balancerede paa den smalle Kant hele det firkantede Taarn rundt uden at holde sig ved. Fader maatte vende sig om og turde jo ikke raabe for ikke pludselig at forskrække Drengen, der saa meget let kunde tabe Balancen og styrte ned.   Men min gode „Namse", hvilket var hans Kælenavn, døde ikke i Synden, da han kom ned, men fik en ordentlig Dragt Prygl. Fader var som yngre Mand meget streng og kunde være meget hidsig. Han blev med Aarene mere afdæmpet, hvorvel Hidsigheden aldrig forlod ham helt. Han havde megen Humor og kunde tidt ad den Vej afvæbnes. Da Hanne saaledes en Gang havde været ulydig, sagde Fader til hende: „Vil du straks gaa ud i Haven og finde en Kjep, thi nu skal du have Prygl!" Hanne gik tudende ud i Haven, hvor Laura var. Da Laura hørte, hvad det drejede sig om, sagde hun: „Du skal tage den tykkeste Gjærdestage, du kan finde, saa nænner han ikke at slaa dig!" Som sagt saa gjort, da Hanne kom med den vældige Knippel, smilede Fader og var afvæbnet. Hanne var tidt paa Spil. Engang, da Fader havde forbudt hende at plukke Æbler af et Træ, gik hun rundt og bed af alle de Æbler paa Træet, hun kunde naa med Munden, det var jo ikke at plukke.

    Men de 4 ældste Søskende mistede deres Moder som Børn. Hun døde af Kræft i Brystet, da Laura var 9 Aar og Frederik altsaa kun 3. Hun led forfærdeligt og bar sine Lidelser med stor Taalmod og Gudhengivenhed. 2 Gange var hun i København for at blive opereret. Den sidste Gang besøgte hun Proprietær Fengers, der var gamle og havde solgt deres Gaard paa Fyen, Maegaard ved Svendborg. Deres yngste Datter, Hanne Fenger, der blev min Moder, havde kjendt og været Veninde med Marie Krømmelbein, førend denne blev gift med Fader, og som Lærerinde paa Bøgeskovgaard havde hun ofte nydt Gæstfrihed paa Maegaard, der var et stort, anset og velhavende Hjem. De gamle Fengers boede nu paa Østerbrogade, ved Holmens Kirkegaard, i et 2 Etagers graat bræddebeklædt Hus, som har staaet der indtil et af de allersidste Aar.

  Det var et forfærdeligt Slag for Fader og et tungt Tab for de 4 Børn og hele Hjemmet, da deres Moder døde. I denne Periode blev Faders Haar graat. Jeg har kun kendt ham med det store krøllede graa Haar, som i hans Alderdom blev hvidt, men som han beholdt til sin Død. Han sørgede dybt, saa meget mere som han havde set, hvor frygteligt hun led, som han elskede saa højt. Han fik en ung Frøken Aamand fra Fyen i Huset til at hjælpe med Børnene. Hun var god og kærlig mod disse, men kunde ikke blive, og derpaa kom Faders Søster, Mine, over for at styre Huset for ham. Men hun var vranten og hylende, og hun var slet ikke god mod de stakkels moderløse Børn, som ikke kunde fordrage hende. Fader maatte da tænke paa at faa sig en anden Hustru. Børnenes Moder, som havde været Veninde med Frøken Hanne Fenger, den yngste Datter fra Maegaard, havde bedet Fader om at denne maatte blive Børnenes Stedmoder. Moder har fortalt, at hun sad i Vinduet i det gamle graa Hus paa Østerbrogade og saa den graahaarede, nedbøjede Mand komme indad Havelaagen. Hun vidste, hvad han vilde, og hun ansaa det for sin Pligt at blive en god, ny Moder for de 4 Børn. Og det blev hun, en mageløs trofast, kjærlig og opofrende Moder, som fuldtud erstattede Børnene, hvad de havde tabt. Moder havde tidligere haft en Ungdomskærlighed, og Beslutningen har næppe været let for hende, Fader har dengang været ca. 43 Aar, Moder ca. 37 Aar. Moder har anset dette for et Kald fra Gud, som det var hendes Pligt at følge, og saa gik hun da ind til det fattige Hjem, som Stedmoder for de 4 yndige Børn, der elskede hende fra den første Dag. Hun har fortalt, at den Dag, hun kom, havde den lille 3-aarige Frederik af Undselighed klemt sig om i en Krog bag en Dør, og herfra maatte Moder hale ham frem, faa ham paa Skjødet og fortælle ham Historier samt gjøre ham delagtig i de Godter, hun selvfølgelig bragte med fra København. Moder medbragte endvidere en Del smukke gammeldags Mahognimøbler, af hvilke jeg i min Dagligstue endnu har et dejligt massivt Mahogni-Pillespejl med Underskab samt et ovalt Mahogni-Spillebord, som min Bedstefader i mange Aar havde brugt til Skrivebord. Endvidere fik man Tæpppe over hele Gulvet i Dagligstuen, en hidtil ganske ukjendt Luxus. Moder medbragte vistnok endda, eller arvede senere, 8000 Rigsdaler, som Fader selvfølgelig kun vilde bruge Renterne af. Da mine ældste Brødre voksede til, blev de efterhaanden noget uvorne, og Moder mente, at de gik for meget for Lud og koldt Vand, tidt sammen med Almuens Børn, hvis Sprog og Lader de tilegnede sig. Moder vilde da have, at der skulde anvendes nogle af hendes Penge til at sende Carl og Frederik i en god Skole. Fader vilde ikke gaa ind paa at bruge af Kapitalen, men Moder gav ikke tabt, og under den sidste Ordstrid derom blev Fader saa hidsig, at han tog et Vandglas fra Bordet, slyngede det ud gennem en Rude og gik sin Vej. Noget efter kom han ind, ganske sagtmodig og sagde: „Du har Ret!" — og begge Drengene blev nu sat i Odense Latinskole.   Da Laura og Hanne blev voxne, kom de paa Frøken Zahles Kursus, hvor de uddannede sig til Privatlærerinder, hvilken Stilling de beklædte i flere Aar, indtil de blev forlovet og gift. Carl og Frederik udmærkede sig ikke i Latinskolen i Odense, men tog dog Realexamen, inden de forlod Skolen. Carl vilde være Officer, men dette satte Fader sig bestemt imod, Carl skulde være Skolelærer som sin Fader og blev sat paa Skaarup Seminarium, hvor han ogsaa tog Examen, blev Hjælpelærer i Tryggeløv paa Langeland, senere nogen Tid Huslærer hos Møller Barfod i Snede. Men saa skulde han aftjene sin Værnepligt og blev taget til Garder. Det frie Militærliv i Kjøbenhavn kunde han med sin svage Karakter ikke taale. Han var jo i sin unge Manddom dengang saa usædvanlig smuk, at Folk vendte sig om paa Gaden for at kigge efter den pragtfulde unge Garder, ikke mindst Kvinderne, og for disse var han uimodstaaelig. Carl var slet ikke lapset eller fløset, men han havde denne ubeskrivelige, naturlige Charme, som tillige med hans store Skjønhed og hans venlige Godmodighed gjorde, at alle maatte elske ham. Han var saa god, at han gerne gav sin sidste Skjorte bort, som det hedder. Et lille Exempel: En Gang, da vi Smaadrenge gik til Bad med Carl, der jo var voxen, havde han en meget smuk lille Merskumspibe at ryge paa. Vor yngste Broder, Emil, havde forset sig paa denne Pibe, han tiggede og bad, om han maatte have den. Carl vægrede sig længe mod den urimelige Tanke at give den lille Hvalp den dejlige Pibe, Emil blev ved at tigge, og da det ikke hjalp, knælede han pludseligt ned i Vejens Støv og omklamrede Carls ene Ben under den inderligste Tryglen. Saa kunde Carl ikke modstaa længere, men sagde med sin godmodige Latter: „Aa, tag den saa da din lille ækle Skurk!" og gav ham Piben. I Garden blev Carl liggende inde og avancerede til Korporal samt var imidlertid bleven forlovet med Frøken Augusta Fabricius paa Korsebølle. Hun var kjøn, høj, blond og blaaøjet, meget musikalsk, Datter af den gamle Enkefrue og Søster til den daværende Forpagter, Hartvig Fabricius. Hun og Carl var et ualmindelig smukt Par, de var forlovet i flere Aar, men da der stadig ingen Udsigter var til Bryllup, og da Carl paa forskellig Maade stadig bar sig meget letsindigt ad, hævede hun endelig den haabløse Forlovelse. Carl, hvis Lyst til Officersvejen ikke var gaaet over men netop styrket ved Livet som Garder, var imidlertid bleven udnævnt til Sekondlieutnant i Infanteriet og tjente et Par Aar i Fredericia, men det kunde jo ikke føre til noget, da han ikke havde Officersexamen, og det var for sent at tænke paa at tage denne. En skønne Dag fik Fader Brev fra ham, at han havde ladet sig engagere af et omrejsende Skuespillerselskab. Noget Talent havde han jo fra Tid til anden vist ved at spille Dilettantkomedie, hvor hans smukke Sangstemme og prægtige Ydre altid havde hævet ham højt mellem de andre Dilettanter. Alligevel var det en stor Sorgens Dag for Fader og Moder, da Budskabet kom. Carl var fra ganske lille Faders Øjesten blandt alle 8 Børn, og skjønt Fader aldrig har udtalt sig derom, har jeg dog tænkt mig, at han har bebrejdet sig ikke itide at have ladet Carl følge sin egentlige Lyst. Som Skuespiller blev han aldrig betydelig, men altid brugbar, og han rejste rundt i mange Aar med de bedste Selskaber, har ogsaa ved enkelte Lejligheder spillet ved københavnske Teatre, og altid lagt Damerne for sine Fødder. Men det omflakkende, uregelmæssige Liv, der jo har ødelagt saa mange, blev ogsaa efterhaanden skjæbnesvangert for stakkels Carl med sin svage Karakter og sin enestaaende Charme. Kammeraterne elskede ham, jeg ved mange rørende Exempler paa, hvorledes han altid efter Evne hjalp og støttede de svage, han var saa kjendt for sit bløde, varme Hjerte. Fra hans Barndom maa jeg fortælle et lille Exempel herpaa. Da han som lille Dreng havde faaet sin nye Moder, havde denne syet en lille lyseblaa Fløjelshue til ham, som han var meget lykkelig over og stolt af. En skjønne Dag kom han hjem, bærende 4 smaa Harekillinger i den blaa Fløjelshue, som dannede en dejlig lun Rede for dem: „Men hvor har du dog faaet dem fra, de smaa Stakler kan slet ikke leve uden deres Moder, hende skal de jo patte!" Ja, dem havde han fundet i et levende Hegn ude i Hjørnevængen. „Men saa maa du skynde dig derud og lægge dem lige, hvor du har taget dem, thi ellers kan Moderen ikke finde dem, og saa dør de!" Grædende maatte da lille Carl afsted igjen med Harekillingerne i sin blaa Hue, og noget efter kom han igjen uden Huen: „Jeg kunde ikke nænne at tage Huen fra dem, for de laa saa godt i den! Atter maatte han afsted for at hente Huen, der jo dog i og for sig var ham en dyrebar Skat.

  Carl giftede sig, da han var over 40 Aar, med en fraskilt Fru Petrea Schmidt, som var en meget anset og dygtig Skuespillerinde og blev en udmærket Hustru, der i mange Aar støttede Carl og var alt for ham, indtil hun døde af Kræft i Brystet efter flere Operationer og stærke Lidelser. Carl og Petrea, som ikke havde Børn, havde i alle deres Ferier havt et godt og gjæstfrit Tilholdssted paa Erikshaab hos Laura og Warberg, der i mange Aar viste dem en mageløs Troskab og Kjærlighed. Da stakkels Carl efter Petreas Død var syg og nedbrudt, anbragte de ham under gode Forhold hos en Skovfoged paa Grevskabet Arreskov, hvor han døde og blev begravet paa Vester-Hæsinge Kirkegaard.

  Frederik kom tilsøes efter sin Konfirmation og var en rask, ufortrøden Sømand. Jeg husker, at han to Gange i min Barndom kom hjem som skibbruden. Den ene Gang havde han mistet Skibskiste og alt sit Tøj, den anden Gang havde han ganske vist sin brune Skibskiste med hjem, men den var fuld af pjaskvaadt, halvraaddent Tøj. Saa blev han udrustet paany og kom paa de lange Farter. En Gang kom han hjem og medbragte en, som vi den Gang syntes, ganske pragtfuld, overdaadig Syæske, som han forærede sin lille Søster Mea, der blev stolt og henrykt. Syæsken var ganske overklistret med sjældne Konkylier, midt paa Laaget laa en, der var saa stor, at der i dens Hulhed var en lille Naalepude af højrødt Fløjl, i Laagets Indre sad et Spejl, ja, den var pragtfuld, og Frederik havde kjøbt den i Lissabon, hvad der jo ikke gjorde den mindre interessant. Da Frederik blev voxen, vaagnede Ambitionen i ham, og han vilde være Søofficer, hvad han jo maatte egne sig udmærket til, da han var et lyst Hoved og en ualmindelig rask Sømand. Han kom paa Kadetskolen og var en meget fix og afholdt Kadet mellem sine Kammerater. Vi yngre Brødre beundrede hans fine forgyldte Dolk, naar han var hjemme i Ferierne. Engang i en Juleferie havde jeg været uartig og i Smug fyldt hans lange Fedtstøvler med Sneboldte, saa at han fik pjaskvaade Fødder ved at trække Støvlerne paa. Saa greb han mig, og jeg skulde have rigtig Tamp, men i sidste Gjeblik blev jeg reddet af den godmodige Carl, som kom til og naturligvis ikke kunde nænne, at jeg skulde lide den højst velfortjente Straf.

  Da Frederik skulde tage den sidste Examen paa Kadetskolen, har han alligevel ikke været flittig nok, thi han faldt i et saa vigtigt Fag som Navigation, og dermed var Drømmen om at blive Søofficer forbi. Det var jo atter en stor Sorg og Skuffelse for de Gamle.  Saa maatte Frederik tage Styrmandsexamen og sejlede i flere Aar som Styrmand i Det forenede Dampskibsselskab. Men han blev og var i hele Resten af sit Liv dybt melankolsk, Skuffelsen havde været ham for haard, det var jo for ham en stor Degradation nu at færdes i et Milieu, der stod saa langt under det, han var blevet vænnet til. Senere sejlede han i mange Aar i det store transatlantiske belgiske Selskab „Red Star Line", hvor han tjente sig op til 1ste Styrmand paa en af de største Baade.

  Da jeg rejste hjem fra min lange Udenlandsrejse, om hvilken senere skal blive berettet, som Tømrersvend, havde jeg aftalt at mødes med Frederik i Antwerpen, mellem hvilken By og New York han den Gang sejlede som 2den Styrmand paa S.S. „Rhynland". Da jeg kom til Antwerpen, var han endnu ikke kommen, men der laa Adresse paa et Par skikkelige Værtshusfolk, hos hvem jeg kunde bo, og som ved min Ankomst overrakte mig en højst fornøden Guld-Tyvefranc samt en Adresse, hvor jeg næste Morgen kunde begynde at arbejde. I Cöln havde jeg maattet sælge en gammel Frakke samt en Revolver for at faa Penge til Billetten til Antwerpen; jeg var fra min Rejse ikke ukjendt med den Situation at ankomme til en By ganske blank for Penge. Saa en skjønne Dag stævnede den store, smukke Damper „Rhynland" ind paa Schelden, og der stod Frederik paa Broen. Det var jo et fornøjeligt Gjensyn efter flere Aars Forløb, og ret vemodigt i Frederiks Kahyt at se Billederne af den gamle Skole i Tranekjær, de Gamle o. m. fl. Saa var vi i vor Fritid om Aftenen sammen i 8 Dage, til „Rhynland" atter sejlede, og det var fornøjelige Aftener. Den første Aften spiste vi paa en fin Restaurant og sad bagefter ved Kaffe og Cigar, fortællende hinanden løst og fast og opfriskende gamle Erindringer fra Hjemmet i Tranekjær. Frederik, der jo overhovedet, lige saa lidt som jeg, i lang Tid havde hørt Dansk, var henrykt, naar jeg talte langelandsk Bondemaal, og da jeg pludselig sagde: „Dye salte Pinne, Laus Hansen, naa maa du D. brænne me datte vrie Grissi saadan i Raambi saa ha goer av!" var han ved at daane af Latter, og bad mig gjentage den klassiske Sætning, der iøvrigt var en Juvel, som Jeg huskede fra vi yngre Brødres Leg som Børn, da vi var „Hansen", „Jensen" og „Frær'ksen". Frederik kom paa denne Maade to Gange til Antwerpen, medens jeg var der, saa rejste jeg med S.S. „Perm" af „Det Forenede" til København.

  Frederik var en udmærket, modig og koldblodig Sømand. Engang paa Vej til New York observerede man fra „Rhynland", under en orkanagtig Storm en Dag i Skumringen en Bark, der gik med Nødflag og var stærkt havareret. „Rhynland" holdt sig i Nærheden om Natten, og næste Morgen, da man endnu havde Barken i Sigte, opfordrede Frederik frivilligt Mandskab til at gaa med i en Baad og forsøge at redde Barkens Besætning. Man fik Baaden i Vandet trods den frygtelige Sø, og roede nu med Frederik ved Roret hen, fik Forbindelse med Barken og reddede hele Besætningen, der sprang i Søen en for en og blev halet op i Baaden. Man kom i god Behold alle Mand ombord i „Rhynland", men da man vilde hejse Baaden ombord, blev denne af Søerne knust imod Skibssiden. For denne Sømandsdaad fik Frederik et dejligt Gulduhr af den Kanadiske Regjering med følgende Inscription: Presented of the Governement of Canada to Mr Frederik Brandstrup, second officer of the Belgian S.S. Rhynland in recognition of his human and gallant exertions in the rescue of the shipwerecked crew of the barque Canadian Cornwallis of Winsor N. 5, 23nd March 1885. Jeg har baaret Uhret siden Frederiks Død.

  Hans Enke sendte mig det, vistnok i Følelsen af, at jeg var den blandt hans Søskende, der stadig corresponderede med ham og stundom samlede lidt Skillinger sammen til ham, naar det kneb for ham. — Frederik giftede sig nemlig i New York med en, ligesom han, ikke helt ung Dame, Miss Susan Simmons, der blev ham en udmærket og trofast Hustru til hans Død. Og da han giftede sig, „gik han i Land", som det hedder, naar Søfolk forlader Søen. Han hutlede sig igennem i flere Aar fra den ene Stilling til den anden, men havde dog sluttelig faaet en ganske god Stilling ved et Jernbaneselskab i St. Paul. Her havde han levet i flere Aar, da han pludselig fik Meningitis og døde paa 8 Dage under svære Lidelser. Han havde 2 dejlige Børn, Mary og Freddie, som han elskede højt, Børneven, som han var. Susan flyttede nu til New York, hvor hun levede i smaa Kaar af Syning og Renterne af en Livsforsikringssum, der blev hende udbetalt ved Frederiks Død. Her har Laura besøgt hende 2 Gange paa Vejen til Boston, hvor 2 af hendes Døtre, Christine og Ellen, var gift, begge med Amerikanere. Lille Freddie døde i den halvvoxne Alder af Tuberkulose, men Mary er gift i New York med en Ejendomshandler Nathan og har 2 dejlige flinke Børn, „Freddie" og „Marjorie", som nu er halvvoxne. Mary er en kjøn, lykkelig Hustru, med hvem vi corresponderer. Hun ligner sin Tante Laura, og alt herhjemme i Faderens Land, som hun aldrig har set, staar for hende i en rørende Nimbus; hun hænger med stor Trofasthed ved sin Faders Slægt. Jørgen har paa sine Rejser til og fra Haiti besøgt hende 2 Gange.

  Saa har jeg endnu tilbage at omtale „lille Hanne", som Moder kaldte hende, formodentlig fordi hun var mindre end Laura. Ja, Hanne var alle sine Dage en god og kjær Søster, og da hun blev gift med vor kjære Chr. Caspersen, og kom til at bo en Række Aar i Tranekjær, senere i Snøde, har vi egentlig levet mest med hende af vore ældre Søskende. Hanne var, som før sagt, kvik, væver og graciøs. Hun var udmærket god og kjærlig, ikke mindst mod de Gamle og os yngre Søskende, men hun var ikke helt let tilgjængelig for enhver, maaske en Smule aristokratisk anlagt. Bønder kunde hun ikke fordrage. Men mod sine Venner var hun tro til det Yderste, og Hanne havde mange Venner og fortjente at have dem. Som Lærerinde paa Fyen var hun en kort Tid forlovet med en ikke ganske ung Skolelærer Fibiger, Broder til Doktoren i Tranekjær, men denne Forlovelse var der vist for megen „Fornuft" i, og Hanne hævede den. Saa kom hun til Langeland og blev Lærerinde hos Skovridder Kruhoffers i Frellesvig, en Fjerdingvej fra Tranekjær, og nu blev hun forlovet med Dyrlæge Caspersen, som var en smuk, velbegavet ung Mand, der nylig havde nedsat sig i Tranekjær og som hurtigt fik en god Praxis. Et lille betegnende Træk er fortalt fra den Tid, da han gjorde Kur til Hanne. Efter en Dilettantkomedie, hvor de begge havde medvirket, sad han ved Aftensbordet overfor hende og vilde jo gerne være behagelig. Saa sagde han over Bordet: „Jeg synes, De spiser grumme lidet, Frøken Brandstrup!" Men Hanne svarede kvikt: „Saa er det jo til Gjengjæld glædeligt at se, hvilken udmærket Appetit, De har, Hr. Caspersen!" Men hun gav sig jo tilsidst, og de dannede det nydeligste, mest idylliske Hjem under den bekjendte gamle Kjæmpe-Eg nede omtrent midt i Byen. Brylluppet stod, medens Ludvig og jeg var paa Sorø Akademi, vi kunde altsaa ikke være med, derimod var vor kjære Ven, Chr. Barnekow, med og havde skrevet en nydelig, virkelig poetisk Bryllupssang, i hvilken bl. a. den gamle Eg ved de Nygiftes Hjem figurerede. I Forlovelsestiden kom Caspersen jævnligt op til os at spise til Middag om Søndagen.   Efter Bordet skulde saa altid en af vi Drenge afsted til Kjøbmanden for ham at kjøbe en „Pind", som han kaldte den Havaneser, man dengang fik for 6 Øre. Denne tillod han sig at ryge i Dagligstuen, hvad Moder ikke syntes saa godt om, det var ikke Brug den Gang, han skulde jo være gaaet ind i Faders Værelse. Fader selv havde forlængst af økonomiske Hensyn vænnet sig af med sin kjære Tobak, han havde aldrig Tobak i Huset og bød ikke, selv naar der var fremmede. Moder var i Begyndelsen noget reserveret mod Caspersen, der tillod sig et burschikost, meget ugenert Væsen, men hun lærte snart at kjende hans udmærkeelskværdige og dygtige Egenskaber og at sætte stor Pris paa ham som alle vi andre. Hans urokkelige Godmodighed og noble Tænkemaade stod sin Prøve gjennem de mange Aar, og hans store Taktfølelse overfor de Gamle blev der god Brug for, da de politiske Bølger begyndte at gaa højt, thi Caspersen var Venstremand, endda radikal, og en Venstremand var i mange gamle konservative Højremænds Øjne den Gang noget i Retning af en Forbryder. Fader var jo som alle de andre „bedre" Folk med Lehnsgreven i Spidsen indædt Højremand, og naar det gode Forhold mellem de Gamle og Caspersen aldrig blev rokket, saa skyldes det sikkert dels Parternes Retsind og Taktfølelse, dels den store Respekt, de gjensidig følte. Men nemt var det ikke, og navnlig blev det jo svært, da Caspersen efter nogle Aars Forløb paa Trods af Lehnsgreve og alle Herregaarde lod sig vælge som radikalt Medlem af Landstinget. Saa opsagde Lehnsgreven ham som Lejer af det lille idylliske Hus under den gamle Eg, og der kom en ny Slots-Dyrlæge. At alle Herregaardene fulgte efter med Opsigelse af deres Praxis, blev strax en Følge af Lehnsgrevens Opsigelse. Caspersen skulde fordrives og ødelægges. Den gamle Lehnsgreve vilde uden Tvivl have været for retsindig til en saa haardhændet og aabenlys politisk Forfølgelse, men han havde jo Raadgivere, som stod bagved og pustede til Ilden. Caspersen maatte da flytte nordpaa, til Snøde, hvor han byggede sig et Hus og sammen med sin trofaste Hanne dannede sig et nyt, dejligt, gæstfrit Hjem og en god Praxis. I Snøde boede de i mange Aar, og her havde vi yngre, ligesom paa Erikshaab hos Laura og Abba, vort altid aabne og venlige Tilflugtssted i Ferierne. Hanne var en dygtig Husmoder og en mageløs sød Værtinde, livlig og humoristisk. Som enhver Hustru fulgte hun sin Mand politisk, og hun nærede som ægte Kvinde en Afsky og Foragt for hans Modstandere, hvilken Caspersen med sin store Ro og urokkelige Flegma kun i meget afdæmpet Grad delte og aldrig udtalte. De var barnløse i mange Aar, men efter en Operation fik Hanne endelig en lille Søn, som endda kun vejede 4 Pund ved Fødselen, der havde været frygtelig haard. Den lille Poul var som mindreaarig plaget af stadig tilbagevendende Halssyge, men voxede sig dog efterhaanden stærkere og kom paa Herlufsholm. Da Lyst til Bogen mildest talt ikke laa til Poul, blev han taget ud af Herlufsholm og sat i Birkerød Skole, hvor han tog Realexamen. Saa kom han i Boghandlerlære hos Hr. Hans Frandsen i København. Efter udstaaet Læretid fik han Plads i Dresden, senere i Plauen, hvor han var i flere Aar og stiftede Bekjendtskab med en ung tysk Dame, som han senere blev gift med. Poul fik aldrig Søskende, han har i mange Aar været Kunst- og Papirhandler i København og er en meget dygtig, flittig Forretningsmand. Han har 2 Børn og er nu endog Bedstefader. Han har altid været en god og kjærlig Familiefader, har megen Slægtsfølelse, og Poul og hans Hustru Emmy har altid vist megen Godhed og Hengivenhed for os, og ikke mindst for vore 2 Sønner, hans Fætre.

  Caspersen maatte endnu en Gang lide for Følgerne af sin Politik. Der var nemlig lidt efter lidt gaaet Moderation i hans radikale Meningsfæller i Snøde og Omegn, hos hvem han i sin Tid var bleven modtaget med aabne Arme, da han blev fordrevet fra Tranekjær. En skjønne Dag forskrev man nu en Dyrlæge, som var moderat Venstremand og nedsatte sig i Snøde. Men denne Gang lod Caspersen sig ikke fordrive, han havde for fast Rod paa Stedet, mange Venner og var desuden Landstingsmand. Caspersen blev, hvor han var, og det blev Konkurrenten, det kom til at knibe for i det lange Løb.

  Imidlertid var Poul jo forlængst voxen og borte fra Hjemmet. Hanne havde aldrig elsket Snøde eller rigtig slaaet Rod der, næsten hele Sommeren havde de liggende Gjæster af Slægt og Venner, som havde det saa fredeligt og rart hos dem. Jeg skal ikke glemme dette dejlige venlige Hvilested, hvor alt gik saa roligt og hyggeligt, og hvor de Gamle ogsaa tidt har vederkvæget sig paa Besøg fra København, da Fader havde taget sin Afsked. Allersidst skal jeg glemme, hvor mageløst jeg gik og hvilede mig derovre, da jeg havde overanstrengt  mig ved  Konkurrence  om  Afgangsbevis  fra Kunstakademiet som Arkitekt og havde faaet 14 Dages Ferie, og saa deres Glæde med mig, da Telegrammet kom „Alt antaget". Spadsereturene til Stranden for at bade, Aftensmaaltiderne i Haven bagefter! Ja, det var herligt og uforglemmeligt. Da Fader blev svagelig og gammel, kunde Moder endnu om Sommeren af og til besøge Snøde en 14 Dages Tid, og ingen kunde nyde en saadan Frihed som Moder, der bevarede sin Livlighed og sin Humor til sin sidste Stund. Jeg har endnu et gammelt Brev fra hende, i hvilket hun beskriver den velkjendte Udsigt fra det lille Gjæstekammers Vindue med Indblikket i Naboens Gaard, hvor Natpotten hver Formiddag laa til Tørre paa Hønsehusets Tag. Hanne var altid mageløs sød mod Moder, ganske som ogsaa Laura. Og hos Laura paa Erikshaab kom de gamle ogsaa om Sommeren fra Kjøbenhavn, saalænge Fader havde Kræfter og Lyst til disse Ture. Og hvor meget betød det dog ikke for de to Gamle at komme ud i den friske Landluft om Sommeren og gaa derovre mellem Børn og Børnebørn, som elskede dem og forkjælede dem. Abba kaldte dem altid „Etatsraaden" og „Etatsraadinden", en meget naturlig Betegnelse, som passede godt. Abba havde Kæle- og Øgenavne til alle og var fuld af Humor, han var for Gjæster en ualmindelig hyggelig, rolig og ligevægtig Mand og bar sin stærke Astma og øvrige legemlige Plager, thi stærk var han ikke, med en ganske stoisk Heroisme, som jeg ikke ved at have set Mage til. De havde 8 Børn, først 7 Pigebørn, tilsidst en Dreng, Andreas, som er Overretssagfører i Bræstrup, gift og hjemfaren og med 4 Børn, alle Sønner. Alle Børnene paa Erikshaab var livlige og velbegavede. Rækkefølgen var Kristine, Alhed, Johanne, Ellen, Louise, Thora, Astrid, Andreas, en lille Tvilling til Astrid døde. Alle 8 Børn er bleven gift. Paa Erikshaab havde man Lærerinde, forskjellige efter hinanden. Men vor gode, trofaste Ven, Fuldmægtigen Palludan, fortjener egentlig et langt Kapitel for sig selv. Jeg har aldrig kjendt Erikshaab uden ham, han kom dertil som ung og blev der til Abba døde den 30. Septbr. 1902 paa Rovsings Klinik efter en haabløs Nyreoperation, efter flere Aars Lidelser. Palludan, „Pallam" kaldet af Børnene, knyttede sig efterhaanden til Familien som Medlem af denne, han tog Del i hele Familiens Ve og Vel paa enhver Maade, altsaa var han jo ogsaa vi yngre Brødres gode Ven, naar vi besøgte Erikshaab, for ikke at tale om det rørende Venskab og den Trofasthed, han viste stakkels Carl lige til det sidste. Palludan blev paa Erikshaab som Godsforvalter efter Abba. Han havde sin Søster til at føre Hus for sig i mange Aar, inkarneret Pebersvend, som han var og blev. Han døde ifjor, altsaa 1929. Sidste Gang, jeg saa ham, var ved Lauras Begravelse i Kjerteminde, hvor hun døde hos Larsens (Alhed), der havde hun fundet sit sidste og udmærket gode og kjære Tilflugtssted.

  Laura var, om man kan sige det, levet op paa sine ældre Dage. Paa Erikshaab var hun den dygtige, meget energiske, blide og hjærtelige Husmoder, der forlangte meget lidt for sig selv. Og hun havde tilvisse nok at gjøre. Abba overlod ganske Opdragelsen af de 8 livlige Børn til hende, og hun maatte være økonomisk, hvad der var nødvendigt, skjønt Abbas Stilling var god. Hjemmet var gjæstfrit i gammeldags Forstand, og der var godt at være. I de Tider var det jo slet ikke sjældent, at der henad Aften uanmeldt kom en hel Vognfuld med en af Omegnens Familier, som saa „blev til The", hvad der ogsaa var Meningen, og det daglige, hyggelige, almindelige Aftensbord maatte jo saa forbedres i en Fart, det forstod Laura, og Hjælpekilderne vare jo iøvrigt ikke faa, naar man havde nok af Æg, Kyllinger, gode Kartofler og alskens Grøntsager. Og hvad der ikke var livligt til daglig med de mange Børn, det blev der jo ved en saadan Lejlighed. Saa fik man om Vinteren et Parti Whist, L'hombre, Musik, hyggelig Passiar o. s. v., om Sommeren havde man Crocket, Spadsereture i den smukke Omegn, Sejlads med den fladbundede Baad i Odense Aa, der netop gik forbi Erikshaab, og paa Engen modtog Tilløb af en betydelig Aa Østerfra. Dengang havde man jo et Pibebrædt med ca. en halv Snes lange Piber, blandt hvilke man kunde vælge idag en, imorgen maaske en anden, man spurgte ikke dengang om, hvem der sidst havde røget af Piben. — Paa sine sidste Aar tog Abba til København om Efteraaret og brugte „Klokke" for sin Astma, som han i mange Aar led saa meget af. Under disse 4—6 Ugers Ophold boede han i min Søsters (Fru Bergs) Pensionat, hvor alle glædede sig til hans Komme, og alle savnede ham, naar han rejste. Hans venlige, hyggelige, rolige og kloge Selskab kunde alle skatte. — Ikke mindst skattedes han af Lehnsgreven og Grevinden, der paa enhver Maade viste, hvor meget de holdt baade af Abba og Laura. Sølvbrylluppet paa Erikshaab var en stor og herlig Fest, Grevens var jo med, og Lehnsgreven var saa glad og befandt sig inderlig vel. Næste Morgen, da vi alle sov dybt og stærkt efter Gaarsdagens Anstrengelser, var Abba oppe før alle de andre og gik rundt med en Violin og spillede „Sol er oppe, Skovens Toppe — —". Hans lune, rolige Humør forlod ham saare sjældent, skjønt han sit Liv igjennem døjede mange Lidelser. Da han var død, maatte Laura fra Erikshaab, men fik en god, rundelig Pension af Greven. Først boede hun et Par Aar i Kjøbenhavn med sin Søn Andreas, til denne havde faaet sin gode Embedsexamen og Stilling, og saa var det, som om hun, der aldrig før havde tænkt paa sig selv, levede op, da hun, om jeg saa maa sige, blev „sin egen Mand". Nu kunde hun komme ud, invitere Gjæster, rejse, o. s. v. Hvor var hun dog ikke en henrivende Gjæst, naar hun besøgte os i Charlottenlund, livlig og interesseret, som hun var, langt mere end mange meget yngre Mennesker. Og saa fartede hun til Kjøbenhavn, i Teatret om Aften eller paa Besøg hos sine mange Venner og Børn, der alle elskede hende og feterede hende. Man kan sige, at hun, der tidligere havde havt lange, melankolske og stærkt nervøse Perioder, fik en lang og ualmindelig lys Alderdom. Og dette er ikke saaledes at forstaa, at hun ikke havde Sorger og Bekymringer, thi hun havde endda ikke faa. Men hun forstod at anvende en vis rolig, overlegen Filosofi, som bar hende over meget. Vi oplevede jo baade hendes 70 og 80 aarige Fødselsdag. Den sidste var en vældig stor Fest paa „Cort Adelers Gaard" i Kjøbenhavn, hvor jeg havde hende tilbords og altsaa maatte holde Festtalen for hende, hvad der jo slet ikke var saa nemt i en stor Forsamling, hvor alle blot brændte efter at komme til at udtrykke deres Hyldest for hende. Der var, om jeg husker ret, 8 Festsange. Sin sidste Tid tilbragte hun hos sine gifte Døtre i Kjerteminde, sidst hos Alhed, hvor hun døde roligt og stille, uden lang foregaaende Lidelse, og hvor Sorgen og Savnet var stort efter hendes Død. Laura havde lige til sidst bevaret sig saa mærkværdig ung og livlig i Sindet, interesseret for alt, hvad der var godt, men først og fremmest interesseret og deltagende overfor sine mange Venner, sine Søskende og sine Børn, som hun aldrig blev træt af at opofre sig for. Meget faa Mennesker har faaet og fortjent et saa smukt Minde som Laura.

  Min Fader var et tungt Gemyt, fantastisk, let begejstret men ogsaa let fuldstændig nedslaaet, selv af Bagateller. Han var melankolsk og grublende, tidt i længere Perioder, saa at hele Hjemmet trykkedes deraf. Hans fattige Barndom og Ungdom maa have paatrykt ham den stadige Frygt for ikke at kunne komme igjennem med sine Indtægter, der i gode Aar alt i alt kunde udgjøre ca. 2400 Kroner. Moder var jo opvokset under ganske andre Forhold end Fader, og for hende laa denne alleryderste Sparsommelighed ikke, men hun sparede alt, hvad hun formaaede og forlangte navnlig, sit Liv igjennem, intet for sig selv. Dette Forhold, at Fader ikke mente, at hans strænge Fordring til den pinligste Sparsommelighed altid skete Fyldest, førte tidt i det daglige Liv til Gnaverier og Bebrejdelser, der kunde trykke Hjemmet ikke saa lidt. Men hverken Moder eller vi Børn gik nogensinde forgæves, naar vi appellerede til Faders milde, varme Hjærte, han var saa mageløs god og blød af Sind. Og saa var han den fødte Lærer, som var elsket af sine Skolebørn, og derved efterhaanden blev det af hele Sognets Beboere, som han altid tiltalte med Du, det gjorde man jo den Gang, og desuden havde efterhaanden omtrent alle været hans Skolebørn. Begge de gamle havde et saa varmt Hjærte for Fattigdom og Nød, som der dog var saare lidet af paa den rige frugtbare Egn. Naar Fader hørte, at et fattigt Menneske havde ligget længe syg, eller at der af anden Grund herskede Nød i et Hjem, maaske med mange Børn, saa tog han Støvler og en ren Flip paa og gik op paa Slottet, hvor Lehnsgrevinden strax venligt modtog ham. Saa sagde han: „Aah, Deres Naade, giv mig 10 Kr. til en fattig, som har været syg saa længe o. s. v." Saa fik han dem altid og tidt mere. Fader havde sin naturlige Charme og en ganske uaffekteret Ugenerthed, som aabnede ham alle Døre, og som gjorde, at han altid var velset paa Slottet, hvor der jo førtes et rent Hof, som Centrum for hele Øen, og hvor meget Snobberi trivedes.

  De fleste vil have erfaret, at man tidt faar Utak for, hvad man gør for Fattige. Engang efter en streng Vinter hørte Fader, at der i et Daglejerhjem i Sognets Udkant herskede stor Nød, fordi Manden havde været syg omtrent hele Vinteren og intet kunnet tjene til Kone og Børn. Manden hed „Jeppe Løgn", det sidste var Tilnavn og antydede Jeppes Tilbøjelighed til at sky — Sandheden. Endvidere kunde Jeppe til Tider være noget fordrukken, men i Reglen var han en flittig Slider, som kløvede store Sten og satte Stengjærder o. s. v. Nu havde han under sit svære Arbejde knækket nogle Ribben og maattet holde Sengen omtrent hele Vinteren, han var kommen paa Benene, men der var stor Nød tilhuse i det fattige Hjem. Da Fader hørte dette, gik han rundt i Sognet og samlede ind for at faa bragt den stakkels Jeppe med Familie over det døde Punkt, og der indkom 150 Kr., en stor Sum i de Dage. Men Indsamlingen kom Jeppe for Øre. Saa skyndte han sig op til Kjøbmanden i Tranekjær og tog paa Credit, Kaffe, Sukker, Svesker, Rosiner, Brændevin, Rhum (udtaltes „Virum" med Tonen paa første Stavelse, nemlig hvid Rum), og saa indbød Jeppe sine Venner til stort Selskab. Dette fik Fader at vide, og en Dag, da Jeppe gik forbi, blev han kaldt ind, og Fader sagde til ham: „Hør nu, Jeppe, det var ikke Meningen med de Penge, jeg har samlet ind til dig, at du skulde tage paa Credit og gøre stort Selskab!" Men saa slog Jeppe den knyttede Næve i Bordet og sagde: „Naa ska je sie Dem naaue, Brandstrup, di Penge de æ D. brænne me mine og ette Deres, aa hva di ska brøues te, de bliver min Sau!" — Ingen har moret sig mere over Historien end Fader. — Men i Reglen havde han dog mere Glæde af de mange, mange lignende Indsamlinger, som han foretog sig i Aarenes Løb. Almuen kom til ham i mange Anliggender, man kjendte ham og stolede saa sikkert paa ham. Man henvendte sig til ham for at faa skrevet sine Attester, Ansøgninger og lettere juridiske Dokumenter, og Fader vilde aldrig tage Betaling derfor, skjønt han godt paa den Maade kunde have haft en lille Bi-Indtægt.

  Fader var meget musikalsk og elskede Musik. Som ung havde han spillet kjønt Guitar og ledsaget sig selv til Sang, senere ogsaa Fløjte, men Klaver magtede han ikke, og Kirkens Orgel spillede han ganske vist, men kun Psalmerne og et og andet nødtørftigt Præludium. Men der var en kjøn Kirkesang, thi Fader sørgede altid for at faa musikalske unge Piger og andre med Stemme op paa Galleriet ved Orglet, og herfra kunde der lyde smukke Chor. Navnlig i Ferierne, naar vi og de ældre Søskende var hjemme, var Choret tidt 4-stemmigt, Caspersen sang en smuk Tenor, Fader laa underst med sin dybe, rungende Bas, Hanne og Laura Alt, Mea og andre unge Piger Sopran, jeg sang efter Evne med i Tenoren. Glemmes maa ikke vor Veninde, Frøken Marie Holst, Selskabsdame paa Slottet. Hun sang en dejlig Alt og svigtede aldrig. Denne smukke Sang i en Landsbykirke var vel ualmindelig og bidrog til at skabe en smuk festlig Stemning over disse Gudstjenester.  Om Vinteren havde Fader et dobbelt 4-stemmigt Chor af Egnens Haandværkere. Han holdt Prøver om Aftenen i Skolen, og jeg kan endnu høre, hvorledes Fader hersede „om igjen", med de ganske raa Stemmer. Dog var der flere smukke Stemmer, saaledes Skomager Jensen fra Tævlesø med en aldeles ren, drønende dyb Bas, et Par smukke Tenorer o. s. v., og dette Chor lod Fader af og til synge ved højtidelige Lejligheder, hvad der morede baade Choret og Fader og var meget paaskjønnet. Da Stamherren, Greve Chr. Ahlefeldt (den nu sidst afdøde Lehnsgreve) var bleven gift og skulde holde sit Indtog i Tranekjær, havde Fader skrevet en Velkomstsang og var tilstede ved Æreporten for at synge den. Jeg var kun en lille Dreng, men jeg husker den dejlige Sommerdag og den festlige Forventning i den store Folkeskare, som var mødt ved Æreporten. Det unge Grevepar skulde komme kørende fra Lohals. Lige før Ankomsten gik Fader med Choret op paa Skovbakken „Bellevue" lige ved Æreporten, og her holdtes Generalprøve paa Sangen, som lød herligt og gik udmærket. Saa skimtedes de røde Kuske i Frastand oppe paa Bakken, lidt efter holdt Greveparret foran Æreporten og Sangen begyndte, men ak — gik istaa, fuldstændigt, og man hakkede sig fortvivlet igjennem de 3 Vers uden at kunne finde sammen og faa Harmoni. Jeg husker det tydeligt og Faders Fortvivlelse over den komplette og uventede Fiasko. Men om Aftenen ved Festen paa Slottet, hvor Moder og Fader var inviteret med, bad Fader om Tilladelse til at lade sit Haandværkerchor komme op paa Terrassen ved Slottet og synge Sangen. Han havde i Forvejen aftalt det med Choret, som mødte paa Klokkeslæt og sang Sangen smukt og vellykket og fik venlig Tak sammen med Fader.

  Sine største musikalske Oplevelser havde Fader dog i de Sommerferier, hvor Componisten Chr. Barnekow besøgte os, hvad han i en Aarrække jævnlig gjorde. Chr. Barnekow var en ganske usædvanlig fin og elskelig Personlighed, meget begavet, zart og nervøs af Gemyt. Han var Søn af Moders Kusine, Enkefru Kammerjunkerinde Sofie Barnekow, f. Fenger, Tante Sofie, som vi alle kaldte hende. Hun og Moder havde været kjære Ungdomsveninder, og Tante Sofie bevarede hele sit Liv med Troskab Venskabet. Chr. Barnekow befandt sig vel i den dejlige Natur og friske Luft i Tranekjær, hvor han hver Dag efter en smuk Spadseretur igjennem dejlig Skov kunde tage sit friske Strandbad.  Han holdt meget af Fader og Moder, der jo ogsaa elskede ham, og det rolige Hjem var en Hvile for ham. Om Formiddagen lod man ham alene ved Klaveret, saa komponerede han, og adskillige af hans smukke Choral-Melodier er bleven til i vort Hjem. Saa foranstaltede han Kirkekoncert, og det var jo Faders Fryd og store Dage. Chr. Barnekow spillede Orgelet, der var gammelt, men som jo under hans Hænder formaaede at lyde som langt bedre og større end det var. Frøken Marie Holst sang ganske herligt med en smuk, kunstnerisk skolet Stemme, mine Søstre og et Par andre unge Damer sang flerstemmigt, Carl sang, naar han var hjemme ved en saadan Lejlighed, kort sagt, det var virkelig smukke og højtidelige Koncerter. Befolkningen havde gratis Adgang med Lehnsgreven og deres Gjæster i Spidsen, og Tilfredsheden var stor, ikke mindst Faders, han var barnlig henrykt og havde jo ogsaa Grund dertil. Om Aftenen var Fader, Moder og Barnekow saa til Middag paa Slottet, og Lehnsgrevinden tog altid Barnekow tilbords ved saadanne Lejligheder.

  Fader havde i Haven dejlige højstammede Roser, som han selv podede, ligeledes stak han selv Asparges, af hvilke vi havde mange, men hans Interesse for Haven gik dog ikke saavidt, at han egentlig selv arbejdede i den, og det vilde dog have været saa godt for hans tunge, grublende Sind. Jeg mindes, at jeg en Gang som lille Dreng hørte vor Nabo, en ganske simpel Almuesmand, som Fader satte megen Pris paa, holde en hel Formaningstale til ham. Jeg husker ganske tydeligt, at han sagde bl. a.: „Herregu Brandstrup, det er Synd imod Vorherre og mod Deres Familie og Dem selv, at De gaaer saadan og spekulerer uden at tage Dem noget for, De skal arbejde i Deres Have eller paa anden Maner, saa kommer det gode Humør af sig selv!" Men Fader svarede sagtmodigt: „Jeg k a n ikke overvinde det, Andresen, nu har jeg kjæmpet forgjæves for det i mange, mange Aar."

  Moder tog sig af Blomsterhaven, som hun selv havde anlagt, men hun havde saare liden Tid til at arbejde i den, hvad hun iøvrigt elskede. En Gang imellem tog Fader i sit Frikvarter en halv Snes Skolepiger ind for at luge et Bed, der saa under Tøsenes Pludren og Fnisen blev rent i en Haandevending (Pigerne var bedre dertil end Drengene og vilde hellere end gjerne). Iøvrigt læste Fader jo en Del i sin Fritid, men næsten altid Holberg, som han aldrig blev træt af, navnlig Epistlerne og Peder Paars.   Fader kunde Engelsk og Tysk, og jævnlig lærte han en eller anden af sine flinkeste Skolebørn, som havde Lyst og Evner, Begyndelsesgrunde i et af disse Sprog, saa at Eleverne senere havde Grundlag for at arbejde sig videre frem. Dette gjorde Fader selvfølgelig i Fritiden og for sin egen og Elevernes Fornøjelse. Om Vinteraftnerne, naar vi Børn var kommen i Seng, sad de Gamle hyggeligt hos os i Sovekammeret; vor søde, kjære Moder stoppede og rimpede paa vort Tøj, og Fader læste højt for os, det var saa hyggeligt og trygt for os alle. Emil, vor mindste Broder, sov vel i Reglen, men vi tre andre lyttede med stor Interesse. Jeg husker saaledes, at Fader bl. a. læste Andersens Eventyr, Dickens, Ingemann, Blicher o. m. a. Engang, da Fader læste „Løbetossen" af Anton Nielsen, fik jeg et Udtryk forkert i Halsen, der hvor den fattige Dreng faar Prygl, og jeg brast i høj Latter, naturligvis kun fordi et Tonefald eller Udtrykket uvilkaarligt forekom mig grinagtigt, ingenlunde, fordi jeg havde mindre Medlidenhed med den fattige Dreng end de andre. Men Læsningen blev afbrudt, Jeg fik en streng Straffetale for min „Raahed", og jeg kunde jo slet ikke forklare, hvad jeg havde let af, men tudede mine ynkeligste Taarer.

  Moders og Faders Karakterer var meget forskjellige, men til Grund i dem begge laa den store Hæderlighed og Stræben efter alt det gode, det varme Hjærte og først og sidst en lykkelig urokkelig Barnetro, som Livet igjennem støttede dem og hjalp dem igjennem Sorger og Bekymringer.

  Moder havde et glad og frejdigt Sind. Hun var meget energisk, altid flittig og beskjæftiget, hun var saa ufortrøden, aldrig raadvild, og med en Humor, saa ægte og fornøjelig, at den tidt og mange Gange hjalp hende over en bedrøvelig Situation, hvor mangen En maaske i hendes Sted vilde have hylet og klaget. Hun kom jo ind i et Hjem, hvor der allerede var 4 Børn, men hun medbragte stor Dygtighed i alt husligt, saa at Husførelsen ikke overvældede hende. Senere, da hun blev ældre, forekom det os stundom, at det daglige Slid fra Morgen til Aften overvældede hende og kunde være taget lidt lettere, men vi har dog altid forstaaet, at Moders mageløse Trang til Opofrelse, til aldrig at tænke paa sig selv, var det, der efterhaanden og ganske uvilkaarligt førte hende saa langt ud i Sliddet. Moder var et lykkeligt og stærkt, meget levende og interesseret Menneske omtrent til aller sidst. Hun var ikke Filosof, hun gik efter, hvad hendes Instinkter og varme Hjerte tilsagde, hun tog Affaire, hvor hun følte Trang dertil, uden at spørge først, og hendes Resoluthed og Andsnærværelse var forbløffende ved mangen Lejlighed, hvor andre tabte Hovedet. F. Ex. husker jeg saaledes en Gang, vi tærskede, ikke som sædvanlig med Plejl; der var stillet Hestegang op i Gaarden, og Tærskeværket stod ude i Loen, hvor det surrede og brummede Dagen lang. Til at hjælpe ved Tærskeværket var bl. a. en ugift Kurvemager, Frits Wanner, som var kaad og en Dag havde drukket for mange Snapse til Frokosten. Pludselig hørte vi, at Tærskningen gik istaa med en underlig dump Lyd, der blev en Raaben og Skrigen, og lidt efter kom Kurvemageren højt jamrende vaklende ud af Loen med lemlæstet Haand, der hang i Laser og med Blodet strømmende. Alle flygtede, navnlig Pigerne højt hvinende, det saa altfor rædsomt ud. Men Moder sprang til, fik fat i den lemlæstede Haand, bundet noget om den og Ilbud efter Doktoren. Kurvemageren havde i sin Kaadhed ønsket at prøve, om Maskineriet kunde tage nogle Halmbaand, som han havde snoet stærkt sammen og forsøgt at proppe i Maskinen med Haanden, der saa kom for langt ind. Det lykkedes den gamle Doktor Fibiger at flikke Haanden saavidt sammen, at Manden beholdt den, omend i stærk lemlæstet og ufuldkommen Tilstand. Efter den Begivenhed viste Wanner altid en rørende Ærbødighed overfor Moder.

  I min tidlige Barndom husker jeg, at der i Tranekjær gik en gal Mand omkring, „gale Gerster", kaldet populært „toule Jæster"! Han huserede i Skovene mest, men kom ogsaa op i Byen, hvor Drengene jo var efter ham, og hvor han jævnlig beklagede sig til Fader, som forstod at stille ham tilfreds ved at love at straffe Drengene. „Taule Jæster" var et uhyggeligt Fænomen, som jo ikke nutildags kunde tænkes at gaa løs omkring. Ganske dunkelt husker jeg hans ligblege Ansigt med det mørke, forpjuskede Skæg og Haar, vi Børn nærede jo en forstaaelig Rædsel for ham, men ogsaa for Voxne, navnlig Kvinder, var han en Skræk og ikke hyggelig at møde, han kunde dukke op, hvor man mindst ventede ham.

  En Vinteraften var Moder alene hjemme, Fader var paa Slottet, Pigen var ude. Moder havde kun været gift et Aarstid og ventede sit første lille Barn. Som hun sad i den „lille Stue" og syede, vilde hun med et Lys gaa ud gjennem Køkkenet og den ret snevre, krogede „Gang" for at hente noget i Faders Stue.   Ude i Gangen ved Trappen var der en Dør, som i Reglen stod opslaaet mod Væggen, bag Døren var der saa en Plads til Koste, og i Døren var i Ansigtshøjde en oval Rude. Som Moder nu kom gaaende med sit Lys forbi denne opslaaede Dør, har hun vel hørt en Lyd, thi da hun saa op paa den lille Rude, saa hun bag denne Gersters ligblege stirrende Ansigt. Moder skreg ikke og flygtede ikke, men trak ganske roligt Døren op og sagde: „Godaften Gerster, De vil vel tale med Brandstrup, men han er ikke hjemme." Men Gerster var i stærkt Oprør og sagde bl. a.: „Jeg er hungrig!" Moder gik da med sit Lys ud i Spisekammeret, fulgt lige i Hælene af Gerster, og da hun spurgte ham, hvad hun skulde lægge paa den vældige Rundtenom, hun havde smurt ham, svarede han: „En Asie!" hvad han fik, og han gik saa sin Vej, temmelig beroliget. — Endnu et lille Exempel paa hendes Aandsnærværelse: En Søndag, da vi lige havde spist til Middag, og Fader var gaaet i Kirke, kom Pigen pludselig farende, hvinende og skrigende: „Der er ild i Skaasteni, Jøsses Koss, naa brander hele Huset!" og saa flygtede hun ud i Gaarden. Men Moder sprang ud i Køkkenet, op paa Komfuret, hvorfra hun kunde se op i den store aabne murede Skorstenskappe. Hele Skorstenen stod i Flammer, men man kunde se, at Ilden kom fra den lille Stues Kakkelovnsrør, altsaa, Moder som et Lyn fat i en Kost med en vaad Gulvklud paa, og denne kunde hun lige naa at proppe op i Mundingen af Kakkelovnsrøret, hvorpaa Ilden dæmpedes og Faren var forbi. — Ja, naar jeg skal prise vor søde, elskede Moder, saa ved jeg ikke, hvor jeg skal ende eller begynde, hun levede med os, hun opdrog os, delte alle vore smaa Glæder og Sorger med os, opofrede sig aldeles for os. Fader stod os altid ifølge sin Natur fjernere. Moder forkjælede os, ja, hun m a a t t e forkjæle alle, hvem hun holdt af. Dette kan vi jo let se nu, da vi er voxne og selv har et langt Liv bag ved os. Men hvem af os vilde vel nu have undværet hendes mageløse, utrættelige ømhed, hendes herlige, trofaste Breve, naar vi var borte fra Hjemmet, de smaa Pakker, hun sendte os? Moders Breve var noget helt for sig selv, ingen kunde som hun udmale Hjemmet med dets Smaabegivenheder, alt, hvad der var morsomt og opmuntrende, fik hun med, hun saa Begivenhederne med sin friske Humor, og mangen hjertelig, velgjørende Latter har jeg faaet mig ved at læse min søde Moders Breve.

  Den første Barndomserindring, jeg har, er vistnok vor yngste Broder, Emils Fødsel. Jeg var 4 Aar, Mea 6, og vi blev allerede om Morgenen sendt ud i Byen til en gammel Frøken Schindel, Veninde af de Gamle. Lut var 2 Aar og blev hjemme. Mea og jeg tilbragte en meget morsom Dag, Frøken Schindel havde et Par voxne Plejedøtre, som legede med os. Jeg husker tydeligt, at Mea formanede mig til Artighed, men at det ikke desto mindre bl. a. lykkedes mig at vælte bagover med en af de gammeldags Tremmegyngestole og slaa mig en god Bule i Nakken. Da Fader om Aftenen kom for at hente os og fortalte, at vi havde faaet en lille Dreng, troede jeg, at det var en ny Tjenestedreng, og først ved Hjemkomsten gik den glædelige Sandhed op for mig. Den lille Dreng, som jo var den yngste af de 8, blev alle Dage sin Moders Øjesten og Kæledægge, men hun maatte friste den tunge Sorg at se ham som voxen Mand gaa og kjæmpe med en uhelbredelig Tuberkulose, førend hun døde.

  En anden af mine meget tidlige Barndomserindringer er Krigen i 1864. Jeg husker, at der blev pillet Charpi til de Saarede, at der var Bazar, samt at et Rytterregiment drog igjennem Byen paa Vej til Krigsskuepladsen. En Dag kom Frederik ind og fortalte, at Dybbøl var faldet, og alle udbrød i Graad og Jammer, selv Fader. Jeg var 5 Aar gammel. Efter Krigen fik vi gamle Tante Lise i Huset, hun havde været hos sin Broder, Onkel Frits paa Augustenborg. Men nu var Als jo erobret af Tyskerne, og Onkel Frits Fenger, der var Landmand, fortrak fra Als og fik en Gaard paa Lolland. Jeg husker den Dag, da Tante Lise kom til os i Tranekjær, det var jo en Begivenhed; vi Børn viste hende Haverne, og jeg udførte for hende det Kunststykke at „løbe" hurtigt op og ned af Trappen, som førte ud i Gaarden. Vi havde endnu ikke lært at betragte hende med den Skepsis, som unægtelig, efterhaanden som hun blev ældre, blev Hovedbestanddelen af vore barnlige Følelser for hende. Tante Lise blev hos os til sin Død, og Moder fik overfor hende efterhaanden Brug for al sin Overbærenhed og mageløse Pligttroskab, thi Tante Lise blev lidt efter lidt meget besværlig. Hun var stærkt forvoxet og det, man kalder „en Smule sær", eller „ikke som andre". Hun havde dertil i udpræget Grad de fleste af de Egenskaber, som tillægges og præger en gammel og ret ørkesløs, ugift Jomfru, hun trængte altid til megen Godhed, ikke mindst fordi pertentlig Renlighed og Properhed totalt manglede blandt de omtalte Egenskaber. Tante Lise var bleven født 2 Maaneder for tidligt, idet hendes Moder en Nytaarsaften var bleven pludselig forskrækket ved, at man uventet afskød et Nytaarsskud lige udenfor et Vindue, hun sad ved. Denne for tidlige Fødsel tilskrev man vel med Rette Tante Lises Underlighed. Hun var forøvrigt et skikkeligt, godmodigt gammelt Skind med et bredt, udpræget Fenger-Ansigt, og hun vilde gerne glæde os Børn og andre. Vi maatte vel ikke have været Børn, om vi ikke havde haft stærkt Kig paa hendes Latterligheder og hendes store, stadig voxende Besværlighed for Moder, men bortset fra lidt Smaa-Uartigheder og Drillerier af og til fra vor Side, fik hun selvfølgelig Lov at gaa i Fred. Da Tante Lise har været i vort Hjem i omtrent al den Tid, jeg kan huske, er hun jo et Kapitel for sig og knyttet paa det nøjeste til Erindringerne om Hjemmet. Hun var 10 Aar ældre end Moder, som selv personlig passede hende lige til det sidste, da hun endelig døde efter at have ligget mange Maaneder tilsengs i en Tilstand ganske som et hjælpeløst lille Barn. Hvad Moder har præsteret af Opofrelse og Selvfornægtelse overfor sin gamle Søster, lader sig ikke beskrive; jeg behøver bl. a. blot at pege paa Vanskeligheden ved at holde Tjenestepiger, der jo intet vilde have at gøre med det rædsomme Svineri, som det gamle Menneske foranledigede.

  De 4 yngste Søskende har lært at læse af Moder. Naar vi var tungnemme eller uopmærksomme, kunde hun godt blive vred og smøre os godt igjennem samt smide os ned fra Forhøjningen ved Vinduet i den lille Stue, hvor hun havde sin Plads med Sybord. Fra det Vindue var der en dejlig Udsigt over Haven, Flaaddet og Skovene, og udenfor Vinduet hang en stor Stærekasse til 4 Stærefamilier, som Moder var glad ved og iagttog meget. Lidt Skrivning og Tabel lærte Moder os ogsaa, men efterhaanden overtog Fader os saa for at føre os videre i Kundskaber, og naar vi havde opnaaet passende Alder, kom vi ind i Skolen sammen med de andre Børn. Jeg husker tydeligt Ludvigs og min Skolegang hos Fader, og det var ingenlunde altid, vi foregik de andre Børn med et godt og dydigt Exempel. Fader gik meget op og nedad Gulvet under Doceren med sin stærke, dybe Stemme, og naar han saa var passeret os, der sad omtrent midt i Skolen, kunde der laves en hel Del Abekattestreger, inden han atter vendte Front og kom imod os.   Mea gik vist mest hos Moder, indtil hun allerede som temmelig lille Pige kom i Skole hos Doktor Fibigers Privatlærerinde, som underviste Doktorens mange Pigebørn. Disse kom tidt op hos os og vi til dem, og mangen en god Gang gik Legen lystigt ved „Saltebrød" eller „Røvere", der navnlig dyrkedes i Skumringen og bestod i, at de fredelige Vejfarende drog rundt i Haven syngende det aandrige Vers: „Her æ dou i deili Skou, her æ hverken Røvere eller nou!" Naar Røverne da pludselig brød frem for at fange dem, blev der jo en Flygten tversover alle Havens Bede og en øredøvende Hvinen og Skrigen fra Pigebørnene. Det var en spændende, meget støjende og derfor morsom Leg. Men overhovedet havde vi en glad og lykkelig Barndom, vi var raske og stærke, færdedes jo næsten altid i den dejlige friske Luft, der fra begge Sider strøg ind over Landet fra Søen, som man altid kunde se, naar man kom op paa en af de utallige Bakker. Om Sommeren gik vi i Vandet saavidt muligt hver Dag, det var ½ Times Spadseretur, næsten hele Vejen gjennem dejlig Bøgeskov. At komme ned til Stranden om Formiddagen, naar Fyen og Taasinge laa i klart Solskin, tilsyneladende ganske nær, var formelig en opbyggelig Oplevelse, det var et Syn saa skjønt, vi saa tydelig Brejninge Kirke samt Valdemar Slot paa Taasing og adskillige af Fyens høje, hvide Landsbykirker, Lundeborg m. m. Og aldrig synes jeg, at jeg har badet i friskere, klarere Vand end ved denne vor kjære Aasø-Strand. Medens vi var smaa Drenge, var de 2 voxne Brødre jo stundom med paa disse Badeture, det var en særlig Fest for os, de 2 store Brødre var altid søde mod os. Omtrent halvvejs nede i Skoven gik Stien over et helt Net af store blottede Rødder fra et gammelt Bøgetræ. I en af de tykkeste Rødder foreviste Carl og Frederik os et stort Ar, hvori der var fast indfældet et andet Stykke Træ. Her, fortalte de, havde de som Drenge sammen med et Par Kammerater begravet en Frø, som de havde dræbt. Os smaa Brødre forekom denne Daad meget interessant, og vi standsede tidt ved denne Trærod, som jeg sikkert kunde finde den Dag i Dag, hvis den fandtes endnu, mere end 60 Aar efter.

  Vi 3 Brødre legede godt sammen, Emil, som den lille, maatte jo rette sig efter os andre, men gjorde det villigt, uhyre godmodig og skikkelig, som han var. Jeg var destoværre i en Periode slem til at drille de 2 andre, men i Reglen holdt vi dog Fred.  Om Søndagen fik vi stundom Lov at invitere fremmede Børn, Doktor Fibigers Pigebørn, Henrik og Gotfred Eriksen, Sønner af Vejassistent Eriksen, Christian Graae, Søn af vor Gjenbo, Forpagter Graae, der drev Præstegaardsjorden og havde 8 Heste, en stor Tiltrækning for os, navnlig naar en af os kunde faa Lov at faa en Ridetur. Ja, Legekammerater manglede vi ikke; meget jævnlig var ogsaa William Ahlefeldt med, Lehnsgrevens yngste Søn, som var en glad, elskværdig Dreng, et Aar yngre end jeg. Vi havde jo Avling, 8 Tdr. Land udmærket fed, god Jord med 8 Køer, disse fik Kalv hvert Aar, som blev solgt, men en Gang tiggede vi Fader saa stærkt om at faa Lov at beholde en Kalv, som vi havde gjort særligt til vort Kælebarn, vi kaldte den „Rummen", at vi fik Lov, saa at den blev lagt til og tjente os som Ko i adskillige Aar. „Rummen" var som Kalv og Kvie vor gode Legekammerat, den løb efter os som en Hund, med et Stykke Brød kunde vi lokke den ind i Huset, helt igjennem dette ad den snevre og ret krogede „Gang", men Moder satte ikke Pris herpaa, da „Rummen" jo i Reglen lagde Visitkort. Om Sommeren, naar „Rummen" laa paa Marken og tyggede Drøv, har vi ofte lagt os ved Siden af den med Hovedet hvilende paa dens store Krop som Hovedpude, det var saa morsomt at høre den gurglende Lyd, naar den med temmelig bestemte Mellemrum gylpede Foderbollerne op for at tygge dem rigtigt. En Gang havde Lut og jeg (Moders Kælenavne til os 3 Drenge var Ditten, Lut og Me) bemægtiget os en stor Tørvekasse fra Skolen, sat 4 Ruller under den, saa at den dannede en lille primitiv Vogn. Saa havde vi lavet Seletøj, spændt „Rummen" for, og Lut, der skulde kjøre først, havde taget Plads i Vognen, forsynet med Pisk og Tømme, saa kyste jeg pludselig „Rummen", der sprang afsted, mere og mere rædselsslagen ved at mærke Rumlen og Skrumplen bagved sig, saa at Vognen næsten straks væltede, Lut hovedkuls ud i Græsset, og afsted fo'r „Rummen" hele Marken rundt, idet den uafbrudt slog bagud med sine kraftige Bagben, saa at Faders Tørvekasse efterhaanden laa splintret og strøet Marken rundt.

  Et andet Husdyr havde vi, som vi elskede endnu langt højere, det var en lille Gjed, „Mekkum", den fik vi som lille Gjedekid og havde til Legekammerat i flere Aar, indtil vi kom ud fra Hjemmet. „Mekkum" løb efter os som en lille lystig, utrolig væver og graciøs Spilopmager, der maatte passes godt paa, at den ikke skulde slippe ud i Haven, hvor den jo saa vilde gjøre megen Skade. Da den blev voxen, fik vi Vogn og Seletøj til den, og med kun en ad Gangen i Vognen, kunde den nok saa lystig trække os rundt i Haven. „Mekkum" var et yndigt Dyr, som er knyttet saa nøje til Minderne om en lang Periode af vor Barndom. Den hed sig at være Emils, og han sørgede under den store Ildebrand, da vore straatækte Udhuse brændte, (sammen med hele Præstegaarden og 10—12 andre Huse og Gaarde i Byen), for at komme ud i Stalden og redde sit Kælebarn. Lut og jeg var dengang kommen paa Sorø Akademi, jeg i 1872, Lut i 1873.

  Da jeg var 10 Aar, kom en Dag i Sommerferien 1869 Lehnsgrevens Huslærer, cand. theol. Kruuse op til os med Hilsen fra Grevens, om mine Forældre ikke havde Lyst til at lade mig undervise oppe paa Slottet sammen med den yngste Søn William, som blev undervist alene af Kruuse og trængte til en Lege- og Læsekammerat at kappes med. Det gode Tilbud blev naturligvis modtaget med Glæde, og nu fik jeg i 3 Aar en udmærket og grundig Undervisning sammen med William, der jo som sagt var et Aar yngre end jeg, men vi fulgtes ad om samme Pensum, og ellers i tykt og tyndt, William var en god og glad Kammerat, og for mig var det 3 dejlige Barndomsaar, som jeg mindes med megen Vemod. Jeg var i Skole hver Dag fra Kl. 8—2 med Frokost-Frihed fra 11—12. Frokost spiste jeg hver Dag ved Grevens Bord, saa det forstaaes, at William og jeg snart blev ret uadskillelige og jævnligt ogsaa besøgte hinanden, jeg til Middag Kl. 5 hos ham, eller han til Aften Kl. 6 hos os. I 1872 blev William dimitteret til Roskilde Latinskole, jeg til Sorø Akademi. I Resten af vor Barndom og første Ungdom holdt Kammeratskabet endnu i Ferierne, naar vi kom hjem, jeg besøgte ham et Par Gange i Roskilde og han mig et Par Gange pa Sorø Akademi, men efterhaanden voxede vi fra hinanden, Junkeren kom op i ham, og han tabte efterhaanden ganske Interessen for mig, saa meget mere, som jeg aldrig har kunnet bekvemme mig til Bestræbelser for at „hænge paa" saaledes som jeg ved, at visse andre af hans borgerlige Venner med stor Fordel har gjort det. William Ahlefeldt var i en Del Aar knyttet til Diplomatiet, blev Gesandt i Wien, senere i en Periode Udenrigsminister. Han ejede Eriksholm ved Holbæk, blev gift med en Komtesse Danneskjold-Samsø, der overlever ham som Enke.

  Lut kom som sagt paa Sorø Akademi 1873 og tog 4 Aar efter Preliminærexamen fra Realklasserne. Jeg gik i Latinklasserne og tog i 1876 Preliminærexamen fra 4. Studerende Klasse. Det havde vist egentlig været Faders Ønske, at jeg skulde studere, men dette blev opgivet, da jeg ikke havde Lyst dertil og hellere vilde ind paa en praktisk Levevej. Emil var imidlertid bleven forberedt hjemme og kom til København, hvor han fra et Privatkursus tog Preliminærexamen og saa kom til Postvæsenet.

  Da William og jeg var kommen ud fra Hjemmet, var Kruuses Gjerning som Huslærer hos Grevens forbi. Han havde været Lærer ogsaa for 2 af de lidt ældre Grevesønner (der var 5 ialt) og var saaledes i mange Aar meget nær knyttet til Grevens Hus, hvor han forstod paa en Gang at være den fine, taktfulde, elskelige Familieven og dog Tjener. Kruuse havde Familie, fik efterhaanden 6 Børn, hvoraf den ældste, Eline, var 4 Aar yngre end Jeg. Lidet anede jeg selv eller nogen anden dengang, at hun skulde blive min Hustru. Jeg var jo som sagt ældre end hun, og Kærlighed eller Beundring var ingenlunde den Følelse, jeg den Gang nærede for hende, nærmest indtog jeg en venlig, beskyttende Holdning overfor det livlige, velbegavede Pigebarn. Mine Forældre stod i Venskab Kruuses temmelig nær, som rimeligt var, de omgikkes og satte megen Pris paa hinanden. Af et gammelt Brev fra Kruuse til sin Forlovede, da han nylig var kommen til Tranekjær, har vi set, at han bl. a. har skrevet om Tranekjær: „I Sandhed en mærkelig By, hvor Skolelærerens Hjem er det mest dannede!" Vi har et Par Gange, f. Ex. da Fru Kruuse skulde til Karlsbad efter en Sygdom, havt Eline og hendes Broder Frits i Huset nogen Tid, saa at de allerede den Gang lærte at holde af mine Gamle, der var søde og gode imod dem. Frits var jævnaldrende med Emil, og de blev gode Legekammerater. Frits var en morsom og begavet Dreng, uhyre rar og skikkelig ligesom Emil.

  Kruuse blev i 1872 Godsforvalter paa Lehnsgrevens Stamhus Lundsgaard ved Kjerteminde, og flyttede derover med sin Familie, boede der til sin Død.

  Da jeg havde taget Preliminærexamen paa Sorø Akademi, kom jeg i Tømrerlære i Odense, hvor jeg blev i 3½ Aar. Det var Meningen, at jeg skulde uddannes til Arkitekt, hvad jeg havde Lyst til. Jeg var derfor i Tømrerlære om Sommeren og gik om Vinteren paa Teknisk Skole for at uddanne mig til Optagelse paa Kunstakademiet. I Odense boede jeg hos Farver Østerbyes paa Vestergade, de havde 4—5 unge Mennesker i Pension, vi boede 2 paa et Værelse, levede udmærket og gav 40 Kr. pr. Maaned for fuld Pension. Jeg har mange fornøjelige Minder fra denne Tid, det var jo min allerførste Ungdom, fra 17 til 20 Aar, og jeg var lige sluppen ud fra det tvungne Skoleliv paa Sorø Akademi, som jeg var meget kjed af. Jeg havde ikke været flittig, vi gik der den Gang ganske for Lud og koldt Vand, men min Examen havde jeg jo dog faaet, og ganske pænt, jeg var Examensmand og lod mig ikke forbløffe, hvad der ogsaa tidt i mit senere Liv kom mig tilgode. Broder Lut var flittigere end jeg, mindre drømmende. Mine Minder om de 4 Aar paa Sorø Akademi er derfor ret triste i sin Helhed. Aldrig skal jeg dog glemme vort Tilflugtssted om Søndagen i Lynge Præstegaard hos Pastor Trydes, som i vor Akademitid viste os en mageløs Elskværdighed og Gjæstfrihed. Det var et gammelt Præstehjem af den bedste Slags, med Fred, Velvære og Hygge. Fru Tryde var født Thomsen og Søster til Moders bedste og trofaste Veninde, Fru Gert Winther. I Lynge Præstegaard blev vi altid modtaget med samme Elskelighed, uagtet vi vistnok rendte de kjære gamle Mennesker langt hyppigere paa Dørene end vi burde have gjort, og der kom iøvrigt adskillige andre Elever fra Akademiet i Præstegaarden end vi.

  Da jeg kom til Odense, kunde jeg jo slaa mig løs, og det gjorde jeg, saavidt Midlerne strakte til, hvad der jo ikke vilde sige uhyre meget. Farver Østerbyes var en retskaffen, flittig godmodig Borgerfamilie med en eneste Søn, omtrent jævnaldrende med mig. Farveren var baade af Ydre og Indre den mest gammeldags og udprægede Spidsborgertype, jeg har kjendt. Huset var fra 1631, hvilket stod udskaaret i det svære Egetræs Bindingsværk over Porten, der var 2 Etager, den ene lidt udover den anden paa smukke udskaarne Knegte, Tavlene var udmuret med røde Sten, Værelserne ovenpaa til Gaden var meget morsomme, det ene med 2 lukkede Alkover, det andet med en hel Væg beklædt med udspændt Lærred, hvorpaa naive oliemalede Landskaber med Figurer, kort sagt, det var et meget smukt Hus, karakteristisk for sin Tid og oprindelig bygget som Vintertilholdssted for en af Datidens adelige Godsejere, jeg husker ikke hvilken. Destoværre er Huset jo nu forlængst nedrevet og har givet Plads for et almindeligt grimt, moderne Hus.   En lang, smal Have førte lige ned til Odense Aa, i hvilken vi havde Baad.

  Her tilbragte jeg en fornøjelig Tid, vi unge Mennesker blev behandlet venligt og godt i enhver Henseende, og det følger jo næsten af sig selv, at vi havde al den Spas for, som livlige unge Mennesker i den Alder gjensidig hengiver sig til. For at nævne et enkelt Exempel havde Jeg saaledes en Aften drillet min Slof, en jævnaldrende men meget større Landvæsenselev, Bondesøn, Carl Møller, som gik paa Landbrugsskolen. Det var halv Sjou, halv Alvor, men han havde da „kløet" mig og smidt mig ud, saa at jeg søgte Tilflugt paa Naboværelset, hvor jeg fik Lov at sove paa Sofaen. Men forinden havde jeg sikret mig Møllers Fodtøj, som var sat udenfor Døren, et Par uhyre Skaftestøvler, dem bandt jeg sammen ved Stropperne og hængte dem, stærkt opmuntret af de 2 Naboer, hvis Sofagjæstfrihed jeg skulde nyde, op paa den vandrette Stang, der i Højde med Tagskjægget ragede ud fra Huset og hvorpaa Farverens Skilt, en Fane af mørkeblaat Vadmel, vajede paa gammeldags Maner. Med en Stok blev Støvlerne puffet langt ud paa Stangen, saa at de hang lige ved Farverflaget, og jeg følte mig fuldtud hævnet, navnlig da det øsregnede hele Natten. Men da jeg næste Morgen tidlig saa en undrende Skare paa det modsatte Fortov og pegende op imod Østerbyes ærbare Farverflag, vaagnede min onde Samvittighed overfor mine skikkelige Værtsfolk, og jeg anede, hvad der ventede mig, da jeg kom hjem fra Arbejde om Middagen og modtog en højtidelig Anmodning om at søge mig et andet Logis hurtigst muligt. Men allerede om Aftenen havde en ældre Pensioner, Sagfører Schjörring, bedt om godt Vejr for mig, saa at jeg efter en pæn Undskyldning fik Lov at blive i det udmærket rare og hyggelige Logis, lige til jeg efter 3½ Aars Forløb havde taget min Examen ved Teknisk Skole og samtidig gjort Svendestykke som Tømrer. I Foraaret 1879 var jeg paa Session i København og blev taget til Marinesoldat, hvad jeg havde Lyst til for muligt at komme ud paa et langt Togt. For at blive taget til Marinesoldat havde jeg skaffet mig en Attest for Søvanthed. Dette gik til paa følgende Maade: I en Ferie gik jeg med Fader ned til Aasø ved Tranekjær, hvor en af hans tidligere Elever, Fisker Lars Mikkelsen, boede. Vi gik ind hos Manden, og Fader sagde: „Aa hør, Lars, kunde du ikke skrive Christian en Attest paa, at han er søvant, han har jo dog jævnlig sejlet med dig i din Baad over til Svendborg." Lars kløede sig bag øret og svarede: „Ja, Hr. Brandstrup, det vil jeg skam godt, men jeg ved itte rejdi, hvordan a je ska skrive det, men nu ta'er jeg dette Papir, aa saa skriver jeg mit Navn her nere, aa saa ka Di ju sæl skrive ovenover, hva Di vil." Dette skete, og paa Sessionen blev jeg taget til Marinesoldat paa Grund af min Attest for Søvanthed. Jeg skulde møde om Efteraaret, og i den mellemliggende Sommer skaffede Godsforvalter Kruuse mig Arbejde som Tømrersvend paa Lundsgaard, der var brændt. Tømrermester Julis Nielsen fra København var Hovedentreprenør for det store Arbejde, en udmærket flink og dygtig Mand, hvem jeg senere havde en hel Del Forbindelse med, idet Skjæbnen vilde, at han i Aarenes Løb mangen Gang kom til at arbejde under mig, da jeg var bleven Arkitekt.

  Som Tømrersvend den Sommer paa Lundsgaard havde jeg det dejligt, idet jeg jo gjenopfriskede Bekjendtskabet med min fordums Lærer Kruuse og hans Familie, hos hvem jeg havde mit Tilhold om Søndagen og i meget af den øvrige Fritid, jeg kunde aldrig komme for tidt hos de kjære, gjæstfrie Mennesker. Men ogsaa Forpagter Peter Andersen (som var en Langelænder fra Søvertorp) viste mig en elskværdig Gjæstfrihed. Der var livligt og megen Ungdom (3 unge Døtre, en Del yngre end jeg), den næstældste blev senere den bekjendte Forfatterinde, Fru Agnes Henningsen. Fru Kruuse, min senere Svigermoder, kom jeg til at holde inderligt af, hun var et kjærligt og varmhjærtet Menneske, meget livlig og morsom, men hun var nidkjær og streng imod sine Børn, og dem delte jeg forsaavidt Kaar med, som jeg ufejlbarlig fik min grundige Røffel af hende, naar jeg fortjente den. Jeg døde saaledes ikke i Synden, da følgende Episode kom hende for Øren: Jeg beboede med en Arbejdskammerat, Tømrersvend Jørgensen, et Kvistværelse i den lille Beværtning „Stokhuset", der laa lige i Skovkanten ind mod Kjerteminde. En Aften sent paa Sommeren, da der havde været Rejsegilde paa Forpagtergaardens nye Kostald, kom Jørgensen og jeg hjem til Stokhuset i stærkt opmuntret Tilstand, vi havde faaet Æbleskiver og Punch i meget rigelig Mængde og var mildest talt oplagt til Sjou. Som vi nu stod og vaskede os og klædte os om, hørte vi Trommeslagning, og lidt efter kom Byens Borgervæbning marcherende, gjorde Holdt, satte Geværerne i Pyramider og slog sig ned ved et Bord i Skoven, bogstavelig under vort Vindue. Hele Krigshæren bestod af 10—12 Borgere, udmajet paa det prægtigste og med Byens Politifuldmægtig i Spidsen som General. Jørgensen og jeg nød det latterlige Syn fra vort Vindue (bag Gardinerne), saa at Krigerne ikke anede, hvor nære Tilskuere og Beundrere, de havde. Da der nu kom en Bolle Punch ud til dem, hvilket gav Signal til patriotiske Taler m. m., kunde vi ikke længere være helt udenfor, jeg tog et Glas koldt Vand og slog ud over Krigshæren, der følte det som en mild Regn og saa studsende op imod Himlen samt imod vort Vindue, hvorfra man dog ikke kunde høre en Lyd, da vi holdt os ganske tavse, skjult bagved Gardinerne. Man slog sig til Ro, og Pokuleringen begyndte igjen, men saa gav jeg dem et nyt Glas Vand, og nu sprang man op og talte harmfuldt om at klage til Værten etc., men da stadig ingen Lyd fra os kunde høres, slog man sig til Ro endnu engang, og først et 3die Glas Vand foraarsagede vildt Oprør samt at „Generalen" sammen med Værten kom stormende opad Trappen til os. Vi var storsnudede, benægtede alt og viste dem ud fra „vort" Værelse. „Generalen", selve Byens Politifuldmægtig, lovede, at vi Mandag skulde „høre fra ham". Da jeg Mandag Morgen kom paa Arbejde, blev Jørgensen og jeg enige om, at jeg skulde gaa ind paa Politikontoret og give Fuldmægtigen en pæn Undskyldning. Tilsyneladende var han ubønhørlig, men lod dog skikkeligt Sagen falde, saa at vi intet mere hørte fra den Kant om den, men — desto mere fra alle andre, og da Fru Kruuse i Byen hørte, at den unge Brandstrup havde heldt noget helt andet end rent Vand ud over Borgervæbningen, saa var der jo til mig i en god Mening, og det blev ikke bedre, da det Dagen efter blev forebragt hende, at jeg, forinden denne Udaad, ved Rejsegildet havde drukket Dus med Forpagteres Tjenestepiger (stærkt opfordret af disse, samt de andre Haandværkere), thi lad til Nød gaa med en ungdommelig Kaadhed, men hvad der blev bedømt som noget i Retning af Usædelighed, det var vanskeligt at tilgive!

  Vinteren 1880—81 aftjente jeg min Værnepligt som Marinesoldat. Efter 6 Ugers „Skole" (d. v. s. Exercits o. lign.) paa Holmen, sejlede jeg midt i November med Fregatten „Jylland" til Vestindien, jeg naaede altsaa mine Ønskers Maal, at komme ud paa et langt Togt, og dette varede 5 Maaneder.

  Da vi var lettet fra Vedbæk, hvor vi laa til Ankers den første Nat, gik vi for Damp i smukt Vejr, forbi Kronborg op gjennem Kattegat. Udfor Kronborg dundrede vor første Salut. Det var en stolt Fornemmelse at glide ud i rum Sø med det store, pragtfulde Skib, som havde Flag under Gaffelen. for at besvare Hilsener fra alle mødende Sejlere. Kl. 12 om Natten gik vi, „Dronningens Kvarter", til Køjs, Hundevagten blev purret og løste af. Om Natten havde vi rundet Skagen, og da vi Kl. 4 blev purret ud til „Dagevagt", var Sejlene sat og Fregatten slingrede en Del for svær nordvestlig Dønning. Imidlertid var Tilstanden frygtelig mellem de ikke søvante „Mænner", af hvilke de fleste var søsyge, saa Svineriet paa Dækket under Køjerne var forfærdeligt, indtil der blev spulet. Jeg selv slap Gudskelov med lidt Kvalme den første Morgen; der var Folk, som var søsyge paa hele Rejsen, naar Vejret var haardt, og man ynkedes ved at se deres Kvaler og blege Ansigter. Og nu laa vi underdrejet i 11 Døgn, d. v. s. stadig krydsende for Storm og Modvind, indtil vi endelig en skjøn Morgen kastede Anker paa Plymouth Rhed, saa gik det mod Syd, d. v. s. ind i lunere Breddegrader, det var herligt at opleve efter Nordsøens Storm med Kulde og Snebyger. I Cadiz havde vi Landlov, der var dejlig Sommer med Sol og Varme, et skjønt Eventyr, Foden for første Gang paa Udlandets Grund. Cadiz ligger skjøn og malerisk paa en Skraaning ved en dejlig Bugt. Byen er ganske snehvid i Frastand, øverst knejser den store Domkirke i herlig Barokstil. Derfra gik vi ned til Madeira, og den Dag, da denne høje Ø dukkede frem som en mørk Taagebanke, i Horisonten, fik vi Passaten og kunde dreje lige mod Vest, Sønden om Madeira, med den lune østlige Brise lige agter ind, saa at vi gik for fulde Sejl, stundom endda, om Dagen, med Læsejlene sat. Juleaften indtraf omtrent midt imellem Madeira og Vestindien, det var en smuk, højtidelig Fest, paa en dejlig, lun Aften. Før og efter en kort Andagt blæste Marineorkestret en Julesalme, derpaa faldt Forhænget for et Julebord, der var bedækket med smaa Gaver, en til hver af de 400 Mand, fra Officererne. Jeg fik en lille, meget velkommen Pakke Tobak. Derpaa Skafning med The, ½ frisk Julekage pr. Mand samt Extrapunch, og sluttelig Dans paa Batteriet, (næstøverste Dæk, hvor Kanonerne stod) efter vor egen Harmonika, som en jysk Fisker spillede med stor Færdighed.

  Efter 3 Ugers Sejlads fra Cadiz kastede vi Anker paa St. Thomas Rhed, der næstefter Konstantinopel med Bosporus er det skjønneste Sted paa Jorden, jeg har set. Hver Dag i Middagstiden havde de Sorte Lov at komme ombord med deres Appelsiner (sødere og mere saftfulde har jeg aldrig smagt) samt Bananer, Figner og Ananas. Under de 6 Uger, vi laa derovre, havde vi kun en, e n Gang Landlov, endda kun paa St. Croix, i hvilken Anledning der herskede stor Misfornøjelse. Chefen, Kommandør Schoustrup, var en meget forhadt Mand, fra hvem der aldrig mærkedes den ringeste Velvillie mod Mandskabet. Næstkommanderende, Kaptajn W. Irminger (som senere i mange Aar boede i min Søster Mis's Pensionat), var ligesaa elsket ombord, som Chefen var hadet. Det hed sig, at der var gul Feber paa St. Thomas, derfor kunde vi ikke faa Landlov her, men Officererne kunde godt holde stort Bal ombord og iøvrigt modtage Gjæster hver Dag og til enhver Tid. Det var en stor og mærkelig Oplevelse at føle det tropiske Klima med den dejlige friske Brise om Dagen. Om Natten var Stjernehimlen og Maanen saa klare og lysende, at man med Lethed kunde læse og skrive Breve alene ved Skinnet. Midt i April kom vi hjem efter en ret kold og stormfuld Rejse. Vi maatte gaa ind til Mandal for at høre, om Øresund var isfrit efter en meget streng Vinter. Fra Kronborg omtrent helt ned gjennem Sundet maatte vi gaa for Damp i en smal Rende med fast Is paa begge Sider. Da jeg kom hjem fra Tjenesten for at holde en kort Ferie, opdagede Moder, ved at klippe mig, at jeg var fuld af Lus, for første og sidste Gang i mit Liv. Man kunde jo nemlig ombord kun blive vasket i koldt Saltvand med meget liden og daarlig Sæbe.

  Saa tog jeg atter til Lundsgaard og arbejdede endnu denne Sommer som Tømrersvend, og denne Sommer gjorde jeg nærmere Bekjendtskab med min kjære Eline Kruuse, med hvem jeg dog først flere Aar senere, nemlig den 2. Oktober 1887, blev forlovet.

  Om Efteraaret 1882 tog jeg til København, søgte Tegnearbejde og fik det hos Prof., Arkitekt Ove Petersen, hvor jeg var i et Aar hos den morsomme, meget originale og elskværdige Mand, som jeg kom til at holde meget af. Han gav mig en i de Tider svimlende Begyndelsesgage, nemlig 60 Kr. maanedlig, men det var stundom meget vanskeligt at faa dem, da han var uefterrettelig og bohemeagtig i Pengesager. En Gang, da der var gaaet flere Dage ind i Maaneden uden at vi Tegnere havde faaet vore Penge, fandt et af vore gode Hoveder paa at samle alle vore Laanesedler sammen, 4 a 5, og lægge dem paa Professorens Plads. Han blev jo rasende, men tog straks i Byen og kom hjem med Penge til os alle, vi var 8 Mand, da der var meget Arbejde; bl. a. byggede vi dette Aar Dagmarteatret og Hotel National. Om Vinteren gik jeg paa Kunstakademiets Aftenklasser og naaede i de 2 Semestre at faa Bugt med første Klasse og at komme midt ind i anden for Arkitekter. Jeg boede i Frøken Vadums Pensionat, Fiolstræde 17, paa et Kvistværelse sammen med Broder Emil, som, efter at have taget Preliminærexamen paa et Privatkursus, var kommen som Assistent paa Kristianshavns Postkontor i Brogade. Broder Ludvig var, efter at have taget Preliminærexamen paa Sorø Akademi og efter at have aftjent sin Værnepligt som Marinesoldat, fra hvilken Tjeneste han dog paa Grund af en ondartet Ørebetændelse med Operation var blevet kasseret, kommen i Huset hos gamle F. L. Liebenberg, der sørgede helt og holdent for ham, og beboede 2den Sal hos Frk. Vadum, Fiolstræde 17. Ludvig var i Lære hos Snedkerfirmaet Severin og Andr. Jensen, hvor han efter endt Læretid fik Sølvmedaille for sit Svendestykke. Han forlod jo imidlertid Snedkerfaget og blev hurtigt den udmærket talentfulde Billedhugger, som han er den Dag idag.

  Jeg selv, der som sagt i Vinteren 82—83 var naaet midt i 2den Arkitekturklasse paa Kunstakademiet, fik imidlertid Rejselyster ved at høre en Akademikammerat, Christen Larsen (lige nylig død) fortælle om en Rejse til Wien, hvor han havde faaet Tømrerarbejde ved Hjælp af vor berømte Landsmand, Theophilus Hansen. Jeg søgte Rejsestipendium af Classenske Fidiecommis, fik 150 Kroner, takket være Grevinden paa Tranekjær, der anbefalede mig til Formanden, Geheimeraad Tillisch.

  Saa begav jeg mig da midt i September ud paa min længste og interessanteste Udenlandsrejse, som gik over Hamburg, Dresden, Prag, Wien, Buda-Pest, Belgrad, Varna, Konstantinopel, Athen, Triest, Venedig, Milano, Luzern, Basel, Worms, Koblenz, Köln til Antwerpen og herfra hjem i November 1884. Jeg rejste paa min Profession, og bortset fra de nævnte 150 Kr. af Classenske Fideicommis, der fornyede denne Sum, da jeg rejste fra Belgrad, tjente jeg selv mit Underhold paa Rejsen.

  Fra Hamburg rejste jeg til Wien paa 4de Klasse, men opholdt mig dog først i denne By, samt i Dresden og Prag, i 3—4 Dage. Der var jo meget at se, og mine Øjne var aabne, tør jeg nok sige. Bekvemmelighederne paa 4de Klasse var dengang ikke overdaadige, man rejste i en Vogn, delt i 2 Rum men uden Spor af Sæder. Vilde man hvile, kunde man jo sætte sig paa sin Bagage eller paa Gulvet, naar Pladsen tillod det. Rejseselskabet var broget, Ceremoniellet var ikke indviklet, man sagde Du til hinanden, Hovedparten af de Medrejsende var Soldater, Haandværkere, Sælgekoner o. lign. Paa Turen Hamborg—Berlin, da jeg om Aftenen laa paa Gulvet og underholdt mig (saavidt mit endnu mangelfulde Tysk tillod det) med en yngre, noget lurvet Fyr, fortalte han mig, at han netop havde udstaaet 4 Maaneders Fængsel. Han sagde bl. a.: „Ich habe überhaupt ein sehr bewegtes Leben geführt!" og jeg tænkte: „Dette gælder altsaa dog ikke for de sidste 4 Maaneder," men jeg sagde det ikke. Af de 3 nævnte Byer fandt jeg Prag langt den smukkeste og ejendommeligste. En Nat Kl. 3½ ankom jeg til Franz Josephs-Bahnhof i Wien efter en meget trættende „Bummelzug"-Fart paa 4. Klasse. Med et Par unge Haandværkere traskede jeg nu helt ud til „Mariahilferstrasse", hvor de mente at kunne skaffe mig Logis. Imidlertid var en Kafe aabnet i denne Gade, og Jeg gav Morgenkaffe, hvad der stivede svært af. Jeg forstod omtrent ikke et Ord af deres mig ganske ukjendte, rene, uforfalskede Wienerdialekt.

  Det første Logis, som jeg tiltraadte om Morgenen Kl. 7, var hos et Par gamle Skrædderfolk, som lejede mig deres „Cabinet'l" og saa selv nøjedes med „Zimmer" og Küche. Et Zimmer havde 2 Fag Vinduer, et Cabinet'l havde kun et, og da, som her, vendende ud til Køkkenet. Den gamle Kone sagde: „Soll i Ihna net a Bier holen und a Paar Semmel dazue?" Saa hinkede hun afsted med et tomt Krus og kom lidt efter tilbage med dette fyldt samt 2 tørre Rundstykker. Dette var min første Frokost i Wien, og i de kommende 1½ Aar lærte jeg, hvor overdaadigt vi lever i Danmark, samt at man herligt kan nøjes med meget mindre. Saa gik jeg i Seng og sov til Kl. 12 i den ikke meget propre Seng, hvor jeg for første Gang stiftede Bekjendskab med Væggetøj, hvad jeg hidtil kun havde kjendt af Navn. Hvad jeg paa Resten af min Rejse af og til maatte gaa igjennem med dette utaalelige Utøj, vil kun den, der har prøvet noget lignende, kunne forstaa, men jeg tør roligt sige, at jeg, hvad Kjendskab til Væggetøj angaar, naaede at blive Expert. Mine gamle Skrædderfolk var fattige og glade ved den lille Indtægt af mig.

  Jeg skulde jo finde Theophilus Hansen, der var saa berømt, at endog de kjendte hans Ry og kunde sige mig, hvor jeg skulde søge ham, nemlig paa hans Tegnestue ved den nye Parlamentsbygning, som han var ifærd med at opføre. Han modtog mig med straalende Elskværdighed og gav mig sit Kort, det skulde jeg blot forevise hos en stor Tømrermester Oestreicher i Forstaden Oberdöbling, saa vilde jeg strax faa Arbejde, og dette slog til. Hos Oestreicher arbejdede jeg hele Vinteren, indtil jeg midt i April forlod Wien. Men da „Ober Döbling" laa i Byens nordvestlige Udkant, medens „Mariahilf" var i den sydvestlige, saa at jeg de første 14 Dage havde ½ Mil at gaa til og fra min Arbejdsplads, maatte jeg jo flytte fra mine gamle Skrædderfolk til disses Sorg. Nu kom jeg imidlertid, hvad Vaaggetøj angaar, fra Dynen i Halmen. Hos Frau Nothfellner, der var „Hebamme" og havde „Tabaktrafik", d. v. s. priviligeret Udsalg af Tobak (der var dengang og er endnu Statsmonopol paa Fabrikation og Salg af Tobak), var der en saadan Masse Væggetøj og et saadant Svineri, at jeg paa min Rejse kun i Konstantinopel har oplevet noget lignende. Jeg delte Frau Nothfellners Cabinet'l med en skikkelig, gemytlig Wiener, som hed Barth og arbejdede paa en Stivelsefabrik, hvorfor han altid kom fra Arbejde i en stærk melet Tilstand. Naar vi tidligt om Morgenen gik paa Arbejde, passerede vi Familiens Zimmer, hvor de alle sov, nemlig Moderen, en voxen Søn og 2 lange voxne Døtre samt den enes 2 Aar gamle uægte Søn, der hyppigt paa dette Tidspunkt sad paa Potten. Paa vort „Gutenmorgen" lød da i Chor: „Haab die Ehre, gutenmorgen, empfehle mich!" Den sidste Del af denne Hilsen betød „Farvel", men lød jo for mine Øren pudsigt i de 2 sjuskede lange Døtres Mund. Paa Grund af Væggetøjet og hele Svineriet maatte jeg atter flytte og var nu heldigere. Jeg fik et lille pænt, propert „Cabinet'l" hos Kanzleidiener Wewzel Baschta, som havde Hustru og en lille 4l/2 Aars Dreng Karl. Familien var tschekkisk, det var pæne og skikkelige Folk, hos hvem jeg blev boende hele Vinteren. Mit Cabinet'l havde ikke Vindue ud i det Frie, men til en lang, dog lys Gang, og Adgangen var gjennem Køkkenet, men rent og pænt var der, og naar jeg kom hjem fra Arbejde, stod min Ven, Carl parat for at komme ind hos mig, trække Støvleknægten frem og pludre paa sin barnlige Maner, han var ene Barn, længtes efter mig og plagede hver Dag Moderen, om jeg dog ikke snart kom. Vi havde saamænd meget Selskab af hinanden, det var saa pudsigt at høre hans barnlige Wienerdialekt, som jeg jo i Begyndelsen knapt forstod, han fik Lov at se mine Klenodier, f. Ex. mit Album, i hvilket der bl. a. fandtes en ung jødisk Ven, som saa meget udpræget jødisk ud. Naar Carl saa gik Albumet igjennem og skulde udpege Personerne, sagde han: „Dees is Ihna Faata, dees is Ihna Muada, dees is Ihna Jud," o. s. v. Carls Fader var Kanzleidiener i Wiener Cottage-Bauverein, som havde Tegnekontor med Herr Arkitekt, Direktør von Burkowski som Chef. Hos ham fik jeg Tegnearbejde i mine Aften- og mange andre Fritimer, det var mig et velkomment Tillæg til min ret knappe Dagløn, 1½ Gylden, hvad der svarede til 2 Kroner dansk. Der var en Masse Helligdage, som vi ikke kjender herhjemme, og paa hvilke der ikke arbejdedes, men saa kunde jeg jo tegne, og gjorde det. Paa Arbejdspladsen regnedes jeg nærmest for Tysker og arbejdede mest sammen med tyske fremmede Svende, som altsaa ikke var Østerrigere, men regnedes for dygtigere end disse og havde deres zünftige saakaldte „Fremdenverein" med særlige Reglementer, bl. a. for Klædedragten o. s. v. Man maatte ikke bære Overskjæg, ikke Sko, men Støvler, kun sort Slips, og en Gang om Ugen samledes man paa den zünftige „Haandwerkssaal", hvor alt gik til efter bestemt Ceremoniel, og hvor en hel Del Øl blev drukken. Mine for Størstedelen primitive Kammerater fandt alt dette interessant og ret ophøjet, mig forekom det barnagtigt og kjedsommeligt, og jeg vægrede mig derfor ved at lade mig optage i „Fremdenverein", hvad der i Begyndelsen isolerede mig en Del, saa at jeg tilsidst ofrede mit Overskjæg og lod mit „Baand hænge op" paa Haandwerkssaal'en, nemlig et bredt dannebrogsfarvet Baand med mit Navn og Fødested trykt i Guldbogstaver. Saa hørte Drilleriet op. Mine tyske Kammerater var næsten alle flinke, skikkelige Fyre, der alle havde prøvet „Valsen", nemlig at vandre fra By til By og „fegte" sig frem. Et udmærket fast Kammeratskab var der mellem dem, Foreningen gjorde sin store Gavn ved at passe paa, at en zünftig Svend aldrig forlod en By uden at betale sin Gjæld, og Betydning havde det jo altid, at man ved Ankomsten til en By kunde opspørge det zünftige Herberg, hvor man da under det nødvendige Ceremoniel, altid blev gjæstfrit modtaget og fik fri Fortæring og frit Natteleje den første Aften. Wien var den skjønne, glade, letsindige By, og Wienerne var et elskeligt, naivt, temmelig uvidende Folkefærd. De højere Klasser var vel som andetsteds, men jeg havde jo kun Lejlighed til at kjende Underklassen, og det var for mig helt vemodigt at forlade den skjønne By.

  Jeg rejste nedad Donau midt i April til Buda-Pest. Vi var 4 Kammerater, nemlig min gode Ven Sattler, som var Dresdener, en Brandenburger og en Schweitzer samt jeg, og vi havde kjøbt en „Schinack'l" for at sejle selv afsted nedad Strømmen. Schinack'l kaldte man en saadan lille Jolle, som Tømmerflaadernes Mandskab brugte til at færge sig i Land med, naar de havde fortøjet deres Flaade et eller andet Sted. Baaden var bygget af tynde Brædder, var meget let og skrøbelig, Fugerne var tættede med Beg. Vi forsynede os med et Øsekar (ikke overflødigt), lavede os selv et Par lette Aarer og gled afsted den 15. April under dansk Flag, jeg skulde nemlig som den eneste søkyndige være Kaptejn, og saa havde vor Ven, „Herbergsvater'en", foræret os et lille dansk Flag, som han efter min Beskrivelse havde ladet sin Hustru sy. Desuden gav han os Proviant og Øl til den første Dag. Vore Pengemidler var meget indskrænkede, vi ejede tilsammen ca. 10 Gylden.

  Vi startede midt inde i Byen i „der Wienfluss", en smal Arm af Donau, som gaar ind gjennem Byen og atter forener sig med Floden i dennes sydøstlige Udkant, og da vi fra Wienfluss gled ud paa den mægtige brede „schøne blaue Donau" (der er gul), blev vi betænkelige ved at se, hvor bred den var, og hvor alene vi var i vor lille Nøddeskal. Tømmerflaader, Dampere og store Lastpramme mødte vi jævnligt, og dem skulde der jo styres af Vejen for. Men vi landede da i god Behold om Aftenen ved Hainburg, en lille By ikke langt fra den daværende ungarske Grænse. Her trak vi Jollen paa Land og søgte et Værtshus, hvor vi vederkvægede os og fik Lov at sove i Hestestalden i et Par Knipper Hø. Dette prøvede jeg her for første Gang, og vi havde megen Sjou og Kommers, inden vi faldt i Søvn i den tomme Baas ved Siden af en gammel Hest, der jævnlig stampede i Gulvet og led af meget stærk og hyppig Rumlen i Maven. Vi frøs som Hunde, og en Spølkum varm Kaffe om Morgenen med tørt Brød til gjorde godt.   Saa drev vi igjen afsted, ind i Ungarn, vi frøs meget, da vi jo intet Overtøj havde, men vort Humør var vældig højt, og vi skiftedes til at ro for at holde Varmen, skjønt Strømmen drev os afsted med en passende behagelig Fart. Turen til Buda-Pesth varede 5 Døgn. Om Aftenerne søgte vi at lande ved en Landsby, hvor vi saa sov paa et Knippe Halm i Gæstestuen paa Kroen. En Aften fandt vi ingen By, det var langt inde i Ungarn, og vi maatte lande ved en Koloni Vandmøller ved Bredden. Disse Vandmøller hørte til en ½ Mil borte liggende Landsby, hvis Gaarde efter Skik og Brug havde hver sin Mølle, og vi maatte parlamentere med en Mand, som var i Begreb med at lukke sin Mølle og gaa hjem. Parlamenteringen var meget vanskelig, da han dels ikke forstod et Ord tysk og dels var bange for os 4 fremmede Fyre. Det lykkedes os dog ved Hjælp af venskabelig Pantomime og en meget beskeden Sum først at berolige ham og dernæst at faa Tilladelse til at overnatte i hans Vandmølle, som flød paa 2 Pramme, mellem hvilke Møllehjulet var anbragt. Den ene Pram var overdækket af et Bræddeskur, som indeholdt Mølleværket samt en lang, ret smal Trækasse, Møllerens Hvilested med hans skidne Faareskindspels. Ved Lodtrækning bestemtes det, at Sattler og jeg skulde følge med Ungareren til Landsbyen for at kjøbe Proviant, da vi ingen Middagsmad havde faaet. Til Gjengjæld skulde vi saa om Natten have Lov at ligge i Møllerens Seng, medens de 2 andre skulde sove paa det bare, ret utætte Bræddegulv. I Mulm og Mørke fandt vi da, ledsaget af Mølleren, Kroen, hvor vi spiste til Aften, varmede os og kjøbte Brød, haardkogte Æg og — en Liter „Sliwowitz", ungarsk Brændevin, en meget kraftig, men lidet velsmagende Drik. Med megen Møje, men mætte og varme af Turen, fandt vi tilbage til Vandmøllen og de to sultne, forfrosne Kammerater, der nu kunde spise, medens vi af og til rev Tændstikker, andet Lys havde vi ikke. Om Natten frøs vi stærkt, sov kun meget lidt og hilste Daggryet med Glæde. Ved dettes Frembrud steg vi i Land og løb os varme, hvorpaa vi after gled ned ad den brede Strøm efter at have sagt Farvel til Mølleren, der nu var os velvilligt stemt og fik sig en Slurk af vor Sliwowits" til Afsked. Ved Middagstid naaede vi i Storm og Regn det Sted, hvor Donau deler sig i 2 omtrent lige brede Arme, der omslutter en stor Ø og bøjer mod Syd. Vi valgte nu den vestlige Arm og blev derved af Stormen dreven ind paa Øens vestlige Side, som vi havde meget ondt ved at holde os klar af, saa at vi milevidt maatte buxere vort skrøbelige Fartøj langs Kysten til Øens Sydspids. Herfra kunde vi se Taarne og Fabriksskorstene i Buda-Pesth, det stimulerede os, Regnen var holdt op, men det vanskeligste forestod, vi skulde jo over Floden, og det turde vi ikke risikere her, hvor den var saa bred og ret oprørt af Blæsten. Vi buxerede derfor vort Fartøj et godt Stykke op langs Øens østlige Side, hvor vi jo havde Læ. Herfra ansaa jeg det for ikke altfor risikabelt at sætte over Floden, jeg skulde styre og formanede mine Folk til at ro ganske roligt og uafbrudt, selv om vi skulde faa lidt Vand i Baaden, som det jo gjaldt om at holde paatværs af Strømmen, idet vi jo havde Blæsten og Søerne i Ryggen. Men Sattler turde ikke være med, han blev paa Øen, medens vi andre 3 gled ud paa den brede Strøm og slap lykkeligt over, hvorpaa vi tog vor Sliwowitz-Flaske frem, svingede den over imod Sattler, som vi kunde øjne paa den modsatte Bred. Saa trak vi vor Baad paa Land, slæbte den op bag et Hegn og begav os, sultne, vaade og udasede paa Vej til Buda-Pesth, hvor Lysene var begyndt at tændes, og hvor vi fandt det zünftige Herberg, hvor der netop var Mødeaften, og hvor vi efter at have afleveret de nødvendige zünftige Formularer blev modtaget med varm Mad, Masser af Øl og gratis Nattelogis. Sattler var imidlertid sluppen over Floden med en større Baad og kom traskende senere paa Aftenen. Næste Morgen, som var en Søndag, gik et Par af os ud og solgte vor trofaste Schinackel for 4 Gylden, den havde kostet os 6, og efter de sidste Dages Strabadser havde vi ikke rigtig Mod paa at fortsætte ad Donau længere ind i det ukjendte Land, saa meget mindre, som de ungarske Bønder, vi havde truffet undervejs, havde vist os en tvær og halv fjendtlig Holdning. Om Søndagen besaa vi saa Buda-Pesth og brugte de 4 Gylden, som Schinacklen havde indbragt, saa at vi om Aftenen ikke havde en Kreutzer. Men vi havde sat os Belgrad som Maal, og vi pantsatte derfor om Aftenen vore Uhre, saa kunde vi akkurat faa 3die Klasses Jernbanebilletter til Belgrad, hvor vi efter en Nats Kjørsel ankom Kl. 11 næste Formiddag uden en Kreutzer i Lommen. Brandenburgeren, som intet Uhr havde, maatte blive i Buda-Pesth og søge Arbejde der. Kjørselen om Natten havde været meget trættende, og vi havde, ligesom paa vor Sejltur, haft rig Lejlighed til at betragte de ungarske Bønder, store mørkøjede Karle med uhyre Knebelsbart, lange Støvler og maleriske hvide, uldne Kapper med herligt Broderi af kulørt Uldgarn. Kvindedragterne var endnu mere brogede og maleriske.

  Saa var vi altsaa i Serbiens Hovedstad, og nu skulde vi søge Arbejde, men — allerførst skulde vi, uden Penge, have Middagsmad. Vi fandt Gasthaus „zum schwarzen Hahn", der havde en østrigsk Vært, forlangte Middagsmad, og da vi havde spist den, forklarede vi Værten Situationen. Aah, det gjorde saamænd ikke noget, vi var jo Tyskere, saa var vi sikre nok, vi kunde godt blive boende der, og vi blev der. Næste Dag søgte vi Arbejde og fik det. Det var i Kong Milans Tid. Byen bar Præg af Orienten, det var jo ikke saa længe siden, at Serbien var bleven befriet fra Tyrkernes Aag, der var endnu et saakaldet Tyrkerkvarter med delvis tomme og forladte Boliger, mellem hvilke stod en lille melankolsk Moske, Minareten var halvt nedstyrtet og Svalerne fløj ud og ind ad de ituslaaede Vinduer. Serberne gik den Gang endnu i Nationaldragter, som var meget malerisk og lignede den tyrkiske, man gik med Fez af forskjellige Farver, Mandfolkene med Pludderbuxer, forsynet med en hel nedhængende Pose bagi og iøvrigt forneden bundet opad Benene med Baand fra de sandalagtige, bløde Sko. Men Kvindernes Dragter var navnlig pragtfulde. At se Bondekonerne fra Omegnen sidde paa Torvet med deres Fjerkræ og Grøntsager var at se et Orgie af pragtfulde Farver; Skjørterne og Trøjerne var broderet med de karakteristiske Hjemmebroderier, og mange meget smukke Kvinder saa man stadig. Paa det sorte Haar havde de en højrød Fez, omvunden af Fletninger, den gifte Kvinde havde Kvast i denne Fez, den ugifte ikke. Men det var ikke alene Almuens Kvinder, der bar Nationaldragter, jeg har set uniformklædte Officerer promenere deres smukke Fruer om Søndagen i en Dragt, der f. Ex. kunde bestaa af glat, hvid Atlaskes Nederdel, dertil en ganske kort mørkerød Fløjels Trøje, kantet og foret med Skind, samt de hvide Ærmer med Guldbroderi, paa Hovedet den højrøde Fez med Kvast, dertil stor hvid Silkeparasol.

  Byen havde en højtliggende, gammel Fæstning, der mindede om vort Kastel i København og laa ud imod Donau, der her forenede sig med Sava. I Fæstningen havde man Slaverne, som gik løse, dog ikke anderledes, end at de havde en Jernring om Livet, fra hvilken der gik en Jernlænke ned til en Ring om det ene Ben. Det raslede stygt, og naar hele Slaveflokken om Morgenen gjennem Byens Gader blev ført paa Arbejde af Soldater med skarpladte Geværer, hørte man den uhyggelige Raslen i lang Afstand, inden man saa Flokken.  Det var dømte Forbrydere, næsten alle var Mordere.

  Maj, men navnlig Juni var meget varm, her var jo udpræget Fastlandsklima. Kong Milan var forhadt, fordi han holdt til med Østerrigerne, Folket vilde støtte sig til det store, slaviske Rusland og hadede allerede dengang Østerrig. Jeg arbejdede en Maanedstid paa det under Opførelse værende nye kongelige Slot, eller rettere sagt paa den første Trediedel deraf, som man begyndte med, da der ikke var Penge til mere. Saa en Dag skulde den østerrigske Kronprins Rudolf med Gemalinde besøge Belgradhoffet. De kom sejlende paa en Damper opad Donau fra et Besøg i Konstantinopel, og jeg saa oppe fra Fæstningsvolden hele det pragtfulde Syn, da Østerrigerne steg i Land med deres hvide Uniformer og grønne Fjerbuske paa de trekantede Hatte. Men det maatte gaa i Huj og Hast, ind blev de puttede i lukkede Ekvipager, og afsted gik det til Slottet i fuld Firspring, man var saa bange for Attentater, Vinduerne maatte ikke engang staa aabne paa Kortegens Rute.

  I Dagens Løb lød jo saa Musikken med den østerrigske Nationalhymne fra Tid til anden, men det var en uhyggelig Fest. Aftenen forud kom Politiet ned i det kongelige Slots Kjælder, hvor vi Haandværkere havde vort Værktøj, sendte os hjem med Forbud om at komme næste Dag, og rodede derpaa hele Kjælderen igjennem (de havde endog opbrudt vore Værktøjskasser, for at finde mulige Bomber eller Vaaben).

  Kong Milan var en smuk lille Mand, vi saa ham næsten hver Dag stige tilvogns i sin røde Uniform og kjøre sig en Tur, alt hvad Remmer og Tøj kunde holde, han maatte jo vise sig, men det var ikke raadeligt at kjøre langsomt. Dronning Natalie saa man sjældnere, men jeg havde en Dag i Domkirken Lejlighed til at betragte hende ganske nærved, og jeg mindes ikke at have set skjønnere Kvinde. Hun var russisk.

  Naar den lille Kronprins Alexander, der var en 4—5 aarig Dreng, gik og legede i Slotshaven, var han omgiven af Officerer, og ved Havens Indgang stod dobbelte Skildvagter. Han blev jo senere som Konge gift med Dronning Draga, myrdet sammen med hende og kastet ud af et Vindue i Slottet, som jeg havde arbejdet paa.

  I Gasthaus zum schwarzen Hahn havde vi det rart efter Omstændighederne, der var ganske vist meget Væggetøj i vore Senge, i vort Værelse, hvor der var Lergulv, færdedes Rotterne, talrige og ugenerte, men vor Kost var dog spiselig, og Værtshusfolkene hæderlige og velvillige. Men efter 3 Maaneders Forløb, da jeg efterhaanden hos 3 forskjellige Mestre var bleven regulært snydt for en Del af min Dagløn (de var saa underlig glemsomme med, hvad de havde lovet), og da jeg havde faaet en lille Rejseunderstøttelse, 150 Kr., af Classenske Fideicommis, fornyet, gik jeg en Dag, ledsaget af mine Kammerater, med min Randsel ned til Donau og steg ombord i en Damper, der gik østpaa, jeg vilde til Konstantinopel. Værten havde efter gammel kjøn Skik givet mig et Brød, en Skinke og en Dobbeltliter god Vin (fra hans egen Vinhave) med til Fortæring paa Vejen. Kammeraterne vinkede til Afsked, og afsted gled jeg, nu var jeg alene, og den vemodlignende Følelse, som jeg havde ved Afskeden, gjaldt egentlig kun mine skikkelige, gode Kammerater, derimod ikke Belgrad, hvor Værten den allerførste Dag havde sagt til os: „Naar De gaar ud om Aftenen, skal De helst gaa midt paa Gaden, paa Fortovene hænder det meget jævnligt, at Folk bliver stukken ned bagfra." —

  Sejladsen nedad Donau var forfriskende i den stærke Varme, Omgivelserne blev mere og mere maleriske, og Rejseselskabet mere og mere blandet og broget. Jeg traf en kjøn ung Tyroler, som over Konstantinopel skulde til en Tante i Adrianopel, hvor hun havde Værtshus, og hvem han skulde hjælpe. Han hed Joseph Turnez og var i Tyrolerdragt med et bredt Bælte, hvor „Vaterland" stod broderet i hvide Bogstaver; naiv og ganske uvant med at rejse var han, og om det nu var min Suffisance og Erfaring, eller min medbragte Proviant, som jeg delte med ham, der forekom ham tiltrækkende, nok er det, at vi sluttede os sammen lige til Konstantinopel. Om Nætterne laa Damperen fortøjet ved en eller anden lille By, jeg husker saaledes en med det herlige klingende Navn „Lom Palanka", i Rumænien, her gik jeg om Morgenen meget tidligt i Land for at tigge gamle Frimærker. De faa Rumæniere, der var tidligt paa Benene, bar alle Nationaldragter, herlige, maleriske, navnlig for Kvindernes Vedkommende. Efterhaanden fik vi adskillige Muhamedanere ombord, Folk f. Ex. fra Bosnien, der skulde til Konstantinopel, ja selv Pilgrimme, som skulde til Mekka. Det var jo højst interessant at iagttage deres urokkelige, flegmatiske Færd, vi andre existerede tilsyneladende slet ikke for dem. Morgen, Middag og Aften forrettede de deres Bønner efter omhyggeligt at have vasket saa stor en Del af deres Legeme, som det nu lod sig gjøre. Saa tog de et lille Kompas frem for at undersøge, i hvilken Retning Mekka laa, og bredte dernæst et lille Tæppe paa Dækket i Retning efter den hellige Stad. Saa begyndte Bønnerne, og man saa kun Læberne bevæge sig, Manden knæle ned paa Tæppet under stor højtidelig Andagt, snart kaste sig helt næsegrus ned paa Hænderne, stadig knælende, snart atter rette sig op paa Knæ med Hænderne for Ansigtet. Jeg kunde en Dag ikke undlade at bemærke, at Skibet gjorde en fuldstændig Drejning under deres Bønner, saa at de fromme Pilgrimme kom til at ligge i en meget uærbødig Stilling, nemlig næsegrus paa Hænderne, men med Bagdelen løftet lige mod Mekka. Men det gjorde maaske ikke noget. Det faldt selvfølgelig ingen ind at forstyrre deres Andagt. De sad iøvrigt den meste Dag i Grupper paa Dækket, paa Hug og røg af deres Vandpiber samt læskede sig med Flodvand. I Nærheden af den saakaldte „Jernport", som endnu den Gang var vanskelig at passere, saa man paa Klipperne ved den sydlige Bred indhugget store Inskriptioner fra Romertiden. Fra Rutschuck kjørte vi tværsigjennem Bulgarien til Varna ved Sortehavet. Paa Vejen viste man os et stort Kors oppe paa en høj Klippe. Dette Kors havde Bulgarerne rejst til Minde om, at man fra denne Klippe fik Øje paa den russiske Hjælpehær, der under Krigen kom for at befri Bulgarien. I Varna gik vi en Aften ombord paa Damperen „Helios", som skulde føre os over Sortehavet, ind gjennem Bosporus, til Konstantinopel. Vi laa paa Dækket om Natten og frøs klækkeligt, var derfor meget tidligt paa Benene, og nu kunde man se den tyrkiske Kyst dukke frem og blive tydelig i al sin yppige, fremmedartede Skjønhed. Paa en lille Skude saa vi det første røde Flag med den hvide Halvmaane, Solen stod op inde over Lilleasien og skinnede paa Europakysten. Saa gled vi ind i Bosporus, kastede Anker i Indløbet, fik Toldvæsen ombord og gled dernæst videre mellem de eventyrligt skjønne Kyster, hvor hvide Paladser, Villaer, Moskeer med hvide Minareter og gamle Kirkegaarde afløste hverandre, pragtfuldt beskinnede af den opgaaende Sol og omgivet af Pinier, Cypresser og anden yppig Vegetation. Saaledes sejlede vi vel en Timestid, saa lagde der sig en tæt hvid Taage over det hele og skjulte alt for os. Da vi saa kastede Anker paa Konstantinopels Rhed, lettede Taagen temmeligt pludseligt som et Tæppe, og det mest betagende Panorama, jeg nogensinde har set, dukkede op for vore undrende Blikke. Jeg fik dette underlige Tryk for Brystet, som jeg stundom i mit Liv har faaet ved pludselig Skræk eller andre stærke Indtryk. Paa Pynten foran os havde vi Sultanens hvide Serail, „Yildiz Kiosk", paa den anden Side laa Skutari og bagved os de højt liggende Forstæder Galata og Pera med det berømte Sarazener-Taarn øverst. Og saa alle de store Moskeer med deres utallige, hvide Minareter, det blaanende Bosporus, alt pragtfuldt beskinnet af den straalende Sol. Jeg glemmer aldrig den ubeskriveligt betagende Skjønhed af dette ganske feagtige Panorama. — Men snart fik vi andet at tænke paa, thi nu blev Damperen jo tæt omgivet af Smaafartøjer, og op paa Dækket vrimlede en saare broget Skare af Bondefangere, Kadrejere og Kaik-Roere, som under utrolig Brølen paa Alverdens Sprog og næsten med Magt vilde kapre os og bringe os i Land. Min Ven, Tyroleren, og jeg overgav os efter megen pantomimisk Parlamenteren til en Røver, som med Løfte om nogle faa Pjastre skulde føre os i Land, og ind imod Havnen roede vi da med vor ikke vidtløftige Bagage, Tyroleren havde en lille Haandkuffert, jeg blot en Randsel. Da vi var naaet omtrent til Landgangen, stoppede vor Mand op, forlangte en 4—5 Gange højere Betaling end den, vi ved Hjælp af opløftede Fingre havde akkorderet om. Men jeg, som maatte „føre Ordet", var ubønhørlig og gjorde ham begribelig, at den akkorderede Sum skulde blive erlagt, naar vi stod paa Landjorden, men ikke før, og at han godt maatte ro os ud til Skibet igjen. Endelig maatte han give Kjøb og havde jo iøvrigt ikke præsteret andet, end hvad man i de Tider jævnlig kunde opleve i Italien. Paa Landjorden blev vi modtaget af en Politibetjent med Fez paa Hovedet, Sabel og Revolver ved Siden. Han skulde se vore Pas, men rystede paa Hovedet og betydede os, at de ikke var i Orden, vi maatte følge med, og han internerede os derpaa i et aabent Bræddeskur, hvor han stillede sig til at passe paa os, medens vi begloedes af en broget Skare Dagdrivere og en stor Mængde herreløse Hunde. Jeg gjorde et forgjæves Forsøg paa at bestikke Ordenshaandhæveren, Tyroleren udstødte jamrende det ene „Jesus Maria und Joseph!" efter det andet, og jeg vidste ikke mine levende Raad, da jeg mellem Tilskuerne opdagede en tysk udseende Mand, som saa paa tysk forklarede os, at vi skulde blot i den offentlige Politiret for at betale en Mulkt, fordi vore Pas ikke var bleven viseret af den tyrkiske Konsul i Belgrad. Da vi saa havde ventet i Timevis, førte Betjenten os op ad de stejle, krogede Gader i Galata, her var sandelig nok at se paa, en broget Mængde, Lastdragere, Æseldrivere, Vexellerere ved deres Smaaborde paa hvert Gadehjørne, hele Horder af herreløse magre Hunde, forbidte og skabede, Vandsælgere, brølende af fuld Hals, en Vrimmel, malerisk ubeskrivelig, og den straalende Sol over det hele. I Politirettens store Forhal ventede vi atter et Par Timer, bevogtet af Betjenten, som vi dog fik Lov at traktere med Kaffe, som vi kjøbte til os alle 3 hos en ambulant Kaffesælger, der stillede de smaa dampende Kopper paa Flisegulvet foran os og endda kunde sælge os lange, fedtede, velsmagende Butterdejgsbrød til, i Kaffen var, paa tyrkisk, det fine Grums, og vi følte os meget vederkvæget. Imidlertid kunde vi jo i Ro betragte Folkelivet, den brogede Vrimmel i Hallen og paa Gaden samt smaa overraskende Scener, der af og til udspilledes for vore Øjne; man kom efterhaanden trækkende med andre Arrestanter, og disse fik en meget ublid Behandling. I Hallens 4 Hjørner var 3 kantede Skabe, hvis Døre var bunden med tykt Sejlgarn, og ud af disse Skabe halede man af og til en Delinkvent, saaledes f. Ex. en stor, gammel Mand med Turban, lang Kaftan og det lange, hvide Skjæg tilsølet af størknet Blod, han lignede en bibelsk Patriark. Min Ven, Tyroleren, gav sig til at flæbe ved dette Syn, og jeg maatte forestille ham, at der jo endnu ikke var hændet os selv andet, end hvad man kunde le af. Saa blev vi endelig ført ad en Del Trapper op i en lille Retssal, hvor der sad 7—8 turban- og sortklædte Muselmænd om et Bord. De sad paa bløde Divaner, røg paa deres Vandpibe og havde god Tid. Efter at de havde set lidt paa os og snakket lidt om os, sendte de atter Betjenten afsted med os, nedad en Masse Trapper, og -— nu endte vi i en lille Fangegaard, der var omgiven dels af Mure med Glasskaar ovenpaa, dels af Fængselsbygninger. Joseph Turnez stak atter i at tude, og jeg bad ham meget om at dæmpe eller dog skjule sine Følelser. I denne Fangegaard færdedes Fanger og Fangevogtere, og Fangerne tilhørte mange Nationaliteter og bar de forskjelligste Dragter. Idyllen egnede sig nu egentlig ikke til at opmuntre os.  Vi saa f. Ex. saaledes pludselig en Fange komme tumlende ud af en Dør med en Vogter efter sig, som gjennempryglede ham med knyttede Næver under Fangens højlydte Protest og Veraab. Mit Haab var en tyk, ældre sortklædt Muselmand, som sad ved et lille Bord i et skyggefuldt Hjørne af Gaarden og røg sin Vandpibe. Ganske rigtigt blev vi endelig ført hen foran ham, kom af med en meget beskeden Mulkt, og — Befrielsen slog, idet en Betjent fik Ordre til at føre mig til den danske Konsul, og Tyroleren blev af en anden ført til den østrigske. Nu var vi altsaa skilt, men vi havde sat hinanden Stævne i et Værtshus i Galata, hvor Værten var Østriger. Den danske Konsul viste sig at være Svensker, og han sagde ikke stort andet til mig end: „Hvad Pokker vil De dog i Konstantinopel?" Et godt Raad eller lidt venlig Opmuntring var der slet ikke Tale om. Da jeg saa langt over Middag meget udmattet fandt „Stadt Breslau", sad Tyroleren der og drak Øl, noksaa fornøjet, han var kommen først, og modtog mig med det Udraab: „Ich haab' schon Arbeit für Dich!" Ja, det forholdt sig næsten rigtigt, idet en tilstedeværende Bondefanger havde hørt ham fortælle Værten vort Eventyr, og at hans Ven, den danske Tømrersvend, vilde søge at faa Arbejde. Bondefangeren havde da blandet sig i Samtalen og sagt, at han kunde godt skaffe den danske Tømrersvend Arbejde. Ja, det var jo udmærket. Næste Morgen mødte efter Aftale Bondefangeren, som ikke saa indtagende ud. Han bar rød Fez som alle andre, graat lappet og luvslidt Tøj, og at han havde bare Fødder i Støvlerne, fremgik klart af, at han havde skaaret et Par store, runde Huller i disse, et paa hver Side, ved Hjælp af hvilke han luftede sin Knyster. Det saa bekvemt og bramfrit ud. Han havde kortklippet Fuldskjeeg, og i den ene ret indfaldne Kind var et lille aabent, vædskende Saar, som ikke pyntede. Senere hørte jeg, at han var af ungarsk Zigeuner-Oprindelse. Han ledsagede mig over i Stambul, hvor der nede ved Vandet blev bygget en Badeanstalt, som et østrigsk Tømrerfirma havde i Entreprise. Vi traf Formanden, som havde 1 tysk Svend, Resten var Grækere, han vilde gjerne have en Tysker (mig) til, og jeg kunde blot møde næste Morgen, jeg skulde være velkommen. Saa gik jeg igjen, trolig fulgt af min Bondefanger, der jo nu krævede sin Betaling og forlangte en Sum, som der aldeles ikke kunde være Tale om, jeg sagde, at jeg vilde give ham 5 Francs, og saa begyndte der jo et Skjænderi.   Vi traskede afsted ad „Stadt Breslau" til, han blev mere og mere højrøstet og uforskammet, og da jeg var ganske rolig og ubønhørlig, puffede han til mig og spurgte, om jeg vilde boxe. Vi havde imidlertid samlet et net Opløb. Saa sagde jeg: „Lad os nu gaa hen paa „Stadt Breslau", drikke et Glas Øl og snakke roligt om Tingene," hvorpaa jeg gik hurtigt, og han fulgte med. Men han kunde ikke presse mere end de 5 Francs ud at mig og truede mig stygt, da jeg gav ham dem og forsvandt op paa mit Værelse.

  Saa arbejdede jeg da i Stambul. De 2 Tyskere var skikkelige, ordentlige Folk, Grækerne var saa tyvagtige, at vi ikke kunde forlade vort Værktøj et Øjeblik, uden at det forsvandt paa en mærkelig Maade. Hver Dag gik jeg til og fra Arbejde over den store berømte Pontonbro, som forbinder Galata med Stambul, og som i sin Tid var fremstillet i Panoramabygningen i København. Paa denne Bro vrimlede Alverdens Nationer fra Øst og Vest, det var et fængslende og ganske forbløffende Skue. Hist kom et Par alvorlige Persere i Kaftan og med de høje, mærkelige Huer, der en Flok Grækere i Nationaldragt, med hvide Skjorter, Snabelsko og andet Tilbehør, Ægyptere, Jøder i lang Talar og med Hængekrøller, Europæere fra Balkanlandene, alle i brogede, herlige Nationaldragter, men hvad kom der? en lukket Karet med 4 tilslørede Haremsdamer, bevogtet af 2—3 sorte Eunuker, ridende paa vælige Heste, saa en Blokvogn med Bøfler for, Lastdyr med deres Drivere, en Række Kameler, fuldt belæssede, Hunde var her formelig ikke Plads til, men Tiggere i alle Arter, rædsomme Krøblinge, smilende frække eller ynkeligt jamrende. Paa denne Bro sad en ca. 50aarig Mand paa Hug, lænet mod Brystværnet, han havde to store, tomme dybe Øjenhuler, ganske sorte af vrimlende Fluer. Ham havde jeg lidt ondt ved at komme forbi et Par Gange om Dagen, Synet af ham var rædsomt. Paa hver Ende af Broen var posteret 4 Vogtere med hvid Talar, de krævede Bropenge ind og havde nok at gjøre, thi ikke alene skulde de kræve ind og samle alle disse usle Skillemynter, men der skulde jo ogsaa passes paa de ikke ganske faa, som vilde snige sig over uden at betale, de skulde gribes, prygles i en Fart og hives tilbage, naar de ikke havde Penge, og alt dette maatte foregaa kvikt og expedit, og — meget underholdende saa det ud.

  Saa arbejdede jeg da ca. 3 Uger paa den omtalte Badeanstalt. Frokost spiste vi, de to Tyskere og jeg, inde i en Slags Viktualiebutik, naturligvis aaben ud mod Gaden og med et Bord i et Hjørne til Gæsters Bekvemmelighed. Forplejningen var, om jeg saa maa sige, beskeden. Jeg husker den daglige Ret, som stod paa Trækulgløder paa en Jernhylde i Vinduet og bestod af brankede Smaastykker af fedt Faarekjød, svømmende i Fedt og baade lugtende og smagende af Fordærvethed. Jeg nød kun denne Ret den første Dag, derefter maatte jeg nøjes med Brød, Æg og lidt Frugt samt lunkent, dovent Øl. Medens vi spiste, maatte vi jævnligt alle 3 gjøre en samlet Attaque paa Hundene, som vrimlede ind fra Gaden i Dusinvis med en Paatrængenhed, haardnakket og dikteret af bitter Sult, og disse store Dyrs Udseende og hele Tilstand var iøvrigt ikke appetitvækkende. En Dag, da vi sad i dette Paulun og netop var færdig med at spise, lød der pludselig stærk Trampen og øresønderrivende Skrigen og Hvinen i Etagen ovenover, der var kun enkelt Bræddegulv, og Lyden var meget tydelig, Vinduerne blev lukket op, og helt ud paa Gaden lød de frygteligste Kvindehyl og Jamren. Jeg sprang op i Forskrækkelse, men den ene Tysker sagde ganske roligt: „So, jetst ist das alte Weib d'roben gestorben!" Hylene, vi hørte, var fra Grædekonerne, der havde siddet paa Vagt og ventet paa, at Sjælen skulde slippe afsted. Disse professionelle Grædekoner lejes til denne Tjeneste og havde, fortalte han mig, et godt Levebrød deraf. Varmen var stærk, men kunde om Dagen holdes ud, da man jo færdedes nede ved Vandet i den rene Søluft. Om Natten kneb det, hovedsagelig paa Grund af Væggetøj og Lopper. Naar saa dertil kom Varmen og den infernalske Larm af Gadens Hunde, der hylede, gjøede og sloges som rasende om Gadens Affald, og Natten var jo deres egen, saa blev der ikke megen Søvn. Overfor saadanne Masser af Væggetøj maatte man overgive sig. Jeg delte nogle Nætter Værelse med en ung schweitzisk „Zuckerbäcker", der var kommen til Byen for at faa Arbejde, men intet kunde finde. En Nat, da jeg tændte Lys for at kjæmpe med Fjenderne, sad Zuckerbäckeren op i Sengen og græd. Jeg forsøgte at trøste ham, men uden nogen Overbevisning eller Resultat, da jeg selv var meget forpint.

  Men jeg var jo i Konstantinopel og maatte se at faa det bedst mulige Udbytte deraf, Aftenerne oppe paa „Stadt Breslau"s flade Tag, var det bedste af Tilværelsen, og det Panorama, som bredte sig for Ens Blik, var saa feagtig skjønt og ubegribeligt, at det aldrig kan glemmes. Havnens og Rhedens mylrende Liv og Krydsen af smaa og større maleriske Fartøjer, det hvide Slutari overfor paa Asiens Kyst, omtrent som Helsingborg i Forhold til Helsingør, de Masser af Moskeer, hvis Kupler og Minareter forgyldtes og farvedes af den nedgaaende Sol, hele den farverige pragtfulde Belysning i Atmosfæren udover Byen og de fjerne Højder i Asien, ja det lader sig overhovedet slet ikke beskrive, og alt uden Undtagelse, hvad Jeg har set, blegner som sagt ved Sammenligningen.

  Joseph Turnez var rejst til Adrianopel, men om Søndagen og tidligt paa Aftenen gik jeg rundt med mine 2 Arbejdskammerater og saa paa Gadens vrimlende Folkeliv; der var nok at se paa, alt foregik jo paa Gaden, alle Boder var aabne ud mod Gaden, Cafehusenes Gjæster sad udenfor paa Gaden, som de delvis spærrede, og naar den eneste Sporvogn, forspændt med 1 Hest, kom i fuld Fart, saa blev der Halløj, og det gjaldt om at komme afvejen i den smalle Gade. Foran Sporvognshesten løb en Tyrk, som havde den Bestilling ved uhyre Skraal samt ved Puf og Knubs at faa Folk af Vejen; hans Embede var anstrengende, og naar Sporvognen holdt, satte han sig paa Trinet foran for at trække Vejret. Iøvrigt bar hele Gadelivet Præg af, at alle havde rigtig god Tid. Den berømte, store overdækkede Bazar fik jeg at se. Der skulde man tage sig iagt, hvis man havde Kostbarheder eller mange Penge paa sig, men — det havde jeg jo ikke. Det var en mærkelig, tilsyneladende underjordisk Labyrinth med paatrængende, frække Handlende, der solgte alslags brogede Ting, Smykker, Tæpper, Vaaben, ægte og uægte mellem hinanden, og skønt man ikke saa rig ud, var man udsat for en mageløs fræk Paatrængenhed fra alle disse Jøder, Grækere, Armenier o. s. v.

  Da jeg havde arbejdet 6 Uger dernede, begyndte jeg at faa Feber, led af en ubehagelig Tørst og Hovedpine, Maskineriet kom i Uorden, vistnok navnlig paa Grund af den rædsomme, tidt halvt fordærvede Kost, og mine rare Arbejdskammerater, som gjerne vilde beholde mig, raadede mig dog nu indstændigt til at forlade Byen, hvis det var mig muligt. Jeg havde faaet opspurgt, at det store østerrigsk-italienske Dampskibsselskab „Lloyd Austriaco" havde en dansk Maskininspektør, Jørgensen, som boede i Konstantinopel; ham henvendte jeg mig til, og han sagde: „Kan De se den Damper derude paa Rheden, den gaar til Triest imorgen Kl. 3, og hvis De vil sørge for at være derude Kl. 2½ imorgen, skal jeg tale med Captajnen om at tage Dem med for en billig Penge." Det lod jeg mig ikke sige 2 Gange, og den herlige Mand udvirkede ikke alene, at jeg fik Lov til at sejle med til Triest for nogle ganske faa Francs, men at jeg fik Lov at spise gratis med Maskinmestrene paa hele Rejsen, der varede 6 Dage. Dette sidste vilde sige, at jeg, der i saa lang Tid ikke havde faaet ordentlig Føde, nu hver Dag fik 2 herlige Maaltider med flere Retter Mad og god Vin, og da jeg den første Dag bad den skikkelige italienske Maskinmester om Undskyldning, fordi jeg aad saa forfærdeligt, sagde han med et godmodigt Smil: „Das frreut mich, dass Sie können essen so gut mit Appedit!" Den herlige friske Søluft og den rigelige, gode Føde gjorde, at jeg følte som et himmelsk Velvære, og paa et Par Dage var jeg ganske rask. Og dog var det mig jo en Skuffelse, at jeg skulde forlade Konstantinopel efter 2 Maaneders Ophold, da jeg havde Arbejde og for saa vidt kunde være blevet der hele Sommeren. Jeg naaede saaledes f. Ex. ikke at komme over til Skutari, der laa saa nær og vinkede ovre fra Asiens Kyst. Men denne Sørejse var nu nok værd at tage med, ikke alene for de skjønne, navnkundige Kyster, man sejlede forbi i Dardanellerne, Øerne i Ægæerhavet og senere Grækenland, men Rejseselskabet var saa malerisk og mangfoldigt, Dragterne og Mennesketyperne var saa karakteristiske og udprægede, jeg har ikke nogensinde været saa nær paa Livet af noget lignende, man kunde slet ikke blive træt af at betragte og observere. Det er tungt at tænke, at den grimme europæiske Dragt vel nu for Størstedelen har fortrængt denne brogede, maleriske Herlighed. Havet og Himlen var mere blaa her, end jeg nogensinde havde set det, og en Søndag Morgen dukkede Akropolis op i det Fjerne og nærmede sig mere og mere i sin hvide, solbeskinnede Pragt. Vi kastede Anker paa Rheden ved Piræus, her skulde Damperen ligge Søndagen over, og jeg gik i Land for at tage til Athen og se, om jeg kunde træffe Landsmænd, der maaske kunde skaffe mig Arbejde, thi Athen var jo ogsaa værd at stifte nærmere Bekendtskab med. Men Jeg havde ikke Held til at finde de Landsmænd og stormede det meste af Dagen forgjæves omkring i den Anledning. Paa Klippen ved Akropolis naaede jeg dog at kravle op for at se de navnkundige Ruiner og den storartede, pragtfulde Udsigt over Ægæerhavet, Byen og de fjærne Bjærge. Men da jeg ikke for det Uvisse turde forspilde den gode Chance med Damperen, gik jeg atter om Aftenen ombord, og videre gik det ad Triest til. Vi anløb Korfu, hvor vi laa et Par Timer, og hvor jeg netop kunde faa et Indtryk af Øens maleriske Skjønhed. Et Par Dage efter kastede vi Anker paa Triests Rhed, og Rejsen med denne gjæstfrie Damper var til Ende.

  Efter at have overnattet i Triest, hvis Beliggenhed opad Høje og Skraaninger samt Udsigt allevegne til det blaa Adriaterhav var pragtfuld, sejlede jeg til Venedig, hvor jeg ankom en prægtig solbeskinnet Søndag Morgen. Ombord havde jeg truffen en bøhmisk Skræddersvend, som førte mig til en gammel Kone, hos hvem jeg fik Logis for ½ Lire, det var billigt, men nu gjaldt det om at spare paa de 10—15 Francs, jeg havde tilbage, og ganske vist havde hun næste Morgen glemt Akkorden og forlangte 1 Franc, men det var billigt alligevel for et stort Værelse med en Masse Møbler, hvoriblandt en stor gammeldags Natstol, som hun ved særdeles tydelig Pantomime paalagde mig at bruge, men at jeg ikke maatte gjøre, hvad hun udmærket tydeligt antydede ved at sætte sig op i den aabne Vindueskarm med Bagdelen ud over Gaden. Efter at have kigget paa Venedig et Par Dage, tog jeg med Jernbanen til Milano, hvor jeg Dagen efter tilfældig mødte Premierløjtnant Fogh, som jeg kjendte fra min Odensetid, og som var ude at se sig om, hans Fader, Oberst Fogh i Fredericia, var velhavende. Med Fogh tilbragte jeg en Dag i Milano. Han inviterede mig med i Scalateatret, hvor vi hørte Rigoletto og sad paa lste Række i Parkettet, jeg i mit ret medtagne Arbejdstøj og med lange Støvler. Fra Milano fulgtes vi Dagen efter til Grænsebyen Chiasso, der forlod jeg Fogh for at spadsere til Luzern, hvor jeg havde i Sinde at søge Arbejde. Ved min Ankomst til Chiasso havde jeg kun 10 Franc tilbage, hvad jo ikke var meget til en 6—7 Dages Tur. I Chiasso gik jeg tilsengs i et Værelse, hvor der i den anden Seng laa en ung Mand og sov, og han viste sig om Morgenen at være en preussisk Smedesvend, der vilde samme Vej som jeg, nemlig over St. Gothard til Luzern, vi slog da vore Pjalter sammen og fulgtes ad, han besad en noget lignende Sum som jeg. I de smaa Byer, vi passerede, opsøgte vi strax Politikontoret, saa fik vi vort Pas stemplet og modtog ½ Franc hver, herved forpligtede vi os til ikke at fegte, men naar vi kunde naa et Par Byer om Dagen, blev det jo dog en Franc til hver, hvilket vil sige, at Natteleje og et let Aftensmaaltid var sikret, saa maatte vi da afholde Resten, Mad og Tobak, af vor Formue. Og vi spadserede da løs, det var dejlig Sommertid, varmt var det, og de første Dage fik vi store Vabler under Fødderne, som vi saa skyllede i de smaa friske Bjærgbække, som rislede ned allevegne. Alperne var noget nyt for os begge, og vi lærte hurtigt ikke at forhaste os, men tage den fornødne Hvile. Ruten, vi fulgte, var Chiasso, Mendrisio, Lugano, Cadenazzo, Bellinzona, Biasca, Faido, Airolo, herpaa over St. Gotthard, altsaa Hospenthal og Andermatt til Gøschenen, derfra over Wassen, Amsteg, Altdorf til Füelen, og herfra med Dampbaad over Vierwaldstädtersøen til Luzern. Syd for St. Gotthard fulgte vi Ticino, i hvilken vi tog os mangt et frisk Bad, Vejene var herlige, hist og her beplantede med Morbærtræer, som vi havde megen Glæde af, da Bærrene netop var modne. Men Italiensk kunde vi jo ikke meget af, og det maatte vi klare os med Syd for St. Gotthard. Iøvrigt erfarede vi allerede den Gang, hvad jeg senere har faaet bekræftet, at man ikke skal rejse til Schweitz for at nyde godt af Nationens Velvilje og Gjæstfrihed, thi disse existerer ikke, Schweizerne har baade den Gang og senere gjort Indtryk paa mig af at være ret uvenlige, storsnudede og pralende. Men man glemmer ikke en 8 Dages Spadseretur som denne i den storslaaede, vidunderlige Natur, og den vil altid blive staaende for mig som et af mine herligste Ungdomsminder, man var jo sorgløs og alt i Naturen virkede saa overvældende storslaaet og nyt. Da vi en Morgen fra Airolo begav os paa Turen opad over St. Gottthard, var det meget varmt, og vi blev hurtigt trætte og udasede, men jo længere vi gik, jo mindre trætte blev vi, thi Luften blev lidt efter lidt saa let, at det var højst paafaldende, og da vi ved Middagstid naaede Hospiciet paa Toppen, var al Træthed forsvunden efter denne mange Timers uafbrudte stærke Opstigning ad den bratte Zigzag-Vej. Vi var jo efterhaanden passeret fra den yppige Vegetation nede i Airolo gjennem Zonen med Naaletrær, Birk og lignende til den nøgne Klippe øverst, blot med smaa kjønne Alpeblomster hist og her i de grønne Sprækker. Oppe ved Hospiciet, hvor vi hvilede os og indtog et let Middagsmaaltid, var der 2 smaa Søer, fra den ene udsprang Ticino mod Syd, fra den anden Reuss mod Nord, som vi nu fulgte under den mindre stejle Nedstigning. Paa Turen nedad passerede vi „Teufelsbrücke" over den skummende Reuss og saa de i Nærheden i Klippen indhuggede Mindeord over den russiske General Suwarauws Overgang over St. Gotthard under Napoleonskrigene. Førend Teufelsbrücke passeres i en grøn Dal de 2 smaa maleriske Byer Hospenthal og Andermatt, i hvilke man saa hele Gader af de herligste Træ-Schweizerhuse med Gavlene mod Gaden. Endnu i 1906, da jeg gik ganske den samme Tur over St. Gotthard med min kjære Eline, laa disse smaa Byer der endnu med deres gamle „Schweizerhuse" ganske urørte.

  Da vi kom til Luzern, ganske uden Penge, skiltes Preusseren og jeg. Nu skulde jeg jo have Arbejde, men først og fremmest Middagsmad og Nattelogis. Jeg opsøgte allerførst Posthuset, om der skulde være poste-restante-Brev, og ganske rigtigt var der et fra Moder, endda med en Tikroneseddel i. Den kom tilpas, min søde Moder har haft paa Fornemmelsen, at jeg efter den lange Tur uden Fortjeneste maatte trænge haardt. Nu kunde jeg spise mig mæt og faa Nattelogis, og medens jeg nu sad i det meget beskedne Svendeherberg og mæskede mig med varm Middagsmad, blev jeg betragtet bl. a. af en lille Fyr, der sad ved Siden af mig og slugte min Mad med Øjnene, samt bad, om han maatte spise det Brød, jeg havde levnet. Derved kom vi i Snak, og jeg fik, ved at høre hans daarlige Tysk, den Idé, at han var dansk. Ganske rigtigt, han var dansk Glarmestersvend og havde „valset" lige fra Kønigsberg. Saa røg der jo 2 Franc af mine til et lukullisk Middagsmaaltid for Glarmesteren, og 1 Franc extra fik han med paa Valsen ad Italien til. Næte Dag begyndte jeg at arbejde hos en Grobian af en Schweizer, der betalte daarligt og jævnlig brugte en uforskammet Mund imod sine Folk, hvad de andre var vant til, men hvad der ikke smagte mig, saa at jeg efter 6 Ugers Forløb skjældte ham ganske eftertrykkeligt ud og gik min Vej. Men først havde jeg arbejdet nogen Tid ude i „Tellsplatte" ved Vierwaldstädtersøen, hvor et Badehus skulde sættes istand. Mandag Morgen tog jeg saaledes med et Par Kammerater afsted pr. Damper. Værktøj samt en Del Proviant, navnlig Brød, Ost og Pølser, medførte vi, og om Aftenen efter Arbejdstid spadserede vi ind til Flüelen for at spise varm Aftensmad. Naar vi saa mætte, tilfredse og med tændt Pibe, i den dejlige lune Sommeraften spadserede tilbage ad den navnkundige Axenstrasse og kom til den lange Tunnel med de ud imod Søen huggede Gallerier, fandt vi St. Hansorme, som vi satte paa Hattene for ikke inde i den mørke Tunnel at støde mod hverandre.  Ved Tellesplatte kravlede vi derpaa højt op ad Bjerget, hvor der laa en Sennhytte med Stald forneden og Høloft over Stalden. I det duftende Alpehø over Stalden krøb vi saa op og sov de Retfærdiges Søvn. Naar vi om Morgenen ved Solopgang kravlede nedad Stigen fra vort Høloft, saa vi dybt under os den blanke, kulsorte Sø, medens den opadgaaende Sol glødede paa de sneklædte Bjærgtinder paa Søens modsatte Side. Morgnerne var stille og vidunderlig friske og skjønne. Vor medbragte Proviant havde henimod Midten af Ugen Tilbøjelighed til at lugte ilde, dette gjaldt navnlig Pølserne og var naturligt i den stærke Varme, men saa stegte vi dem paa en flad Sten, som vi varmede over et Baal, og saa smagte Pølserne saamænd helt godt. Efter 14 Dages Arbejde ved Tellsplatte blev vi sendt ud Nordvest for Luzern, hvor vi skulde nedbryde en gammel Træviadukt, som førte over Jernbanen mellem et Par Klippeskrænter og skulde erstattes af en Jernbro. Det var et farligt Arbejde, idet vi jo efterhaanden styrtede det gamle Tømmer ned paa Jernbanen i Dybet under os, saa at vi tilsidst gik og balancerede paa de nøgne Længdebjælker, som vi saa maatte styrte ned tilsidst for dernæst selv at blive firet ned fra de murede Piller, der havde baaret Viadukten.

  Inden jeg forlod Luzern, besteg jeg „Pilatus", som sydfor Luzern behersker Byen ved sin imponerende Skjønhed og Vælde. Jeg tog en Aften med Toget ud til Hergeswühl, en lille By ved Foden af „Pilatus", og næste Morgen Kl. 4 begyndte jeg Opstigningen. Da jeg havde gaaet i flere Timer, kom jeg ind i en stærk Taage, men der var kun den ene Vej, der stadig i Zigzag førte opad, saa der var intet at tage fejl af, og jeg gik trøstigt videre. Pludselig saa jeg foran mig „Hotel Klimzenhorn", og da jeg var dygtig svedt og udaset, gik jeg herind for at drikke et Glas Mælk og hvile mig lidt. Da jeg atter kom ud, saa jeg, at den tætte hvide Taage bølgede saa underligt, og da jeg var steget lidt højere, gik det op for mig, at Taagen var Skyerne, som jeg nu var kommet op igjennem og som laa under mig som et umaadeligt bølgende Hav, beskinnet af straalende Sol og med den klare blaa Himmel over sig. Efter en Times Opstigning naaede jeg Toppen, og herfra betragtede jeg nu det imponerende, ubeskrivelig skjønne Panorama, som det jo var meget vanskeligt at løsrive sig fra. Den dybe Stilhed afbrødes kun nu og da af en Æseldrivers fjerne Jodlen.  Rundt omkring kunde jeg se andre Bjergspidser rage op igjennem det bølgende Sølvhav, og naar der hist og her gik Hul i dette, kunde man gjennem Hullet se de smaa Landsbyer og andet langt nede i Dybet.

  Men efter at have karamboleret for Alvor med den grove Mester, var jeg kjed af Schweizerne og længtes efter at komme hjem, jeg maatte jo dog begynde at tænke paa min Fremtid. Jeg rejste da til Basel, herfra med en Rhindamper til Køln, og derfra til Antwerpen, hvor jeg arbejdede i 2 Maaneder. Om mit Ophold her og mit Møde med Frederik har jeg fortalt foran.

  Sent paa Efteraaret 1884 kom jeg hjem og fik efter en Ferie Plads hos Arkitekt Petersen i Vejle. Tidligt i Foraaret 1885 foreslog denne mig at reflektere paa et Avertissement om Afhændelse af en ældre Tømrermesterforretning i Maribo. Jeg rejste derover, og da jeg jo var ganske uerfaren i Forretninger og længtes efter at faa Foden under eget Bord, kjøbte jeg Ejendommen, der var solid og med god, rummelig Bolig samt Tømmerplads og Have, for 20,000 Kr., hvoraf der skulde udbetales 3000 Kr., som det med store Anstrengelser lykkedes mig at laane foruden en Driftskapital paa 2000 Kr. Boligen lejede jeg ud til en Kantor Kruse, som havde Hustru og 4 Børn. De skulde bo gratis, imod at jeg skulde have mit fulde Ophold hos dem, og ved denne Ordning boede jeg jo i Grunden ret billigt. 2 Værelser møblerede jeg selv og havde da egentlig kun at skaffe de 11—1200 Kr. i Renter og Afdrag samt Klæder m. m. Men jeg skulde jo nu først gøre mine Erfaringer som Forretningsmand. Det kom temmelig hurtigt til at staa mig klart, at min Formand, Tømrermester Saunte, der som rig Mand havde trukket sig tilbage fra København, hvor han var bleven engageret i en gros-Handel (og hvor han først fornylig er død som 90-aarig Mand) havde taget meget haardt fat paa sine Kunder, saa at Herregaardene, med hvilke jeg var blevet lokket, ganske havde forladt ham. Forretningen var da nærmest i Miskredit, og jeg var som Begynder henvist til at oparbejde mig et ganske selvstændigt Ry som en dygtig og paalidelig Mand, hvad jeg tør sige lykkedes mig, men dog først efter et Par Aars Forløb, i hvilke jeg næsten intet tjente, skjøndt jeg virkelig havde en Del Arbejde og efterhaanden vandt adskillige gode Venner i Byen og Omegnen. Mine bedste Omgangsvenner havde jeg i Pastor Wiel Langes, hvor jeg meget hyppigt tilbragte mine Aftener; de var saa gjæstfrie, havde 3 Søde Smaapiger. Men hvad der særligt knyttede Wiel Langes til mig, var den dejlige Musik i deres Hjem. Wiel Lange havde været en bekjendt Musiklærer i Kjøbenhavn, han havde udgivet en Lærebog i Generalbas, og han var en kjendt Komponist, navnlig af kjønne Choraler. En enkelt Symfoni fik han nogle Aar senere opført i „Musikforeningen" i København. Nu var han, for at have et Levebrod, landet i Maribo som Kateket. Men han var og blev en ren Bohêmenatur, morsom og livlig og daarlig egnet til at være Præst i en lille Provinsby med megen Sladder. Da jeg havde levet 2 Aar i Maribo, fik han et lille Kald som Præst i Broust i Vendsyssel; jeg savnede ham og hans Kone meget og optog atter Forbindelsen med dem, da de mange Aar senere flyttede til København, hvor Fru Lange endnu lever som Enke. Blandt gode, trofaste Venner i Maribo maa jeg ogsaa nævne Snedker Johan Krøyer, Brygger Jørgensen og Dampmøllebestyrer Wilhjelm samt Svineslagteridirektør A. Wærum. De første 3 er døde, den sidste lever i København. Pastor Lange savnedes forsaavidt meget i Maribo, som han der var en Slags maitre de plaisir, hvad Sladderen jo ikke tilgav ham. Hvert Aar arrangerede han Dilettantkomedie, hvor jeg spillede med, og et Mandschor stiftede samt ledede han; der sang jeg ogsaa med. Jeg havde, som mange andre, min Sejlbaad i Søen, og Søtourene hørte til vore bedste Adspredelser om Sommeren. Omtrent 2 Aar efter min Ankomst flyttede Kantor Kruuses fra mig, og istedetfor dem fik jeg Mægler Schoppes til at bo hos mig paa de samme Betingelser. De havde mange Børn, men gode og velopdragne, og navnlig satte jeg megen Pris paa Fru Schoppe. Hun var en udmærket, god og opofrende Hustru og Moder, fin af Tænkemaade, god og omhyggeligt for os alle. Schoppes var langt mere kultiverede end Kruuses, og sammen med disse havde jeg det udmærket. Men jeg følte mig stadig meget ensom, mine Forretninger indbragte mig grumme lidt, og af og til var jeg meget nervøs og hypoconder. I Sommerferien 1887 tilbragte jeg 8 Dage hos mine gamle trofaste Venner, Godsforvalter Kruuses paa Lundsgaard. Jeg vilde se, hvorledes min Veninde fra Somrene 1881 og 82, Eline Kruuse, havde udviklet sig, og om hun skulde have andre og blidere Følelser for mig end gammelt Venskab. Eline var Lærerinde hos Proprietær Segelckes paa Sejlstrup ved Hjørring, hvor man satte stor Pris paa hende, og hun havde udviklet sig til en meget indtagende ung Pige, klog, dygtig som Lærerinde og ualmindelig samvittighedsfuld, og saa havde hun sine Forældres ægte og sunde Sands for Humor samt sin solide, rolige Tro, paa hvilken hun har støttet sig hele sit Liv. Det gik snart op for mig, at jeg holdt inderligt af hende og vilde være lykkelig ved at faa hende til Hustru. Vi fik endnu den Gang ikke talt sammen om det, men sidst i September meldte jeg mig til Besøg hos mine gamle Venner, Pastor Wiel Langes i Broust, som modtog mig med aabne Arme, og derfra kørte jeg en Morgen tidlig de 4 Mil til Løkken, hvor jeg foregav at ville besøge en gammel Ven, Lærer Olsen. Jeg besøgte ham ogsaa i Børglum vestre Skole, hvor han, ogsaa en gammel Ven af Kruuses, var Anden-Lærer. Men fra ham spadserede jeg til Sejlstrupgaard, hvor jeg gik en Tur med Eline, og saa fik vi talt ud og blev forlovet. Det var Søndag d. 2. Oktober 1887, en herlig, stille, solbeskinnet Dag, saa skjøn, som en enkelt Dag stundom kan være paa den Aarstid. Saa kunde jeg rejse hjem med mine glade Forhaabninger og var jo derfor ikke længere saa ensom. Men først et Par Maaneder efter deklarerede jeg Forlovelsen ved et stort Aftengilde, som jeg gjorde paa Hotellet for mine mange Venner, og ved hvilket Broder Ludvig var tilstede. I Julen mødtes Eline og jeg første Gang i hendes Hjem som Forlovede.

  Imidlertid gik Forretningen endnu kun smaat, men der var dog Opgang. Af den gamle Lehnsgreve Ahlefeldt var jeg bleven anbefalet til Lehnsgreve Knuth paa Knuthenborg, som skulde bygge en ny Kro med Hotel i Bandholm, ved hvis Opførelse under Arkitekt Tvede jeg fik Tømrerarbejdet, og Aaret efter fik jeg Tømrerarbejdet ved Opførelsen af Stiftsmuseet i Maribo, som Grev Knuth ogsaa lod opføre, under Arkitekt, Professor Ove Petersen, min fordums Principal, der tillige gjorde mig til Konduktør med en maanedlig Gage af 100 Kr. Men Tømrerarbejdet havde jeg faaet paa gode Betingelser, uden Konkurrence, ligesom Kroen i Bandholm, saa paa begge disse Arbejder tjente jeg godt. Endvidere var jeg af Greve Moltke paa Qvesarium i Skaane, hos hvem min Søster Mis dengang var meget skattet Lærerinde, blevet anbefalet til Hofjægermester Wichfeld paa Engestofte ved Maribo, som efter sin Fader havde tiltraadt Godset og skulde foretage betydelige Ombygninger, og nu fik jeg ogsaa dette betydelige Tømrerarbejde, uden Konkurrence, under Arkitekt Glahn i Nykjøbing.   Det var jo et herligt og virkeligt indbringende Aar, saa at jeg nu kunde tænke paa Bryllup, som blev bestemt og stod paa Lundsgaard d. 7. November 1889.

  Nu havde jeg selv et Hjem, og vi var enige om at spare overalt, hvor vi kunde, hvad der jo var ganske nødvendigt. Eline havde i nogle Maaneder lært Husholdning hos min Søster Laura paa Erikshaab, men skulde jo nu gjøre sine egne Erfaringer. Vi gjorde aldrig Selskaber, men havde f. Ex. megen Fornøjelse af en Dobbeltkvartet for Herrer og Damer, der skiftedes til en Gang om Ugen at komme sammen hos hverandre og synge under vor unge musikalske Huslæge, Dr. Heckschers Ledelse. Vi spillede med i en Dilettantkomedie, vi havde vor Baad at sejle med, og selv om vi ikke kunde deltage i dyr Selskabelighed, havde vi dog mange gode Venner blandt Byens dannede Folk; af disse maa nævnes vore Gjenboer, Fuldmægtig Barfods, som ogsaa sang med i vor Sangforening, og som vi holdt meget af. For at bøde paa de beskedne Indtægter og for at udnytte den meget rummelige Plads i Huset havde vi et Par Pensionærer, nemlig Poul Vermehren, Søn af den bekjendte Maler, og en anden ung Mand. Poul Vermehren var i Tømrerlære og gjorde Svendestykke hos mig i 1890. Han delte 2 Værelser med nuværende Slagteridirektør Sick i Frederikssund, som den Gang arbejdede paa Kontoret hos min Ven, Direktor Wærum, Maribo Svineslagteri.

  Men det gode og rigelige Arbejde blev jo færdigt, og det blev meget sløjt igjen. Jeg var ikke tilstrækkelig Forretningsmand; som Haandværker havde jeg et godt Navn og gjaldt for at udføre mit Arbejde solidt og samvittighedsfuldt, men det var ikke nok. Jeg fik Tillidsposter, blev Vurderingsmand i Landbygningernes Brandforsikring, Vurderingsmand for Administrationen af Umyndiges Midler, Medlem af Bygningskommissionen, Inspektør ved Teknisk Skole m. m., men alt dette indbragte mig saare lidt, og min Gjæld voxede istedetfor at tage af.

  Den 10. September 1890 blev vor første lille Dreng født, han kom til at hedde Jørgen Frederik efter sine 2 Bedstefædre. Til Barnedaaben havde vi Kruuses, Brygger Jørgensens, min Broder Emil samt Borgmester Marchers til Gjæster. Borgmesteren var Ungdomsven af Svigerfader.

  Trods alle mine Anstrengelser og al Sparsommelighed saa det ikke ud til, at jeg kunde føre mit Forehavende i Maribo frem til Trivsel, og efter en meget daarlig Vinter averterede jeg Ejendommen til Salg i Foraaret 1891. Da det ikke lykkedes at faa den solgt, lod jeg mine Creditorer overtage den for Prioriteterne, jeg mødte megen Venlighed og Imødekommenhed, jeg holdt en Auktion over en Del Møbler, som vi kunde undvære, samt en Del Tømmermaterialer og Værktøj, og i Efteraaret rejste Eline til sit Hjem med lille Jørgen, jeg til København for at søge Tegnevirksomhed. Da jeg tog Afsked fra Byens Matador, den gamle Agent Quade, som nu i 6½ Aar havde staaet mig bi med Raad og Daad, havde jeg den Tilfredsstillelse, at han sagde: „Ja, saa Farvel, frisk Mod. De er en brav og dygtig ung Mand, og jeg er vis paa, at De nok skal komme frem!" Gudskelov, Manden fik jo Ret, men der gik ganske vist mange Aar, førend jeg fik betalt min Gjæld og kom „frem".

  Efter Forløbet af en Maanedstid lykkedes det mig at faa en lille Stilling hos Stadsarkitekten, Professor Fenger. Jeg skulde have 120 Kr. i Gage pr. Maaned, og nu lejede jeg for 300 Kr. en lille meget ordentlig 4-Værelsers Lejlighed paa Mathildevej bagved Frederiksberg Have; her boede vi saa i 2½ Aar, og her blev Aaret efter vor Indflytning, d. 20. Aug. 1892, vor lille Ludvig født. Med 120 Kr. pr. Maaned var vi ikke netop velhavende, men i Kjøbenhavn var der jo Muligheder for Extraarbejde, som det ogsaa lykkedes mig at faa. Saa kom jeg til at tegne en ny Præstegaard til Pastor Lind i Rynkeby ved Kjerteminde, og han gav mig hele Opførelsen i Entreprise, som jeg tjente ganske godt paa. For at tilse Arbejdet, til hvilket jeg brugte Kjerteminde Haandværkere, som jeg jo kjendte godt, maatte jeg Lørdag Aften tage fra København, om Natten Kl. 12 spadsere fra Ullerslev til Lundsgaard, overnatte der, besøge Rynkeby om Søndagen, saa kunde jeg alligevel sent Søndag Aften være tilbage i Kjøbenhavn og paa mit Kontor Mandag Morgen. Professor Fenger brugte mig navnlig til Regnskaber og til at gjøre Overslag, hvad jeg jo havde megen praktisk Øvelse i. Kontoret var i Lavendelstræde No. 1 paa 2den Sal, hvorfra vi nogle Aar efter flyttede hen paa det nye Raadhus, da dette var bleven færdigt. For mig drejede det sig jo nu om at komme frem som Arkitekt, og Jeg saa snart, hvor vanskeligt, ja umuligt dette vilde blive for mig, naar jeg ikke, som mine yngre Kolleger, kunde erhverve Kunstakademiets Afgangsbevis som Arkitekt. Jeg maatte da tænke paa at gjenoptage Studierne paa Akademiet, som jeg i 1883 havde afbrudt omtrent paa Halvvejen.   Paa Kontoret var det lykkedes mig at blive Konduktør ved Opførelsen af Skolen ved Helligkors Kirke, det var dog et Avancement, og Gagen var steget til 150 Kr. pr. Maaned. Stadsarkitektens Kontor voksede fra Aar til Aar, og min Stilling der kunde jeg betragte som temmelig stabil, hvorvel den var beskeden og jeg ikke havde fast Ansættelse. Det var derfor en meget betydningsfuld Bestemmelse, jeg skulde tage, og jeg maatte være belavet paa, at Arbejdet og Anstrængelserne vilde overstige mine Kræfter, jeg skulde jo tjene Udkommet for os alle 4, passe mit Kontor og mit Extraarbejde, som jeg slet ikke kunde undvære, og saa gaa paa Akademiet i min Fritid.

  Vi var imidlertid flyttet til Livjægergade 28 paa Østerbro til en lidt rummeligere Lejlighed, og mine Gamle, som i adskellige Aar havde boet i Svanemosegaardsvej 7, efter at Fader havde taget sin Afsked Sommeren 1886, flyttede til Lejligheden under vor og skulde have deres Forplejning hos os, da Fader var mere og mere skrøbelig og Moders Kræfter ikke længere slog til baade til Husholdning og til at passe Fader. Moder havde jo aldrig forstaaet at skaane sig selv, fast Pige havde de ikke haft Raad til, og Faders Pleje krævede næsten alle hendes Kræfter. Fader havde, da han tog sin Afsked, faaet utallige Beviser paa den store Højagtelse og Hengivenhed, hvormed han omfattedes af alle paa sin Egn, Høje og Lave; han havde jo været Lærer for de fleste af Tranekjær Sogns Beboere, han havde virket derovre i 39 Aar og paa en saadan Maade, at han savnedes og fortjente at efterlade det ualmindelig smukke Minde, som det timedes ham at faa. Da han tog sin Afsked, laa Pastor Gad, som Fader havde arbejdet under i mange Aar, for Døden, og Fru Gad sendte da Fader følgende Brev den sidste Søndag, da han kom hjem fra Kirke:

„Kjære Brandstrup! Naar De nu for sidste Gang vandrer tilbage fra Deres kjære gamle Kirke med Hjertet fuldt af Vemod og Tak til Gud for denne lange Virketid, saa skal De modtages af den kjærligste, hjerteligste Hilsen fra Deres gamle Præst og sande Ven, som har været saa bedrøvet over ikke selv at kunne takke Dem saa inderligt for det sjældne velsignede Forhold, som har bestaaet mellem Dem lige fra den aller første Dag, og som saa ofte i disse Dage har talt om, hvor bedrøvet han var over, at han ikke selv kunde være i Kirke idag og heller ikke kunde berede Dem paa denne Afskedsdag den festlige Dag, han havde glædet sig til. Men vi vide alle, hvilken elskelig Medhjælp De har været ham, hvor glad han var ved Dem, hvor inderlig hele Deres Personlighed og Væsen tiltalte ham, saa jeg maa herved bringe Dem og Deres hans varme Hilsen. Vi have ikke havt det godt inat, men nu er han falden i en rolig Søvn, men jeg tør ikke nære den Tanke, at han kommer over denne svære Sygdom, men man haaber, saalænge det er muligt. Gud velsigne Dem, kjære Brandstrup, Tak for al den Glæde, De har bragt ham, gid nu denne Dag ikke maa være Dem og Deres Hustru for svær, vi tænker alle kjærligt paa Dem.

Deres hengivne
Ida Clausen Gad.

  Ja, det var svært for de Gamle at forlade det dejlige Tranekjær, hvor de havde levet saalænge, og hvor Fader havde virket i 39 Aar, hvor de havde faaet deres 4 yngste Børn og opdraget alle 8. Paa Svanemosegaardsvej blev Tilværelsen ikke lettere for Moder, da der ikke var Raad til at holde fast Pige og Fader efterhaanden blev meget besværlig, dels paa Grund af den tvungne Lediggang, dels paa Grund af Alderdommens Skrøbeligheder, der plagede ham mere og mere. Deres kjære Venner, Barnekows, glemte dem ikke, de besøgte dem saa ofte som muligt, men Moder havde jo ogsaa her sin kjære Ungdomsveninde, Fru Gerth Vinther, som hun kunde besøge, og som hele Livet havde vist Moder stor Trofasthed og varmt Venskab. Nu sad hun i flere Aar værkbruden af Leddegigt og lænket til en Chaiselongue. Fru Vinther var en meget klog og bestemt Dame, maaske nok meget arrogant, men derom vilde vor søde Moder aldrig høre noget, og vi lo stundom lidt ad den uhyre, urokkelige Autoritet, som „Hanne Vinther" alle Dage var for Moder. Men trofast, urokkeligt Venskab gjennem et helt langt Liv, det var ikke ualmindeligt i de Dage. Faders gamle Ven Liebenberg, af hvem min Broder Ludvig var adopteret, boede jo ogsaa i Nærheden, men Liebenbergs politiske og andre Anskuelser var i den Grad modsatte Faders, at de, omend gode Venner, ikke kunde have meget Udbytte af hinandens Selskab. Til stor Opmuntring for de Gamle var det i denne Periode, at Moders Øjesten, vor yngste Broder Emil, boede hos dem. For ham, der jo endnu var en ung, rask Mand, var det en Opofrelse, da Livet hos de Gamle jo var ret trist, og han maatte nøjes med at bo i deres Pigekammer. Men Moder havde sin yngste Dreng at kjæle for, og det betød saare meget for hende. Emil var dengang Postfuldmægtig og havde netop som Infanterist aftjent sin Værnepligt, hvorved han vistnok fik Spiren til  den Tuberkulose, som efterhaanden pinte ham mere og mere. Han kjæmpede som en Mand imod den, var flere Gange i Syden, hvorfra han saa vendte bedre tilbage og kjæmpede videre i vort raa, usunde Klima. En skrækkelig Hoste led han i Reglen af, og Sygdommen flyttede sig rundt i Legemet, angreb Struben og tilsidst Nyrerne, dette sidste kostede ham Livet, og han døde paa Kommunehospitalet d. 4de Oktober 1906. Han ansaaes for en meget dygtig og paalidelig Postembedsmand, hvorfor man ogsaa, trods hans Sygdom, nogle Aar før hans Død udnævnte ham til Chef for det nyoprettede Postkontor for Strandvejens Kvarter. Emil var alle sine Dage en blød, barnlig Karakter, en god Søn og en god Broder. Navnlig stod han i et nært Forhold til Broder Ludvig, som han elskede og beundrede, og med Rette, thi Ludvig tog sig saa meget af ham, den ensomme Emil havde saameget Tilhold hos ham paa hans Atelier, som var bleven bygget i Gaarden til Svanemosegaardsvej 7, hvor de Gamle boede, og han intet Atelier selv havde. Paa denne Maade kunde de 2 Brødre være meget om de Gamle i denne Periode, hvad der jo var dejligt for alle Parter. Ludvig havde imidlertid udviklet sig til en talentfuld, mere og mere kjendt Billedhugger, som fik den ene ærefulde Bestilling efter den anden. Han, som var adopteret af gamle F. L. Liebenberg, var pekuniært bedre stillet end vi andre, og det faldt i hans Lod flere Gange at hjælpe og støtte Emil, naar denne for sit Helbred maatte rejse til Syden. Ludvig var altid en mageløs god og kjærlig Broder for Emil, med hvem han levede sammen mange af Ungdommens Aar. Ludvig støttede ham trofast, ikke alene da han blev svag, men ogsaa i de ganske unge Aar, da den fantastiske og lunefulde Emil, som havde et meget blødt og kjærligt Hjerte, men kunde være umaadelig hidsig, trængte saa meget til Kammeratskabet med den lidt ældre og paalidelige Broder. Jeg har sagt, at Emil elskede og beundrede Ludvig inderligt, og denne fortjente det. Søster Mis var i denne Periode Lærerinde og Selskabsdame hos Grev Molktes paa Quesarum i Skaane, hun kom til at staa denne elskværdige Familie meget nær i Venskab, og hun er endnu Veninde med den yngste Datter, Comtesse Olga, som blev gift med en preussisk Officer, der ejede et Gods ved Breslau og døde umiddelbart før Krigen. Den ældre Datter, Comtesse Lizza, blev gift med General Moltke, som havde Overkommando over den tyske Hær under Indfaldet i Belgien og døde.   Mis har været Gæst i Berlin i den gamle berømte Feltmarschal Moltkes Hus; denne viste hende megen Venlighed. Efter sit Ophold paa Quesarum kom Mis i Huset hos en gammel, meget rig Fabrikant Websky i Breslau, som Guvernante for en Datter. Efter flere Aars Ophold i dette Hus gjorde hun paa en Rejse Bekjendtskab med en ung dansk Mand, Theo Berg, som var paa Vej hjem fra Transwaal, hvor han havde forsøgt at bryde sig en Bane uden dog at kunne trives der. Mis kom nu hjem og kjøbte Frk. Knipschildts Pensionat, Gothersgade 129. Berg havde faaet en Del Agentur, og de giftede sig nu i 1897. Efter flere Aars ihærdigt Arbejde og Kamp med de Vanskeligheder, som en saadan Virksomhed giver, lykkedes det Mis at oparbejde Pensionatet til et meget stort, anset og vellønnende Foretagende, der netop nu i Foraaret 1931 flytter til et nyt, moderne udstyret Hus, der er bygget i Klejnsgade paa den gamle Ladegaards Grund. Berg, som altid har været litterært interesseret, redigerede i nogle Aar Unitarbladet „Lys over Landet", men har iøvrigt indtil for faa Aar siden havt sine Agenturer. De har 2 Børn, Daisy og Leif, der begge er gifte og hver har 2 Børn.

  Ludvig giftede sig i 1896 med Frøken Berta Hirschsprung og boede de første Aar i den gamle Ejendom ved Kongens Bryghus, overfor Langebro. Her blev deres Søn Mogens født. I 1900 byggede jeg en Villa til ham i Valby paa Bjerregaards Sidevej, hvor han har boet siden, og hvor han jo fik sig et godt Atelier, som han trængte saa meget til. I Valby er Hans Ebbe og Birgit født.

  De Gamle boede hos os i Livjægergade indtil Januar 1896, da Fader, der var bleven saa skrøbelig, at Moder ikke længere havde Kræfter til at passe ham, fik Plads paa Københavns Sygehjem, hvor han blev udmærket plejet og blev til sin Død. Nogle Maaneder forinden hans Optagelse paa Sygehjemmet havde han boet i St. Josephssøstrenes katolske Collegium ved Kingosgade, hvor han blev meget godt plejet, men led meget af sin Ensomhed. Moder flyttede til vor Veninde, Frøken Thora Caspersen paa Nørrebrogade, hvor hun fik et Par hyggelige Værelser og en udmærket god og kærlig Pleje, til hun døde i April 1898 uden meget store Lidelser. Moder blev ført til Tranekjær og begravet ved Siden af Faders første Hustru.

  Fader, som paa Sygehjemmet havde en dannet, meget kjærlig og opofrende Plejemoder, Frøken Giebelhausen, havde der en ret blid Alderdom og befandt sig efter Omstændighederne godt. Alle var gode mod ham, hans naturlige Charme forlod ham aldrig, men han gik en Del i Barndom, var desuden for gammel og sløv til altfor meget at savne Moder. I den første Tid af hans Ophold der fandt han paa at lede Morgensangen ved Morgenandagten, det var en Slags Position, han derved skaffede sig, og de andre Gamle, navnlig Damerne, satte Pris derpaa. Fader plukkede Buketter i Haven til Damerne, dette havde han slet ikke Lov til, men Inspektøren saa elskværdigt igjennem Fingre med „Bedstefader", som de kaldte ham. En af Faders Forestillinger i hans høje Alderdom blev mere og mere den, at han var meget fattig, uagtet han jo i Virkeligheden intet savnede, heller ikke Lommepenge. Engang blev jeg af Plejemoderen kaldt derud, „Bedstefader" havde set sit Snit til at pantsætte alt sit Tøj bag hendes Ryg. Heldigvis var det sket hos en Marskandiser lige overfor Sygehjemmet, saa at jeg strax kunde indløse det igjen for den urimelig lille Sum, der var laant paa Tøjet. Naar Svoger Abba var her i Byen om Efteraaret, besøgte han flittigt Fader, og han undlod aldrig at lægge en 25 Øre i Vindueskarmen, naar han gik. Gamle Venner fra Tranekjær, stundom hans forhenværende Skolebørn, besøgte ham ogsaa af og til. Fader var 87 Aar gammel, da han den 3. Marts 1900 fik Lungebetændelse, der paa 3 Dage, altsaa den 6. Marts, skaffede ham en blid og rolig Død uden Lidelser, han sov stille hen om Natten. Broder Ludvig og jeg var hos ham. Saa førte vi ham til Tranekjær og begravede ham i det gamle Familiegravsted bag Kirkens Chor, faa Alen fra det Orgel, hvor han inde i Kirken i saa mange Aar havde spillet og sunget. Da vi kom kjørende fra Lohals med Faders Kiste, mødte vi ude ved Iskælderbakken udenfor Tranekjær 8 af hans gamle Skolebørn med Faner, Haandværkere og andre, som fulgte os op til Kirken, hvor de næste Dag ved Begravelsen atter mødte med deres Faner, hvad der jo bidrog til at gjøre Begravelsen højtidelig, foruden et meget stort Følge af gamle Venner. Pastor Sabroe holdt en meget smuk Tale, og det var vemodigt at bære Fader ud af hans gamle Kirke og høre Orgelet lyde over ham. Efter Begravelsen tyede vi Søskende, Laura og Abba var med, ud til Snøde hos Caspersens, hvor vi tilbragte en god og hyggelig Aften sammen.

  I Livjægergade, hvor vi selv boede, havde vi en hel Del Skranteri, lille Ludvig havde svag Mave i flere Aar, Sol havde vi næsten ikke, og vi vilde saa gjerne ud paa Landet at bo. Saa fik jeg Grosserer Ferdinand Fenger, Broder til min Principal, Professoren, til at hjælpe mig dermed. En rar, fredelig Grund paa Annasvej i Charlottenlund, i Nærheden af Bernstorff-Parken, blev kjøbt, og her byggede jeg mig saa en god, rummelig Villa, hvor vi tilbragte 14 lykkelige Aar, en dejlig Have havde vi, Børnene blev stærke og sunde, og mine Indtægter steg efterhaanden, saaledes at vi kunde svare enhver sit trods de større Udgifter. Villaen byggede jeg i 1900. Annasvej er nu omdøbt til Lykkevej.

  I Maj 1896 havde jeg, efter et stort Slid, faaet Kunstakademiets Afgangsbevis som Arkitekt. Det lettede og stivede mig svært af, men Gagen var alligevel stadig saa knap, at jeg har regnet ud, at jeg jævnt hen ved Privatarbejde i Fritiden tjente og maatte tjene saa meget som Halvdelen af Gagen til Hjælp for at klare mig. Her hjalp det jo, at Kontortiden hos Stadsarkitekten den Gang kun var fra 10—4, og udenfor denne lagdes der ikke Beslag paa mig, men det var altsaa dog i mange Aar et meget haardt Slid.

  Da jeg under hele min Tid som Arkitekt har haft mit faste, mindst 6 Timers daglige Arbejde hos Stadsarkitekten, har jeg ikke kunnet overkomme nogen stor privat Arkitektvirksomhed, selv om jeg maaske kunde have oparbejdet en saadan. Til mine 2 største private Arbejder, nemlig Ombygningen af Løveapoteket i København, samt Opførelse af Funktionærboliger for Statsbanerne i Aarene 1908—12 paa forskjellige Steder i Landet, tog jeg en Kollega med til Hjælp, han kom da til sammen med mig at lægge Navn til Arbejdet. Ved Løveapoteket arbejdede jeg saaledes sammen med Arkitekt V. Nyebølle, medens min Ven og Kollega hos Stadsarkitekten, Arkitekt Holger Rasmussen, hjalp mig med Arbejdet for Statsbanerne. Vi byggede et meget betydeligt Antal Boliger, baade i Jylland, paa Fyen og Sjælland, navnlig dog ved næsten alle Kystbanens Stationer, og vi havde megen Glæde af og Anerkjendelse for vort Arbejde, idet vi f. Ex. i 1910 fik. Kommunens Præmie (1000 Kr.) „for gode Arbejderboliger", for en Koloni Boliger, der blev opført paa Københavns Godsbanegaards Terrain, og senere skrev man fra de tyske Statsbaner til Generaldirektøren for de danske om at laane Tegningerne til de Boliger, vi havde bygget langs Kystbanen, da man havde set disse og fundet dem „musterhaft", navnlig dem ved Rungsted. Jeg har bygget nye Præstegaarde i Rynkeby paa Fyen, samt i Bloustrød paa Sjælland.   I Nexø har jeg bygget et Børnehjem samt derefter „Sparekassen for Nexø og Omegn", et Børnehjem paa Ourø, et Par Ejendomme i København og Hellerup, samt en Del Villaer rundt om i Landet, af hvilke jeg regner Grosserer I. F. Fengers i Espergærde for den mest vellykkede. Her i Taastrup har jeg bygget 3 større Villaer, en Del mindre samt nyt Stuehus til Valby Møllegaard.

  Allerede i 1897 søgte jeg Rejsestipendium og fik af Larssens Legat 800 Kr. samt af Ministeriet 300 Kr. Det forenede Dampskibsselskab gav mig fri Rejse fra Esbjerg til England og senere fra Liverno hjem til København. Jeg var forpligtet til at blive 4 Maaneder borte og rejste nu til London, Paris, Milano (via Mont Cenis), Verona, Venezia, Firenze, Siena, Pisa, Lucca, Livorno, herfra med D. F. D. over Marsala til Messina (Besøg i Taormina), Taragona, Denia, men da Damperen skulde blive liggende her 10 Dage for at lade Rosiner, rejste jeg over Land med Jernbane ned til Malaga, hvorfra jeg gik med en anden af Selskabets Baade over Gibraltar og Cadix hjem til København. I alle de nævnte Byer gjorde jeg kortere eller længere Studieophold, tegnede og nød Livet og Friheden efter de mange Aars Slid. Jeg havde i de 4 Maaneder ingen Gage fra Kontoret, saa flotte mig kunde jeg ikke, men Rejsen var herlig og heldig i enhver Henseende. Eline tilbragte de 4 Maaneder med Børnene i sit Hjem paa Lundsgaard. Da jeg kom sejlende hjem og ventede at blive modtaget med aabne Arme af min Familie, var der tomt, og af Husets andre Beboere hørte jeg, at min Hustru laa af Tyfus hjemme hos sine Forældre. Hun var dog bedre og snart fik jeg hende og Børnene hjem.

  Den 10. Januar 1898 fik jeg fast Ansættelse som Arkitekt hos Stadsarkitekten. Gagen var 2000 Kr. stigende med 200 Kr. hvert 3die Aar indtil 3000. Nu var jeg pensionsberettiget og følte mig stadig fastere i Sadlen. Min kjære Svigerfader, som endnu levede, men var haabløst syg, naaede jeg dog altsaa at meddele den for os alle saa gode og glædelige Nyhed. Han døde stille den 13. Marts 98 efter 3 à 4 Aars forfærdelige Sjælelidelser, idet han af en Hjernelammelse lidt efter lidt blev fuldstændig stum og lam, saa at han tilsidst ikke kunde røre sig, medens Forstanden var ganske uberørt af Sygdommen. Det var en ualmindelig tragisk og sørgelig Henfart. Kruuse var saa elsket og højagtet af alle, der kjendte ham, han var et af de fineste og herligste Mennesker, jeg har kjendt, og for mig havde han jo lige fra min Barndom været og betydet saa uhyre meget. Han var en meget kjøn Mand med Øjne, der var ubeskrivelig smukke, navnlig naar han smilede, dertil var han livlig, velbegavet, musikalsk og havde megen fin Humor, var f. Ex. en udmærket Taler. Han naaede altsaa ikke at faa vort nye Hjem i Charlottenlund at se. Han havde taget sin Afsked som Godsforvalter et Par Aar før sin Død og boede i Kjerteminde i et lille Hus, som jeg havde tegnet for en Mand, der efter Aftale byggede det for at leje det ud til Kruuses, hvorfor det jo var indrettet ganske efter disses Ønsker. Her levede min Svigermoder endnu i 12 Aar, indtil hun døde den 29. Juni 1910, 77 Aar gammel. Hende havde vi den Glæde at kunne vise vort nye Hjem, hvor hun i Aarenes Løb jævnlig var vor kjære, meget livlige og meget taknemlige Gjæst. Hun var saa trofast, saare temperamentsfuld, morsom og egentlig saa lidet Gammelkoneagtig. Jeg kom til at holde mere og mere af hende og havde den Glæde paa alle Maader at mærke, at det var gjensidigt. I 1904 søgte jeg atter Larssens Legat om Rejsestipendium og fik 700 Kr., som skulde strække til i 2 Maaneder, hvad de ogsaa gjorde. I Løbet af August og September besøgte jeg (ud over Brenner og hjem over St. Gotthard) Verona, Venezia, Firenze, Arezzo, Cortona, Perugia, Assisi, Rom, Neapel og Pompeij. Jeg havde i Aarenes Løb lagt mig efter Fransk, og havde paa denne Rejse megen Fornøjelse deraf, fordi jeg i Assisi gjorde Bekjendtskab med et Par franske Præster fra Provence, som i Rom skulde mødes med ca. 2000 andre „Pelerins", der skulde til stor Audiens hos Paven. Fra Assisi til Rom fulgtes jeg med de 2 franske Præster, der ikke var kjendt i Rom, saalidt som jeg, hvorfor de fulgte med mig til den bekjendte Fru Dinesens Pensionat, hvor vi fik fuldt Ophold og Forplejning, selv Vin, for 4 Lire pr. Døgn. Til Gjengæld skaffede de mig Adgangskort til den store Audiens, der foregik i den store Sal over Peterskirkens Aula, til hvilken Paven med sit prægtige Følge kom fra en Dør indtil Vatikanet. Den paafølgende Højtidelighed var en mærkelig Blanding af den yderste Profanation og den mest gribende religiøse Begejstring. Et buldrende Blæseorkester spillede Jeanne-d'Arc-Hymnen, der blev sunget af 2000 Struber, Paven holdt en Tale paa Italiensk, og en Franskmand svarede under bevæget Graad fra mange af Tilhørerne, hvorpaa man sluttede med rungende, næsten bedøvende Raab: Vive le pape! samt vældig Orkestertouche. Saa forsvandt Hans Hellighed med sit Følge ind i Vatikanet, velsignende Folket tilhøjre og venstre.

  Min Chef, Professor Fenger, tog sin Afsked den 1. August 1904, og da den, der var udset til hans Efterfølger, Afdelingsarkitekt Clausen, var død den 18. Februar samme Aar, blev min Ven og samtidige, Arkitekt H. Wrigth, konstitueret som Stadsarkitekt. Allerede den 9. Marts 1905 døde Professor Fenger ret pludseligt; han havde været en god Chef, og jeg skrev efter Opfordring fra „Architekten"s Redaktion nogle Mindeord om ham i Bladets Nr. 25 for den 18. Marts. Ved Wrights Konstitution ændredes min Stilling meget. Vi havde fulgtes ad i mange Aar, havde fast Ansættelse fra samme Dato og var meget gode Venner. Wrigth var et ualmindelig elskværdigt og nobelt Menneske, flittig og samvittighedsfuld til det yderste, men som Chef noget blød og veg baade opad og nedad, han havde derfor god Brug for en fast og energisk „højre Haand" paa Kontoret, og jeg tror, at jeg var ham en saadan i de følgende 22 Aar.

  Borgerrepræsentationen havde efter Fengers Død nedsat et Udvalg for at undersøge Betimeligheden af at nedlægge Stadsarkitektembedet og lægge de kommunale Arkitekter under Stadsingeniøren. Paa min Rejse 1904 havde Magistraten overdraget mig at undersøge, hvorledes de tilsvarende Forhold var ordnet i Berlin, Dresden, München og Milano. Da Wright efterhaanden paalagde mig at concipere omtrent alle vore tjenstlige Skrivelser til Magistraten, var det ogsaa mig, der conciperede vor Beretning med alle de mange Oplysninger, som det omtalte Udvalg havde forlangt. Kort efter min Hjemkomst fra Rejsen, nemlig den 15. Oktober 1904, blev jeg konstitueret som eneste Afdelingsarkitekt. Det omtalte Udvalg angaaende Stadsarkitektembedets Nedlæggelse havde imidlertid trukket Arbejdet og Undersøgelserne i Langdrag, og Resultatet blev, at Embedet ikke alene ikke skulde nedlægges, det skulde bibeholdes og udvides. Der blev flere faste Stillinger, 2 Stillinger som Afdelingsarkitekt, og den 1. Maj 1907 blev Wrigth udnævnt til Stadsarkitekt. Jeg, der var ældste Afdelingsarkitekt, til hvilken Stilling jeg blev udnævnt den 3. Maj 1907, fik Afdelingen for Nybygninger, medens min gamle Ven og Kollega, Arkitekt A. M. Andersen, fik Afdelingen for Udvidelser og Vedligeholdelser.

  Nu kom den lange, rolige og travle Arbejdsperiode; Opgaverne voxede baade i Antal og Størrelse. Det indbyrdes Samarbejde paa Kontoret var udmærket, og der skabtes efterhaanden en god og tryg kollegial Tone, ikke mindst takket være vor elskværdige, noble og retfærdige Chef. Og Sammenhold paa Kontoret var højst nødvendigt, thi Stadsarkitektembedet havde mange Modstandere, mest dog de private Arkitekter med Akademisk Arkitektforening i Spidsen, som jo — med nogen Ret — hævdede, at mange store og mindre kommunale Byggearbejder gik fra de private Arkitekter. Med Stadsingeniøren var Samarbejdet vanskeligt, til Tider meget pinligt. Han havde jo arbejdet med paa at faa Stadsarkitektembedet nedlagt og de kommunale Arkitekter underlagt Stadsingeniøren; dette var mislykket, og dette kunde man ikke tilgive os.

  I September 1906 blev jeg sendt til en international Kongres i Genève. Jeg havde i Aarenes Løb lagt mig efter Fransk, derfor sendte man mig til denne og senere i Tidens Løb til flere andre Kongresser, hvor Hovedsproget var Fransk. I Genève gjaldt Kongressen Bolighygiejne, men jeg benyttede Lejligheden til at studere de schweitziske Skolebygninger, som, i alt Fald den Gang, overgik alle andre Landes. Paa denne Rejse havde jeg Eline med, det var hendes første, store Udenlandsrejse, og efter Kongressen gjorde vi en Tur til Luzern, Tellplatte, Göschenen og Airolo; disse Steder havde jo for mig saa mange Ungdomsminder. Fra Airolo besteg vi St. Gotthard og gik den samme Tur over Hospiciet, Hospenthal og Andermatt til Göschenen, som jeg havde gaaet i min Ungdom som Tømrersvend.

  Paa Stadsarkitektens Kontor lagde jeg mig stærkt efter Skolebyggeriet, og jeg har i den lange Aarrække medvirket ved Opførelsen af talrige nye Kommuneskoler, medens Opførelsen af saadanne dog ogsaa jævnligt gik ud til de private Arkitekter, et Forhold, jeg altid har støttet efter Evne. Den sidste Kommuneskole, som er tegnet paa min Afdeling, er den nye Skole i Brønshøj, som i Indretning danner en hel ny Type, der vilde have kunnet udvikles til noget fuldkomment, hvis man ikke, takket være de mange Indflydelser i Borgerrepræsentationen, atter havde forladt den og ladet den fuldstændige Planløshed raade, som i saa mange af Kommunens andre Forhold. I September 1910 blev jeg sammen med min Ven, Ingeniør Lund, sendt til Paris til en stor Kongres for Skolehygiejne.  Her havde jeg Lejlighed til at se, hvor daarligt en Kongres kan organiseres, hvad jeg senere ved en anden Kongres i Paris fik Lejlighed til at bekræfte. Endvidere konstaterede jeg, at de franske Skoler ikke paa langt nær med Hensyn til Indretning og Udstyrelse kunde maale sig med, hvad jeg i saa Henseende har set i Schweitz, Tyskland og — Danmark. I September 1911 deltog jeg i en Arkitektkongres i Rom, da Wright, som egentlig selv vilde have rejst, blev forhindret. Paa denne herlige Rejse havde jeg atter Eline med.

  Stadsarkitektens Virksomhed voxede som sagt bestandig, Opgaverne var mangfoldige, og vore Medhjælperes Antal øgedes jo i samme Forhold. Wright, som efterhaanden mere og mere lyttede til mine Raad, lod mig ogsaa have megen Indflydelse paa Valget af Medhjælpere, og saaledes lykkedes det os efterhaanden at samle en Stab af meget dygtige og kultiverede Folk, af hvilke endda adskillige var talentfulde Kunstnere. Den konsultative Virksomhed blev ogsaa efterhaanden meget stor og omfattende, den ledede Jeg, medens jeg overlod Arbejdet med Gadeplaner til min Ven, Arkitekt Holger Rasmussen, der paa dette Omraade var bedre Fagmand end jeg. Da han var en ældre og talentfuld Arkitekt, som ganske selvstændigt ledede store Arbejder, og som derved tog meget af for mig, foreslog jeg Wright at indstille ham til Forfremmelse som Afdelingsarkitekt, hvilket lykkedes. —

  I 1913 blev jeg sendt til Haag til en Kongres for billige Boliger. Da jeg her foruden at være Magistratens Delegerede tillige var Ministeriets, maatte jeg ved Kongressens lndvielseshøjtidelighed holde Tale paa Fransk, siddende paa en Tribune med de andre Landes Repræsentanter, Kongressens President samt dens Protektor, Prinsgemal Hendrik. Fra Haag rejste jeg til Antwerpen for som Kommunens Delegerede at deltage i en Kongres for Bolighygiejne. Her gjorde jeg Bekjendtskab Konferensraad Rentzmann, som byggede Nikolaj Spir og senere Kirken. Endvidere gjorde jeg Bekjendtskab med Monsieur G. Hottenger, Docteur en droit fra Nancy, ham blev jeg meget gode Venner med, og med ham førte jeg under hele Verdenskrigen en meget interessant Korrespondance. Paa den omtalte Kongres spurgte jeg ham en Dag: „Er Frankrig beredt, hvis det en Dag gaar løs med Krig mod Tyskland igjen?" Hvorpaa han svarede kort og undvigende: „Vi er i alt Fald bedre beredt end nogensinde."   Med M. Hottenger har jeg vedligeholdt Forbindelse til Dato, og jeg har truffet ham personlig i Paris senere, i 1925 paa en Kongres for offentlige Bygningsarbejder. Paa denne Pariserrejse havde jeg atter min kjære Hustru med, hun havde aldrig før set Paris.

  Wright var imidlertid bleven 70 Aar og ansøgte om sin Afsked fra den 1. Januar 1925, men Magistraten anmodede ham om at blive i sin Stilling endnu nogle Maaneder, for at nogle Omordninger indenfor Kontoret kunde foretages, inden en ny Mand traadte til. Jeg sendte Ansøgning ind, da Embedet blev opslaaet vakant og gjorde de brugelige Besøg hos Magistratens Medlemmer, men da jeg kun havde 5 Aar tilbage af min Tjenestetid, stod det mig jo klart, at jeg ikke vilde faa Embedet for en saa kort Periode. Jeg var derfor ganske forberedt paa at maatte arbejde loyalt sammen med en ny Chef endnu i 5 Aar, og jeg havde saa tidt under Samtalerne derom med Kollegerne sagt: „Ja, jeg er forberedt paa at faa en ny Chef og skal vide at finde mig til Rette med enhver Kollega — blot det ikke maa blive Arkitekt P. Holsøe, thi det vil blive et haardt Slag for os alle!" Og alle Kollegerne samstemmede med mig, thi vi kjendte P. Holsøes Karakter.

  Saa en Dag paa den sidst omtalte Kongres i Paris læste jeg i „Berlingske Tidende", at Holsøe var udnævnt og skulde tiltræde 1. Juli 1925. Det var for mig en tung Nyhed, og jeg skjønnede paa den lange Aarrække, jeg havde arbejdet trygt under 2 Chefer som Professor Fenger og H. Wright. Min egentlige Livsgjerning udførte jeg i de 22 Aar, da Wright var min kjære Chef.

  Nu kom altsaa Holsøe, og vor gode Tid var forbi. De første Maaneder havde han Brug for mig til at sætte sig ind i de utallige større og mindre løbende Sager, men lidt efter lidt oversaa han mig og havde næsten slet ikke Brug for mig mere.

  Jeg selv var efterhaanden blevet saa daarlig af Søvnløshed, Svimmelhed og for højt Blodtryk, at min Læge anbefalede mig at søge ½ Aars Permission og tilbringe denne i Syden. Samtidig havde vi den store Sorg, at vor kjære Jørgen stadig fik sine Anfald af Mundsyge, „Stomatitis", som forhindrede ham fra at tjene sit Brød selv og kostede ham den ene Plads efter den anden, og som han havde lidt af i mange Aar, lige fra sin tidlige Ungdom. Eline og jeg rejste da til Vence, en lille By i en herlig Egn i „Alpes maritimes", en dansk Mil nord for Nice. Her tilbragte vi Tiden fra 1. September 1926 til 1. Marts 1927, langt fra vore Bekymringer, som jo ikke forlod os, men vi fik dem dog paa Afstand, og vi kom styrket og raskere hjem. Jeg havde nu kun 2 Aar tilbage af min Tjenestetid, idet jeg den 8. Juni 1929 blev 70 Aar og derfor tog min Afsked fra 1. Juli 1929. Disse sidste 2 Aar maatte jeg jo gjøre gode Miner til slet Spil, jeg var og blev egentlig overflødig. Den sidste Juni var en meget vemodig Dag for mig, men der blev fra mine Venner paa Kontoret samt fra Magistraten og saare mange andre vist mig saa megen Anerkjendelse og Venlighed, at jeg aldrig glemmer det. Den 29. April var jeg bleven udnævnt til Ridder af Dannebrog, det var mig en stor Tilfredsstillelse, som jeg ikke mindst under de givne Forhold satte megen Pris paa.

  Imidlertid er Aarene gaaet, og vi sidder nu her i vort rare Hus i Taastrup, hvor Pensionen, som jeg nu i omtrent 2 Aar har levet godt og rundeligt af, bliver sendt mig ind ad Døren en Gang om Maaneden. Det er jo favorabelt, og det maa der i høj Grad skjønnes paa i saa vanskelige Tider.

  Vor kjære Svoger, Warberg, døde allerede den 30. September 1902 paa Rovsings Klinik efter store Lidelser. Laura overlevede ham i mange Aar, blev over 80 Aar og døde i Kjerteminde den 10. April 1926, elsket og savnet af sine Børn, Søskende og sine utallige Venner.— Vor søde Søster Hanne var død den 13. Februar 1920 af en Lungebetændelse, som hun paadrog sig ved at forkjøle sig i Teatret. Caspersen blev boende flere Aar i Lejligheden paa Aaboulevarden, men flyttede saa til sin Søn Poul i Charlottenlund, hvor han havde et roligt, godt Hjem og nød en god, blid Alderdom, indtil han døde den 2. December 1930, over 80 Aar gammel, efter at være plejet med stor Kjærlighed og Opofrelse af sin Svigerdatter Emmy.

  Vi har haft den store Lykke, at vor kjære Jørgen, der for 2 Aar siden rejste til Badestedet „Brides les Bains" i Savoyen, hvor han var blevet engageret efter i Stockholm at have uddannet sig til Masseur, er bleven helbredet for sin Mundsygdom og nu har tjent sit Brød i 1½ Aar i Antwerpen, hvor han nylig har giftet sig paany. Ligeledes er Ludvig jo after gift og arbejder haardt, men meget paaskjønnet som Teaterdirektør.

  Da vi Gamle har et godt Helbred og ellers alle gode Forhold, synes det, som om vi tør haabe paa en god, lykkelig og blid Alderdom, hvad jeg tør sige, at vi begge skjønner paa og er inderlig taknemlige for.

  Naar jeg har nedskrevet disse Erindringer, er det ikke fordi jeg mener, at mit Levnedsløb i og for sig er saa interessant, at det fortjener at kjendes i en større Kreds. Men dels har det jo moret mig at opfriske mine Barndomsminder og mine Oplevelser, dels haaber jeg, at mine Sønner og den yngre Generation vil have Interesse af at kunne følge min Livskamp, i hvilken jeg dog haaber og tør tro, at der er et og andet følgeværdigt. Og endelig skulde disse Linier jo forhaabentlig kunne bidrage til, at vi to gamle Ægtefæller huskes lidt længere, end det ellers vilde være Tilfældet.

  Taastrup, April 1931.

C. BRANDSTRUP.

---

Se også:

Disse erindringer er tillige publiceret i en illustreret udgave, inddelt i afsnit. Læs mere ..