Christian Brandstrups erindringer

7. Tømrermester i Maribo

 

  Sent paa Efteraaret 1884 kom jeg hjem og fik efter en Ferie Plads hos Arkitekt Petersen i Vejle. Tidligt i Foraaret 1885 foreslog denne mig at reflektere paa et Avertissement om Afhændelse af en ældre Tømrermesterforretning i Maribo. Jeg rejste derover, og da jeg jo var ganske uerfaren i Forretninger og længtes efter at faa Foden under eget Bord, kjøbte jeg Ejendommen, der var solid og med god, rummelig Bolig samt Tømmerplads og Have, for 20,000 Kr., hvoraf der skulde udbetales 3000 Kr., som det med store Anstrengelser lykkedes mig at laane foruden en Driftskapital paa 2000 Kr.

  Boligen lejede jeg ud til en Kantor Kruse, som havde Hustru og 4 Børn. De skulde bo gratis, imod at jeg skulde have mit fulde Ophold hos dem, og ved denne Ordning boede jeg jo i Grunden ret billigt. 2 Værelser møblerede jeg selv og havde da egentlig kun at skaffe de 11—1200 Kr. i Renter og Afdrag samt Klæder m. m. Men jeg skulde jo nu først gøre mine Erfaringer som Forretningsmand. Det kom temmelig hurtigt til at staa mig klart, at min Formand, Tømrermester Saunte, der som rig Mand havde trukket sig tilbage fra København, hvor han var bleven engageret i en gros-Handel (og hvor han først fornylig er død som 90-aarig Mand) havde taget meget haardt fat paa sine Kunder, saa at Herregaardene, med hvilke jeg var blevet lokket, ganske havde forladt ham. Forretningen var da nærmest i Miskredit, og jeg var som Begynder henvist til at oparbejde mig et ganske selvstændigt Ry som en dygtig og paalidelig Mand, hvad jeg tør sige lykkedes mig, men dog først efter et Par Aars Forløb, i hvilke jeg næsten intet tjente, skjøndt jeg virkelig havde en Del Arbejde og efterhaanden vandt adskillige gode Venner i Byen og Omegnen.

  Mine bedste Omgangsvenner havde jeg i Pastor Wiel Langes, hvor jeg meget hyppigt tilbragte mine Aftener; de var saa gjæstfrie, havde 3 Søde Smaapiger. Men hvad der særligt knyttede Wiel Langes til mig, var den dejlige Musik i deres Hjem. Wiel Lange havde været en bekjendt Musiklærer i Kjøbenhavn, han havde udgivet en Lærebog i Generalbas, og han var en kjendt Komponist, navnlig af kjønne Choraler. En enkelt Symfoni fik han nogle Aar senere opført i „Musikforeningen" i København. Nu var han, for at have et Levebrod, landet i Maribo som Kateket. Men han var og blev en ren Bohêmenatur, morsom og livlig og daarlig egnet til at være Præst i en lille Provinsby med megen Sladder. Da jeg havde levet 2 Aar i Maribo, fik han et lille Kald som Præst i Broust i Vendsyssel; jeg savnede ham og hans Kone meget og optog atter Forbindelsen med dem, da de mange Aar senere flyttede til København, hvor Fru Lange endnu lever som Enke. Blandt gode, trofaste Venner i Maribo maa jeg ogsaa nævne Snedker Johan Krøyer, Brygger Jørgensen og Dampmøllebestyrer Wilhjelm samt Svineslagteridirektør A. Wærum. De første 3 er døde, den sidste lever i København. Pastor Lange savnedes forsaavidt meget i Maribo, som han der var en Slags maitre de plaisir, hvad Sladderen jo ikke tilgav ham. Hvert Aar arrangerede han Dilettantkomedie, hvor jeg spillede med, og et Mandschor stiftede samt ledede han; der sang jeg ogsaa med. Jeg havde, som mange andre, min Sejlbaad i Søen, og Søtourene hørte til vore bedste Adspredelser om Sommeren.

  Omtrent 2 Aar efter min Ankomst flyttede Kantor Kruuses fra mig, og istedetfor dem fik jeg Mægler Schoppes til at bo hos mig paa de samme Betingelser. De havde mange Børn, men gode og velopdragne, og navnlig satte jeg megen Pris paa Fru Schoppe. Hun var en udmærket, god og opofrende Hustru og Moder, fin af Tænkemaade, god og omhyggeligt for os alle. Schoppes var langt mere kultiverede end Kruuses, og sammen med disse havde jeg det udmærket. Men jeg følte mig stadig meget ensom, mine Forretninger indbragte mig grumme lidt, og af og til var jeg meget nervøs og hypoconder.

  I Sommerferien 1887 tilbragte jeg 8 Dage hos mine gamle trofaste Venner, Godsforvalter Kruuses paa Lundsgaard. Jeg vilde se, hvorledes min Veninde fra Somrene 1881 og 82, Eline Kruuse, havde udviklet sig, og om hun skulde have andre og blidere Følelser for mig end gammelt Venskab. Eline var Lærerinde hos Proprietær Segelckes paa Sejlstrup ved Hjørring, hvor man satte stor Pris paa hende, og hun havde udviklet sig til en meget indtagende ung Pige, klog, dygtig som Lærerinde og ualmindelig samvittighedsfuld, og saa havde hun sine Forældres ægte og sunde Sands for Humor samt sin solide, rolige Tro, paa hvilken hun har støttet sig hele sit Liv. Det gik snart op for mig, at jeg holdt inderligt af hende og vilde være lykkelig ved at faa hende til Hustru. Vi fik endnu den Gang ikke talt sammen om det, men sidst i September meldte jeg mig til Besøg hos mine gamle Venner, Pastor Wiel Langes i Broust, som modtog mig med aabne Arme, og derfra kørte jeg en Morgen tidlig de 4 Mil til Løkken, hvor jeg foregav at ville besøge en gammel Ven, Lærer Olsen. Jeg besøgte ham ogsaa i Børglum vestre Skole, hvor han, ogsaa en gammel Ven af Kruuses, var Anden-Lærer. Men fra ham spadserede jeg til Sejlstrupgaard, hvor jeg gik en Tur med Eline, og saa fik vi talt ud og blev forlovet. Det var Søndag d. 2. Oktober 1887, en herlig, stille, solbeskinnet Dag, saa skjøn, som en enkelt Dag stundom kan være paa den Aarstid. Saa kunde jeg rejse hjem med mine glade Forhaabninger og var jo derfor ikke længere saa ensom. Men først et Par Maaneder efter deklarerede jeg Forlovelsen ved et stort Aftengilde, som jeg gjorde paa Hotellet for mine mange Venner, og ved hvilket Broder Ludvig var tilstede. I Julen mødtes Eline og jeg første Gang i hendes Hjem som Forlovede.

Christian Brandstrup: Skovriderboligen på Knuthenborg, 1885

Skovriderboligen på Knuthenborg, blyantstegning af Christian Brandstrup 1885

  Imidlertid gik Forretningen endnu kun smaat, men der var dog Opgang. Af den gamle Lehnsgreve Ahlefeldt var jeg bleven anbefalet til Lehnsgreve Knuth paa Knuthenborg, som skulde bygge en ny Kro med Hotel i Bandholm, ved hvis Opførelse under Arkitekt Tvede jeg fik Tømrerarbejdet, og Aaret efter fik jeg Tømrerarbejdet ved Opførelsen af Stiftsmuseet i Maribo, som Grev Knuth ogsaa lod opføre, under Arkitekt, Professor Ove Petersen, min fordums Principal, der tillige gjorde mig til Konduktør med en maanedlig Gage af 100 Kr. Men Tømrerarbejdet havde jeg faaet paa gode Betingelser, uden Konkurrence, ligesom Kroen i Bandholm, saa paa begge disse Arbejder tjente jeg godt. Endvidere var jeg af Greve Moltke paa Qvesarium i Skaane, hos hvem min Søster Mis dengang var meget skattet Lærerinde, blevet anbefalet til Hofjægermester Wichfeld paa Engestofte ved Maribo, som efter sin Fader havde tiltraadt Godset og skulde foretage betydelige Ombygninger, og nu fik jeg ogsaa dette betydelige Tømrerarbejde, uden Konkurrence, under Arkitekt Glahn i Nykjøbing.   Det var jo et herligt og virkeligt indbringende Aar, saa at jeg nu kunde tænke paa Bryllup, som blev bestemt og stod paa Lundsgaard d. 7. November 1889.

  Nu havde jeg selv et Hjem, og vi var enige om at spare overalt, hvor vi kunde, hvad der jo var ganske nødvendigt. Eline havde i nogle Maaneder lært Husholdning hos min Søster Laura paa Erikshaab, men skulde jo nu gjøre sine egne Erfaringer. Vi gjorde aldrig Selskaber, men havde f. Ex. megen Fornøjelse af en Dobbeltkvartet for Herrer og Damer, der skiftedes til en Gang om Ugen at komme sammen hos hverandre og synge under vor unge musikalske Huslæge, Dr. Heckschers Ledelse. Vi spillede med i en Dilettantkomedie, vi havde vor Baad at sejle med, og selv om vi ikke kunde deltage i dyr Selskabelighed, havde vi dog mange gode Venner blandt Byens dannede Folk; af disse maa nævnes vore Gjenboer, Fuldmægtig Barfods, som ogsaa sang med i vor Sangforening, og som vi holdt meget af. For at bøde paa de beskedne Indtægter og for at udnytte den meget rummelige Plads i Huset havde vi et Par Pensionærer, nemlig Poul Vermehren, Søn af den bekjendte Maler, og en anden ung Mand. Poul Vermehren var i Tømrerlære og gjorde Svendestykke hos mig i 1890. Han delte 2 Værelser med nuværende Slagteridirektør Sick i Frederikssund, som den Gang arbejdede paa Kontoret hos min Ven, Direktor Wærum, Maribo Svineslagteri.

  Men det gode og rigelige Arbejde blev jo færdigt, og det blev meget sløjt igjen. Jeg var ikke tilstrækkelig Forretningsmand; som Haandværker havde jeg et godt Navn og gjaldt for at udføre mit Arbejde solidt og samvittighedsfuldt, men det var ikke nok. Jeg fik Tillidsposter, blev Vurderingsmand i Landbygningernes Brandforsikring, Vurderingsmand for Administrationen af Umyndiges Midler, Medlem af Bygningskommissionen, Inspektør ved Teknisk Skole m. m., men alt dette indbragte mig saare lidt, og min Gjæld voxede istedetfor at tage af.

  Den 10. September 1890 blev vor første lille Dreng født, han kom til at hedde Jørgen Frederik efter sine 2 Bedstefædre. Til Barnedaaben havde vi Kruuses, Brygger Jørgensens, min Broder Emil samt Borgmester Marchers til Gjæster. Borgmesteren var Ungdomsven af Svigerfader.

  Trods alle mine Anstrengelser og al Sparsommelighed saa det ikke ud til, at jeg kunde føre mit Forehavende i Maribo frem til Trivsel, og efter en meget daarlig Vinter averterede jeg Ejendommen til Salg i Foraaret 1891. Da det ikke lykkedes at faa den solgt, lod jeg mine Creditorer overtage den for Prioriteterne, jeg mødte megen Venlighed og Imødekommenhed, jeg holdt en Auktion over en Del Møbler, som vi kunde undvære, samt en Del Tømmermaterialer og Værktøj, og i Efteraaret rejste Eline til sit Hjem med lille Jørgen, jeg til København for at søge Tegnevirksomhed. Da jeg tog Afsked fra Byens Matador, den gamle Agent Quade, som nu i 6½ Aar havde staaet mig bi med Raad og Daad, havde jeg den Tilfredsstillelse, at han sagde: „Ja, saa Farvel, frisk Mod. De er en brav og dygtig ung Mand, og jeg er vis paa, at De nok skal komme frem!" Gudskelov, Manden fik jo Ret, men der gik ganske vist mange Aar, førend jeg fik betalt min Gjæld og kom „frem".

<< Forrige kapitel  | Indholdsfortegnelse  | Næste kapitel >>