Straffefangerne på Alheden

Artikel om tre af Hugo Larsens malerier

Om artiklen

Artiklen beskriver tre af Hugo Larsens billeder, som Viborg Stiftsmuseum viste på udstillingen "Landskaber omkring Viborg" fra 16. januar til 17. april 2005. Artiklen er i sin oprindelige form og med litteraturhenvisninger udgivet i Viborg Bogen 2005.
I den viste forkortede udgave blev den bragt i Viborg Stifts Folkeblad 31. januar 2005. Layout, afsnitsinddeling etc. afviger.

Viborg Stiftsmuseum viser netop nu en maleriudstilling med temaet "Landskaber omkring Viborg". Et af billederne, "Straffefangerne bryder Alheden ved Gedhus", spiller på flere måder en hovedrolle i udstillingen. Maleriets overvældende størrelse og centrale placering gør, at man slet ikke kan overse det. Det er også et smukt kunstværk, som sagtens kan stå alene. Og sammen med et par mindre billeder af samme kunstner fortæller det en særlig historie, ja faktisk tre forskellige historier, som fletter sig ind i hinanden omkring det forrige århundredeskifte.

Hugo Larsen: Straffefangerne bryder Alheden ved Gedhus, 1901.

Hugo Larsen: Straffefangerne bryder Alheden ved Gedhus, 1901
Ejer: Kriminalforsorgen, Horsens Statsfængsel
Foto: Viborg Stiftsmuseum/Kurt Nielsen

Billedet er malet af kunstmaleren Hugo Larsen (1875-1950). Det forestiller en gruppe mænd, som graver lyngtørven af, hvor der skal blive plantningshuller for træer. Stedet er Alheden på Karupsletten ved Gedhuset, som ses i baggrunden yderst til højre. At der er tale om straffefanger, ses af de to fængselsbetjente, som overvåger, at ingen pjækker eller stikker af. I midten af billedet dirigerer plantør Ferdinand Holt arbejdet og vejleder fangerne. De to mænd yderst til højre markerer, at der er tale om en vigtig begivenhed. Fra venstre er det skovrider, siden kommitteret for Hedeselskabets bestyrelse Christian Dalgas og inspektør ved Horsens Statsfængsel Niels Julius Backe.

Den første historie drejer sig om opdyrkningen af den jyske hede, et projekt, som tog sin begyndelse i 1700-tallet, og som fik fornyet kraft efter krigen i 1864: "Hvad udad tabes, må indad vindes".

Den anden historie beretter om en ny tids mere humane syn på behandlingen af straffefanger. Nu skulle de ikke længere kun straffes. De skulle også forberede sig på igen at blive frie mænd. Fangekolonien på Alheden var et smukt udtryk for denne nye politik.

Den tredje historie handler om to unge mænd, som er på heden for at iagttage og skildre det socialpolitiske eksperiment. Den ene er journalisten, forfatteren og grønlandsforskeren Ludvig Mylius-Erichsen. Den anden er den omtalte Hugo Larsen, som i dag er mest kendt for sine billeder fra Dansk Vestindien. De stod begge på spring til en hektisk, men kort karriere, og deres skildringer fra Alheden skaffede dem begge et navn i offentligheden.

Den jyske hede rummer et paradoks, som altid har kaldt på stærke følelser. På den ene side er heden en uberørt natur af enestående skønhed. Ingen har vel udtrykt det smukkere end hedens digter, Steen Steensen Blicher: "Skjøn er for mig den Blomsterløse Vang, Min brune Hede er en Edens Have".

På den anden side er heden en gold ørken, hvor intet frugtbart gror, kun den forknytte lyng, så langt øjet rækker. En torn i øjet på et lille land, som ellers lod sig opdyrke fra kyst til kyst. Også Blicher vaklede til stadighed mellem drømmen om den uberørte hede "uomrodet af Menneskehænder" og trangen til, at heden skulle opdyrkes og bebos af mennesker: "[..] udmattet, mødig, smægtende af Hede og Tørst [..] takkede jeg Gud, at et lyngtækt Hus [..] forjættede mig Skygge og Vederkvægelse."

Hugo Larsen: Alheden ved Gedhus, ca. 1900

Hugo Larsen: Alheden ved Gedhus, ca. 1900

Opdyrkningen af heden begyndte med de sydtyske kolonister på Alheden i anden halvdel af 1700-tallet, men tog for alvor fart med den bevægelse, som Enrico Dalgas og Hedeselskabet skabte ca. 100 år senere. Hvor stærk denne bevægelse var, illustreres måske stærkest af den senere statsminister Estrups ord: "Lad Domæneskovene vandre fra Øerne over til de jyske Heder". Som minister fremsatte han et forslag om at ophæve skovtvangen for de store skove på øerne. Så vidt kom det ikke, men beplantningen af heden blev sat i system, og omkring århundredeskiftet var der gang i plantager på de fleste hedestrækninger, både i statsligt og i privat regi. Hertil var der brug for mange stærke hænder til at løsne hedens seje og hårde jordbund, så træerne kunne få fodfæste.

Ideen om at bruge straffefanger til at opdyrke heden kommer fra Enrico Dalgas. Hvorfor skal fangerne ikke kunne udføre et meningsfyldt og gavnligt arbejde, som samtidig forbereder dem på atter at blive frie samfundsborgere? Tanken fødes allerede i 1880-erne, men der skal gå yderligere ti år, før eksperimentet bliver en realitet. Fængselsvæsenets lærde og humane overinspektør Carl Goos og en ny tids mere konstruktive syn på behandling af fangerne baner vejen. Enrico Dalgas dør i 1894, men hans søn, skovrider Christian Dalgas, er dybt engageret i virkeliggørelsen af projektet. Han henvender sig i 1897 til Horsens Statsfængsel, og denne gang er tiden moden. Fængselsinspektør Backe udtrykker det således: "Ufrugtbar Jord og forsømte Mennesker er to negative Faktorer, men deres Produkt maa kunne blive positivt".

Nu går det stærkt. Gedhusets Plantningsselskab stiftes, Goos får gennemført de nødvendige lempelser i straffefangernes forhold, og der skrives kontrakt mellem Fængselsvæsenet og plantageselskabet. Året er 1899.

Og her kommer vores to unge mennesker ind i billedet. Mylius-Erichsen og Hugo Larsen er med i en løst sammenknyttet kreds af unge intellektuelle, som også tæller Jeppe Aakjær og Achton Friis blandt andre. I sommeren 1899 er de fleste fra denne kreds på ferie i Jylland, og de ender hos Esper Andersen, den navnkundige mejeribestyrer i Jebjerg i Salling. Deres animerede fester er foreviget i en munter frise, som i dag befinder sig på museet Jenle.

Mylius-Erichsen er dog ikke med til festerne. Han har mange jern i ilden, og han har netop fået en kontrakt med Gyldendal. Han skal skrive et bogværk, "Den jyske Hede før og nu". Som led i forberedelserne bruger han sommeren på at vandre igennem de fleste hedestrækninger, tildels sammen med vennen Valdemar Neiiendam, som er udset til at illustrere bogen. På sine vandringer kommer han forbi Kragsøhus, hvor den unge plantør Holt kan fortælle ham om udsendelsen af en fangekoloni til Gedhus senere på sommeren. Mylius-Erichsen opnår Fængselsvæsenets tilladelse til at følge fangernes færd og de første dage på Alheden. Det er hans gribende beretninger om fangerne, som både slår hans eget navn fast og inspirerer Hugo Larsen til at foretage samme rejse året efter. Mylius-Erichsens skildringer og Hugo Larsens billeder supplerer hinanden så smukt, at man kan undre sig over, at de ikke før er blevet offentliggjort i sammenhæng, men det råder vi bod på nu:

"Ud gennem Heden gik tidligt i Gaar Morges den lille Kolonne ny Hedearbejdere - ud til den første Arbejdsdag. [..] En malerisk Skønhed var over Kolonnen, som den rykkede frem i spændstig Gang. [..] I disse Skikkelser laa der Kræfter, som nu skulle løses. [..] Et kort stykke Vej ude laa der, med Hede til alle Sider, en usselig Plet Mark. [..] Her var den foreløbige Arbejdsplads. Her skulde der graves Plantningshuller gennem Ahlens Underlag. [..]
Den unge plantør Holt gik rundt og gav paa en egen sympatisk Maade, hver Fange klar og knap Besked om Arbejdsmetoden. Og saa tog de fat. [..]
Der var Alvor i det Arbejde, kunde man mærke. Det var ikke Sinkeværk og Landliggersport. Det ømmede i baade Ryg og Arm og gav Vabler i Hænderne. Og der var 11½ Arbejdstime til Fyraften."

Sådan gik dagene. Hårdt og langvarigt slid, afbrudt af korte pauser. Alle mand gjorde sit bedste, hver i sit tempo. Der er vel ikke noget at sige til, at kræfterne var brugt op hen mod aften.

Hugo Larsen: Fangekokken i Gedhuset, ca. 1900

Hugo Larsen: Fangekokken i Gedhuset, ca. 1900

Vi må ikke glemme fangekokken, en hyggelig gut og vagtmandskabets yndling. Han var noget misundelig på de andre fanger og deres strenge, men frie arbejde på heden. Men han mente nok, at han ydede sit bedste ved at tilberede ærter og salt oksekød den ene dag og suppe og peberrodskød den næste. Hans lyse sind og omsorg for medfangerne kom til udtryk, da kolonien lukkede for efteråret: "Tænk, ikke en eneste Disciplinærstraf til nogen af os."

Mylius-Erichsen vendte flere gange tilbage til Gedhuset året efter, og under et af disse besøg må han have medbragt vennen Hugo Larsen, som malede de billeder, der nu er udstillet på Viborg Stiftsmuseum. Kolonien var nu i god gænge. Der blev udrettet noget, og fangerne rettede ryggen. Det udtrykte de selv i sang, da efterårets koloni lukkede:

"Farvel, du Hede, med hvem jeg stred
i ærlig Stræben og Ansigts Sved.
Hvad gør det vel, at jeg møjsomt sled,
Naar du mig lærte, hvad nu jeg véd:
Tro paa mig selv:
Farvel, farvel!"

Det var selvfølgelig ikke alle, som klarede sig, da de endelig blev løsladt. Nogle kom snart bag tremmer igen. Men mange fandt deres plads som lovlydige borgere. Det gjaldt f.eks. fangekokken, som senere besøgte Mylius-Erichsen privat: "Han [..] er paa Veje til at lære, hvad der er endnu bedre end andre Menneskers Tillid: Tilliden til sig selv."

Eksperimentet var lykkedes. Produktet af den ufrugtbare jord og de forsømte mennesker var blevet positivt. Udsendelsen af fangekolonier til heden blev nu en fast tradition, som bredte sig og holdt i mere end et halvt århundrede. Til gavn for både hedesagen og fangerne. Om vi også i dag mener, at det var til gavn for heden, er en anden diskussion.

Og hvordan gik det vores unge mennesker? Mylius-Erichsen slog sit navn fast, da han i efteråret 1899 udgav sine dagbogsblade fra Alheden i nogle opsigtsvækkende avisatikler. Han er i dag mest kendt for sine to ekspeditioner til Grønland, først Den Litterære Ekspedition og siden Danmarks-ekspeditionen, som kostede ham livet i 1907. Hugo Larsen udstillede to af malerierne fra Alheden på Charlottenborgs Forårsudstilling i 1901. Dermed fik han sit gennembrud, som han byggede på, da han skulle have finansieret sin store rejse til Dansk Vestindien i 1904-07. Billedet af straffefangerne på heden blev købt at Fængselsvæsenet og hænger til daglig på Horsens Statsfængsel, hvorfra det nu for første gang udlånes til en udstilling.

Det er historien bag Hugo Larsens billeder fra Alheden. Se dem på Viborg Stiftsmuseum, mens tid er. Læs Mylius-Erichsens bog om hedens historie. Og skænk straffefangerne en tanke, når du næste gang kører over heden. De er en del af vores historie, og de var med til at forme landskaberne omkring Viborg.